Anettes død En novelle af Darker |
| Han var nede for at handle, da han så den smukke kvinde, gennem vinduet til bagerbutikken. Hun var høj, slank, smuk. Halvlangt, mørkt hår, faldt blødt ned over skuldrene på hendes lyserøde jakke. De andre mænd i butikken, som også stod i kø for at købe frisk brød, skævede til hende, når hun ikke kiggede på dem. Hun var virkeligt en fryd for øjet. Han stoppede op. Han kunne mærke en varm, behagelig fornemmelse, brede sig i hans underliv, hans mave og hans bryst. Det skulle være hende. Det stod klart for ham. Han havde fundet den helt rigtige, til at forløse den trang og lyst han havde følt de sidste uger. Han gik over til en kiosk, på den anden side af gaden, hvor han lod som om han læse avisernes spisesedler. Der stod noget om kriminalitet, registrerede han med en stille smil, men ellers var hans opmærksomhed rettet mod bagerbutikken. Hun var kommet hen til kassen. Bagerkonen tog en lille kage, pakkede den sirligt ind i hvidt papir, og rakte den over til den unge kvinde. Hun tog en pung frem fra en lille, sort skuldertaske, betalte, tog pakken og gik ud af butikken. Han fulgte diskret efter hende, sørgede for at holde afstand, så hun ikke så ham, mens han lod som om han kiggede butiksvinduer på hans egen side af gaden. Hun gik ned af hovedgaden, et par hundrede meter, før hun drejede ned af en mindre gade. Han fulgte efter. Hun gik ned af den mindre gade, drejede ind i en smal gyde, før hun endeligt passerede gennem en åben port , til en baggård. Han stod uden for porten og så hvilken opgang hun gik ind i. Han skrev sig adressen bag øret, før han gik tilbage til bilen. Han havde ikke fået handlet, men det måtte vente. Den varme fornemmelse fyldte hele hans krop. Ophidselsen, hjertebanken, let sved, en dunkende puls og så selvfølgeligt en dejlig erektion i bukserne. Han kørte hen til banegården, hvor hans udstyr lå i en boks. Han kørte nok lidt hurtigere end han burde, men det hastede. Hun var træt, men glad. Det havde virkeligt været en skøn dag. Hun gik på designhøjskolen, hvor hun lige havde afleveret en større opgave – en rejsetaske, som hun var meget stolt af – og hun havde bestemt fortjent en lille belønning. Hun lavede en hurtig kop stempelkaffe, hældte mælk og sukker i, tog en lille tallerken og en gaffel, pakkede kagen ud og satte sig til rette i lænestolen. Hun spiste ikke kage ret tit, for hun ville gerne holde formen, men nogle gange, når hun virkeligt havde fortjent det, så forkælede hun sig selv med en flødekage med marengs, chokolade og jordbær. Hun spiste den i tavshed, mens hun slappede af. Den smagte herligt. Hun var lige ved at falde i søvn i lænestolen, men kaffen kvikkede hende en smule op. Hun besluttede sig for at snuppe et brusebad, og så ville hun lægge sig et par timer – bare en lille middagslur, før hun skulle over til kæresten. Han ville lave middag til hende i aften, og hun ville ikke skuffe ham ved at sidde og hænge. Hun nynnede mens hun klædte sig af, lagde tøjet pænt sammen og hoppede ind i den lille brusekabine. Åh gud, hvor føltes det varme vand dog skønt mod hendes krop. Hun stod og nød vandet i lang tid, hvor længe vidste hun ikke. Så tørrede hun sig og smuttede ind i seng. Et smil bredte sig på hendes ansigt, mens hun hurtigt faldt i søvn. Blodet hamrede i hans krop, mens han betragtede den sovende kvinde. Han havde hentet sine ting, fundet lejligheden og iført sig hans dragt. Bagdøren til hendes lejlighed havde været ulåst. Hun boede alene. Det var næsten for nemt, tænkte han, og smilede bag masken. Hun lå udstrakt på sengen foran ham. Hendes smukke hænder hvilede på den tynde dyne, den ene lige over hendes skridt, den anden over hendes bryst. Så vidt han kunne se var hun nøgen. Hun duftede god. Frisk, som om hun lige havde været i bad. Hvor var hun dog smuk, som hun lå der, så afslappet, glad og uvidende om den forfærdelige skæbne han havde tiltænkt hende. Skæbnen, tænkte han. Han var hendes skæbne. Han nød øjeblikket – dette øjeblik, fyldt af forventningens glæde, stilheden før stormen, den stille, sitrende kriblen i hans mave, før det gik løs. Hvor var hun dog smuk, som hun lå der. Han håbede at hun drømte en dejlig, beroligende drøm. Nu skulle hun snart vågne op til den barske sandhed, tænkte han, så hun fortjente det sku, den stakkels pige. Stakkels, unge pige. Han tog en dyb indånding, talte til ti og lagde den ene behandskede hånd på hendes kind. "Tiden er kommet." Hviskede han, idet han forsigtigt ruskede hendes ansigt fra side til side. Hun gryntede sagte, halvvejs mellem søvnen og opvågnen. Han ruskede hende en smule hårdere, men stadigt forsigtigt. Han havde ikke travlt. "Hvad?" Mumlede hun, stadig med lukkede øjne. Hun var ikke ved sig selv, stadig halvvejs i drømmeland, hvor hendes kæreste kærligt aede hendes kind. Langsomt gik det op for hende, at hun ikke drømte. Der var nogen der rørte ved hende. Hun slog øjnene op og mærkede et jag farer igennem sin krop, idet hun så op i en sort og hvid maske. "Hvad sker det?" Udbrød hun, mens hun stivnede af rædsel. Det var en fremmed! En fremmed var trængt ind i hendes lejlighed! "Rolig, lille skat." Sagde han, i den kærligste, mest beroligende stemme han kunne frembringe. "Hvis du bare slapper af, og lader være med at skrige, så sker der dig intet. Slap af. Sådan ja, rolig nu. Rolig. Jeg gør ikke noget, Anette.' "Du k... kender mig?" Gispede hun forvirret. Hun kunne ikke genkende stemmen, men det måtte vare en af hendes venner. Det var en syg vittighed, det var hvad det var. Nogen havde besluttet sig for at tage pis på hende, tænkte hun - men hun troede ikke rigtigt på det. Det var for langt ude, for ondt, slet ikke hende venners stil. Så så hun kniven i hans hånd. Hun mærkede rædslen tage til. Skulle hun skrige? Hun vidste det ikke! "Jeg læste det på postkassen. Slap nu af, smukke." Sagde han, igen med en rolig stemme, og satte sig ned på sengen ved siden af den unge kvinde. Han kunne se rædslen i hendes øjne, skriget der lurede på hendes læber, det intense, koncentrerede blik i hendes smukke blå øjne, som betød at hendes hjerne arbejdede på højtryk for at gennemskue hvad der skete. "Du har sikkert mange spørgsmål, Anette. Bare slap af, så skal jeg nok svare på alt.' "Jeg... jeg kender dig ikke. Du kender ikke mig." Det lykkedes for Anette, trods sin dybe rædsel, at få kontrol over sin stemme. Han var en fremmed, han var trængt ind i hendes lejlighed, han havde en kniv med. Hvorfor? Det spørgsmål spøgte i hendes tanker, og hun kunne ikke selv finde noget svar som hun kunne leve med. Hun samlede alt sit mod og spurgte lige ud. "Hvad laver du her? Hvad vil du mig?' "Jeg er kommet for at nyde dig." Sagde han muntert, idet han trak dynen til side og åd hendes smukke, slanke krop med øjnene. Hun gispede, tydeligt utryg ved at være nøgen foran ham. "Bare rolig, lille skat. Jeg har set en nøgen kvinde før, selv om du dog klart er en af de aller smukkeste. Jeg kan dufte at du har været i bad. Du dufter dejligt, så varmt og kvindeligt.' "Du må... du må..." Stammede hun, mens hun kæmpede mod tårene. Han ville voldtage hende. Hun vidste det inderst inde, selv om hun havde kæmpet alt hvad kun kunne, for at finde på en anden grund til at han var her. Der var dog ingen andre. Det var den eneste logiske forklaring. "Du må godt, bare du ikke gør mig fortræd. Jeg beder dig, gør mig ikke fortræd.' "Anette, vi to skal lærer hinanden rigtigt godt at kende, i den nærmeste fremtid." Sagde han, nu så opstemt og liderlig at han ikke længere kunne opretholde den blide stemme. "Du skal ikke tænke på hvad der skal ske. Det vil du slet ikke have godt af, dit dejlige væsen. Du skal bare prøve at lade være med at skrige, for hvis du gør det, så slår jeg dig ihjel. Forstår du det?' "Ja" Gispede hun. Hun havde ikke en chance! Hun var alene i lejligheden, og selv om hendes oven eller underboer hørte hende skrige, så ville han sagtens kunne dræbe hende, før de kunne gøre noget som helst for at hjælpe hende. Hun nærmest skælvede af rædsel da det for alvor gik op for hende: Hun var hjælpeløs! Hun var fuldstændigt prisgivet denne fremmede mand! "Du vil ikke dø, vel?" Fortsatte han. Han nød hendes angst. Han nød at snakke om hendes død, for blot tanken om hvad han kunne gøre ved hende, skræmte hende tilsyneladende fra vid og sans. Han tog et stykke reb og begyndt at binde hendes håndled, mens han lod hende tænke lidt over spørgsmålet. "Nej.. nej, det vil jeg ikke." Klynkede hun. Hun skulle kæmpe hårdt for ikke at bryde i gråd, men hun ville ikke give ham den tilfredsstillelse! Hun ville ikke lade ham knække hende, det lovede hun sig selv, ligegyldigt hvad skulle han ikke havde den magt over hende! "Hør her, du kan gør hvad du vil med mig, bare du ikke dræber mig. Lov mig det. Lov at du ikke slår mig ihjel!' "Lille skat. Lille, sødeste, dejligste skat. Jeg har jo sagt, at du ikke skal bryde dit smukke hoved med hvad fremtiden bringer. Bare vær til stede i nuet, læg mærke til hvad der sker med dig, og gør hvad du kan for ikke at skrige eller bryde sammen." Sagde han og lagde en hånd på hendes mave. "Du kan alligevel intet stille op, Anette, så lad være med at tænke. Bare slap af. Slap af.' "Hvordan skal jeg kunne det, når jeg ikke ved hvad du vil?" Snøftede hun. Tårerene truede i hjørnerne af hendes øjne, men hun kæmpede imod. Hun krympede sig, da hun mærkede den kolde plastichandske mod sin mave. "Altid tænker de på fremtiden, de unge mennesker." Hviskede han og lod hånden glide ned til hendes barberede skridt. Hun udstødte et lille klynk, idet han begyndte at lege med hendes dejlige, fyldige skamlæber. "Har du så travlt, Anette? Kan du ikke bare nyde nuet? Du ligger her, nøgen, smuk, varm, ren, på din seng. Du kan vælge at slappe af og nyde det, eller du kan vælge at bryde dit smukke hoved med hvad jeg måske, og måske ikke, gør ved dig. Glem fremtiden, lille skat. Tænk på nuet. Gør det ondt? Er det ubehageligt?' "Ja... ja, det er det! For jeg har ikke selv valgt det, vel?" Sagde hun. Hun var lige ved at kaste op, så ubehageligt var det. Han famlede hende i skridtet! Føj, sådan et svin, tænkte hun, men hun sagde det ikke. Hun måtte bevare roen, lade være med at ophidse ham, ellers var hun nok dødsens, tænkte hun med et gys. "Der sker så mange ting her i verden, som man ikke selv vælger, Anette. Men du er ung, Du tror nok stadig at du kan styre alting." Sagde han og stirrede hende dybt ind i de blå øjne. Hvor var hun dog dejlig at røre ved. Han ønskede at han kunne tage handskerne af, og lade hans hænder berøre hendes nøgne hud, men han havde læst et sted at politiet kunne tage fingeraftryk på hud også. Det var nok sikrest at lade være. "Tro mig, lille skat, du kan ikke styre hvad der skal ske med dig i aften. Du har intete at skulle have sagt, med mindre du tvinger mig til at dræbe dig.' "Du har ikke ret til det her." Prøvede hun. Hvad skulle hun sige? Hvordan skulle hun få ham til at holde op? Hvis hun skreg var hun død, det var hun ikke i tvivl om. Måske kunne hun snakke ham til fornuft. Det var hendes eneste chance. "Jeg er et menneske, jeg har ret til at træffe mine egne valg. Det betyder også at jeg selv bestemmer hvem jer er intim sammen med. Syntes du ikke at jeg har ret til det?' "Jo, det har du, Anette. Under normale omstændigheder." Sagde han og smilede under masken. Hun var ikke så dum, hende her, tænkte han. Hun var tydeligvis kommet sig over det første chok, havde fornuft nok til ikke at skrige eller at kæmpe imod. Nu måtte hun så prøve at overtale ham. Hun skulle da have lov, tænkte han og grinede næsten højlydt, for han elskede at snakke med sit offer, han elskede at lære det kende. "Hvorfor gør du så det her?" Spurgte hun. Hun var glad for at han ikke var blevet sur. Måse var der håb, tænkte hun, måske kunne hun undgå... undgå det værst tænkelige! "Ja, hvorfor gør jeg mon det her, Anette? Behøver du virkeligt spørge om det?" Sagde han, vel vidende at svaret var ligegyldigt, for han havde allerede besluttet sig for hvad der skulle ske med Anette, men spørgsmålet pirrede ham og han syntes næsten hun fortjente en slags svar. "Hvad mener du?" Spurgte hun og kiggede igen op i hans øjne, eller rettere, de to huller i masken. Måske virkede det, tænkte hun, måske ville hendes spørgsmål få ham til at tænke sig om, og så ville han indse at det var forkert det han gjorde ved hende. Det håbede hun ihvertilfald, for det var hendes sidste chance! "Du er så smuk, Anette. Enhver mand ville ønske at sidde her nu, sammen med dig, og nyde din dejlige, nøgne krop, hører din dejlige ungpigestemme og se ind i de vidunderlige øjne." Forklarede han. Han kunne se tvivlen og angsten rumstere bag hendes store, smukke blå øjne, på trods af at hun tilsyneladende havde overbevist sig selv om at hun kunne snakke ham fra det. "Men jeg er gift og har to børn. Jeg er for gammel til dig. Jeg ville ikke have en chance for at nyde det dejlige, unge væsen du er, Anette. Altså, hvis det ikke lige var fordi jeg bare gjorde det, uden at spørge nogen om lov.' "Jamen, det kan du da ikke!" Protesterede hun. Hun mærkede modet synke, for det virkede slet ikke som om den fremmede skammede sig over det han gjorde. Hvordan kunne det være muligt? "Jo jeg kan, og som du kan se, gør jeg det allerede." Sagde han med et grin. "Og vend dig lige lidt om på siden, smukke, for jeg får sådan lyst til at binde dine lange, dejlige ben.' "Ved din kone at du gør det her?" Prøvede hun, idet han greb fat om hendes ben. Hun blev nødt til at finde et blødt punkt i hans psyke, for han havde en skarp kniv og hendes hænder var bundet. Hvis hun ikke fandt et huld gennem hans hårde skal, så var hun fortabt! "Nej, det gør hun da ikke, Anette." Sagde han, da han holdt op med at grine. Hun kunne simpelthen ikke skjule den morskab, det spørgsmål gav ham. "Men jeg gør det også for hendes skyld, så jeg tror nu nok hun er godt tilfreds, selv om hun ikke kender sandheden.' "Hvad mener du? Hvordan kan det gavne hende at du render rundt og truer unge piger, og gramser på dem, mod deres vilje? Tror du ikke hun ville blive jaloux, eller i det mindste syntes du er en gammel gris?" Hun var nervøs, da hun sagde den sidste sætning. Hun var ude på tynd is, for hvis hun gjorde ham sur var det nok ude med hende, tænkte hun. "Sikke dog en interesse du udviser for min kære kones ve og vel, Anette. Det er virkeligt ædelt af dig, sådan at tænke på andre, når man nu ser på din egen situation." Sagde han, over en stille kluklatter. "Du er ved at blive bundet af en bevæbnet mand, du er nøgen og hjælpeløs, og du aner ikke hvad jeg er for en fyr. Alligevel har du tid og energi til at spørge til min kone. Hvor er du dog en sød og elskværdig pige.' "Du snakker uden om." Sagde hun, fast besluttet på at han skulle svare på hendes spørgsmål. Det faktum at han snakkede uden om, tydede på at hun havde fundet et blødt punkt, og hun følte håbet stige. Hans kone. Ja, det var der hun skulle sætte ind. "Hvad tror du hun ville sige til det du gør ved mig? Tror du ikke hun ville blive jaloux og vred? Du sætter jo hele din familie på spil, bare for at gramse på en ung pige!' "Du er sku en hård nyser, Anette. Du giver ikke op, hva'? Det syntes jeg sku er flot, så OK, siden du nu insistere, så skal jeg nok give dig de svar du søger." Sagde han, idet han lagde en stump reb om hendes smalle ankler. Hvor var hun dog smuk – og intelligent og stædig var hun vidst også. Han mærkede pludseligt en vis respekt for Anette. Hun var mere en blot et smukt stykke kød. Han havde virkeligt truffet det helt rigtige valg, da han havde besluttet sig for at det skulle være hende. "Ser du, hvis jeg ikke gjorde det her, så ville jeg for alvor sætte min familie på spil. Der er visse lyster jeg bare må have afløb for, visse fantasier og drifter jeg må have udlevet og udløst. Jeg kan ikke gøre det med min kone, så jeg må gøre det på anden vis, ellers går det galt. Og tro mig, hun har absolut intet at være jaloux over.' "Hvad mener du? Du ser på mig, nøgen. Du rager på mig. Du siger jeg er smuk. Hvorfor skulle hun ikke blive jaloux over det?" Spurgte hun, stadig bange, men nu også en smule irriteret. Hvad bildte han sig ind, ikke at tro at hans kone ville blive jaloux, hvis hun vidste han var her, sammen med hende? "Ja, du er smuk, du er helt fantastisk smuk, Anette. Det er der ingen tvivl om." Sagde han og lod en hånd glide over hendes dejlige bryster, mens han lagde den anden på hendes bløde, varme lår. "Du er en helt enestående kvinde, Anette, og hvis jeg var forelsket i dig, så ville min kone helt sikkert føle sig truet, og dermed blive jaloux. Men nu handler det her ikke om at vi to skal være kærester, vel, Anette? Det handler ikke engang om at jeg vil kneppe dig, for det vil jeg ikke. Jeg vil blot lærer dig at kende, undersøge dig, snakke lidt med dig.' "Og hvad gør du så? Går du?" Hun turde næste ikke tro det! Ville han bare lade hende være, når han havde gramset lidt på hende? Hun turde næste ikke tro at hun kunne være så heldig. "Anette, jeg har jo sagt at du ikke skal tænke på hvad der skal ske." Sagde han, idet han lod hånden på hendes lår glide op mod hendes skød, og lod hånden på hendes bryst glide op til hendes hals. Han lagde tommelfingeren over hendes strube og gav den et lille klem. Hun gav et lille skræmt klynk fra sig. "Der skal ske mange ting med dig i dag, Anette, og jeg er sikker på at du langt fra vil være vild med det. Det er derfor min kone aldrig ville kunne være jaloux på dig.' "Nej, nej..." Gispede hun, da hun mærkede hans hånd strammes om hendes hals, og følte knivens skarpe klinge mod sit bryst. Hun var knust. Hun mærkede en hård klump samle sig i sin hals, Det hele var slået fejl. Hun vidste ikke hvad hun skulle sige. Hun følte ikke at hun kunne argumentere mod ham. Hvad skulle hun så gøre? Skælde ham ud? Tigge om nåde? Skrige? Hun behøvede tid, tid til at tænke! Hun kunne mærke at hun var ved at gå i panik. Hun kunne ikke holde hovedet koldt! Men det skulle hun, det skulle hun, ellers var hun færdig. Han ville gør hende ondt, det vidste hun nu, hun kunne føle det i hele sin krop. "Sssssh, lille skat. Rolig nu, rolig Anette." Sagde han beroligende, mens han klemte om hendes hals og trak kniven forsigtigt over hendes mave. Hun gøs. Hun vred sig. Hun åndede hurtigt og ophidset. Han kunne se angsten lyse ud af hendes skønne øjne. Hun var forvirret, det kunne han se, hun kunne ikke finde ud af hvad hun skulle gøre. Han havde set det udtryk i mange unge kvinders øjne, når det tænkte på hvad de skulle stille op. "Du er bundet og hjælpeløs, Anette. Kan du mærke det? Det er for sent at gøre noget. Hvis du skriger, skærer jeg halsen over på dig. Så vil du dø på få sekunder. Du kan intet stille op, så bare opgiv det. Overgiv dig til mig, Anette, og glem din angst og nervøsitet, for hvorfor bekymrer sig om det man ikke kan ændre?' "Du er et svin!" Snøftede hun, da hun mærkede tårerene vælde op i sine øjne. Hun kunne ikke mere! Hun kunne ikke blive ved med at holde hovedet koldt, hun kunne ikke blive ved med at spille dette spil, for hun vidste at det ikke ville gøre nogen forskel. "Jeg skal dø, skal jeg ikke? Åh Gud, dit svin, du har tænk dig at dræbe mig, har du ikke?' "Hvis du absolut vil vide det, smukke, dejlige, unge Anette, hvis du absolut vil vide det..." Sagde han og stirrede hende dybt i hendes øjne. De svømmede i tårer. Desperationen og angsten lyste fra dem. Hendes krop skælvede under hans berøring. Han mærkede en glæde strømme gennem hele hans krop, en glæde som voksede voldsomt, i takt med hendes angst. "Ja. Du skal dø!' "Nnn... ne... nej!" Stammede hun, med svag stemme. Hun havde haft det på fornemmelsen, men alligevel ramte hans ord hende som et fragttog. En dødsdom! Hun havde lige hørt sin egen dødsdom! Hvad skulle hun stille op? Hun ville ikke dø! Åh kære, kære Gud, bad hun, lad mig ikke dø, lad mig ikke dø i dag! "Jo, lille skat. Dit liv er desværre snart forbi, men ikke helt endnu. Det har været herligt at snakke med dig og mærke din stramme, unge krop, men jeg er ikke færdig med dig endnu." Stønnede han, så ophidset over hendes angst, at han var lige ved at komme i bukserne. Hvor var hun dog dejlig, det lille, skræmte væsen. "Nej, jeg er slet ikke færdig med dig, sødeste skat!' "Hvis du gør mig noget, skriger jeg. Nu har jeg jo intet at miste!" Vrissede hun med fornyet mod. Nu havde han jo spillet hans sidste kort, gik det op for hende. Han havde allerede sagt at hun skulle dø. Hvorfor skulle hun nu holde kæft? Nu kunne hun jo skrige når det passede hende. Han ville nok dræbe hende, men det sagde han jo at han ville gøre alligevel! Hvis hun skreg, ville nogen måske se ham, så han kom i fængsel. "Du dræber mig jo alligevel! Nu kan jeg lige så godt skrige, så naboerne kommer rendende. Måske ser de dig og så ryger du ind for evigt!' "Ja, du er en modig pige, Anette. Skal vi se om modet også holder, når det kommer til handling?" Sagde han og smilede bredt under masken. Hvor tit havde han dog ikke hørt den trussel? "Nu skærer jeg dig i din venstre brystvorte. Det vil gøre helvedes ondt, det lover jeg dig. Hvis du er så modig som du siger, så skriger du og jeg dræber dig med 100% sikkerhed. Hvis du ikke kan opgive dit liv, men i stedet vil klynge dig til et sidste, spinkelt håb, så bider du smerten i dig.' "Åh... av.... nej..." Hulkede hun, da hun mærkede smerten flænse gennem sit venstre bryst. Knivsæggen skar sig ind i hende, den skar ind i hendes brystvorte! Det var uudholdeligt. Hun ville skrige, hun ville så gerne skrig, men hun kunne simpelthen ikke! Hun kunne ikke få andet en svage klynk og gisp frem, for hele hendes krop var stiv af angst, ren og skær dødsangst. Hun kunne ikke sige farvel, gik det op for hende, hun havde simpelthen ikke modet! "Du skal ikke skamme dig over dig selv." Sagde han medfølende. "Jeg ved hvilket forfærdeligt dilemma du befinder dig i, kæreste, smukke Anette, men tro mig, du traf det eneste valg et menneske kan træffe. Jeg forstår godt at du ikke har travlt med at dø.' "Nej, jeg vil ikke dø, det vil jeg ikke! Vil du ikke nok lade mig leve? Du kan gøre lige hvad du vil med mig, bare du ikke dræber mig. Jeg vil gøre hvad som helst, hvad som helst!" Tiggede hun med skælvende stemme. Hun vidste godt hvor ynkeligt det lød, hun vidste godt at det sikkert var det han ville have hende til, men hun kunne ikke mere. Hun kunne mærke noget gå i stykker inden i sig selv, da kniven flænsede hendes højre brystvorte. "Jamen det jeg aller helst vil have af dig, Anette, det jeg aller helst vil have i hele verden, er at tage dit liv fra dig. Jeg vil se dig græde. Jeg vil hører din smukke stemme tigge for dit liv. Jeg vil mærke livet forlade din unge, smukke krop. Det er derfor jeg er her, Anette. Jeg er ikke kommet for at gramse på dig, eller voldtage dig. Jeg er kommet for at slå dig ihjel!' "Nej, nej, nej, lad mig leve! Lad mig leve, jeg beder dig, jeg beder dig! Jeg er kun 23 år! Jeg er slet ikke klar til at dø! Jeg er slet ikke klar!" Snøftede Anette, nu fuldstændigt ligeglad med hvor ynkelig hun lød, for hun var helt ude af sig selv af angst. Hun følte det som om en massiv, sort mur var væltet ned over hende, den havde klemt hende fast og var nu ved at knuse hende. Hun kunne ikke flygte. Hun kunne ikke gøre noget. Hun var fanget. Alt hun kunne tænke på var at hun aldrig skulle se kæresten igen, hun skulle aldrig se sine forælde, hun skulle aldrig le, danse og elske. Det var alt sammen forbi, og hun kunne simpelthen ikke rumme det! "Lille skat, jeg forstår dig, jeg forstår dig. Men du har et valg, Anette. Lyt nu meget grundigt til hvad jeg siger, for du skal til at træffe det sidste og vigtigste valg i dit liv." Sagde han og kiggede ind i hendes dybe, våde øjne. "Hvis du vælger at kæmpe imod mig og prøve at undgå døden, så vil din sidste tid i denne verden blive smertefuld og uudholdelig, og dit liv vil ende med dit største nederlag. Hvis du derimod vælger at acceptere døden, at overgive dig til mig og den sidste glæde din krop kan give dig, så vil du stadig have lidt nydelse tilbage i dit liv, og din død vil blive meget lettere og næsten smertefri." "Jeg vil ikke dø... jeg vil ikke dø" Snøftede Anette. Hun forstod hvad han sagde, men hun kunne ikke tænke på andet end alt det hun skulle mist. Hvordan kunne hun acceptere det? Nej, hun ville ikke dø. Hun ville ikke dø! "Prøv at acceptere det, Anette. Det er det eneste som kan hjælpe dig, for dit liv er allerede forbi. Jeg kan se at du ved det. Du ved jeg har ret. Overgiv dig til mig, Anette, lad mig fornøje dig og lad mig dræbe dig. Lad ikke din død blive et nederlag. Accepter døden. Accepter den sidste glæde." Sagde han, mens han fandt dildoen frem. "Nu vil jeg gøre hvad jeg kan for at stimulere dig. Hvis du lader mig gøre det og overgiver dig til lysten, så har du chancen for at få en vidunderlig orgasme. Så vil din død blive meget letter. Tro mig," "Stop... ve... vent!" Lykkedes det hende at fremstamme, men kun ved at opbyde alle sine kræfter. Det hele snurrede i hovedet på hende og hele hendes krop føltes stiv og lammet. Alligevel måtte hun handle, hun måtte gøre noget – og der var kun en mulighed åben for hende. "Hvis jeg indvilliger i at gøre hvad jeg kan for... for at acceptere døden og nyde min sidste tid, lover du så at dræbe mig så smertefrit som muligt? Sværger du det?" "Anette, jeg sværger det ved alt jeg har kært. Giv dig selv til mig, så tager jeg dit liv så nænsomt som jeg kan!" Hviskede han og smilede under masken. Hans pik var stiv. Den hamrede i hans bukser. Han havde aldrig været så liderlig i sit liv. "Så gør det!" Stønnede Anette. "Jeg ville ønske jeg ikke skulle dø... men hvis det ikke kan være på anden måde..." "Hvor er du dog fantastisk, Anette." Sagde han og mærkede en dyb og inderlig respekt for den unge kvinde. Han kunne have kysset hende, for hun gav ham det mest fantastiske oplevelse han nogensinde havde haft. "Du er den modigste kvinde jeg nogensinde har mødt. Jeg vil gøre alt for at for at du skal få en dejlig orgasme og en smertefri død. Alt!" "Kom med den. Ja.... åh... jaaaa..." Klynkede hun, da hun mærkede dildoen berøre sine skamlæber. Langsomt, langsomt og forsigtigt, blev den presset op i hende, mens han agede hendes mave med den anden hånd. Hans bevægelser og berøring var blide, næsten kærlige. Hvor kunne han gøre det? Hun kunne ikke forstå det. Hvordan kunne han være så blid, og alligevel dræbe hende? Nej, hun måtte ikke tænke på det, hun måtte ikke tænke på døden. Hun opbød al sin viljestyrke, og tvang sig selv til at fokusere på sin krop, og på den vidunderlige fornemmelse hun mærkede brede sig i sit underliv, mens dildoen langsomt kørte frem og tilbage inde i hende. "Sådan ja, sådan Anette. God pige. Mærke det. Mærk dig selv, mærk hvor dejlig du er, din vidunderlige, vidunderlige skabning!" Stønnede han, mens han langsomt satte tempoet på de rytmiske bevægelser op. Hun stønnede. Hendes øjne var lukkede. Hun var fuldstændigt fokuseret på nydelse, håbede han. Hun fortjente det. Hun fortjente en vidunderlig orgasme og en let død. "Mærk lysten, mærk glæden i din dejlige, unge krop! Ja, ja, sådan, sådan Anette!" Han masserede hende hårdere og hårdere, stødte dybere og dybere, og hurtigere og hurtigere. Anette stønnede. Hun lå med lukkede øjne og vred sig på sengen. Han mærkede duften fra hendes varme krop, duften af safterne fra hendes fisse. Han trak dildoen ud og så med at smil at den var våd af fissesaft. Han kørte den op og ned over hendes skamlæber, masserede dem, kørt spidsen rundt i små cirkler om hendes klitoris. "Giv mig den! Fyld mig ud med den!" Stønnede Anette. Det kriblede i hele hendes krop, og en varm, brændende følelse havde bred sig i hendes underliv. "Sådan ja, sådan ja! Kør den helt i bund! Hurtigere... hurtigere... åh Gud, hurtigere!" Han gjorde som hun bad om, mens han fulgte hver en bevægelse hun lavede, hver en lyd hun udstødte, hver en duft hun udsendte, mens hun vred sig i nydelse. Han var så smuk, så skøn, så vidunderlig! Tænk at hun kunne det, tænk at hun kunne skubbe tankerne om døden fra sig og nyde de sidste minutter af hendes liv på den måde. Hun var virkeligt fantastisk, tænkte han, en helt fantastisk stærk ung kvinde! "Jeg er ved at komme... ja... bliv ved... åh, ja, hårdere, hårdere" Hun stønnede og vred sig, helt opslugt af den nydelse der strømmede gennem hendes krop. Hver gang dildoen stødte ind i hende, eksploderede en ny bølge af ren, intens fryd i hendes underliv, og spredte sig som bølger gennem hendes krop. Hun tænkte ikke på andet. Hendes fisse. Dildoen. Nydelsen. "Åh ja, åh ja, åh ja, åh ja!" "Kom skat, kom sødeste, dejligste skat!" Stønnede han, i takt med Anettes liderlige klynk. Han arbejdede så hurtigt han kunne. Han stødte dildoen hårdt og hurtigt ind i hende, mens han stimulerede hendes klitoris med en gummibeklædte tommelfinger. Hun skreg, hun skreg så det rungede for han øre, men det var et skrig af glæde, af lyst, af orgasme. "ÅH JAAAAAAAAAA! JAAAAAAAAA!" Hylede hun, så højt hun kunne. Hun var ligeglad. Ligeglad om han slog hende ihjl. Ligeglad om nogen hørte hende. Ligeglad med alt andet end den intense glæde, der eksploderede inde i hende, og fik hele hendes krop til at kaste sig rund på sengen, som var hun grebet af en voldsom krampe. "Sådan skat, sådan, ja, sådan." Hviskede han, mens han agede hende over håret. Han blev ved med at bevæge dildoen inde i hende, selv om hun var kommet, og hun blev ved med at klynke og vride sig, for hvert stød. "Du kom, skat, du kom virkeligt. Jeg elsker dig, Anette, jeg elsker dig, din dejlige pige!" "Du elsker mig?" Mumlede hun med svag stemme. Langsomt kun hun tilbage. Det var som om nydelsen havde skyllet hende væk, som om den havde opslugt hende. Nu vendte hun langsomt tilbage, mens hun hev efter vejret, og hendes hidsige puls langsomt tog af. Nu huskede hun igen. Hun skulle dø. Hun lå i sin seng, bundet, hjælpeløs, sammen med en mand der ville dræbe hende. "Sagde du lige at du elskede mig?" "Ja, du er fantastisk. Jeg har aldrig mødt en pige som dig. De fleste tigger og beder, hyler og tuder, skriger og kæmper, når jeg tager livet af dem. Men ikke dig – du er den eneste som nogensinde gik med på mit tilbud, du er den eneste som nogensinde har valgt overgivelse og nydelse, fremfor kamp og smerte. Jeg elsker dig. Jeg vil altid huske dig." Hviskede han, mens han hev den flaske frem han havde i lommen. Han ville ikke bruge kniven på Anette, som han havde gjort på de andre. Nej, hun skulle have den smertefri død hun så rigeligt havde fortjent. "Lader du mig så leve? Hvis du syntes jeg er så dejlig?" Hviskede hun og rakte ud efter hans ansigt. "Der må findes et menneske bag den maske, et menneske med følelser. Et menneske med et hjerte. Vil du ikke nok lade mig leve? Så vil jeg være dig evigt taknemmelig." "Hvis jeg lader dig leve, så vil alt det vi har være i gennem sammen jo være meningsløst. Jeg lovede dig at du skulle få en smertefri død, Anette, og det har jeg tænkt mig at holde." Sagde han og holdt flasken op, så hun kunne se den. Hun stirrede på den blå væske. "Det her er en stærk gift. Den vil tage livet af dig på få minutter, men den vil bedøve dig med det samme, så du ikke mærker noget." "Åh Gud.... jeg ved ikke hvad... kan du ikke.... du må ikke..." Stammede hun, men hun vidste ikke hvad hun skulle sige. Hun mærkede en kraftig sugen i maven, som når man falder. Sådan havde hun det, som om hun var i frit fald. Hun vidste at hun snart ville ramme jorden - og blive knust. Hun sænkede stemmen til en hvisken og så indtrængende op på ham. "Jeg er bare så bange." "Jeg ved det, Anette." Sagde han blidt. "Ellers ville du ikke være et menneske. Men din tid er kommet, min smukke, dejlige pige. Nu skal du dø." "Jeg har ikke lyst til at dø. Kan du ikke respektere det?" Snøftede Anette og løftede sine hænder op, i en afværgende gestus. Hun kunne mærke tårene trænge sig på igen. Det kunne ikke ende sådan har, ikke i dag, ikke i dag! Hvordan kunne hun være havnet i denne sindssyge situation? Hvad havde hun gjort, siden hun fortjente det her? Hun havde altid været et god menneske, syntes hun selv, hun havde altid prøvet på at gøre det rigtige. "Du lovede, Anette, at du ville lade mig dræbe dig. Du har selvfølgeligt ikke noget valg, men for dig egen skyld, så tag og hold dit ord." Sagde han og hældte lidt af den blå væske ud i en tyk, mørk klud. "Du har valget mellem at kæmpe og lide et ydmygende nederlag, eller at opgive dit liv med mod og værdighed. Hvad skal det være?" Anette mærkede angsten sprede sig i sin krop. Hun ville ikke være bange, men panikken greb hende som en kold hånd, der dækkede hele hendes krop. Hun kunne ikke overskue det. Hun kunne slet ikke fatte at hun skulle dø. Hvad ville det betyde? Var alting så bare forbi? Skulle hun aldrig se sine venner igen, mærke solens varme, grine, danse, glædes? Der var så meget hun ikke havde oplevet, så meget hun følte hun havde til gode. "Nej, det kan ikke være forbi... det kan det ikke..." Hviskede hun, men hun havde ikke kræfter til at kæmpe imod. Angsten lå som en hård kugle i hendes mave. Hun kunne ikke skrige. Hun kunne knapt nok trække vejret. "Det er det desværre, smukke, dejlige Anette, dit liv er forbi. Du har få sekunder tilbage, men det er op til dig selv hvordan de skal leves. Når jeg lægger kluden over din mund og næse, så vil du føle dig fristet til at holde vejret. Når du ikke længere kan holde vejret, så vil du ånde forsigtigt, vel vidende at du indånder en gift som vil dræbe dig." Forklarede han. Han mærkede at hans erektion to til igen, mens han forelagde de uhyggelige fakta for den unge kvinde. "For dig egen skyld, så kæm imod dette instinkt. Ånd tungt og dybt, med det samme. Så vil giften fylde dine lunger og, på få sekunder, give dig en smertefri død. Jo mindre du indånder, jo langsommere, og jo mere smertefuld, bliver din død. Det er op til dig, Anette, men før jeg lægger kluden over din mund, vil jeg gerne sige tak. Tak for den vidunderlig oplevelse det har været at møde dig, og være sammen med dig i denne svære stund. Tak fordi jeg fik den fornøjelse at tage livet fra dig." Der var så meget hun havde lyst til at sige, så meget hun ville fortælle ham, så meget hun ville lade ham vide – hvad hun ville opleve, hvad hun manglede at opleve i sit unge liv, hvad hun mente om ham og hans sygelige, sadistiske lyster, hvad hun mente om det han gjorde ved hende – men hun kunne ikke få et ord frem. Tanken om hvad der skulle ske paralyserede hende totalt. Hun skulle forgiftes. Hun skulle dø. Hvordan ville det være? Smertefuldt? Skulle hun prøve at gøre som han sagde, eller skulle hun vise sin foragt for ham, ved at kæmpe imod? Åh Gud, tænkte hun, åh Gud, hjælp mig! Lad ikke det her ske! "Ja, jeg forstår, Anette. Du behøver heller ikke at sige noget, min dejlige skat. Bare husk hvad jeg sagde. Det er op til dig." Sagde han og lagde et ben over hendes mave, så han kunne holde hende fast, hvis hun skulle gå i panik og begynde at vride sig på sengen. Så tog han kluden og førte den op til hendes ansigt. "Farvel, Anette. Vær tapper." Sagde han. Så pressede han den hårdt mod hendes smukke ansigt. En bølge af adrenalin skyllede gennem hendes krop, da hun mærkede kluden mod sit ansigt. Den hårde knugen i hendes mave eksploderede. Hun mærkede alle hårene på kroppen rejse sig, som havde hun gåsehud over alt. Nu sker det, tænkte hun, nu skal jeg dø! Hun ville gerne trække vejret, indånde giften, få det overstået, men en anden del af hende ville leve, elske, danse! Åg Gud, hun kunne ikke, hun kunne ikke give slip! Endnu en gysen bredte sig i hendes krop, da det gik op for hende at de sidste sekunder af hendes liv ville blive en ulidelig kamp. "Sådan, skat, nu er det kun et spørgsmål om tid. Træk nu vejret, Anette. Lad døden trænge ind i dig. Overgiv dig. Giv slip. Lad være med at kæmpe imod." Klukkede han, mens han nød hendes krops små trækninger og spark under sig. Han vidste snart ikke hvad han ønskede sig mest – at se hende overgive sig, eller se hende kæmpe. Hun havde tilsyneladende valgt at kæmpe, selv om de begge to måtte vide at det var forgæves. Ak, al den smerte og angst hun skulle gennemleve, tænkte han, blot for at forlænge hendes liv med ganske få minutter. Hvorfor skreg jeg ikke? Hvorfor kæmpede jeg ikke? Hvad kunne jeg have gjort, hvad kunne jeg have gjort? Tankerne ramlede gennem hendes hoved, mens hun lå og mærkede luften i sine lunger blive tungere og tungere, mere og mere iltfattig. Snart begyndte det at brænde! Hun måtte trække vejret! Hun måtte have luft, men hvis hun trak vejret ville det betyde døden! Hvordan, hvordan kan dette mareridt overgå mig? Hvordan kan det være sandt? Hvordan kan det her ske for mig? "Træk nu vejret, skat. Gør det ikke sværere for dig selv end det behøver være." Stønnede han, liderligt, optændt af den unge kvindes smerte og nyttesløse kamp. Hun skulle dø. Hun skulle dø i hans hænder! Hans erektion dunkede i bukserne, så hårdt at det næsten gjorde ondt. Han kunne forestille sig hendes smarte, hendes desperation, hendes sorg og fortvivlelse, og det tændte ham mere end noget andet nogensinde havde gjort. "Det er forbi, Anette. Giv nu op. Kom så, kom, lille, dejlige skat, giv mig dit liv, giv mig dit unge liv!" Hun kunne høre ham tale, men ordene gav ingen mening. Det var kun lyde, fra en verden som syntes uendeligt fjern for hende. Hun mærkede kun smerte, angst og sorg – det fyldte hende, fyldte hele hendes bevidsthed, hele hendes verden. Hendes lunger brændte, som var der ild inde i dem. Hendes hals var tør, sammensnøret. Hun måtte trække vejret, hun kunne ikke holde smerten ud! Jeg må ikke, tænkte hun, jeg må ikke! Jeg vil ikke dø! Men Gud, nej, smerten var for meget for hende! Hun mærkede et kraftigt ryk i sin hals, sine lunger, da hun, ufrivilligt, hev efter vejret – hun lod luften fulde sine lunger! Åh Gud, hvor var det skønt at trække vejret! Et øjeblik troede hun at det hele havde været en ond spøg – at der slet ikke var gift på kluden – men så mærkede hun det, en smerte som hun aldrig før havde oplevet. Hun skreg ind i kluden, idet hun mærkede en eksplosiv smerte pulsere gennem sin krop. Hun vred sig, prøvede at skrige igen, men hendes hals og lunger lystrede hende ikke! Hun kunne ikke mærke sine lunger! Det var som om de var forsvundet, som om smerten havde sprængt dem væk! Hvad skete der med hende? Det var som om hun var ved at forsvinde! Følelsesløshed bredte sig! Hendes hals, hendes bryst, hendes mave, ben, arme – det hele forsvandt! Var hun ved at dø? Nej, nej nej... det var hendes sidste tanker – før hendes livslys slukkedes... Han så den afgrundsdybe angst i hendes ansigt, da hun mærkede giftens virkning. Han holdt om hende, mens hun spjættede i dødskrampe. Nu stirrede han ned på hendes fredfyldte, døde ansigt. Gud, hvor var hun dog smuk! Smerten, angsten, den voldsomme dødskamp – det var nu alt sammen glemt, væk, slette fra dette dejlige, unge væsens eksistens, ligesom alt hvad hun havde indeholdet af tanker, følelser, erindringer og håb. Nu var der kun fred – fred og hendes smukke krop, som nu blot var kød. Kampen var forbi. "Farvel, dit dejlige, skønne væsen." Hviskede han og kyssede hendes pande – den var varm og fugtig, men den føltes anderledes, nærmest plastisk – for ikke en muskel fortrak sig under hendes hud, ikke en bevægelse rørte sig i hendes krop. Han var lige ved at græde, så smuk og fredfyldt var hun. Han følte en enorm taknemmelighed strømme gennem sig – taknemmelighed over at han skulle opleve dette unge menneskes død, at han skulle være sammen med hende i denne ultimative stund, at han skulle være her, sammen med hendes dejlige, døde krop. Han satte sig op på hende og begyndte at berøre hendes krop. Hver en tomme af hendes afsjælede legeme skulle udforskes, opdages, genopdages. Kroppen var varm, velduftende og frisk, men snart ville forrådnelsen sætte ind – han skulle nyde hende for sidste gang, nogensinde. Hvor var han dog liderlig. Han havde lyst til at trække handskerne, kutten, masken og bukserne af og skamride den dejlige, døde krop, men han gjorde det ikke. Han skulle hjem til konen. I aften skulle ungerne over til deres mormor, så de havde huset for sig selv. Hans kone skulle nyde godt af det enorme seksuelle energi, som han mærkede bruse gennem sin krop. "I aften skal hun forkæles som aldrig før." Hviskede han. "Min dejlige kone – og det er alt sammen din fortjeneste, Anette. Tusind, tusind tak!" |