Mit første mordDel III En novelle af Vibeke | |
|
"Nej. Nej. Nej." Hulkede Katja, mens jeg viklede sjippetovet et par gange rundt om hendes hals. Hendes stemme var svag og opgivende, som havde hun for længst opgivet håbet. Det var godt, tænkte jeg, for hun havde intet tilbage her i livet. Jeg havde besluttet mig. Jeg ville gøre det.
"Sådan, lille skat." Sagde jeg, og kyssede hende på hendes varme pande. "Så er det forbi. Jeg håber, du ikke vil lide alt for meget, for jeg syntes faktisk, at du har været en sød og tapper pige. Men vi skal jo spise, Katja."
"Åh Gud!" Hulkede hun. "Jeg kan ikke fatte det. Jeg kan ikke fatte, at det hele bare er forbi! Jeg er kun 18 år! Jeg troede, at jeg havde hele livet foran mig!"
"Desværre, sådan skulle det ikke blive." Sagde jeg, og trak sjippetovet ind bag en af ribberne bag Katjas hals, så hun ville blive kvalt, når jeg om lidt trak i det. "Så er jeg klar, Katja. Hvad med dig?"
"Jeg bliver aldrig klar til det her!" Tudbrølede hun. Så fattede hun sig, og fik kontrol over sin angst. "Men vi kan vel lige så godt få det overstået, hvis det ikke kan være anderledes."
"Du er virkelig en fantastisk modig pige, Katja." Sagde jeg oprigtigt, mens jeg viklede enderne af sjippetovet rundt om mine hænder. "Men nu skal du altså dø, lille skat!"
Katja lukkede øjnene og bed tænderne sammen, som ville hun undertrykke sin angst og smerte. Jeg trak i sjippetovet. Det blev langsomt strammet om Katjas hals. Jeg lænede mig tilbage, så hele min vægt blev brugt til at trække. Katja gurglede og hostede et par gange, før hun blev tavs. Jeg havde lukket for hendes luftrør. Nu var det bare et spørgsmål om tid, før hendes liv stoppede.
"Åh Gud, sikke en pige!" Udbrød Maja. "Sikke et mod!"
"Ja, det klarer hun virkeligt flot." Konstaterede Peter. "Jeg har set flere mennesker nærme sig døden, men hende her er virkeligt noget særligt."
Katja åbnede øjnene og kiggede rundt i rummet, som ville hun kaste et sidste blik på de mennesker, som havde dømt hende til døden. Hendes øjne var hverken bedende eller fyldt med vrede, det eneste som lyste ud af dem var en dyb og alt fortærende sorg.
"Det stakkels, stakkels væsen!" Sukkede Maja betaget.
"Hvad tror I, hun tænker på?" Hviskede Karina forsigtigt, som var hun bange for at forstyrre Katjas ubønhørlige rejse mod døden. "Det er næsten som om hun accepterer det?"
"Det tror jeg nu ikke." Sagde Mikkel. "Hun ønsker af hele sit hjerte, at få lov at leve. Men hun har erkendt, at det ikke vil ske. Normalt ser man kun den erkendelse hos ældre mennesker, som har været syge i længere tid. At se sådan et ungt, smukt og spillevende væsen, nå frem til den erkendelse på så kort tid, er virkeligt et særsyn. Men det er det bedste der kan ske. Det gør det bare så meget lettere for hende."
Mens de andre stod og snakkede, havde Katja ladet blikket glide op på mig. Hun stirrede op i mit ansigt, mens hendes eget ansigt langsomt blev rødt, og hendes veltrænede krop begyndte at ryste. Hendes øjne var store og blanke, og de blå irisser funklede som to safirer.
Det var som blev jeg hypnotiserede af de øjne. Aldrig har jeg set en sådan intensitet og inderlighed, i et andet menneskes øjne. Man siger at øjnene er sjælens spejl, og i det øjeblik forstod jeg sandheden i den gamle talemåde. Det var som om, jeg kunne se hendes drømme, hendes håb, alt det hun ønskede sig af livet. Karriere, venner, familie, succes, oplevelser, dans, latter, al den herlighed og glæde, som livet kan byde på. Jeg så det hele derinde bag de blå øjne, jeg så det hele blive opslugt af rædslen og glemslens mørke, mens Katjas dejlige, purunge krop vred sig i dødssmerter og krampe.
Havde jeg ondt af hende? Ja for pokker! Jeg har aldrig følt sådan en sympati med et andet menneske, og af den sympati fulgte empatien. Jeg kunne mærke hendes smerte, hendes sorg og hendes rædsel. Det var grusomt og hjerteskærende, men samtidig så intenst, at jeg ikke kunne give slip. Jeg måtte have mere! Jeg måtte opleve det hele – jeg måtte få det hele med!
Jeg kunne høre min venner huje og stønne bag mig, da deres ophidselse voksede, i takt med Katjas smerter. Jeg kiggede ikke på dem. Jeg kunne ikke tage øjnene fra Katjas øjne. Vi stirrede på hinanden, vi kunne føle hinandens følelser, læse hinandens tanker. Jeg følte mig som ét med hende, som var vi et lukket kredsløb af rædsel og ophidselse, smerte og glæde. Jæger og bytte, morder og offer, det hele smeltede sammen og blev en forunderlig følelse – en følelse af akut intensitet. En følelse af selve LIVET – forstærket af dødens forfærdelige nærhed.
Katjas krop skælvede voldsomt. Hendes ildrøde ansigt blev langsomt hvidt, næsten grønligt. Der løb lidt savl ud af hendes mundvig. Hun var i intens smerte, men hun fjernede aldrig blikket fra mine øjne. Så rystede hun pludseligt voldsomt, og jeg så hendes blik miste fokus, så hun kiggede på et punkt bag mig. Det var i det øjeblik, at hun forsvandt! Det var i det øjeblik, at hendes livs gnist gik ud! Og jeg så det hele ske, jeg mærkede det, jeg følte det helt ind i min sjæl!
Fem minutter senere stod Peter, Lars og jeg oppe i badeværelset. De andre var gået ud i haven, hvor de var ved at tænde op i den store havegrill, for vi havde bestemt os for, at Katjas dejlige krop skulle grilles som en pattegris. Vi havde bundet et sjippetov om Katjas ben, og hængt hende med hovedet nedad ude i brusenichen. "Så skal vi bare have hende slagtet." Grinede Lars, som havde hentet en stor kødkniv ude i køkkenet. "Først skal vi have blodet ud." Han bukkede sig ned og skar hurtigt halsen over på hende. Blodet fossede ud. Peter tændte for bruseren. Vandet skyllede ned over Katjas velformede krop, blev til en lyserød væske, da det blandedes med hendes blod, før det endeligt forsvandt ud i afløbet. | "Så skal vi have indvoldene ud." Sagde Lars, og pressede kniven mod Katjas mave, lige over hendes brystben. "Har I en spand?" "Øjeblik." Sagde Peter, og forsvandt ud af badeværelset. "Det var en flot henrettelse." Sagde Lars, og smilede til mig, mens vi kunne høre Peter rumstere ude i hallen. "Tak." Sagde jeg og smilede. "Jeg kunne forstå, at du gerne ville have aflivet hende. Jeg skal nok sørge for, at du får lov næste gang." "Tak. Det glæder jeg mig til." Sagde han, med et ansigt som var et stor, lysende smil. Så var Peter tilbage. Han slukkede for bruseren, og stillede spanden foran Katja. Lars hævede atter kniven, og pressede den mod Katjas sarte hun. Den forsvandt ind i hende, og han skar en lang, dyb flænge i hende, fra brystbenet og op til skambenet. Endnu mere blod fossede ud. Peter tog fat i siderne på flængen, og Katjas indvolde kom til syne. Det var lidt væmmeligt, men jeg ville gerne se det. Lars stak kniven ind i flængen, helt nede ved skambenet. Han skar på tværs af flængen, så han på den måde løsnede indvoldene fra anus og vagina. Han stak hånden ind i det blødende sår, og trak til. Indvoldene væltede ud, og faldt ned i spanden med et vådt klask. Så stak han atter hånden ind, og trak de sidste indvolde – hjertet og lungerne - ud. Endnu et knivsnit løsnede lungerne fra luftrøret, og de væltede ned i spanden, som nu var helt fyldt med røde indvolde. "Sådan. Nu er hun klar." Konstaterede Peter. Han tog spanden med indvolde, og bar den bort. Lars og jeg fik Katja ned. Hun var blevet mærkbart lettere, nu hvor blodet havde forladt hende, og hendes indvolde var borte. Det var ikke det store problem, at få hende ud i haven, hvor vi lagde hende på et bord ved siden af grillen. "Sikke en smuk pattegris." Grinede Maja. "Ja, bestemt ikke noget tosset syn." Bifaldt Jens. "Et smukt stykke kød, som fik en smuk død." "Tak." Fnisede jeg. "Hvad gør vi nu?" "Jeg har et grillspyd her." Sagde Mona, og lagde et svært metalspyd på bordet, ved siden af Katjas døde legeme. "OK, lad os få hende om på maven." Sagde jeg, efter at have tænkt et par sekunder. Maja og Jens skubbede på Katjas ene side, så hun rullede om på maven. "Godt." Fortsatte jeg. "Jens og Karina, kan I ikke tage fat om hendes ben?" Jens og Katja tog fat om hvert deres ben. Jeg greb grillspydet og pressede det mod Katjas anus. "Klar?" Spurgte jeg. Jens og Karina nikkede. Jeg pressede til. Spydet forsvandt ind i Katja. Jeg blev ved med at presse, til det ikke kunne komme længere. "Godt. Rul hende så om på ryggen." Sagde jeg, og det lev prompte gjort. Jeg kunne se spyddet gennem flængen i Katjas mave. Jeg havde stadig fat om den frie ende af spydet, og jeg manøvrerede det forsigtigt, til jeg kunne se den spidse ende forsvinde op bag Katjas brystkasse. Så pressede jeg atter til. Katjas hoved vippede bagover, og spidsen af spydet kom til syne i hendes mund. "Bingo!" Hujede Maja. "Det var flot! Man skulle næsten tro, at du havde prøvet det før!" "Tro mig, det har jeg ikke." Grinede jeg, og tog den trisse med ståltråd, som også lå på bordet. Jeg viklede lidt af det ud, stak det gennem Katjas tynde maveskind, og syede flængen i hende til. "Så er hun helt klar!" "Det var virkeligt flot, Vibeke." Sagde Mikkel anerkendende, og kyssede mig i nakken. "Lad os få hende over på grillen." Sagde Lars, og greb fat om den ende af spydet, som stak ud gennem Katjas mund. Peter greb den anden ende, og sammen fik de bakset Katja over på grillen. "Hov! For pokker da!" Brølede Lars, og trådte hurtigt et skridt tilbage, da Katjas hår futtede af i en ildsky. Nogle af de andre gæster småfnisede lidt, og Lars brød også ud i latter. "Nå, men lad os nyde noget god vin, mens Katja bliver klar!" Sagde Mona, som kom ud på terrassen med favnen fuld af rødvinsflasker. Vi fik hurtigt propperne op og fyldt glassene. "Skål for vores dejlige slagter." Sagde Peter, og hævede sit glas mod mig. Jeg rødmede, men hævede med et smil mit glas, både glad og stolt. Peter forsatte. "Jeg syntes, at vi skal udnævne hende til formand, efter den præstation hun levrede her i aften." De andre gæster bifaldt beslutningen, og hævede også deres glas. Sådan gik det til, at jeg blev Gourmetklubbens første formand. Vi nød vinen, aftenens lune og friske luft, samt solens røde stråler, mens den velsignede duft at Katjas kød bredte sig i haven. Hun duftede vidunderligt, og da hendes parterede krop, næsten tre timer senere, lå på vores tallerkner, kunne vi også smage, at hendes kød var endnu friskere end Signes. "Det var en fantastisk idé med den frugtkur." Konstaterede Mikkel, og skar en skive af den spændte, saftige balde, som lå på hans tallerken. "Man kan tydeligt smage det på kødet. Det er helt rent og friskt." "Tak. Jeg syntes også selv, det var en fin idé." Sagde Peter, og stak en bid af Katjas lår i munden. "Fremragende. Simpelthen fremragende!" Istemte jeg. Jeg havde fået et helt bryst for mig selv, og det uendeligt fine kød næsten smeltede på min tunge. Jeg hævede mit glas. "Skål for denne vidunderlige aften, dette vidunderlige stykke pigebarn og for den første aften i Gourmetklubben!" |