Ungt gidsel henrettes


En novelle af Darker
    Det hele virkede som en ondt mareridt for hende – hun var blevet bortført af fire mænd, bedøvet og anbragt i en kold, fugtig og mørk kælder. Hun anede ikke hvor lang tid hun havde været i kælderen, for hun kunne ikke se noget lys og hendes kidnappere talte aldrig til hende. Hun havde fået mad syv gange og sovet tre gange, så hun regnede med at der var gået knapt fire dage, men hun vidste det ikke.

    Hun havde prøvet at snakke med mændene, for at finde ud af hvorfor hun var taget til fange. Kun en af dem snakkede dansk – de var vidst alle russere – og han havde blot svaret at det skulle hun ikke bryde hendes lille, kønne hoved med. De første par dage havde hun grædt, hun havde raset og hun havde banket fortvivlet på lemmen, som var den eneste vej op fra kælderen. Lige lidt havde det hjulpet. Nu lå hun blot på madrassen og ventede.

    Pludseligt blev lemmen åbnet. Hun så op, missende mod lyset. Hun kunne se to silhuetter ovenfor lemmen. Skulle hun have mad nu? De to skikkelser gik ned af trappen. Hun kunne genkende den ene som ham der snakkede dansk. De havde ikke nogen tallerken med. En gysen gik gennem hendes krop. Hvorfor var de kommet? Ville de frigive hende, eller måske – hun sank en klump – voldtage hende?

    "Tag tøjet af og følg med os!" Sagde den dansktalende russer. Hans ord føltes som et slag i maven på hende! Så ville de voldtage hende! Åh Gud, det var hun ikke klar til – det ville hun ikke kunne bære! "Vil I ikke nok lade være, jeg beder jer!" Klynkede hun og holdt afværgende hænderne op foran sig.

    "Din mand har ikke betalt løsepengene, så vi har ligesom ikke noget valg, Gitte!" Vrissede han og greb fat i hendes lette sommerkjole. Med en hård, hurtig bevægelse flåede han den op og trak den af hende. Hun skreg.

    "Løsepenge? Hvad snakker I om?" Stammede hun, da hun fik angsten under kontrol. De greb fat i hendes håndled og trak hende hen mod trappen, trods hendes hvæsen og sparken. De stod nu i en lille, sparsomt møbleret stue.

    "Vi gav din mand tre dage til at betale os 100.000 kr. – hvilket han desværre ikke har gjort." Grinede den dansktalende mand, greb hendes håndled og tvang dem om på hendes ryg. Penge? Det handlede altså om penge? Den anden mand hev et reb frem og bandt hendes hænder sammen.

    "Jeg kan skaffe de penge, det er ikke noget problem!" Hylede hun, idet de trak hende udenfor, på en grusdækket gårdsplads. Hvorfor havde hendes mand ikke betalt? Han var god for mindst en million! Hun forstod det ikke!

    "Det er for sent nu, Gitte." Grinede den dansktalende og åbnede døren til en lille, faldefærdig lade.

    "Nej!" Skreg hun, da hun så ind i laden! "Nej!" Gentog hun – hun kunne knapt fatte hvad hun så! En stol stod på det rå betongulv – og over den hang et reb med en stor løkke – en galge!

    "Jo, lille dame. Du skal dø nu!" Grinede den dansktalende, smilede bredt til hende og nikkede så hen mod stolen. "Vi skal have dig op på den der, og så skal du have løkken om halsen. Så trækker vi stolen væk under dig, og du vil langsomt blive kvalt. Lyder det ikke underholdende?"

    "Jamen, nej, det kan I ikke! Jeg kan sagtens skaffe de penge, bare giv et telefon, så skal jeg få banken til at orde det!" Tryglede hun. Hun måtte da kunne få dem til at forstå – at give hende en chance! "100.000 kroner er jo pebernødder! Jeg kan få banken til at overføre dem til jer med det samme!"

    "Din mand fik tre dage til at ordne det, men det formåede han ikke. Nu siger du så at du kan klare det med det samme?" Sagde russeren og tog fat om livet på hende. Hun krympede sig, da hans kolde hænder berørte hendes nøgne hud. "Hvor dum tror du vi er? Hvis du ringer herfra, kan det jo spores. Nej, desværre, din mand har haft chancen og han har ikke betalt."

    "Jeg kan ordne det hjemmefra, hvis I lader mig gå!" Hun kunne godt selv høre hvor naivt og hvor tåbeligt det lød, men hvad skulle hun sige? De to mænd skubbede hende hen mod stolen, mod rebet! Hendes øjne stirrede på det hvide reb, som var det en hypnotisørs pendul. Hun kunne ikke tage øjnene fra det! "Jeg siger ikke noget til nogen, hvis I lader mig gå. Jeg overføre 200.000 kr. til jer! Jeg lover det, jeg lover det!"

    "Hold nu op med dit pjat, Gitte. Vi tager ingen chancer her, så du kan lige så godt lade være med at protestere." Sagde russeren og gav hende et hårdt, bestemt puf, hen mod stolen. "Vi skal nok klare os uden de penge – du er ikke vores eneste investering." Tilføjede han med et smøret grin.

    "Jamen jeg har jo ikke gjort noget!" Hylede hun. Hun kunne mærke panikken brede sig i sin krop – jeg må holde hovedet koldt, tænkte hun, det er min eneste chance! "Hvis min mand ikke har betalt, så giv dog mig en chance! Jeg betaler med glæde, det sværger jeg. Jeg kan skaffe 300.000 kr. uden problemer. Så giv mig dog en chance!"

    "Du er en sød dame, Gitte, og jeg er da også ked af at vi bliver nødt til at gøre det her ved dig, forstår du det?" Grinede russeren. Han virkede nu ikke særligt ked af det, tænkte hun og gøs. Kunne det være at han ligefrem nød det? Hun kiggede på den anden russer – han smilede også bredt!

    "Åh Gud, I nyder vel ikke det her?" Sagde hun – skønt hun vidste at det var en fejl. Hendes eneste chance var at overtale dem til at lade hende gå, få dem til at stole på hende. Hvis hun gjorde dem vrede, var hun fortabt, men hendes stolthed havde et øjeblik overvundet hendes fornuft. Nu bed hun sig i læben og ønskede at hun kunne tage ordene tilbage.

    "OK, jeg indrømmer det, jeg nyder det." Grinede russeren og tog bedre fat om hende. Hun vred sig, men det hjalp intet. Hun kunne intet stille op, overfor de to store, stærke mænd! Russeren fortsatte. "Faktisk kidnapper vi altid kvinder, for på den måde får vi lidt underholdning hvis løsepengene ikke bliver betalt."

    "Hvad mener I?" Hylede hun. Hun mærkede den anden russers arme om sine ben. De løftede hende! De var ved at løfte hende op på stolen!

    "Jeg mener blot, at det kan være ganske underholdende og ganske ophidsende, at se en ung kvinde lave en lille luftdans – mens hun kæmper en nyttesløs kamp for sit liv!" Grinede den dansktalende russer. Hans kammerat grinede også højlydt. "Når du så er død kan vi jo også... lege lidt med din dejlige, varme krop!"

    "Åh Gud nej, hvordan kan I gøre det mod mig!" Skreg hun, idet hun mærkede stolens sæde under sine fødder. "I vil dræbe mig og voldtage mig? Det kan I sku da ikke! For helvede, det har jeg ikke fortjent! Det har jeg ikke fortjent!"

    "Sikkert ikke." Grinede russeren. "Men det har jo intet med sagen at gøre. Vi kidnappede dig og din mand betalte ikke – så derfor skal du dø. hvad vi gør med dig krop, efter du er død, behøver du jo slet ikke tænke på, vel?"

    "Jeg kan skaffe to millioner! Hvis I lader mig gå, så kan I få en million når jeg kommer hjem, og så en million mere, når jeg har solgt huset og bilen!" Det var hendes sidste chance – hendes sidste mulighed! Hun næsten skreg af lettelse, da hun mærkede at de løsnede deres greb i hende.

    "To millioner, siger du?" Sagde den dansktalende russer og kiggede på hende – uden det liderlige smil. Han lænede sig ind mod hende, så hans ansigt var få centimeter fra hendes. Han lugtede af sved og vodka. "Det er jo en net lille sum, Gitte. Hvis du er god for så mange penge, hvorfor har din mand så ikke betalt løsesummen for længst?"

    "Jeg... jeg ved det ikke!" Stammede hun. Hun havde fået dem til at lytte, for første gang! Nu måtte hun ikke klodse i det! "Måske er han glad for at komme af med mig? Måske elsker han mig ikke så højt som jeg troede... men lad det ikke gå ud over mig – jeg skal nok sørge for at I får jeres penge! I har været gode ved mig, I har ikke gjort mig fortræd! Jeg skal nok betale, hvis bare I lader mig gå!"

    "Hahaha! Du tror virkeligt stadig at du har en chance? Forstår du ikke at dit liv allerede er forbi? Dumme lille dame!" Hviskede russeren. Så brød han ud i højlydt latter. Det føltes som om hendes mave frøs til is – hun kunne næste ikke skrige, for hun hev efter vejret. Panikken bredte sig som en ild gennem hendes krop. Nej, tænkte hun, nej, jeg vil ikke dø!

    De to mænd snakkede sammen på russisk, mens hun prøvede at få kontrol over sig selv. Hendes krop skælvede, hun følte det som om hun havde gåsehud over det hele og hun snappede efter vejret – hun hyperventilerede. Hendes mave føltes tung og sammentrukken, som var den en stor, nervøs knude. Hvad skulle hun gøre? Hvad skulle hun sige? Hun havde prøvet alt, men de ville ikke lytte! Åh Gud, hvis jeg ikke snart finder på noget, så hænger de mig, tænkte hun nervøst – men det gjorde det bare endnu værre!

    "Så, så, lille Gitte, prøv nu at slappe lidt af. Jeg kan jo se at du ryster over hele kroppe, stakkels pigebarn." Grinede den dansktalende russer. Den anden russer, som stod bag hende, tog fat om løkken og trak den op mod hendes ansigt. Hun gispede, da hun så rebet nærme sig hendes hals. "Der kan du se rebet. Det vil Igor nu trække ned over din slanke, smukke hals. Når han har gjort det, så sparker jeg stolen væk under dig og du vil langsomt blive kvalt. Du skal endeligt ikke føle dig for fin til at sparke vildt omkring dig, med de lange, dejlige ben, mens du mærker livet blive klemt du af din unge krop!"

    "Jeg fatter ikke hvorfor I gør det her! Jeg siger jo at I kan få penge – I kan få alt hvad jeg har, hvis bare I lader mig gå!" Hylede Gitte, da hun mærkede rebet om sin hals. Nu var hun for alvor på den og hun vidste det – havde hun haft en minimal chance for at flygte før, så var den uigenkaldeligt væk nu. Hun kunne ikke få hænderne fri, og løkken om hendes hals ville strammes, så snart hun trådte af stolen. Hun var fuldstændigt prisgivet de to russere!

    "Gitte, smukke, dejlige kvinde. Jeg havde lovet din mand at jeg ikke ville sige det her, men nu gør jeg det, for jeg syntes du fortjener at vide hvorfor du skal dø." Sagde den dansktalende russer og smilede op til hende. Hun sank en klump og lyttede intenst – giv mig noget, tænkte hun, giv mig en åbning, giv mig et håb! Russeren fortsatte. "Ja, sandheden er at din mand har betalt os for at dræbe dig."

    "Hvad?" Skreg hun, ude af stand til at tro hans ord. "Det er ikke sandt!"

    "Jo, det er det desværre, søde Gitte." Grinede han, mens han befamlede hendes mave, røv og lår. "Han syntes åbenart ikke denne dejlige krop var nok for ham, for han har vidst fundet en anden kvinde."

    Hun mærkede tårerne vælde op i sine øjne. Hun ville ikke tro hans ord, men et sted vidste hun at det var sandt! Åh Gud, hvor havde hun været dum og blind! De lange aftner han havde tilbragt på kontoret, de sidste par måneder! De fjerne blikke over morgenbordet, hans manglende sexlyst! Hun havde troet det var stress – det havde han selv sagt!

    "Hvor meget?" Stammede hun, kæmpende mod gråden. "Hvor meget har han betalt, for at få jer til at gøre det her mod mig?"

    "Det betyder intet, Gitte, for vi har givet ham vores ord." Sagde russeren og greb fat i den store knude på løkken. "En lejemorders ord betyder alt – hvis vi ikke dræber vores mål, så mister vi vores troværdighed, og hvordan skal vi så få kunder i fremtiden? Nej, du kan ikke købe dig selv fri. Desværre."

    "Hvad?" Skreg hun, nu mere vred end bange. "Vil I dræbe mig, bare for at det svin kan indkassere min livsforsikring, og leve videre med hans nye kæreste? Det løgnagtige, utro svin, vil I hjælpe ham?!"

    "Som du nok kan forstå, så beskæftiger vi os ikke rigtigt med moralske spørgsmål, Gitte. Det er der ikke mange penge i, for en lejemorder." Grinede russeren, mens han strammede løkken om hendes hals. Hun krympede sig, da hun mærkede et gys løbe gennem sin krop. Russeren smilede op til hende. "Desuden vil vi gerne se dig dø – det jeg sagde, om at vi skal nyde din dødskamp, og din døde krop – det var ikke en løgn."

    "Så skal det ende sådan her? Jeg skal dø i denne elendige, lille lade, sammen med to gangstere? Fuck, det kan simpelthen ikke være sandt!" Brølede Gitte. Hun var vred. Hun var ikke blåt vred på sin mand – det dumme, sadistiske svin – men hun var vred på hele verden! Hvordan kunne den lade det her ske? Hvad havde hun gjort, siden hun fortjente at dø på denne her ydmygende, tåbelige, åndssvage måde? Det gav ingen mening!

    "Ja, det er vidst det korte af det lange, Gittepige." Grinede russeren og satte foden mod kanten af stolen.

    "Nej! Lad være jeg beder dig!" Klynkede Gitte, da hun mærkede en bølge af kold dødsangst skylle gennem sin krop. "Jeg er ikke klar! Jeg er ikke kar til at dø!"

    "Det er der vidst aldrig rigtigt nogen der er, kære Gitte." Grinede russeren. "Men det er også ligegyldigt, for du har ikke noget valg. Når rebet strammes om din hals, så dør du, hvad enten du er klar eller ej!"

    "Nej, nej!" Skreg hun, da hun mærkede stolen bevæge sig under hende. "Jeg vil gøre hvad som helst! Jeg vil være jeres slave! Jeg vil opfylde alle jeres ønsker, alle jeres fantasier, hvad som helst, bare I lader mig leve! Du siger jeg er smuk, at jeg har en god krop, så lad mig dog bruge den til at tilfredsstille jer alle!"

    "Din krop kommer sandeligt også til at tilfredsstille os, det lover jeg dig, sødeste Gitte." Sagde russeren og smilede op til hende. "Når du er død!"

    "Neeeeeeej!" Hylede Gitte, da hun mærkede stolen forsvinde under sine fødder. Adrenalinet ramte hende med et drøn, så hele hendes krop vred sig i chok. Åh Gud, det er begyndt, tænkte hun, nu skal jeg virkeligt dø! Hun ville skrige igen, men hun kunne ikke få luft! Rebet stammedes om hendes hals! Hun anstrengte sig alt hvad hun kunne, og det lykkedes hende at få en lille mundfuld luft. "Neee..." Gispede hun, men så kunne hun ikke mere. Hun kunne ikke skrige! Hun kunne ikke trække vejret!

    "Sådan, Gitte, jeg kan se at rebet har gjort sin virkning!" Grinede russerne. Hun så de to andre komme til syne i døren – de var åbenbart mødt op for at se hende dø! De grinede alle af hende – svin, tænkte hun, alle mænd er nogle svin! Russerne snakkede sammen, men hun forstod ikke et ord – hun hørte heller ikke efter, for hun var for optaget af den brændende fornemmelse i sine lunger, og den dunkende smerte i sit hoved.

    "Kæmp nu tappert, Gitte." Grinede russeren. "For jeg har sat 1000 kr. på at du holder i mindst fem minutter. Jeg mener, du er jo en slank, ung dame, i god form, så du skulle vel nok kunne holde dig selv i live i sølle fem minutter. Skuf mig ikke, skatter!"

    Russerne grinede og snakkede, men hun hørte dem ikke længere. Hun kunne mærke en varm, brændende smerte brede sig i hendes krop. Da den kolliderede med den iskolde klump hun havde i maven, mærkede hun en eksplosion af smerte i sin krop. Hun ville ønske hun kunne skrige, men hun havde trukket vejret for sidste gang! Hun kunne ikke nå jorden og hun mærkede rebet, stramt, gnavende i sin hals. Hun vred sig, hun spjættede, hun kæmpede – vel vidende at det var forgæves. Hun skulle dø! Hun kunne mærke det i hele kroppen – det var forbi!

    Hvor havde hun dog været forelsket, hvor havde hun dog ønsket at blive gift, for fem år siden, da hun først mødte sin mand. Hun havde været i den syvende himmel, da han friede til hende, for snart tre år siden. De skulle være sammen hele livet, det havde han lovet hende. De skulle have børn sammen, de skulle blive gamle sammen, men nu skulle det aldrig ske. Hun skulle aldrig have børn, hun skulle aldrig blive gammel! Hvordan kunne det ende sådan her? Det gav ingen mening!

    Smerten var nu så stor at hele hendes krop føltes som en pulserende nerve. Hver en celle i hendes krop skreg på luft. Hendes lunger brændte, som var det ild i dem. Hendes hoved dunkede som en tromme. Røde og sorte prikker dansede for hendes øjne. Alle lyde lød underlige, fjerne, som var hun i en glasklokke. Hun kunne ikke længere kontrollere sin egen krop, for hun spjættede vildt og voldsomt, grebet af krampe og chok.

    Hun var blevet forrådt af alle. Hendes mand, russerne, den engel eller gud hun troede beskyttede hende. Så lad mig dog dø, tænkte hun, hvis verden er så ond og grusom, så lad mig dog dø! Derefter tænkte hun ikke mere. Angsten og smerten overvældende hende. Selv om hun bad om dødens forløsning, så varede det flere minutter – for hende virkede det som en evighed – før hun endeligt mærkede det hele drive væk. Rummet snurrede rundt om hende. De sorte og røde prikker fyldte hendes synsfelt. Så blev alt mørke.

Tilbage til Historier