Mit første mordDel II En novelle af Vibeke | |
| Vi slæbte Katja ned til bagvæggen, hvor der stod endnu en bænk. Vi stillede bænken op af en ribbe, stillede Katja op af bænken, og bandt hendes håndled fast til en ribbe over hendes hoved med et sjippetov. På den måde stod hun lænet op af bænken, med hænderne over hovedet, og sine herlige bryster strittende lige ud i luften. "I kan ikke gøre det her! I kan ikke!" Hylede Katja, så hendes stemme blev helt hæs og rå. "Vi både kan, vil og gør det, kære Katja." Grinede Maja. "Hvorfor benægte fakta? Du er et dejligt stykke kød, og vi slagter dig og spiser dig. Du kan ligeså godt erkende det. Dit liv er forbi, men din død bliver ikke forgæves. Jeg er sikker på, at din veltrænede krop indeholder en masse dejligt, magert og mørt kød. Du vil blive til et festmåltid, min kære." "Jamen jeg er ikke et dyr! Jeg er et menneske!" Snøftede Katja hysterisk. "Mennesker er også en slags dyr." Konstaterede Mikkel, og kløede atter sin hage. "Som du nok ved, nedstammer vi fra aberne, og vi er også tæt i familie med svin. Det er derfor, man kan transplantere organer fra grise til mennesker. Der er ikke nogen væsentlig forskel på svinekød og menneskekød." "Men jeg er sgu ikke et svin." Hulkede Katja. "Jeg er et menneske. Jeg har følelser og tanker og drømme. Jeg vil ikke dø. I kan ikke gøre det her. Det er forkert, kan I ikke se det?!" "Jeg vil ikke kede dig med referencer til videnskabelige artikler, Katja, men vi ved faktisk, at svin både har drømme og følelser." Blev Mikkel ved. "Og hvis du nogensinde har besøgt et svineslagteri, og hørt hvordan dyrene skriger når de føres op til slagtebænken, så ville du vide, at de bestemt heller ikke er begejstrede ved udsigten til at skulle dø." "I har nok regnet det hele ud, hva'?! Men I har ikke ret til at gøre det her, lige meget hvad I siger!" Brølede Katja frustreret. "Men hvis det er helt i orden at dræbe og æde mennesker, hvorfor er det så lige MIG som skal dø? Hvorfor ikke en af jer?" "Vi kender alle sammen hinanden. Vi er venner. Dig, derimod, har vi intet forhold til." Forklarede Peter, mens han sparkede Katjas ben ud til siden, så hun nu hang i sine håndled ned af træningsbænken. "Og du kom til min klinik uden at bestille tid. Ingen så dig komme. Ingen har ringet til mig, for at høre om jeg har set dig, selv om du har været meldt savnet i næsten tre dage. Ingen ved du var på min klinik, ingen ved du er her, og ingen vil nogensinde finde ud af hvad der skete med dig." "Åh Gud, I har gjort det her før, har I ikke?!" Hylede Katja, mens hun kæmpede for at få fodfæste igen. "Jo, det har vi. Vi slagtede en sød, smuk 18 årig pige i sidste måned. Og nu er det så din tur." Grinede Peter, mens han løsnede sit bælte, og knappede sine bukser op. "Nej... nej!" Snøftede Katja. Hun havde opgivet kampen om at få fodfæste, og at dømme efter udtrykket i hendes øjne, var hun lige ved at opgive håbet. Så fik hun pludseligt øje på det store, sive lem, som stod ud fra gylpen i Peters bukser. "Åh nej, nej, nej! Hvis I absolut vil dræbe mig, så gør det dog hurtigt og med det samme! Lad mig ikke lide, og voldtag mig da for Guds skyld ikke! Lad mig dog dø med bare en smule værdighed!" "Katja, Katja, Katja." Sagde jeg, lænede mig ind over hende, og kyssede en tåre af hendes kind. Hendes kind var varm, og hendes tåre salt. "Du er en smuk pige, og du skal snart dø. Om nogle timer, er din dejlige krop ikke andet end et skelet, og mad i vores maver. Så kan ingen nyde din krop mere. Hvis det skal være, så skal det være nu. Hvorfor skulle vi snyde os selv for sådan en dejlig oplevelse?" "I er simpelthen forfærdelige!" Hulkede Katja. "Man kan sgu da ikke udnytte folk på den måde!" "Som sagt, vi både kan gøre det, og vil gøre det." Affejde jeg hende, mens den intense kriblen i min krop blot blev stærkere. "Men hvis du tager dig lidt sammen, og prøver at acceptere din skæne, så vil du også kunne få noget ud af det, Katja. Jeg skal nok sørge for, at du får mulighed for at få orgasme." "Når man får orgasme, så bliver der faktisk frigjort en masse stoffer i kroppen, herunder endorfiner." Forklarede Mikkel. "De virker næsten ligesom morfin, altså både beroligende og smertestillende. Hvis du giver dig selv lov til at få orgasme, så vil din død både blive lettere og mindre smertefuld." "Jamen... jeg vil... slet ikke.... dø" Hviskede Katja. "Men det skal du, så slut med alt det nyttesløse snak." Sagde Peter, og tog et skridt hen til Katja, så han stod mellem hendes spredte ben. Han lænede sig fremover, til hans pik pressede mod Katjas svulmende skamlæber. Hun klynkede af skam. Så pressede han sit lem ind i hende, mens han brølede af fryd. "Åh Gud hvor er du varm og stram! Og våd! Ja, du er sgu våd, Katja!" "Hvad pokker, kan hun li' det?" Klukkede Maja. Vi bøjede os ned på hver side af Katja, så vi kunne se hendes fisse helt tæt på. Den var god nok. Peter pumpede lød i hende, og hendes fisse smaskede af fugtighed. Snart løb der dråber af klar fissesaft ned at hvert af hendes lår. Katja havde lukkede øjne, og hulkede opgivende. "Vi ved godt, at du hader os. Vi ved godt, at du ikke vil dø. Vi ved godt, at det her sker mod din vilje, Katja." Hviskede jeg i Katjas øre. "Du behøver ikke holde fast i din skam. Vi har fattet, at du ikke bryder dig om det her. Du beviser ikke noget med dine tårer. Hvis jeg må få lov til, at give dig et aller sidste venskabelig råd her i livet, så er det: Giv slip på din skam, og tag imod den sidste nydelse, som din krop er i stand til at nyde. Ingen vil dømme dig, og ingen får noget ud af, at du forspilder denne sidste chance for glæde." | Hun åbnede øjnene, blinkede de værste tårer væk, og vendte så ansigtet langsomt imod mig. "Jeg hader jer." Hviskede hun. Jeg nikkede. "Jeg vil ikke dø." Hviskede hun. Jeg nikkede igen. Hun stirrede ind i mine øjne i et par sekunder, mens tårerne næsten fossede ned af hendes kinder. "Tak." Hviskede hun endeligt, drejede hovedet tilbage i lige stilling, og lukkede øjnene. Snart blandedes hendes ophidsede stønnen med Peters glædesbrøl. Jeg følte en enorm indre glæde og varme, næsten en slags tilfredsstillelse. Ikke bare fordi jeg havde hjulpet hende, men fordi det gav mig en slags tro på, at vi alle kan finde en slags glæde i døden, hvis bare vi prøver. Enden på livet behøver ikke være ren smerte og angst. Katja havde bevist, at selv når vi står overfor den ultimative angst og smerte, så kan vi vælge at fokusere på glæden, hvor svært det end må være. Det varede ikke længe, før Peter brølede i orgasme. Han hamrede sit lem ind i Katja, så hans sæd sprøjtede ud af hende, og fossede ned af hendes lår. Først da kiggede jeg ud på de andre gæster. De havde alle sammen fundet sammen i par, mand og kone, og brugte de mange bænke, ribber og maskiner i motionsrummet til at dyrke sex på. Kun Mona, hvis mand jo var optaget af Katja, og min egen mand Mikkel, stod og så på. "Mona, kommer du ikke over og slikker din mands elskovssaft af Katjas fisse?" Spurgte jeg, da Peter stønnende og skælvende trak sig ud af Katja. "Jeg er altså ikke til piger." Sagde Mona, med en let afsky i stemmen. "Men jeg ved du er vild med oralsex, Mona." Insisterede jeg. "Og det er jo din mands sæd. Vil du ikke nok være sød at slikke det af, og sørge for at Katja får orgasme?" "Kom nu, Mona." Opmuntrede Peter hende. "Det kunne da blive en spændende oplevelse for dig, og jeg vil meget gerne se dig slikke hende." "OK, så prøver jeg." Fnisede Mona, med en velvillighed som fortalte mig, at hendes oprindelige modstand mod idéen blot havde været skuespil. Hun havde lyst til det, det kunne jeg mærke på hende. Hun gik hen til Katja, og satte sig på hug mellem pigens ben. Jeg trak op i min nederdel, og vinkede Mikkel hen til mig. Han lagde hånden på mit blottede lår, og lod den glide op under min nederdel, til den ramte mine drivvåde trusser. "Knep mig!" Stønnede jeg. Det lod han sig ikke sige to gange – han trak min nederdel og trusser ned, bukkede mig forover, lynede sine bukser op, og hamrede sit store, skønne pik ind i mig bagfra. Jeg stod, så jeg kunne se Mona arbejde på Katjas unge fisse, hvis skamlæber var opsvulmede til bristepunktet, og jeg kunne mærke min dejlige mands hårde lem inde i mig. Jeg tror aldrig før, jeg havde oplevet så total en ophidselse! Monas lange, smidige tunge spillede ud og ind som en slange, mens den slikkede fissesaften og sæden af Katjas lår. Så fandt den op til hendes skamlæber, så blev slikket godt og grundigt, før den endeligt pressedes ind i hendes varme, våde åbning. Katja brølede af glæde, mens Monas tunge for skiftevis op i hendes åbning, og rundt om hendes klitoris. Mona havde presset sin egen hånd ned i sine bukser, hvor hun tydeligvis gnubbede sig selv, så godt som hun overhovedet kunne. Andre glædeslyde blandedes sig med Katjas og Monas, mens alle i rummet langsomt nærmede sig seksuel ekstase. Det var som stønnede vi med én stemme, som elskede vi med én krop, som følte vi én glæde. Snart rungede ophidsede orgasmeskrig gennem rummet, da alle kom, næsten som med et. Mine knæ var blevet så svage af min orgasme, at jeg var faldet om på gulvet. De jeg endelig genvandt fatningen, rejste jeg mig op, og kiggede rundt i rummet. Alle var udmattede, og lå og sad rundt om på bænkene, eller på gulvet. "Pyha, sikke en omgang!" Sagde jeg højt, så alle kiggede op på mig. "Men jer i ihvertilfald sulten, og vi skal jo første have lavet maden, før vi kan spise." Katja kiggede over på mig, med en resigneret vished i øjnene. Hun vidste hvad der snart skulle ske. "Hvis der ikke er nogen som vil have en tur med Katja?" Spurgte jeg ud i rummet. Alle rystede på hovederne. De var tilfredsstillede, og sikkert lige så sulte som mig selv. "Nå men så vil jeg udføre den opgave, som I har pålagt mig." Sagde jeg, og vente mig mod Katja. "Åh Gud, nej!" Sukkede hun, mere opgivende end trodsigt. "Desværre, Katja, tiden er kommet." Sagde jeg, og tog et sjippetov op fra gulvet. Mit hjerte hamrede. Jeg kunne mærke sveden i mine håndflader. "Jeg bliver nødt til at dræbe dig nu." Næste afsnit... |