Pigebryster og hjerteblod

Del I


En novelle af Vibeke
En lille måned efter grillaftenen hos Peter og Mona, mødtes vi alle hjemme hos Lars og Ursula. Vi var alle godt spændte, for nu vidste vi, at der ventede os en ganske særlig oplevelse. Vi havde alle vænnet os til tanken om, at vi skulle aflive og dræbe en ung kvinde, og vi var alle spændte på at se hvem Lars havde valgt, og hvordan han ville tage livet fra hende.

"Jeg har taget en flaske vin med." Sagde Maja og smilede bredt, da hun rakte Ursula en flaske god Barolo. Hun lænede sig ind mod Ursula, og sagde fnisende. "Så håber jeg, at jeg får lov at være med, når I tager livet af aftenens pige. For I har vel fundet en pige, ikke?"

"Jo, det har vi da." Sagde Lars, og kiggede rundt på os alle sammen. Vi var gået ind i stuen, hvor vi havde fået en velkomstdrink. Alle kiggede på Lars, spændte på hvad han ville sige. Han trak spændingen ud et par sekunder, da han tog en slurk fra sit glas. Så fortsatte han.. "Som I ved er jeg forsvarsadvokat. Jeg har i den seneste tid haft en ung kvinde som klient. Hun er fra Nørrebro, hvor hun har lavet lidt småkriminalitet."

"Vel ikke sædelighedsforbrydelser?" Afbrød Mona. "Hun er vel en ren og sund pige?"

"Ja, bare rolig Maja, hun er ren og sund. Hun blev undersøgt af fængselslægen, da hun røg ind, så jeg ved hun er helt i orden." Fortsatte Lars. "Hun er faktisk en sød og køn pige, som bare er kommet lidt skævt ind på tilværelsen. Nå, men hvorom alting er, så var hun til møde på mit kontor i forgårs, som forberedelse til et retsmøde. Hun var eskorteret af to betjente, som jeg havde bedt vente udenfor mit kontor, da jeg sætter fortrolighed med min klient meget højt."

"Vidste du, at det skulle være hende?" Ville Maja vide.

"Ja, jeg havde planlagt det hele. Lad mig nu fortælle færdig, så kan I altid spørge bagefter." Sagde Lars, med en påtaget irriteret stemme, men jeg kunne se, at han nød pigernes spørgsmål. Han fortsatte. "Under mødet stod der en kande vand på bordet, som jeg forinden havde opløst fem sovepiller i. Mens vi sad og forberede hendes forsvar, blev hun langsomt søvnig. Inden længe sad hun og nikkede. Jeg sagde til hende, at hun bare kunne snuppe en lille lur, så kunne vi fortsætte senere. Hun faldt næsten øjeblikkeligt i søvn."

"Den uskyldiges søvn?" Grinede Peter.

"Ja, hun var helt væk – og ganske uvidende om, hvad der skete med hende." Fortsatte Lars. "Jeg tog fat om hende, og slæbte hendes bevidstløse krop ind i vores arkivrum, som ligger bag kontoret. Jeg bandt hende forsvarligt, og gav hende en gag på, så hun ikke kunne snakke. Hun sov som et barn imens. Så gik jeg tilbage på kontoret, låste døren ind til arkivet, åbnede vinduet ud til baggården, og satte mig ned i min stol. Jeg hældte resten af drikkevandet ud over min skjorte, råbte 'Nej, Nadia, stop!', og sparkede fra på bordet med mine ben, så stolen rullede ind i væggen bag mig. De to betjente stormede ind på kontoret, så det åbne vindue, og forsvandt ud af kontoret igen. Få sekunder efter, kunne jeg høre dem omme i baggården. Nadia var flygtet fra mødet, og blev straks efterlyst af politiet. Jeg arbejdede sent på kontoret den aften, så jeg der var ingen som så, at jeg slæbte Nadia ned i min bil."

"Wow, sikke en historie." Grinede Rasmus. "Så politiet tror, at hun er på flugt?"

"Ja." Sagde Lars, og smilede stolt.

"Fremragende!" Lo Maja. "Jeg har på fornemmelsen, at hun aldrig bliver fundet. Men nu kan jeg snart ikke vente længere. Skal vi ikke snart møde hende?"

"Du er nok utålmodig, hvad Maja." Klukkede jeg. "Men det er jeg sgu også. Lad os se hende!"

"Ja, hvorfor ikke?" Sagde Ursula, og rejste sig fra sofaen. "Hun er oppe ovenpå i gæsteværelset. Bare følg efter mig."

Da vi stod udenfor døren til gæsteværelset, var det som om vi alle holdt vejret. Ursula stod foran døren, ved siden af Lars. Hun rodede i sin lomme, og fandt en nøgle frem. Vi vidste, at vores næste måltid befandt sig bag døren – i form at en ung, spillevende kvinde, som vi nu snart skulle nyde. Jeg tror, at alles hjerter slog lidt hurtigere end ellers. Mikkel stod lige bag mig. Han lagde armen om min mave, og kyssede mig i nakken.

"Mine damer og herre." Sagde Ursula dramatisk, da hun låste døren op. "Nadia!"

Det syn som mødte vores øjne, fik os alle til at smile bredt, for inde på gæstesengen sad den mest bedårende unge pige. Hun havde langt, lyst hår, smukke brune øjne, og glat, lys hud, næsten som marcipan. Hun havde et par sorte trusser på, under en gennemsigtig natkjole, som jeg genkendte som Ursulas. På natboret, ved siden af gæstesengen, stod en tallerken med nogle kærnehuse, blommekerner og tomme appelsinskræller, og ved siden af den stod en stor dunk æblejuice. Nadia havde også været på frugtkuren.

"Hej Nadia." Sagde Ursula, og trådte ind i værelset. Nadia kiggede op på hende og smilede, så de var åbenbart på god fod. Ursula fortsatte. "Men mand hjalp dig med at flygte, men vi ved alle, at du ikke kan blive ved med at være på flugt. De her mennesker er kommet for at hjælpe dig, så du aldrig behøver at flygte mere."

 Det gik op for mig, at de åbenbart havde bildt hende ind, at Lars havde 'bortført' hende fra kontoret, for at hjælpe hende. Hun var ikke bundet, og gæsteværelset så helt normalt ud. Der var endda et vindue, som Nadia kunne være flygtet ud af, hvis hun ville. Hun stolede åbenbart på Lars og Ursula, det kære væsen.

"Hej." Sagde Nadia, og kiggede en smule usikkert ud i gangen, tydeligvis forvirret over at se alle de mennesker. Hendes stemme var svag, men lys og rund, og meget behagelig at høre på.

"Træd endeligt indenfor." Sagde Lars, og gik ind i gæsteværelset. Vi fulgte alle efter, og stimlede sammen rundt om sengen. Lars og Ursula satte sig ned ved siden af Nadia.

"Du behøver ikke være genert, Nadia. De er alle vores venner. Du kan stole på dem. De er her for at hjælpe dig." Sagde Lars, og lagde en beroligende hånd på Nadias skulder. Nadia fremtvang et genert lille smil. Lars nikkede opmuntrende. "Ja, bare slap af, Nadia. De er her for at hjælpe dig. Men først vil jeg bede dig fortælle lidt om dig selv. Hvem du er, hvad din baggrund er, og hvorfor du er her."

Nadia tøvede, og kiggede genert ned på sengen. Ursula greb hendes ene hånd, og gav den et forsigtigt klem. "Det er OK, Nadia." Sagde hun opmuntrende.

"Jamen... OK så." Startede Nadia, med sin dejlige stemme. Vi stod alle og stirrede på hende, nød hendes smukke krop, hendes dejlige øjne, hendes velformede læber og den søde musik de frembragte. "Jeg hedder Nadia Sofia Hansen, jeg er 18 år og bor sammen med min mor i Nordvestkvarteret. Min far, som er tyrker, blev sendt hjem til Tyrkiet da jeg var helt lille, fordi han ikke ville gifte sig med min mor. Det tog hårdt på hende, og hun begyndte at drikke. Meget. Hun er alkoholiker, og hun ligger hele dagen på sofaen og drikker. Hun skælder mig hele tiden ud. Hun siger, at jeg minder hende om min 'uduelige far', så jeg er så lidt hjemme som muligt."

Mens Nadia talte, var hendes øjne blevet blanke af tårer. Vi var alle så grebet af hendes beretning, at vi stod musestille og lyttede. Ursula lagde armen om Nadias skulder, og klemte hende ind til sig. "Du skal aldrig hjem til din mor mere, kæreste Nadia. Det lover jeg dig. Vi skal nok tage os af dig. Men fortæl om banden. Fortæl om hvorfor Lars måtte hjælpe dig."

Nadia smilede, da hun hørte Ursulas ord. Hun snøftede et par gange, så fortsatte hun. "Jeg begyndte at hænge ud med nogle af de andre unge i kvarteret. De fik mig til... de fik mig til at lave ballade. Ellers ville de ikke have mig med. Jeg måtte stjæle ting til dem, mest fra butikker, men også fra turister inde i byen. Jeg havde ikke lyst, men jeg blev nødt til det. For et par uger siden gik det galt. Jeg ville snuppe en pung fra en ældre dames taske, men hun opdagede mig, og greb fat om min arm. Jeg blev nødt til at skubbe hende væk, for at kumme fri. Hun faldt. Åh Gud, jeg ar bare så forfærdeligt ked af det. Det var ikke meningen at hun... nej, det var ikke meningen."

"Den gamle dame faldt og brækkede både hoften og den ene arm." Forklarede Lars. "Nadia blev anklaget for vold. Der var masser af øjenvidner. Der var intet at stille op. Hvis jeg ikke havde reddet hende, var hun røget i spjældet. Det ville du ikke overleve, Nadia. Jeg kender din type. I spiller seje på gaden, men inden i er i lige så følsomme som alle os andre, ikke?"

"Jo, det er nok sandt." Hviskede Nadia. Så begravede hun ansigtet i Ursulas favn og græd. Ursula lagde begge arme om hende, og pressede den unge pige ind til sig. Nadias stemme var dæmpet af Ursulas kjole, men vi kunne alle tydeligt høre hendes desperate hulken. "Det var ikke med vilje, det sværger jeg, det var ikke med vilje. Jeg vil ikke i fængsel. Hjælp mig, jeg vil ikke i fængsel!"

Vi så alle sammen rundt på hinanden. Jeg tror, at alle var blevet grebet af Nadias historie, og vi havde alle ondt af den stakkels pige. Samtidig mindede hendes historie os om, hvor heldige vi har været i livet. Vi kommer alle fra gode, velhavende og velfungerende familier. Vi bor i vores store villaer i Hellerup, vi har vores gode jobs, vores venner og vores karriere. Hvad havde Nadia? En alkoholiseret mor og en fængselsstraf hængende over hovedet. Hun havde virkeligt fået en skæv start på livet, som Lars havde sagt nede i stuen.

"Du skal ikke i fængsel, og du skal ikke tilbage til din mor, kæreste Nadia." Hviskede Ursula, og kyssede Nadia på håret. "Det lover vi dig. Vi er her for at hjælpe. Vi er her alle sammen for at hjælpe dig, og jeg sværger, at vi vil tage os af dig, resten af dit liv."

"Er det virkeligt sandt?" Snøftede Nadia, og kiggede op fra Ursulas favn. Hun kiggede rundt på os, en af gangen. Der gik et lille gib igennem mig, da hendes store øjne stirrede op i mit ansigt. Jeg kunne se hendes sorg og hendes håb. Da hun havde taget os alle i øjemål, fortsatte hun. "I ser alle så smukke og så rige ud. Hvorfor skulle I hjælpe en fucked-up tøs som mig?"

Næste afsnit...

Tilbage til Historier