Klubhuset: Pigejagten

Del IV


En novelle af Vibeke
"Er hun ikke kær?" Sagde jeg, da Mikkel atter stod foran varevognens dør. Han havde stået der i flere minutter, og tavst set på hvordan jeg rokkede den unge, sovende kvinde frem og tilbage, mens jeg kærligt klemte hende ind til mig, og strøg hende over håret.

"Jo, bestemt." Sagde han, og smilede bredte. Så blev hans ansigt pludseligt mere alvorligt. "Du har vel ikke ombestemt dig?"

"Hvad mener du?" Spurgte jeg forvirret.

"Jeg mener, du har vel ikke noget imod, at vi slår hende ihjel?" Sagde han, satte sig ned ved siden af mig, og lagde kærligt en arm om min ene skulder. Så kyssede han mig på håret, og klemte mig ind til sig. Jeg nød hans varme, hans duft og hans muskuløse bryst.

"Nej, det har jeg bestemt ikke." Sagde jeg, og kyssede ham på halsen. "Jeg vil bare gerne være god ved pigerne, indtil – du ved – at det bliver nødvendigt at være ond ved dem.

"Jeg forstår." Sagde han, og gav mig endnu et forsigtigt klem. "De skal lide nok, den dag de skal slagtes. Hvis du syntes de skal behandles pænt, indtil den dag, så er jeg bestemt med på den. Jeg mener, de giver jo deres unge, dejlige kroppe for vores fornøjelses skyld. Vi bør vel vise dem lidt respekt og taknemmelighed."

"Ja, netop." Sagde jeg, pressede mig ind mod ham, og nød stilheden mellem os. "Jeg har den dejligste mand i hele verden." Hviskede jeg, efter vi havde siddet og nydt hinandens nærhed i nogle minutter. "Nå, skal vi få de sidste piger båret ned, så vi kan komme i seng?"

"Ja, lad os." Sagde Mikkel, og greb den mørkhårede pige. Han trak hende ud, svingede hende over skulderen, og begav sig ind i huset med hende. Jeg sad nu alene med den rødhårede pige. Jeg trak hende op, og kyssede hende let på kinden.

Hvor gammel er hun mon? Tænkte jeg. Jeg fik øje på to håndtasker, som lå på gulvet i bilen. Den ene var grøn og brun, ligesom den rødhårede piges kjole. Måske var det hendes? Jeg fiskede den til mig med en hånd, og fik den åbnet. Der lå to punge nede i den. Jeg tog den første, som var en lille rød skindpung. Der var et par hundrede i kontanter i den, samt nogle kvitteringer fra Netto, og nogle plastikkort. Det ene af dem var et kørekort. Det så splinter nyt ud. Der var et billede af den rødhårede pige på. 'Gitte Johansen', stod der. Af datoen kunne jeg se, at hun havde haft 18 års fødselsdag for kun knap en uge siden. Måske var det den de havde været ude og fejre? Eller måske fejrede de, at hun lige havde fået kørekort? 		"Kun lige 18 år." Hviskede jeg til pigen, som jeg nu vidste hed Gitte, og kyssede hende atter på kinden. "Dit liv er kun lige begyndt, og nu skal du allerede miste det." Hviskede jeg og følte en sympati og samhørighed med pigen. Følelsens ømhed og grusomhed kildrede min sjæl. Jeg havde så ondt af hende, men kun fordi jeg vidste hun skulle dø – og samtidig nød jeg intensiteten, og visheden om at jeg ville nyde hendes panik, smerte og dødskamp. "Og du ved ikke engang, hvor meget du skal lide, og du ved ikke engang, at det alt sammen er forbi for dig, mit kære, smukke, bløde, dejlige pigebarn."

Da jeg så op, stod Mikkel der igen. Han smilede kærligt ned til mig. "Nå, skal jeg tage hende?" Spurgte han.

"Vi kan hjælpes ad." Sagde jeg, og tog fat om hendes arme. Mikkel smilede og tog fat om hendes ben. Sammen trak vi hende ud af bilen, bar hende over tressen, ind i huset, ned af kældertrappen, og ind i den celle, hvor brunette lå bevidstløs på den smalle briks. Mette hulkede sagte over fra den anden celle. Da jeg havde lagt Gitte ned, og vendte mig om, stirrede Mette forundret på mig.

"Du er taxachauffører?!" Halvvejs spurgte og konstaterede hun. "Du er jo en kvinde! Hvordan kan du være med til det her?!"

"Hvorfor skulle jeg ikke kunne tage fire unge kvinde til fange, bare fordi jeg er en kvinde?" Spurgte jeg, en smule forundret og forarget. "Har du ikke hørt om os moderne kvinder, som gør hvad vi vil, og lever vores fantasier fuldt ud?"

"Nej, det er ikke det jeg..." Startede hun. Så var det som om mine ord endeligt trængte igennem til hende. Hendes øjne blev store og hun åbnede munden på vid gab, før hun fik fremstammet: "Fantasier? Åh Gud, hvad gør I med os!"

"Det må vi snakke videre om i morgen, kære Mette." Sagde jeg, og gik hen mod trappen. Mikkel gik forbi mig, og begyndte at bestige trappen op mod stuen. Jeg vendte mig rundt, og kiggede tilbage på Mette, som stirrede skræmt ud mellem tremmerne i cellen. "Der er vand i kanden, og I kan besørge i potterne. Godnat."

Mette hylede og skreg bag mig, da jeg gik op af trappen. Da jeg var kommet næsten helt op, rakte jeg hånden ud, og trykkede på kontakten. Der blev mørkt i kælderen bag mig. Mettes skrig blev endnu mere ophidsede og hysteriske. Jeg trådte op i stuen, og lukkede lemmen bag mig. Mikkel stod og ventede på mig. Han lagde sine store, stærke arme om mig, og trak mig med ind i et af soveværelserne. Fuglene sang udenfor, og det var så småt ved at blive lyst. Vi trak gardinerne for, og havde det bedste sex vi nogensinde har haft i vores liv. Udmattede, tilfredse og fulde af forventning til morgendagen, faldt vi i søvn i hinandens arme.

Tilbage til Historier