Hvordan det hele startede

Del I


En novelle af Vibeke
Det hele startede en varm sommerdag, hvor solen bagte ned over villakvarterene i Hellerup. Klokken var halv seks, og min mand og jeg var lige ankommet til Mia og Henriks hus, hvor vi skulle mødes med resten af madklubben samme aften.

"Hej venner!" Strålede Mia, som tog imod os i entreen, i en smuk, hvis kjole, som stod godt til hendes lyse hår og solbrune hud. "I er tidligt på den."

"Ja, vi håber det er i orden, men vi blev tidligt færdige og kedede os lidt." Grinede jeg, og rakte den flaske frem, som Mikkel havde udvalgt i vinhandlen, på vej hjem fra arbejde.

"Jamen det er da helt i orden. Jeg skal lige til at i gang med maden, og Henrik er ude i haven med vores niece." Sagde Mia, og gestikulerede smilende at vi skulle træde indenfor. Hun ledte os ned gennem hallen, ned til den store, lyse stue, med de store vinduer ud mod haven. Vi kunne se Henrik ude på den private tennisbane, sammen med en ung, fnisende pige.

"Ja, I husker nok Signe. Hun var vidst kun 14 sidste gang I så hende." Sagde Mia, denne gang uden et smil på læben. Problemer i paradis, tænkte jeg, og var lige ved at grine, da Mia snerpet tilføjede. "Som I kan ser er hun vokset. Hun blev 18 i går."

"Nydeligt." Grinede Mikkel, med hans sædvanlige mangel på finfølelse. Jeg daskede ham kærligt på skulderen, han vendte sig om mod mig, og kyssede mig på kinden. "Det var ikke sådan ment. Du er jo den smukkeste kvinde i verden, og de ved du også godt."

"Nå men jeg vil lade jer to turteldue i fred. Jeg har en steg i ovnen." Næsten snerrede Mia, og skyndte sig ud i køkkenet.

"Du tror vel ikke der er problemer?" Spurgte Mikkel, da Mia havde forladt stuen.

"Hey Einstein, opfattede du også det?" Sagde jeg, og gav ham et frækt smil. "Det opdagede jeg med det samme vi kom ind."

"Skal du altid være så forbandet fræk?" Grinede Mikkel. "Jeg skulle jo nødigt blive tvunget til at 'straffe' dig, Vibeke."

"Du ved godt, at jeg ikke vil høre den snak når vi er ude." Sagde jeg. Jeg ville ikke have at mine veninder skulle vide, at Mikkel og jeg var til den slags, men jeg kunne ikke lade være med at grine, og tilføjede hurtigt. "Hvis du er en gentleman ved middagen, så kan du straffe mig alt det du vil, når vi kommer hjem."

En halv time senere var de andre par også ankommet, og vi sad og hyggede os med et glas vin i stuen. Linda og Jens, Karina og Jonas, Maja og Rasmus, Ursula og Lars, Mona og Peter, og så selvfølgeligt Mikkel og mig selv. Nu manglede vi bare Mia, som vi kunne høre skramle ude i køkkenet, og Henrik, som stadig spillede tennis med Signe udenfor.

"Vi skal vel også have hende med til bors?" Sagde Rasmus henkastet. Rasmus er anklager ved Københavns byret, og han har en måde at sige ting henkastet på, så man slet ikke er i tvivl om, at han har tænkt længe over det.

"Det skal vi vel." Svarede Maja, Rasmus's kone, som har en frisørsalon nede ved strandvejen. Hun lød ikke begejstret, og jeg kunne se på ansigterne af de andre kvinder i vores madklub, at de heller ikke var begejstret for den unge piges deltagelse. Måske var det blot fordi hun var en fremmed – en som ikke var en del af vores lille Hellerup slæng – men jeg tænkte, at det nok snarere var fordi hun var ung, smuk og single. Hvis jeg skulle være helt ærlig, så var jeg heller ikke vildt begejstret ved tanken.

"Rolig nu, piger. Hun er sikkert meget sød." Indskød Jens, som åbenbart havde fornemmet den kølige stemning i stuen. "Under alle omstændigheder, så er jeg sikker på, at vi får en kanon aften. Plejer vores madklubaftner ikke altid at være hyggelige? Gør de ikke?"

Folk skålede og grinede, og snart gik den livlige snak rundt om i stuen igen. Løst og fast blev vendt. Jobbet, fritidsinteresser, dagens nyheder, samt sladder om de af vores bekendte, som ikke var til stede. Vi lagde slet ikke mærke til, at Signe og Henrik blev færdige med deres spil, før de begge stod i døren ind til stuen, kun iført deres tennistøj.

"Pyha, du gav mig kamp til stregen." Grinede Henrik, og puffede Signe i siden med sin ketsjer. "Jeg er jo helt svedt. Jeg smutter lige op i bad, så kan du bade bagefter. Hvis det er i orden?"

"Ja, ja, gamle mand, jeg kan klare det!" Hujede Signe, med en lidt før sød, lys stemme, og fnisede som en forelsket poptøs – hvilket hun, at bedømme udfra glimtet i hendes øjne, og hendes lyserøde top også var. Hun havde tilmed en tatovering på maven, som fik hende til at ligne noget fra socialklasse fem. Hun var helt sikkert ikke her fra Hellerup.

"Hej venner!" Sagde Henrik, henvendt til stuen. Vi hilste alle høfligt tilbage. "Det her er dem fra vores madklub, som jeg har fortalt dig om, og det her er Signe. Hun spiser med i aften. Håber det er OK."

Vi nikkede atter høfligt, og et par af fyrene sagde sågar "Ja, selvfølgeligt er det det.", eller "Nej hvor hyggeligt."

"Nå men jeg smutter i bad, så kan du lære dem bedre at kende imens." Sagde Henrik, stak Signe endnu et puf med ketsjeren, og forsvandt så let løbene ud i hallen. Signe kiggede lidt genert rundt i stuen.

"Øh, hejsa." Sagde hun, efter et par sekunders pinlig tavshed. "Jeg ved godt, at jeg trænger mig på, men jeg har nogle problemer derhjemme, så jeg bor her et par dage. Jeg håber ikke det gør noget."

Er par af tøserne udvekslede sigende blikke. Så tog Rasmus ordet.

"Nej, det er da kun hyggeligt med en ny ved bordet. Vi plejer altid at være den samme gruppe mennesker til disse madklubaftner, så det bliver da bare herligt, at få lidt nyt input." Sagde han, og stillede sig over ved siden af Signe. "Led mig introducere flokken." Sagde han, og nævnte så alle vores navne, i den rækkefølge vi sad rundt i stuen.

"OK, herligt at møde jer alle sammen." Sagde Signe, da Rasmus var færdig. "Jeg er Signe, Henriks storebrors datter. Jeg havde et gevaldigt skænderi med min far, efter min fødselsdag i går, så jeg stak af hjemmefra. Henrik har givet mig lov til at bo her et par dage, indtil jeg er klar til at snakke med min far igen."

Der lød en blanding af beklagelser og sympatitilkendegivelser rundt fra stuen.

"I behøver ikke være bekymrede." Sagde hun, og smilede bredt. "Det er bare sådan noget fader/teenagedatter fnidder. Nogle gange bliver jeg bare nødt til at komme væk. I kender det sikkert, fra da I selv var på min alder."

Da Signe sagde det, så jeg at Maja, som er den ældste af tøserne i madklubben, blev meget stram i betrækket. Hun er lige blevet 30, og det går hende voldsomt på. Hun var tydeligvis ikke glad for at få at vide, at Signe ikke betragtede hende som en ung pige længere.

"Det finder I nok ud af. Her, snup et glas vin." Grinede Rasmus, tydeligvis i et forsøg på at løfte stemningen, og rakte Signe et næsten helt fyldt glas rødvin. Han hævede glasset. "Bund eller resten i håret!"

Vi tog alle del i skålen, men Signe tog det åbenbart meget bogstaveligt, for hun tømte vinglasset i tre store mundfulde.

"For søren da, du er vidst tørstig!" Sagde Jonas, som sad henne for enden af stuebordet, lige ved siden af Signe. Han tog en vinflaske fra bordet, og fyldte atter Signes glas. "Vi kan ikke have, at du står og tørre helt ud."

"Skål for vores kære familie – selv om de både kan være til glæde, og til besvær." Sagde Maja, og hævede atter sit glas. Vi forstod alle hendes hentydning, måske på nær Signe – for hun hævede også sit glas, med et sort, uskyldigt smil på læberne.

Igen tog vi alle en slurk, på nær Maja og Signe, som begge tømte deres glas. De var nok lige nervøse, tænkte jeg, og var lige ved at grine. Jeg måtte bide mig selv i læben, for at holde latteren tilbage.

Før nogen fik sagt noget, havde Jonas atter fyldt Signes glas. Jeg så at hun allerede så en smule fjern ud i blikket, men hun havde jo også lige dyrket sport, ude i den stegende sol, så alkoholen gik nok direkte i hendes blod. Der blev stille i stuen, og hun kiggede sig en smule nervøst omkring. Nogle af de andre begyndte at snakke med hinanden, og jeg kunne se, at hun følte sig udenfor, så jeg rejste mig og gik over til hende.

"De kan godt være lidt svære at komme ind på." Sagde jeg venskabeligt til hende. Hun smilede til mig. Jeg fortsatte. "Du skal ikke lade dig skræmme. De er gode nok på bunden. Du skal bare lære dem at kende."

"Det er OK." Svarede hun, og tog et sip af sit glas. "Du hed Vibeke, ikke?"

Jeg nikkede, og skulle lige til at sige noget mere, da jeg hørte at Peter havde hævet stemmen ovre ved bordet, som om han talte til os alle sammen.

"Har I forresten fulgt med i den retssag i Tyskland, mod ham der kannibalen som er anklaget for at have ædt sin kæreste?" Sagde han. Nogle af pigerne hvinede, men de kendte jo Peter – han fulgt altid med i den slags morbide sager, og selv om de fleste af os syntes det var ulækkert, så var det også lidt sjovt.

"Han sagde, at kæresten var med på idéen." Fortsatte Peter. "Han sagde, at kæresten ligefrem havde bedt ham om at æde hende."

"Åh Peter, begynder du nu igen." Sagde hans kone, Mona, overbærende, og gav ham et kys på kinden.

"Det er sgu da meget spændende, syntes I ikke?" Blev Peter ved. "Ham kannibalen sagde, at han havde skåret det ene bryst af sin kæreste og stegt det på panden, mens hun stadig var i live. Hun fik lov at smage det, før han kvalte hende, parterede hende, og proppede hende i fryseren."

"Bizart." Konstaterede Maja, og mente tydeligvis, at det var det sidste der skulle siges i den sag.

"Hvordan mon menneskekød smager?" Spurgte Lars, og så på Peter med et blik, som afslørede at han syntes det var et sjovt emne, selv om han ikke tog det seriøst.

"Kannibalerne på Borneo kalder menneskekød for langsvin – angiveligt fordi det skulle smag næsten ligesom svinekød." Svarede Peter, som åbenbart havde gjort sit hjemmearbejde.

"Lad os da for guds skyld snakke om noget andet!" Vrissede Maja. "Vi skal jo snart spise. I ødelægger vores appetit."

"Hvem siger det smager dårligt?" Istemte Signe – alle stirrede på hende, forundret over at hun havde valgt at blande sig idebatten. Hun så på alle ansigterne, pludseligt meget selvbevidst og nervøs. "Jeg mener... hvis det, øh, hvis det smager som svinekød, så kan det vel være meget lækkert?"

"Nu må du fandeme holde op, Signe." Sagde Maja, og gik trodsigt over mod den unge pige. "Jeg kan forstå at fyrene interessere sig for den slags, men du kan vel ikke mene, at den slags griseri interessere dig?"

"Du må da indrømme, at det er et spændende emne." Forsvarede Signe sig. "Jeg mener, sådan rent psykologisk. Hvad får et menneske til at spise et andet menneske? Hvad sker der oven i hovedet på sådan nogle mennesker?"

"De er vel for helvede bare syge i bolten!" Næsten råbte Maja. Pludseligt gik det op for mig, at Maja blot var misundelig – fordi Signe havde blandet sig i fyrenes snak, og de sikkert fandt hendes kommentar mere interessante end Majas udfald.

"Rolig Maja, hun prøver jo bare..." Sagde Rasmus, med sin blødeste, mest overbærende stemme.

"Nej, ikke nu, Rasmus!" Bed Maja ham af. Hun stod nu lige overfor Signe, og stirrede hende arrigt ind i ansigtet. "Jeg syntes sgu det er sygeligt, at interessere sig for den slags. Hvem fanden kan finde på at sige, at menneskekød smager godt? Normale mennesker spiser da for helvede ikke hinanden, vel?"

"Maja, det var jo slet ikke sådan ment." Sagde Rasmus, og lagde en hånd på sin kones skulder. Han gav hendes skulder et lille klem, men hun stirrede stadig ondskabsfuldt på Signe.

"Nå men jeg skal også i bad." Sagde Signe, og skyndte sig ud af stuen.

"Helt ærligt, hvad skulle det til for?" Hviskede Rasmus, og trak sin kone ind i sin favn. Vi andre kiggede væk, og fandt hurtigt andet at snakke om. Rasmus og Maja gik ud i haven, og stod og snakkede ude ved tennisbanen, mens vi andre fandt tilbage til den hyggelige snak i stuen.

Endeligt kom Henrik tilbage fra sit bad, som altid ulasteligt klædt, og med hans kraftige, sorte hår i en smuk midterskilning. Han smilede over hele ansigtet, da han kom ind i stuen. Vi kunne høre, at Signe var gået i bad oppe på første sal, for vandet løb igen. "Nå hvad syntes I om hende?" Sagde Henrik, og kiggede rundt på os alle sammen.

"Hun er da lidt af en tøjte." Konstaterede Maja, som lige var kommet ind fra haven. "Sådan som hun fører sig frem. Og så den tatovering. Jeg ved da ikke hvad det ligner."

"Ej, Maja, helt ærligt." Sagde Henrik, med overbærenhed i stemmen. "Hun er jo bare en teenager. Du ved hvordan de er. De skal altid prøve grænser af. Men der ud over er hun faktisk en meget sød pige."

"Har du kneppet hende?" Spørgsmålet kom fra døren, som førte fra stuen ud i køkkenet, og det ramte Henrik som en lastbil. Der blev helt stille i stuen. Mia stod i døren, og stirrede vredt ind i nakken på sin mand. Han vendte sig, med et fåret udtryk i øjnene.

"Hvad?" Udbrød han. "Det kan du ikke mene?"

"Jo, jeg syntes jeg har krav på at få det at vide, før jeg, og alle mine venner, nu skal tilbringe en hel aften med jer to." Sagde Mia fladt. Vi var alle sammen Mias venner. Ingen af os havde kendt Henrik, før Mia pludseligt mødte ham på Rodos sidste år, og havde giftet sig med ham blot tre uger efter. "Så hvad er svaret? Har du bollet hende, eller hvad?"

"Selvfølgeligt har jeg ikke det!" Protesterede Henrik, og slog afvigende ud med armene. "Hun er jo min niece, for helvede da. Hvad er det du tror om mig?"

"Signe kom hertil i går aftes, lidt før midnat. Vi installerede hende i gæsteværelset, her nede i stueetagen." Sagde Mia, henvendt til os andre. Så rettede hun atter opmærksomheden mod sin mand. "Men jeg vågnede tilfældigt klokken tre, fordi jeg skulle op og tisse, og da lå du ikke i din seng. Jeg stod op og tissede, listede tilbage i sengen, og lod som om jeg sov. Du kom først tilbage en halv time senere. Hvad lavede du?"

"Signe var oprevet over skænderiet med sin far." Forsvarede Henrik sig. "Hun var ked af det. Hun havde brug for at snakke."

 "Og det var at hun havde brug for?" Anklagede Mia igen. "Hun havde ikke 'brug for' noget mere?"

"Nej, det havde hun ikke. Slap nu af, Mia. Der skete ingen ting." Beroligede Henrik, gik over til sin kone og gav hende et knus. "Hvis du vil snakke mere om det, kan vi så ikke gøre det når vores gæster er gået? Du spolere jo den gode stemning, med den slags snak. Jeg ved godt, at du ikke er vild med at have hende boende, men vil du ikke nok give hende en chance? Så skal jeg skal nok sørge for, at hun kommer hjem til sin far i morgen."

Det gjorde åbenbart Mia i bedre humør, for hun gik ud i køkkenet igen. Henrik fulgte med, men kom tilbage til stuen få sekunder efter.

"Det må I sgu undskylde. Mia er ikke så vild med at have Signe boende." Sagde han undskyldende. Så greb han et vinglas og hævede det. "Nå, men lad os ikke glemme, hvorfor vi er samlet her i aften. Skål!"

"Skål!" Ekkoede vi alle rundt fra stolene og sofaerne, lettede over at det lille optrin var overstået. Da den gode stemning atter havde indfundet sig, rejste Maja sig fra sofaen, tog sit vinglas, og gik ud i køkkenet til Mia.

"Så er maden klar!" Sagde Mia, og strålede som en lille sol, da hun atter stod i døren mellem stuen og køkkenet. "Der er dækket op i spisestuen, så hvis de ærede damer og herre vil være så venlige at tage plads, så skal jeg servere et måltid, som vil gøre alle tidligere måltider i vores madklub til skamme!"

Vi rejste os alle sammen, gik ud gennem hallen og ind i spisestuen. Det var et fantastisk syn der mødte os. Mia havde dækket op med det gode sølvtøj, pyntet op med blomster og servietter foldet som små svaner, og der stod levende lys på bordet. På hver tallerken stod et højt glas med en rejecocktail.

"Bare start med forretten, så kommer jeg med hovedretten om lidt." Sagde hun, og gik atter ud i køkkenet.

Henrik sørgede for at alle fandt en plads, før han tog en af hvidvinsflaskerne, og skænkede op til os alle. Da han til sidst havde fyldt sit eget glas, hævede han det og sagde så højt at Mia helt sikkert kunne høre det ude i køkkenet. "Skål for dette dejlige bord, og for min fantastiske kone."

Vi andre skulle lige til at besvare skålen, da vi hørte et brøl ude fra køkkenet. Vi kunne alle sammen lugt det. Brændt kød. Mias steg var brændt på. Henrik satte sit glas fra sig, og skyndte sig ud i køkkenet, hvor vi kunne høre Mia hulke højlydt.

"Det er vidst ikke lige hendes aften i aften." Konstaterede Rasmus, og kiggede slukøret ned i bordet. Så fik han øje på sin rejecocktail, som han straks kastede sig over. "Men jeg er ved at dø af sult og rejecoctailen ser da god ud. Vi kan jo lige så godt prøve, at få det bedste ud af det."

"Rasmus, så vis dog lidt respekt!" Vrissede Maja, og rejste sig. Hun forsvandt også ud i køkkenet, hvor vi kunne høre at Mias hulken var kommet under kontrol.

"Hvad?" Sagde Rasmus, og kiggede rundt på os andre. "Er I ikke også smadder sultne?"

Nogle af de andre fyre gik også ombord i deres rejecoctails, mens Linda, Ursula, Mona, Karina og jeg kiggede spørgende på hinanden. Hvad skulle vi gøre? Middagen var jo formentligt ødelagt. Stemningen var ihvertilfald, men den slags går fyre vidst ikke så meget op i som os kvinder.

"Hvad sker der?" Spurgte Signe, som stod i døren indtil spisestuen. Hun havde ikke andet end en lyserød bikini på, men det generede hende åbenbart ikke. Vi gloede alle sammen på hende. "Jeg fik ikke så meget tøj med." Sagde hun undskyldende. "Hvor er Henrik og Mia?"

"De er ude i køkkenet. Der er et lille problem med maden." Forklarede jeg. Signe vendte sig om, og skulle lige til at gå, men jeg hoppede op af min stol og stoppede hende. "Nej, du skal ikke gå derud i det tøj. Mia er lidt oprevet, forstår du."

"Men jeg har ikke andet tøj med." Svarede Signe, tydeligt overrasket over min reaktion.

"Så må du låne noget af Mia." Sagde jeg. Så tilføjede jeg med et grin. "Ellers ruller øjnene jo ud af hovedet på fyrene, og det kan vi ikke have."

Signe grinede også, og sammen gik vi ud i hallen og op af trappen til første sal. Jeg vidste at Mia havde et pulterkammer, hvor hun havde nogle kasser stående med tøj, som hun ikke længere gad at gå i. Der kunne vi nok finde noget, som Signe kunne bruge. Jeg gik ind i pulterkammeret, og begyndte at rode rundt i de store papkasser, mens Signe blev stående i døren og kiggede på.

"Mia er vidst ikke så vild med mig. Eller Maja, for den sags skyld." Konstaterede Signe.

"Nej, det er de ikke." Svarede jeg nede fra papkassen. "Men det er ikke din skyld. De føler sig bare truet. Gifte kvinder er ikke så vilde med, at have unge, smukke singlepiger rendende rundt, lige for næsen af deres mænd."

"Syntes du jeg er smuk?" Spurgte Signe. Jeg lå stadig på alle fire, med hovedet nede i en stor papkasse med tøj, så jeg havde ikke set hende gå ind i rummet, men jeg kunne høre at hun stod lige bag mig.

"Det er du da. Høj, slank, flot bygget, store bryster, og store, brune dådyrsøjne." Konstaterede jeg, idet jeg fik øje på en rød kjole i kassen. Jeg rakte ud efter den, og prøvede at flå den fri af alt det andet tøj, som den var filtret ind i. Jeg mærkede noget mod min ene balde – et kort sekund troede jeg, at det var Signes ben, men så erkendte jeg til min store overraskelse, at det var en hånd!

"Det er det sødeste nogen nogensinde har sagt om mig." Hviskede Signe bag mig, mens hun lod sin hånd køre hen over min ene balde, og ned over mit lår. "Det betyder meget, når det kommer fra sådan en smuk kvinde."

"Signe, for fanden da, hvad laver du?" Vrissede jeg, flåede Signes hånd væk og sprang på benene. Signe stod få centimeter fra mig. Hun lænede sig frem mod mig, som ville hun kysse mig. Jeg tog hurtigt et skridt til siden. "Signe, nu stopper du!"

"Men du er så smuk, Vibeke." Hviskede Signe, og smilede drilsk til mig. "Og du syntes også jeg er smuk. Kan vi ikke nyde hinanden, bare et øjeblik? Jeg trænger sådan. Jeg har ikke fået sex hele dagen."

Det tog et øjeblik før den sank ind, men da tiøren faldt, mærkede jeg en enorm vrede vælde op i mig. "Men det fik du i nat?" Sagde jeg vredt. "Er det det du siger? At du fik sex i nat?"

"Rolig, Vibeke. Det kommer ikke dig ved." Sagde Signe, og tog atter et skridt hen mod mig. Jeg blev stående og fremtvang et smil, for jeg ville gerne høre hvad hun havde at sige.

"Var han god? Henrik er jo en flot fyr, og jeg har da også selv... du ved, tænkt på det." Hviskede jeg, lænede mig konspiratorisk frem mod Signe. Hun lagde en hånd på min ene kind, og stirrede ind i mine øjne, mens et stort smil bredte sig på hendes læber.

"Han er vidunderlig. Hans krop er så veltrænet, og hård som en klippe, man hans hænder er så sarte og forsigtige. Og hans pik, åh gud, jeg har aldrig mærket så vidunderligt stor og dejlig en pik før." Hviskede Signe, og kyssede mig på kinden. "Men nu trænger jeg til en blød kvindekrop, Vibeke. Må jeg ikke slikke dig? Jeg lover dig, at du vil nyde det."

Jeg havde høret det jeg ville, og jeg var dybt rystet. Nu måtte jeg bare komme ud af den situation, så hurtigt som muligt. "Nej, vi skal ned til de andre gæster. Ellers bliver de bare mistænkelige. Tag den røde kjole der, og kom så ned i stuen igen." Sagde jeg, og nærmest løb ud af pulterkammeret og ned af trappen.

"Hvad sagde hun?" Gispede Mia, da jeg gengav Signes ord. Mia, Maja og jeg var gået ind på et værelse, mens resten af flokken sad ind i stuen og diskuterede om de skulle bestilte pizzaer eller kinamad. Stegen havde ikke været til at redde.

"Ja, det sagde hun. Og så kyssede hun mig, og spurgte om hun ikke måtte få lov at slikke mig." Sagde jeg forarget. "Hun havde også gramset mig på røven, mens jeg prøvede at finde noget tøj til hende."

"Den lille luder!" Vrissede Maja, som underligt nok virkede som den mest oprevne af os tre. Mia tog det rimeligt pænt, når man tænker å, at hendes fine middag var røget i vasken, og hun lige havde fundet ud af, at Henrik havde været hende utro med sin 18 årige niece.

"I må ikke sige det her til nogen." Sagde Mia, med lavmælt stemme. "Men det er ikke første gang, at Henrik har været mig utro. Det er dog første gang han har løjet om det."

"Hvad?" Spurgte Maja og jeg i kor.

"Han siger, at han godt kan li' et kneppe unge piger, at det bare er sådan han er, og at det ikke har noget med mig at gøre." Forklarede Mia. "Det er bare et behov han har. Men han er nu stadig en sød og dejlig mand, og han er også fantastisk i sengen, når han er sammen med mig."

"Så du acceptere det bare?" Rasede Maja, som var blevet helt rød i hovedet.

"Nej, det gør jeg ikke, men jeg kan jo ikke lave om på ham." Sagde Mia roligt. "Han virker altid som en rolig og hensynsfuld mand, men inders inde er han et vildt dyr. Det er derfor han er så succesfuld. Det er den ild, som driver ham frem i verden. Vidste I, at han tjente over ti millioner kroner sidste år?"

"Nej!" Svarede Maja og jeg, som begge var ved at tabe uderkæben.

"Det gjorde han. Han har gjort lynkarriere, og han investere på børsen. Han er kanon dygtig, og han er aldrig tilfreds. I har jo også set hvor muskuløs han er. Han træner meget i fitnesscentret, og han både løber og svømmer. Han er aldrig tilfreds. Hurtigere, større, rigere, det er hans motto. Han har ild i røven, og den ild kommer af hans begær efter magt, rigdom kvinder. Det vil jeg ikke ødelægge – det kan jeg ikke. Så vil han ikke være den mand jeg elsker længere."

Maja og jeg så på hinanden. Jeg vidste snart ikke, hvad jeg skulle tænke. Jeg kunne godt forstå Mias argumenter, men jeg har aldrig kunnet acceptere utroskab. Det er simpelthen imod min natur.

"Hvordan kan du leve med det?" Spurgte Maja. "Altså at vide, at han render rundt og knepper andre piger?"

"Jeg prøver for det meste, at lade være med at tænke på det." Svarede Mia. "Jeg koncentrere mig om, hvordan han er når vi er sammen, og der er han altid vidunderlig. Jeg er også sikker på, at han ville have fortalt mig om hans affære med Signe, hvis I ikke havde været her. Det var også forkert af mig, at konfrontere ham på den måde."

"Nej, det var sgu da helt i orden." Sagde Maja. "Han burde ikke lave sådan noget med sin egen niece. Og hvad bilder hun sig ind, den lille tøjte, sådan at lægge an på din mand og en af dine bedste veninder?"

"Hun tænker åbenbart ikke på andet end sex." Konstaterede jeg. "Og hvis jeg ikke havde gjort noget, havde hun vimset rundt i en lille bitte lyserød bikini hele aftenen. Jeg bryder mig ikke om den måde, hun spiller op til alt og alle på. Hvis vi skal have fred, må vi have hende ud af huset med det samme."

"Det går Henrik aldrig med til." Protesterede Mia.

"Hvorfor ikke? Du ved, at han løj for dig. Du ved, at han kneppede hende." Sagde Maja opstemt. "Du har hans nosser i en skruetvinge. Du kan sætte en stopper for hans renden efter andre tøser, hvis du bruger det her fornuftigt!"

"Som sagt hverken kan eller vil jeg lave ham om. Vi har begge brug for hans vildskab, hvis vi skal have succes her i verden." Sagde Mia. "Men det ville nu være skønt, hvis vi kunne bruge den vildskab på en anden måde... og samtidig komme af med Signe."

Jeg bed mig selv i læben, da det gik op for mig, hvad hun sagde – jeg var sikker på, at jeg havde misforstået hende. Hun kunne da vel ikke mene.... nej, det var absurd, og hvis jeg spurgte, ville jeg bare gøre mig selv til grin.

"Mener du det, jeg tror du mener?" Spurgte Maja endeligt, med et bredt smil på læberne. Jeg havde set det smil før. Hun brugte det kun, når hun var virkeligt vred på nogen, og følte at hun havde krammet på dem.

"Ja, det tror jeg. Det tror jeg sgu jeg gør!" Udbrød Mia, næsten lette. "Og hvorfor ikke? Det er jo hende, som kommer her og laver ballade. Det er jo den lille luder, som går og lægger an alt og alle."

"Lad mig sige det med det samme." Indskød Maja, med en ophidset stemme. "Der er ingen som kan li' hende. Ingen. Fyrene acceptere hende kun, fordi hun er lækker. Hvis de engang kneppede hende, ville de totalt miste interessen for hende. Hun er jo bare en dum teenagetøs."

Jeg kunne næsten ikke tro det jeg hørte. Jeg mærkede et voldsomt sug i maven, og hele værelset drejede rundt. Det føltes uvirkeligt. Det kunne ikke være sandt det her. Mine bedste veninder kunne ikke sidde her, og beslutte at slå en ung pige ihjel. Jeg kunne slet ikke fatte det. Et øjeblik var jeg lige ved at storme ud af døren, men jeg tvang mig selv til at blive stående. Jeg måtte tænke. Signe var derinde i stuen, ved de andre – blandt andet min egen mand. De sad sikkert og gloede på hende, og fantaserede om hendes unge krop. Hun havde raget på mig og lagt an på mig. Jeg hadede og foragtede hende, det gjorde jeg virkeligt. Alligevel skammede jeg mig en smule, da det gik op for mig, at jeg ikke ville have noget imod... at hun forsvandt.

"Hun stak af fra sin egen fødselsdagsfest i går, ikke?" Spurgte jeg.

"Jo." Svarede Mia.

"Har hun ringet til sin far i dag? Eller har I kontaktet ham?" Spurgte jeg videre.

"Nej. Signe ville vente til i morgen." Svarede Mia. Et smil bredte sig på hendes læber, som havde hun allerede regnet ud hvor jeg ville hen. "Hun sagde, at hendes far var vant til at hun stak af, og at hun ville have at han skulle blive en smule bekymret, før hun ringede hjem. Hun sagde, at hvis hun ringede hjem for tidligt, så ville hendes far ikke tage det alvorligt."

"Ingen aner hun er her." Sagde Maja, og formulerede dermed den tanke vi åbenbart alle havde tænkt. "Ingen andre end os her i huset!"

"Men hvordan får vi dem alle sammen med på den?" Spurgte Mia.

"Jeg har en idé." Sagde jeg, og mærkede en sitren gå igennem min krop, som var en blanding af nervøsitet op ophidselse. Pludseligt følte jeg mig så tændt og levende som aldrig før. Jeg har altid været en god pige, men nu have jeg besluttet mig for at gøre noget uartigt. Noget rigtigt uartigt! "Jeg har en idé!"

Næste afsnit...

Tilbage til Historier