Pigebryster og hjerteblodDel IV En novelle af Vibeke | |
| "Nu har vi vidst snakket nok." Brød Lars utålmodigt ind. "Det er mig som skal aflive dig, Nadia, sammen med min dejlige kone, og vi er meget ivrig for at komme i gang!" "Ja, det er vi!" Grinede Ursula. "Nej, jeg vil ikke!" Vrælede Nadia, men ingen tog sig af hende. Lars og Ursula begyndte begge at klæde sig af, mens Peter holdt den skræmte pige. Da Lars og Ursula begge var nøgne, hjalp de Peter med at få Nadia op og sidde. Ursula satte sig foran Nadia, mens Lars tog plads bag det hulkende pigebarn. "Vi skal bruge en frivillig til at hjælpe Peter." Sagde Lars. Jeg kunne ikke holde mig tilbage – jeg skyndte mig igen hen til sengen, hvor jeg greb den af Nadias arme, som Peter havde sluppet. Så stod Peter og jeg på hver vores side af sengen, og holdt hver en af Nadias arme. "Jeg skal op i din stramme røv, Nadia." Grinede Lars, og greb fat om Nadias mave med den ene arm. Han trak hende tilbage mod sig, mens han guidede sin pik med den frie hånd. Nadia klynkede af angst, da hans pik pressede mod hendes anus. Han pressede til, og Nadia sank ned over hans lem, mens hun hylede og skreg helt hysterisk. Jeg tror ikke hun har prøvet anal før, tænkte jeg og grinede. "Åh Gud, åh Gud, du er alt for stor!" Vrælede Nadia. "Jeg kan ikke holde til det! Du sprænger mig!" "Det er dit mindste problem, tøs." Grinede Ursula, og trak Nadias ansigt ind til sit, så hun stirrede den unge pige lige ind i øjnene. "Fatter du ikke, at dit liv er forbi? Du skal dø nu, på denne seng, i dette rum. Du skal aldrig nogensinde opleve mere. Har du forstået det? Nu er det alt sammen forbi!" "Neej! Det kan I ikke! Det må I ikke!" Hylede Nadia. Lars' fingre kom til syne over hendes skuldre. De gled op til hendes hals, og lukkede sig sammen om dem. "Når du sider til, Ursula." Grinede han. "Du bestemmer, hvornår hun skal dø!" "Tak for det, Lars." Sagde Ursula, nu med en noget blidere stemme, lænede sig frem og kyssede sin man bag Nadias hoved. Så trak hun ansigtet til sig igen, og stirrede atter ind i Nadias store, skræmte øjne. "Ja, du hørte hvad min vidunderlige mand sagde. Jeg bestemmer hvornår du skal dø. Er der noget du vil sige, noget som måske kan få mig til at udsætte din dødsdom?" "Jeg beder dig!" Snøftede Nadia. "Jeg fortjener ikke det her! Jeg er virkeligt en god pige, det sværger jeg! Hvis du giver mig en chance, så vil jeg gøre det hele godt igen! Jeg vil flytte hjemmefra, og starte på en uddannelse. Jeg vil aldrig hænge ud med banden igen. Jeg vil blive et godt menneske, det vil jeg, det er det eneste jeg ønsker!" "Hmmmm.... sødt." Sagde Ursula, lagde hovedet på skrå, og smilede drillende til Nadia. "Tja, du fortjener vel en chance i livet. Men så får vi jo ikke noget at spise i aften, og så bliver mine gæster skuffede. Ser du, jeg sætter en stor ære i at være en god vært, så jeg kunne aldrig finde på at skuffe mine gæster." "Nej, vent, bare et øjeblig!" Tudede Nadia, som godt kunne fornemme hvor det bar hen. "Desværre, kære pigebarn. Vi har allerede ventet længe nok, og vi skal jo også først have dig slagtet og tilberedt, før vi kan få noget at spise." Grinede Ursula. "Så vi må hellere komme i gang. Lars, dræb det kære væsen!" | "Neeeeeeej! Nej! Åh... grrrr.... nuuur.... grrrh..." Vrælede Nadia, men hendes skrig blev svagere og mere dyriske, efterhånden som Lars' stærke hænder strammedes om hendes hals. Snart gurglede og rallede hun. Så blev hun pludseligt helt stille. Jeg kunne mærke, at hun flåede af alle sine kræfter, men jeg holdt godt fast i hendes arm – hun skulle ikke få en chance! "Så Nadia. Nu kan du ikke få luft. Nu skal vi bare vente på at du dør!" Grinede Ursula, og gav sig til at kysse Nadias halvåbne mund. Hun kyssede den paniske pige dybt og inderligt, som ville hun trænge ind i hende med sin tunge, og smage al Nadias angst og smerte. Lars gryntede af fryd bag Nadia, for hendes paniske bevægelser fik hendes stramme numse til at bevæge sig voldsomt, så hun nærmest red på hans hårde lem. "Dø, lille skat, dø!" Hviskede Ursula, da hun var færdig med at kysse Nadia, og i stedet lagde begge armene om den unge pige, og pressede hendes døende krop ind til sig. Nadias svulmende bryster gnubbede mod Ursulas velformede barm, mens den stakkels pige kæmpede for livet. Det blev en grusom dødskamp, for Lars lod Nadia få en smule luft, når hun var ved at miste bevidstheden. På den måde led den stakkels pige i flere minutter, før Lars endeligt fik orgasme inden i hendes stramme røv, og besluttede sig for at gøre en ende på det dejlige væsen. Han greb fat om hendes hoved med begge hænder, og vred det brutalt til den ene side. Nadia spjættede. Så faldt hun om på sengen. Lars havde brækket halsen på hende! Alle gæsterne klappede begejstrede. Jeg slap Nadias døde arm og klappede med. En time senere sad vi i spisestuen, hvor duften af stegt ungpigekød spredte sig lokkende, og fik vores tænder til at løbe i vand. "Det var virkeligt en smuk død." Sagde jeg, mens jeg skar en skive af Nadias møre bryst. De var begge dejlig store, så vi havde besluttet at alle skulle have en skive. Det brune skind og den lyserøde kød så dejligt ud, da jeg fik langet det over på min tallerken. "Tak. Jeg nød den også." Grinede Lars. "Skål for en fantastisk henrettelse!" Sagde Ursula, og hævede sit fyldte vinglas. "Og skål for min vidunderlige mand!" "Og ikke mindst skål for en fantastisk værtinde!" Bifaldt Mona. Vi hævede alle vores glas og drak. "Det var nu lidt synd for hende." Sagde Linda. "Hun havde virkeligt haft et svært liv." "Ja, bestemt." Samtykkede Jens. "Men nu lider hun jo ingen smerte længere." "Skål for det!" Klukkede Maja, og hævede glasset. Vi skålede atter. "Og lad os så få smagt på herligheden!" Sagde jeg, da vi stillede glassene ned igen. Behøver jeg nævne, at det smagte vidunderligt? |