Mit første mord

Del I


En novelle af Vibeke
Det var den Lørdag, hvor Mia og Henrik havde inviteret os på besøg igen for at sætte de sidste rester af Signe til livs, at Gourmetklubben officielt blev til. Mia havde lavet en fantastisk pigekølle af Signes ene ben, nogle lækre karbonader af hendes mavemuskler, samt nogle gode bøffer af hendes lægmuskler – og denne gang var intet gået galt. Vi spiste alle til vi var lige ved at revne, og da vi havde skyllet den sidste bid ned, foreslog Peter at vi gjorde pigekød til et fast tema i vores madklub.

"Vi mødes jo så sjældent, og det er altid så hyggeligt, så det er næsten synde ikke at lave mad af det aller bedste kød vi kan skaffe." Sagde han. Der var lidt snak rundt om bordet, men til sidst var vi alle enige. Vi blev også enige om, at Peter og Mona skulle stå for den næste madaften. Mona så noget bekymret ud ved tanken, men det lykkedes heldigvis Peter at overtale hende.

"Find en ung kvinde." Sagde Maja, og smilede lumsk. "Jeg vil se en ung kvinde dø."

"Ja, det nød du godt nok, din gamle gris!" Fnisede Mia.

"Årh, du nød det sgu da også selv." Konstaterede Maja, og gav Mia et venskabeligt puf på skulderen. "Og hvem kalder du gammel? Jeg har aldrig følt mig så levende, som jeg gjorde den aften!"

"I middelalderen var der faktisk dem som mente, at man blev yngre ved at spise kødet eller drikke blodet fra unge kvinder." Fortalte Peter. "Det er den slags overtro vampyrhistorierne stammer fra."

"Overtro og overtro." Klukkede Maja. "Hvem ved?"

Tre uger efter mødtes vi alle hos Peter og Mona, som også bor i en stor villa i Hellerup, med udsigt over stranden og Charlottenlund Fort. Det var stadig sommer, og dejligt lyst og lunt, da vi samledes til velkomstdrinks på terrassen ude i deres baghave.

"Nå, har I sørget for kødet til i aften?" Hørte jeg Karina spørge, da vi alle stod og snakkede om løst og fast. Jeg stod ikke så langt fra Peter, og det var ham hun havde spurgt.

"Ja, klart. Hun er nede i kælderen. Vi har ikke aflivet hende endnu." Forklarede han. "Jeg ved godt, det betyder at vi kommer til at spise ret sent, men jeg mente det var det værd. Så alle kan se hende dø, mener jeg."

"Ja, det lyder som en dejligt måde, at samle en god appetit på." Sagde Maja, som også havde hørt hvad Karina og Peter snakkede om, og straks var gået over til dem. "Hvem er hun?"

"En pige jeg fandt nede på klinikken." Forklarede Peter. Peter er også læge, ligesom min mand Mikkel, men han arbejder på en privatklinik, hvorimod min mand arbejder på Rigshospitalet. Flere af de omkringstående havde også hørt hvad Peter snakkede om, for snart stod vi alle og lyttede til ham. Peter fortsatte.

"Jeg var faktisk svine heldig, for nu at sige det lige ud. Pigen, som forresten hedder Katja, kom ned på klinikken for fire dage siden. Jeg var lige ved at lukke, så der var ikke andre patienter, og min sekretær var gået hjem. Katja forklarede, at hun skulle til et stort aerobic stævne næste dag, og at hun havde ondt i den ene skulder – om jeg ikke havde noget, som kunne tage smerten? Hun havde kun et par stramme cykelshorts på, og en af de der korte T-shirts som er så moderne blandt unge mennesker, I ved, hvor man kan se det meste af maven. Hun havde en flot, flad mave, og nogle rigtigt velformede ben, så jeg kunne straks se, at der var noget rigtigt godt, magert kød på hende. I stede for en smertestillende indsprøjtning, gav jeg hende en god gang bedøvelse, lagde hende ud bag i bilen, og tog hende med hjem. Så let var det."

"Det lyder jo spændende!" Hujede Maja. "Men du sagde fire dage, ikke? Har hun så bare siddet alene nede i kælderen, eller har I... du ved, leget med hende?"

"Det er vidst en sag mellem min mand og mig!" Grinede Mona, som smilede veltilfreds. Faktisk så hun gladere ud, end jeg nogensinde har set hende før. Hun er ellers en af den slags forsigtige, stille, lettere neurotiske typer, som aldrig rigtig ser ud til at de nyder noget som helst - men i dag strålede hun.

"Hvem skal have æren af at aflive hende?" Spurgte Lars, med et slet skjult håb i stemmen.

"Jeg syntes faktisk, at Vibeke fortjener den ære." Sagde Peter. Lars så lidt utilfreds ud. Jeg mærkede en kriblen brede sig i hele min krop.

"Mig?" Sagde jeg overrasket.

"Ja, dig, Vibeke." Insisterede Peter. "Det var din idé at udnytte og dræbe Signe. Hvis det ikke var for dig, havde vi aldrig fået det vidunderlige måltid."

De andre par klappede og tilsluttede sig Peters forslag. Jeg kunne næsten ikke tro mine egne øre. Mit hjerte hamrede vild og voldsomt, og jeg kunne mærke sommerfuglene gå helt amok i min mave. Jeg skulle dræbe Katja! Kunne jeg virkeligt få mig selv til det? Jeg mener, Henrik havde aflivet Signe, og hun havde helt sikkert fortjent at dø. Men hvad med Katja? Hun var jo helt uskyldig – kunne jeg få mig selv til det?

"Jamen hvis folk er færdige med deres velkomstdrinks, skal vi så ikke gå ned og kigge på hende?" Sagde jeg, med skælvende stemme og rystende hænder. Dem som stadig havde noget i glassene, hævede dem til en sidste skål, drak ud og gik ind gennem terrassedøren, ind gennem stuen, ud i hallen, og ned af trappen til kælderen.

Peter ledte os hen til en massiv egetræsdør. Han fandt en nøgle i sin lomme, og satte den i låsen.

"Pas på. Hun er ikke bundet." Sagde han, før han drejede nøglen, og skubbede døren op. Alle de gæster, som stod i nærhede af døren, kom med anerkendende kommentarer, da døren gled op. Inklusiv mig selv, for sjældent havde jeg set sådan et pragteksemplar af en ung kvinde.

Kælderrummet var indrettet som motionsrum, og nu jeg tænker tilbage, kan jeg faktisk godt huske, at Mona engang nævnte at de havde motionsrum i kælderen. Der stod nogle maskiner og bænke, og der var spekjle på væggene. Hele rummet var oplyst af kraftige lysstofører. Men det som fik alle til at måbe, var den dejlige pige, som sad og trænede på en af bænkene.

Hun var høj og slank, og lige så veltrænet som Peter havde beskrevet. Hun var iført en grøn trusse og top, og hendes hud glinsede af sved. Hun var åbenbart godt i gang med at træne. Hun kiggede forvirret op på os, da vi alle defilerede ind i rummet, og stillede os i en halvbue omkring hende, med ryggen mod døren. Peter gik hen til hende.

 "Ja, mine damer og herre, det er så Katja." Sagde han til gæsterne. "Hun har boet her i fire dage, mens jeg har hjulpet hende med at komme sig efter hendes skade. Hun har levet på en diæt af frugt, ferskenjuice og urtete, for at rense hendes krop for eventuelle urenheder, og hun har trænet fem timer hver dag, for at holde sig i form."

"Hvem er alle de mennesker?" Spurgte Katja, og nikkede ud mod os.

"Det er mine venner og lægekolleger. De er kommet for at beundre resultatet af din genoptræning, Katja." Forklarede Peter. "Du er jo ved at være helt rask igen, så jeg vil snart lade dig gå igen. De skal bare lige undersøge dig først."

"Ja, jeg ville bare have noget mod mine smerter, fordi jeg havde lidt ondt i skulderen op til et stævne." Sagde Katja, nu henvendt til os. "Og det næste jeg ved er, at jeg er i denne her kælder sammen med Mona og Peter, og de fortæller mig, at jeg ikke skal til stævnet, men i stedet skal genoptrænes. Da jeg sagde, at jeg ville hjem, nægtede de at lade mig gå. Jeg er selvfølgelig glad for at smerterne er væk, men man kan sgu da ikke bare tvinge folk på den måde, kan man?"

"Nogle gange ved patienten ikke, hvad der er bedst for dem." Konstaterede Mikkel, og kløede sig på hagen, som han altid gør, når han snakker arbejde. "Peter vurderede nok, at et stævne ville være for belastende for dig, men at du samtidig var så opsat på at deltage, at han ikke kunne tale dig fra det. Han bragte dig hertil for din egen skyld, så du ikke lod din konkurrenceiver gøre din skade værre."

"Ja, det kan jeg godt se, men jeg troede bare ikke man kunne gøre sådan noget." Sagde Katje, og rejste sig fra bænken. "Nå men kan jeg så gå nu?"

"Ja, om lidt, Katja. Vi skal bare lige have undersøgt, om du nu også er helt i topform." Sagde Peter, og smilede ud til os gæster. "Derfor må jeg bede dig om at tage tøjet af."

"Hvad? Foran alle dem?" Protesterede Katja.

"Ja, kom nu i gang." Beordrede Peter. "Jo før du gør det, jo før kan du komme hjem til din familie igen."

"OK." Sagde Katja lavmælt, og trak stropperne af sin top ud over sine skuldre. Hun samlede sky armene foran brystet, og lod toppen falde til jorden, uden at fjerne armene.

"Vi skal kunne se dig, Katja, ellers nytter det ikke noget." Insisterede Peter. "Kom så, spred dine arme, så vi kan se."

"Men det har jo ikke noget at gøre med..." Startede Katja, men blev afbrudt af Maja.

"Hold nu op med det pjat, Katja, og gør som der bliver sagt!" Kommanderede Maja, med en påtaget streng stemme – dem af os som kendte hende godt, kunne tydeligt se at hun måtte kæmpe for at holde latteren tilbage.

Katja adlød, og der lød begejstrede tilråb fra alle gæsterne. Jeg kunne heller ikke holde mig tilbage, for Katjas barm var simpelthen fantastisk. Hendes bryster var mindst et nummer større end Signes, og de struttede lige ud i luften. De var helt sikkert dejligt faste. Mine tænder løb i vand, da jeg tænkte på hvor vidunderligt Signes bryster havde smagt – Katjas kunne næsten kun være endnu bedre.

"Wow, sikke nogle bryster." Sagde jeg, og gik hen ved siden af Katja, så jeg kunne se endnu bedre. Hun duftede dejligt. Selv om hun var svedig, duftede hun friskt. Det var nok frugtdiæten, tænkte jeg.

"Øh, tak." Stammede Katja forvirret. "Er du læge?"

"Nej, det er jeg ikke, men jeg kan genkende en smuk barm når jeg ser den." Sagde jeg. Det var ophidsende at være så tæt på Katja, at tale med hende, dufte hende, høre hendes stemme. Jeg skulle jo dræbe hende, men jeg havde lyst til at lære hende bedre at kende, så jeg vidste hvilket menneske, jeg skulle gøre en ende på.

"Du skal også smide dine trusser." Kommanderede Peter.

"Men..." Udbrød Katja, og skjulte atter sine bryster med sine hænder. Jeg udnyttede muligheden, greb lynsnart fat i kanten på hendes trusser og flåede til. Trusserne gled ned, og endnu engang kom der anerkendende kommentarer fra de andre gæster – for Katjas unge fisse var barberet, og hendes skamlæber var runde, smukke og opsvulmede.

"Hvad gør I!" Hylede Katja, og bukkede sig ned for at trække sine trusser op igen, men Peter grab fat om hende med begge hænder, og holdt hende i et bjørnegreb. Katja hylede videre. "Nej, hvad fanden er det for noget det her! I er slet ikke læger, er I?! Jeg vil hjem! Jeg vil hjem nu!"

"Nej, vi er ikke alle sammen læger." Klukkede jeg, og mærkede den kriblende fornemmelse i min mave brede sig til hele kroppen – nu skulle det snart ske. Nu skulle jeg snart have afgjort, om jeg havde nosserne til det. "Peter og Mikkel der er læger. Vi andre er bare... deres gæster."

"Ja, Mona og Peter har inviteret os over til en dejlig middag." Klukkede Maja.

"Og du står på menuen, kære Katja." Konstaterede jeg. Katja stirrede forvirret op på mig.

"Hvad mener du?!" Hylede hun.

"Det jeg mener er, at din dejlige, veltrænede ungpigekrop indeholder en masse skært og magert kød." Forklarede jeg, tog fat under Katjas hage og stirrede ind i hendes store, blå øjne. "Det kød skal vi nyde i aften, Katja. Først skal vi nyde det, mens du stadig er i live. Og når vi så har dræbt dig, skal vi nyde det som mad. Forstår du?"

"Nej! Det kan I ikke mene!" Protesterede Katja, og prøvede – uden held - at vride sig løs af Peters faste greb. "Det er jo sindssygt! Lad mig gå! Jeg kræver, at I lader mig gå!"

"Så kommer vi jo til at gå sultne i seng." Grinede jeg. "Og det er der vidst ingen af os som har lyst til!"

Næste afsnit...

Tilbage til Historier