Ung røv i stramme jeans


En novelle af Darker
    Niels vidste, at Anja var i klubben den eftermiddag. Han var nemlig lære på det gymnasium, hvor Anja gik, og han havde hende til Engelsk hver mandag eftermiddag – eller, det vil sige, han burde havde hende til Engelsk; Anja, og hendes veninde Pia, pjækkede næsten hver eneste mandag. De ville hellere være i klubben. Sikkert så de kunne snakke om, hvad de havde lavet i weekenden. Det var en gåde for Niels, hvordan de kunne foretrække meningsløst sladder, fremfor undervisning. Nå, men det var også lige meget, tænkte Niels, for Anja skulle snart betale for sin tåbelighed. Niels havde nemlig ventet nær hendes forældres hus, til hun kom hjem fra klubben. Han vidste, at hendes forældre ofte kom sent hjem om aftenen – de var vidst advokater, eller noget i den stil – så han havde god tid. Da han så hende gå gennem døren, trak han en strømpe over ansigtet, og skyndte sig over den øde vej.

    Anja var godt sur, da hun kom hjem fra klubben den eftermiddag. Pia, hendes bedste veninde, havde opført sig som en rigtig kælling, syntes Anja. Bare fordi de havde været vilde med den samme fyr, og bare fordi Anja havde forført ham, ved gymnasiefesten i fredags. Pia var så nærtagende, tænkte Anja, bare fordi hun ikke kunne score. Det var jo ligesom hendes eget problem - og ikke Anjas. "Sure kælling." Mumlede Anja, og smækkede døren bag sig – nu var hun i det mindste hjemme, og behøvede ikke høre på Pias ævl mere. Der var stadig mindst en time til hendes forældre kom hjem fra arbejde, så nu skulle hun bare slappe af.

    Neils's puls hamrede, da han kom over til døren døren, hvorigennem Anja lige var forsundet. Ikke at han ikke var forberedt – han havde tænkt på den her dag i mange måneder. Han havde minutiøst gennemgået hver eneste detalje i sin plan. Men et var teori – nu skulle det faktisk ske. Det var nu han endeligt skulle opleve det, han så længe havde drømt om. Han åbnede døren – som Anja ikke havde låst efter sig – og trådte ind. Der stod hun! Så smuk, ung og velskabt som altid! Hans ophidselse bredte sig gennem hele hans krop. Han mærkede sit lem blive jern hårdt. Hans hjerte hamrede, som ville det sprænge hans bryst. Nu skulle det ske! "Halløjsa, lille skat."

    "Hvad?" Udbrød Anja forskrækket, da hun hørte en stemme bag sig – hun snurrede rundt, og så en mand stå som en silhuet mod lyset fra døren. Hendes hjerte hamrede. Hendes hænder svedte. Men da hendes øjne vendte sig til modlyset, slappede hun pludseligt af. Det var bare hendes fjollede engelsklære, med en sok over hovedet! "Hvad fanden har du gang i, Niels? Bare fordi jeg pjækkede en enkelt gang, behøver du sgu da ikke skræmme livet af mig på den måde!"

    "Jeg er ikke kommet for, at skræmme dig." Sagde Niels, og smilede bredt. Hun anede ikke, hvad der skulle ske med hende, og det frydede ham. Hun var altid så ubehøvlet og snobbet i timerne – nu skulle hun endeligt få lov at betale! Han tog den anden strømpe op af lommen, og viklede den rundt om sine hænder, så han havde et godt tag i den. "Jeg er bange for, at det bliver meget mere alvorligt, kære Anja. Meget mere."

    Pludseligt hamrede Anjas hjerte voldsomt igen. Hun var bange. Hun kunne ikke li' det skæve smil, som hun kunne ane gennem den dims Niels havde på hovedet. Hans stemme lød heller ikke, som noget hun før havde hørt. "Hvad fanden har du gang i? Hvad fanden bilder du dig ind, din gamle nar? Skrid, eller jeg ringer til min far!"

    "Nåh, ringer du til farmand? Hvad tror du, han vil sige, når han høre, at hans lille engel pjækker flere timer hver uge? Tror du, han vil syntes om den besked?" Sagde Niels, og grinede, da han så Anjas vrede blive til bekymring – han havde ramt plet. "Det kan vi ikke have, kan vi? Du vil jo gerne være sin fars ynglingspige, vil du ikke? Vi kan ikke have, at han får at vide, hvilken slem pige du i virkeligheden er, kan vi?"

    "Det gør du bare ikke!" Råbte Anja. Hun ville ikke have, at hendes far skulle vide noget. Han var så stolt af hende, og det var hun glad for. "Hvis det betyder så meget for dig, så kommer jeg til dine timer på mandag. OK?"

    "Nej, lille Anja, det er ikke nok." Grinede han, og gik over til hende. Hun rystede over hele kroppen – men hun blev stående. Han lagde armene om hende, og nød varmen fra hendes slanke, unge, stramme krop. "Vi to skal hygge os lidt sammen, Anja. Nu skal jeg dæleme nyde den ungpigerøv, du går og strutter med hver dag. Nu skal jeg dæleme nyde dine faste ungpigebryster. Er det forstået?"

    "Åh Gud, nej, du må ikke gøre det her. Vil du ikke nok lade være?" Klynkede Anja, da hun mærkede Niels's arme om sig, og mærkede at hun blev presset ind mod ham. Hun kunne mærke noget hårdt presse mod sin røv. Hun sank en klump. Det måtte være hans lem! Pludseligt mærkede hun en voldsom vrede vælde op i sig. Han havde ikke ret til det her! Intet gav ham ret til det! "Stop! Slip mig, dit gamle svin! Slip mig! Nu!"

    Niels vidste præcis hvad han skulle gøre. Han havde gennemspillet ethvert tænkeligt scenarie i sin fantasi. Han hævede strømpen mod Anjas hals. "Nu tier du stille, lille skat, eller jeg bliver nødt til at kvæle dig. Hører du? Enten holder du kæft, og gør nøjagtigt som jeg siger, eller også vikler jeg strømpen her om din hals og strammer til. Er det sole klart, Anja?"

    Anja følte det, som stod tiden stille. Hendes krop var blevet til sten. Hun kunne ikke bevæge sig. Hun kunne knap nok tænke! Hvad var det han sagde? At hun skulle lade sig voldtage, for at få lov at leve? Blot tanken om hans stive lem, som nu pressedes endnu hårdere mod hendes røv, gjorde hende helt kold indeni. Nej, hun kunne ikke! Hun måtte væk! Hun måtte have hjælp. Hun fyldte lungerne med luft. Så skreg hun, som hun aldrig havde skreget før. "HJÆÆÆÆÆÆLP!"

    Niels tøvede ikke et sekund. I en enkel, kraftfuld bevægelse, lagde han strømpen om Anjas slanke hals og trak til. Hendes skrig blev til en svag gispen, som endte med et lille host. Så var hun helt stille. Hendes hænder fløj op til strømpen, hvor de uden held prøvede at få fat. "Der traf du det sidste, og mest tåbelige valg i dit korte liv. Jeg ville bare have lov at nyde din dejlige, unge krop, Anja. Jeg ville bare have lov at røre lidt ved de dejlige former, du viser frem hver dag. Det er vel ikke nogen overraskelse, at jeg får lyst til dig, når du altid vimser rundt i stramme jeans og mikroskopiske toppe? Men næh nej, den lille prinsesse ville ikke lade mig pille lidt ved hende – men ved du hvad, Anja? Jeg tror faktisk, din stramme ungpigekrop er mindst lige så dejlig, når du er død. Så bliver jeg også fri for at høre på dit evindelige, hjernedøde poptøseævl!"

    Anja fattede ikke hvad der skete! Hun kunne simpelthen ikke tro, at det var sandt! Et voldsomt chok gennemstrømmede hendes krop, da hun mærkede strømpen om sin hals. Pludseligt kunne hun ikke skrige længere! Og hun kunne heller ikke trække vejret, opdagede hun. En voldsom panik lammede hende i et sekund, der føltes som en evighed – hun stod som forstenet, mens hun tænkte 'nu skal jeg aldrig trække vejret igen'. Pludseligt kunne hun bevæge sig igen. Nej, tænkte hun, nej, nej, nej! Det skulle ikke ende sådan her! Hun skulle – hun MÅTTE – komme fri!

    "Ak ja, din fjollede, naive tøs! Tænk, at det hele allerede er forbi for dig, Anja." Grinede Niels. Han havde hele tiden regnet med, at han muligvis blev nødt til at dræbe Anja. Hvis han virkeligt skulle nyde hendes unge, spændstige krop, måtte han have fuldstændig kontrol over hende, så drab havde hele tiden været med i hans beregninger. Han havde dog tænkt på det udelukkende som en nødvendighed, og ikke som noget han faktisk ville nyde – men det gjorde han! Han nød at se den hjælpeløse ungpigekrop vride sig i panik foran ham. Han nød hendes nyttesløse kamp, og hendes tiltagende panik. Han nød, at han skulle gøre en ende på hende – en ende på alt hvad hun var, og kunne være blevet til. Han ejede hende. Lige nu ejede han hendes krop, hendes drømme, hendes sjæl! "Ja, lille skat, kæmp du bare mod det uundgåelige – men du er allerede død, lille skat! Dit liv endte, i det øjeblik du skreg efter hjælp. Nu har du kun smerten tilbage!"

    Nej, det kunne ikke være sandt! Hun ville ikke tro på det han sagde. Hun ville ikke tro på det hun følte! Det var bare alt sammen en ondskabsfuld drøm! Det var jo for sindssygt til, at det kunne være sandt! Hun var kun 18 år. Hun skulle ikke dø nu. Kære Gud, det kan ikke ende sådan her!

    Niels følte bølger af glæde og fryd strømme gennem sin krop, da han så Anjas kamp blive stadig mere desperat. Hun var en rigtigt godte. Han havde længe haft lyst til hendes unge, stramme krop, men han vidste, at han ikke havde en chance, hvis han spurgte pænt. Men det gjorde han ikke. Nu ville han bare tage hvad han ønskede, og det betød at han måtte aflive det stakkels, unge væsen – og han nød det! Ja, han nød hendes angst og smerte, han nød den magt han havde over hende, han nød at det var HAM som skulle være den sidste mand Anja skulle se i sit korte liv!

    "Ha ha ha, hvor er det sjovt at se dig kæmpe, Anja. Du og jeg ved begge, at det er totalt nyttesløst. Du har ikke en chance. Du skal dø nu, Anja. Kan du ikke mærke det? Kan du ikke mærke, at alting er forbi?" Grinede Niels, mens han tålmodigt holdt strømpen stramt om hendes unge hals. "Men ak, hvordan siger man farvel til livet, når man kun er 18 år? Dit liv er jo knapt nok kommet i gang. Det er grusomt, ikke? Det er grusomt at skulle dø i så ung en alder – men det skal du, stakkels, stakkels tøs!"

    Anja kunne høre Niels's grusomme ord, som kun gjorde hendes egen angst endnu større. Hun ville skrige – men hun kunne ikke. Hun flåede i strømpen, men hun kunne ikke få ordentligt fat. Hun prøvede at få fat i Niels's hænder, men hun kunne ikke nå dem. Det var virkeligt sandt, gik det op for hende med en afgrundsdyb gru, hun var virkeligt hjælpeløs! Det eneste hun kunne håbe på var, at hendes forældre kom hjem – snart! Hun kunne mærke sine lunger brænde. En hård klump havde forvandlet hendes mave til en dunkende klump af smerte. Hendes hoved føltes som om det skulle eksplodere. Hvor længe kunne hun holde ud? Hvornår kom hendes forældre hjem? Kære Gud, bad hun, lad dem komme hjem snart! Lad det ikke blive for sent!

    Niels kunne se, at Anjas tid snart var nær. Hendes nyttesløse kamp blev mere og mere panisk, hendes bevægelser mere og mere krampagtige. Han skulle blot holde strømpen stramt lidt endnu – så var det hele forbi for hende. Og så var hun endeligt hans! "Giv nu op, lille skat. Du kan ikke kæmpe imod. Det eneste du opnår er, at trække smerten ud, så du kommer til at lide endnu mere, Overgiv dig til døden, så jeg kan kneppe din unge, døde krop!"

    Anja anede ikke hvad hun skulle stille op! Hun kunne blot mærke smerten blive voldsommere og voldsommere, mens hver eneste celle i hendes krop endnu mere desperat manglede luft. Hun var ved at dø. Hun vidste det! Snart var det forbi! Kom nu hjem far, kom nu, kom nu, bad hun, kom nu og red mig! Du kan ikke lade mig dø på denne her måde! Nej, det ville hendes far aldrig tillade. Han ville redde hende. Han ville redde sin lille pige. Det ville han. Det måtte han da!

    Niels kunne kun forestille sig den angst og smerte, som stakkels Anja måtte gennemleve i dette øjeblik. Bare tanken gjorde ham helt vild. Han havde lyst til at flå tøjet af hende, og kneppe hende, mens han dræbte hende. Nej, tænkte han, nu måtte han gøre det færdigt. Nu måtte han slukke ned for dette unge liv. Så kunne han altid kneppe hendes døde krop, lige som han lystede!

    Anjas panik var nu total. Hun kunne ikke føle andet end smerte. Det føltes som om hele hendes krop var syret til, og hendes hoved var svulmet op til tidobbelt størrelse. Røde pletter dansede for hendes øjne, og hun var ved at blive svimmel. Hun kunne ikke holde ud længere! Hvor blev hendes far af? Kæreste Gud, hjælp mig! Lad min far komme hjem, nu! Hun mærkede pludseligt en underlig fornemmelse, som om hendes krop langsomt forsvandt under hende. Hele rummet drejede rundt og foldede sig sammen, til det var et lille rødt punkt for hendes øjne. Gud nej, jeg er ved at dø, tænkte hun og mærkede det sidste jag af sorg og smerte, før alt gled bort.

    Niels så Anja vride sig voldsomt, mens hun spruttede i et sidste, krampagtigt forsøg på at få vejret. Så hang hun pludseligt helt slap i hans arme, så han var lige ved at tabe hende. Han gav slip på strømpen, og lod hende glide ned i sine arme. Hvor føltes hun dog vidunderlig, tænkte han, idet hans ene hånd tilfældigt gled over hendes faste ungpigebryst. Så dejlig fast og slank! Ja, hun havde sgu en dejlig krop, tænkte han og brød ud i latter – krop, det var nu det eneste hun var! Han havde slukket ned for hendes tanker, hendes drømme, hendes sjæl. Nu var hun ikke andet end en dejlig, varmt stykke kød, som han skulle nyde!

    "Ja, lille skat, så er dit mareridt forbi – og mit eventyr er lige begyndt!" Grinede han, bukkede sig ned og slyngede den livløse krop over sin skulder. Hun vejede ikke meget. 50 kg? Nåja, hun var jo også en slank pige, tænkte han. Nu skulle han bare finde et godt sted, hvor han rigtigt kunne nyde den slanke krop. Han kom med kun en smule anstrengelse på benene, og så sig omkring. Han havde aldrig før været i Anjas hus, men han fik hurtigt øje på en dør, som førte ind til en mindre stue. Han bar Anjas lig derind, og fandt til sin glæde en lædersofa stående mod den fjerne væg. Det var der han skulle nyde Anja for sidste gang!

    Han kastede den døde krop fra sig, og grinede, da han så den kollapse på sofaen, som en sæk kartofler. Nu var hun ikke en flabet, bedrevidende poptøs længere, tænkte han veltilfreds. Nu var hun bare hvad hun altid havde været i hans øjne; en velformet krop. Nu kunne han endeligt få sin vilje med hende. Han stod lidt og betragtede hende, som når man kigger på en stor julepakke, og prøver på at gætte hvad der er indeni. Hvilke hemmeligheder gemte hun mon, under det stramme tøj? Det skulle han nu udforske – og han glædede sig som et barn til juleaften!

    Med rystende hænder, tog han fat om kanten af Anjas top. Han nød hvert et sekund, da han langsomt, fuld af forventningens glæde, trak toppen op. Han stønnede af glæde, da han så hvad den havde skjult – to små, perfekt formede ungpigebryster! "Ja! Kæreste Gud, tak for denne vidunderlige gave!" Udbrød han, skønt han ikke var religiøs – men han følte en dyb taknemmelighed for, at det netop var ham, som skulle opleve dette vidunderlige unge væsen – at det netop var ham, af alle mænd, som skulle nyde hendes spændstige, slanke, vidunderlige krop for aller sidste gang nogensinde!

    Niels's ophidselse voksede, mens han langsomt afklædte Anjas døde krop. Han følte sig som en opdagelsesrejsende i et hemmeligt og ukendt land – hver gang han fjernede et stykke tøj, blotlagde han et nyt landskab af skjult stof, eller blødt, vidunderligt ungpigehud. Han sukkede af fryd, da han trak hendes jeans af – under dem havde hun et par små, røde, blondt trusser. Rimeligt udfordrende, for en pige på hendes alder, tænkte han. Da hun havde taget dem på den morgen, anede hun så at det blev hendes sidste dag? Anede hun, at hendes liv ville være forbi, og han ville nyde hendes skønne ungpigekrop, før dagen var forbi? Nej, selvfølgeligt ikke, det vidste han godt, men tanken ophidsede ham.

    Langsomt og forsigtigt, lod han fingrene glide ned over hendes vidunderlige, silkebløde lår, til de nåede blondetrussernes delikate kant. Hans fingre følte på den bløde stof. Det var en god kvalitet. Bestemt en kvindetrusse. Han trak dem forsigtigt ned – og gispede af fryd, da han så hendes barberede skridt. Hendes unge, stramme fisse var tydeligt synlig. Hun havde barberet sig. For ganske nyligt. Måske for ham, tænkte han, og grinede ved sig selv.

    Pludseligt hørte han en lyd, som fik ham til at fare sammen. Det lød som et åndedræt – et splitsekundt troede han, at de ikke længere var alene – så opdagede han, til sin store overraskelse, at det kom fra Anja. Han lænede sig ind over hende. Hun trak vejret ganske svagt. Når han sad helt stille, kunne han se hendes bryst bevæge sig langsomt op og ned. Hun var i live! En bølge af fryd skyllede gennem hans krop, næsten som et narkotikum, da han indså hvilke muligheder det bød ham!

    Niels satte sig ned, ved siden af Anja. Han lagde en hånd på hendes varme bryst, og mærkede en svag hjertebanken. "Godmorgen, lille skat. Jeg håber du har sovet godt." Hvislede han.

    Hun svævede gennem et grønt, smukt landskab. Solen strålede over hende. I det fjerne så hun en sky, formet som et ansigt. Der kom en stemme fra den, en fjern, fjern stemme, som langsomt blev kraftigere. Pludseligt gik det op for hende, at hun drømte – men stemmen var virkelig. Hun åbnede øjnene, og forventede at finde sig selv i sit soveværelse. Hun var ikke i soveværelset, og der sad en mand ved siden af hende. Erindringen ramte hende som et fragttog. Al luft blev som slået ud af hende, da hun huskede den forfærdelige hændelse hun havde været ude for, og en altgennemtrængende angst fyldte hende, da hun indså, at det ikke var forbi. Hun skreg!

    "Rolig, lille skat, rolig nu. Er du ikke glad for, at du stadig er i live?" Grinede Niels, og greb fat om Anjas hals. "Men det kan vi hurtigt lave om på, hvis du ikke holder din kæft!"

    Endnu en bølge af angst ramte hendes hårdt prøvede krop og sind, da hun indså at hun var nøgen. Han havde klædt hende af! Havde han mon voldtaget hende, mens hun var bevidstløs? Bare tanken gjorde hende helt kold indeni! "Du må ikke gøre mig noget, Niels, for Guds skyld! Du kan tage hvad du vil. Min far har en boks, og jeg kender koden. Jeg ved min mor gemmer sine smykker derinde, og min far har vidst nogle værdifulde papirer eller noget der. Du kan få det hele, bare du lader mig gå!""

    "Hvor er boksen og hvad er koden, lille Anja?" Spurgte Niels fornøjet, og trak hende op til sig. Hun krympede sig sammen, da han rørte ved hende, men han var ligeglad. Hun kunne intet stille op. Han gramsede på hendes skønne, unge krop som det passede ham. "Hvis du siger det , lover jeg at lade dig gå – men hvis du lyver, bliver det værst for dig selv, forstået?"

    Anja begyndte at græde igen. Hun kunne ikke lade være. Hun vidste hvor vigtige de papirer var far. Hun vidste hvor meget mor elskede de smykker. Men de elskede vel hende højere? De ville vel forstå, at hun kun gjorde det for at redde sit liv? Ja, det ville de. Det måtte de. "Boksen er inde i bunden af barskabet, i hobbyrummet inde ved siden af. Koden er 9-5-2-6. Lad mig gå, så skal jeg vise dig hvor det er."

    "I bunden af barskabet. 9-5-2-6. Det husker jeg nok, kære Anja." Grinede han, og trak hende hårdere ind til sig. Han kunne dufte hendes parfume. Han kunne mærke hendes varme hud, gennem sin skjorte. "Men du går ingen steder, unge dame. Jeg er slet, slet ikke færdig med dig!"

    Anja skreg af desperation, da hun indså hvilket fjols hun havde været. Hun skulle ikke have segt hvor skabet var – hun skulle have vist ham det! Hun skulle ikke have givet ham koden, før hun var sikker på, at han ville lade hende gå! Nu ville han ikke slippe hende. Nu ville han gøre med hende, som han lystede – og hun var ikke i tvivl om, at han var et rigtigt svin. Måske havde hun endnu en chance. Hun kunne ikke give op! "Nej, det var bare for at prøve dig. Det var ikke den rigtige kode. Du får den først, når du lader mig gå, det sværger jeg!"

    "Ja, ja, Anja, den er god med dig. Det hænger jo slet ikke sammen. Mon ikke den kode du gav mig første gang, er den rigtige? Mon ikke det du siger nu, bare er et sidste, ynkeligt forsøg på at redde dit liv?" Grinede Niels, og trak strømpen op af lommen igen. Han grinede endnu højere, da han mærkede Anja trække sig sammen af angst, og hørte hendes desperate hulken tage til i styrke. "Ja, lille skat, du skal dø nu. Du fik kun lov at leve 18 år. Sådan er det bare."

    Anjas hjerne arbejdede på højtryk. Var der ikke noget hun kunne sige, for at få ham til at holde op? Hun kunne ikke tænke klart. Desperationen fik klappen til at gå ned. Hun kunne ikke finde på noget! Hun kunne kun tænke på én ting! "Nej. Jeg vil ikke dø. Nej, Niels, nej!"

    "Jo, lille skat. Nu skal du virkeligt dø." Grinede Niels , og tog godt fat i strømpen. "Men du ved jo nøjagtigt hvordan det føles. Det må da gøre det lidt lettere."

    "Nej, jeg er kun 18 år gammel, Niels." Hulkede hun. "Jeg kan ikke dø nu. Nej..... neeeeej!"

    "Eller måske ikke." Grinede han, og lagde strømpen om hendes unge, slanke hals. "Måske gøre det bare det hele endnu værre, for nu ved du hvor forfærdeligt det er. Nu ved du, hvor megen angst og smerte du skal opleve! Og denne gang lover jeg dig, at du aldrig – aldrig nogen sinde – vågner op igen!"

    "Nej, neeeeeeeeej, nej." Snøftede hun. Hun kunne ikke andet. "Nej, neeeej, nej, neeej, nej...."

    "For Guds skyld, jeg sværger, jeg siger ikke noget til noget!" Hulkede Anja, ude af sig selv af angst. "Jeg vil være din lille luder, Niels, du kan bolle mig så tit du vil! Jeg vil gøre hvad som helst for dig, hører du? Hvad som helst!"

    "Et fristende tilbud, lille luder, men hvorfor skulle jeg tro på dig?" Grinede Niels, og viklede strømpen et par gange om Anjas smukke, slanke hals. "Du prøvede jo med et løgn om pengeskabet, så din troværdighed er ligesom ikke ret stor, vel?"

    "Jamen, jeg siger sandheden! Lad mig bevise det. Knep mig. Brug mig! Åh Gud, vil du ikke nok!?" Hylede Anja, da hun mærkede strømpen strammes om sin hals. Adrenalinet pumpede gennem hendes krop. Hendes hjerte hamrede, som ville det sprænge hendes bryst. "Brug mig, Niels, gør med mig lige hvad du vil! Jeg er din lille luder. Må jeg ikke nok være dig lille luder?"

    "Jeg vil kneppe dig, min lille luder. Der er intet jeg hellere vil, end at bruge din unge, smukke krop – når du er død!" Klukkede Niels, og gjorde sig klar. "Nu sker det skat!"

    "Jamen, hvorfor kan jeg ikke få lov at..." Begyndte Anja, men hun kunne ikke gøre sætningen færdig, for i det samme snørredes strømpen sammen om hendes hals, og afbrød hende. Hun kunne ikke trække vejret! Hun var lige ved at eksplodere af vrede og frustration, men hun kunne knapt bevæge sig. Hun kunne mærke en grusom, ulidelig følelse i hele kroppen, som om en uendelig tyngde truede med at knuse hende. Det var døden, tænkte hun – hun vidste nu at hun skulle dø, og visheden var uudholdelig. Hun skulle aldrig se mor og far igen. Hun skulle aldrig se vennerne igen. Hvordan kunne verden dog være så grusom? Hun forstod det ikke! Hun forstod ikke, at alting bare kunne være forbi!

    "Åh ja, vrid din smukke, dejlige krop, min lille tæve!" Stønnede Niels, da han så at Anja igen gik i panik, og begyndte at vride sig voldsomt på sofaen. Han trak hende tilbage mod sig, så han kunne mærke hendes dejlige, varme krop, og de vibrationer som hendes desperate dødskamp forårsagede. "Ja, jeg kan mærke din smerte, lille tøs, jeg kan mærke din angst og din smerte, og det er vidunderligt!"

    Smerten brændte i hele Anjas krop, men det var ikke hendes krop længere. Hun varet andet sted nu – hun tænkte på alle de gode stunder, hun havde haft med vennerne i klubben. Hun tænkte på al det sjov og ballade, de havde lavet. Hun tænkte på fars smil, dengang hun fik 13 for en dansk stil. Hun tænkte på de lange ture hun var gået med mor, og alle de gode snakke de havde haft. Snakke om livet – om fremtiden – som hun nu aldrig skulle opleve! Pludseligt var hun tilbage igen. Pludseligt kunne hun ikke tænke på andet, end den smerte som fyldte hende – den smerte som varslede hendes død! Hun ville ikke dø! Hun ville ikke! Hun ville ikke. Hun... ville... ikke... dø...

    Anjas spark og armslag blev febrilske, krampagtige. Hun spruttede voldsomt, i hendes sidste desperate forsøg på at få vejret. Øjnene stod ud af hoved på hende. Hun stirrede panisk på et punkt oppe i loftet. Hele hendes krop skælvede voldsomt. Hendes ryg stod som en bue op fra sofaen. Så forsvandt benene under hende. Hendes krop spjættede, som blev hun ramt af et lyn. Øjnene rullede rundt i hovedet på hende. Så spjættede hun igen, før hun endeligt kollapsede og lå slapt på sofaen.

    Han holdt grebet i strømpen – han ville være helt sikker på at hun døde. Han ville være helt sikker på, at han fik slukket ned for hendes unge liv! Han talte tålmodigt. Ti sekunder. Tyve. Tredive. Fyrre. Halvtreds. Et minut. Han blev ved. Hun skulle ikke få en chance til. Et minut og ti. Et minut og tyve. Et minut og tredive. Hun bevægede sig ikke længere. Et minut og fyrre. Han stirrede på hendes brystkasse. Et minut og halvtreds. Den var helt ubevægelig. To minutter. Hun måtte være død. To minutter og ti. Ja, hendes liv var forbi. To minutter og tyve. Han havde gjort det – hen havde definitivt slået hende ihjel. To minutter og tredive. Endeligt gav han slip på strømpen.

    "Ja, det var så det, lille skat." Sagde han, og lagde hænderne på Anjas døde krop. Han lod dem glide op over hendes bryster, som han kærtegnede, før han lod den ene hånd glide op til hendes hals. Han kunne ikke mærke nogen puls. Han lod den anden glide ned mellem hendes bryster, så den hvilede mode hendes solar plexus. Der var ingen bevægelse – ingen antydning af hverken et hjerteslag eller et åndedræt. Hun var død. Han havde virkeligt aflivet hende!

    "Åh ja." Stønnede han, og rejste sig. Han pik var så hård og stiv, at det næsten gjorde ondt. Den pressede sig mod hans jeans, klar til aktion. Han stirrede ned på hendes vidunderlige, døde krop. Nu var hun hans. Han kunne gøre med hende, hvad han ville – uden at hun ville brokke sig, sladre eller live til besvær. Nu var hun blot en skøn, varm bolledukke, som han kunne bruge som han lystede! Han lynede bukserne op, og trak underbukserne ned. Hans pik sprang frem, stor, rød, dunkende. Han grinede af fryd. "Ja, trofaste ven, i aften skal vi have et ordentligt slag ungpigefisse!"

    Han åndede tungt, da han satte sig på knæ foran Anjas døde krop, som lå på sofaen, med indbydende spredte ben. Han kunne se hendes barberede fisse. Dødt kæd, tænkte han, men stadigt lige vidunderligt. Han bøjede sig frem over hende, og tog fat om hendes lår. Han stirrede ned på sit dunkende lem, mens han langsomt førte det ind mod hendes fisse. Det var egentligt underligt, at tænke på, at han skulle kneppe en død krop – en spændstig ungpigekrop, som for få minutter siden havde været fuld af liv og drømme. Men han havde slukket ned for alt det. Nu var hun kun en bolledukke!

    "Ja... åh.. JA. JAAAAA!" Brølede han, da hans pikhoved pressede mod hendes skamlæber. Med et lille svup, blev de skubbet til side, og han gled ind i hendes varme indre. Hun var vidunderligt våd! Han anede ikke om det var en rent fysisk reaktion på døden, eller om hun et eller andet sted havde tændt på den behandling, han havde givet hende – det var også fuldstændigt ligegyldigt. Han ville aldrig finde ud af det, og det føltes jo lige vidunderligt, uanset hvorfor hun var blevet så våd!

    Med et godt greb om Anjas lår, pressede han den helt i bund. Han kunne mærke sin pik trænge dybere ind i Anjas stramme fisse. Der kom lidt modstand, da han havde den helt i bund, men han pressede hårdere til, og trængte ind i hendes livmoder. Det var vidunderligt! Hun var så vidunderligt stram! Han begyndte at vrikke med underlivet, så hans pik kærte frem og tilbage gennem åbningen af hendes livmoderhals, men han kneppede hende, så hans pikhoved fik den maksimale stimulans.

    Havde hun været i live, havde hun sikkert hylet af angst og smerte, tænkte han og grinede. Inden længe stønnede han af glæde, idet han hastigt nærmede sig orgasmen. Han kneppede hende hårdere. Han mærkede et kraftigt jag gå gennem sine nosser. Så skreg han af glæde, idet han sendte den ene ladning sæd dybt ind i hende efter den anden. Han blev ved og ved, opslugt af ekstase, optændt af en voldsom lyst. Han blev ved, til det gjorde ondt. Han blev ved, til han ikke kunne mere. Han blev ved, til han havde sprøjtet hver eneste dråbe af sin sæd ind i hendes unge, døde krop.

    "Tak for en vidunderlig oplevelse, skatter." Grinede Niels, da han langt om længe genvandt fatningen. Han tog fat i Anjas hår, drejede hendes hoved, og stirrede ind i hendes smukke, tomme øjne. "Nåja, det var vidst ikke lige din dag, Anja."

    Han rejste sig op, og betragtede den døde, smukke krop, som lå foran ham. Den krop, hvis liv han havde slukket. Hun havde lidt så forfærdeligt, men nu skulle hun aldrig føle noget mere. Han tørrede sit lem af i hendes hår, lynede bukserne op og gik ind i hobbyrummet. Han fandt pengeskabet og åbnede det. Han anede ikke noget om smykker, men hvis det var ægte guld og ægte diamanter, var der en ganske pæn formue i smykker, plus hvad der var af løse kontanter og indehaverobligationer. Han måtte forlade landet, det vidste han, for det ville kun være et spørgsmål om tid, før mistanken rettedes mod ham – og han kunne ikke løbe fra alle de gode DNA prøver, han havde deponeret dybt i Anjas skede. Han væltede det hele ned i strømpen, forlod huset og kørte bort – mod nye eventyr.

Tilbage til Historier