Klubhuset: Gitte vises rundtDel II En novelle af Vibeke | |
| Næsten en time senere sad vi i stuen. Klokken var nu blevet næsten tre. Vi havde elsket færdigt, sat services fra morgenmaden i opvaskemaskinen, været i bad, og havde klædt os på. Nu sad vi så og fik et glas isthe, mens vi gjorde os endeligt klar til at gå ned til pigerne. "Skal vi ikke fortælle dem det en af gangen?" Foreslog jeg. "Så vi får tid til at forklare hver enkelt pige, hvad der skal ske med hende, uden at de alle sammen råber og skriger i munden på hinanden?" "Jo, det er en god idé." Sagde Mikkel og nikkede anerkendende. "Lad os tage dem op en af gangen, give dem noget mad og et bad. Det trænger de vidst alle til, efter den bytur i nat. Så kan vi snakke med dem imens. Hvem skal vi starte med?" Jeg tænkte mig om. Det kriblede i hele min krop, og jeg fik atter en usigelig lyst til sex. Men hvis vi bollede hver gang jeg blev liderlig, så ville vi aldrig få gjort det vi skulle. "Hende den rødhårede. Gitte Johansen, hedder hun." "Det var hende du tog dig af i går, ikke?" Sagde Mikkel, med en alvorlig klang i stemmen. Jeg nikkede. Han fortsatte. "Pas nu på du ikke bliver for knyttet til hende. Det virker som om du føler noget for hende, men du ved jo hvad der skal ske med hende. Hvis du ikke..." "Nej, det er OK. Du behøver ikke være bekymret. Jeg kan klare det." Sagde jeg, mens tankerne for gennem mit hoved. Hvad ville der mon ske, hvis jeg nægtede at slå en af pigerne ihjel på lørdag? Ville de andre blive skuffede, måske sure – ville de måske ligefrem se mig som forræder? Det ville jo være en trussel mod klubbens overlevelse, og en trussel mod alle medlemmerne. Ville de vende sig imod mig? Ville jeg måske ligefrem havne på grillen, og ende mine dage som et festmåltid? Ville Mikkel tillade det? Ville hav have noget valg? Og hvad ville jeg føle? Hvordan ville jeg reagerer? Tankerne på en gang skræmte og ophidsede mig. "Åh Gud hvor er jeg dog liderlig." Nærmest klynkede jeg. "Vi har lige elsket, frækkert." Grinede Mikkel. "Der bliver masser af tid til den slags senere. Vi må se at komme i gang, hvis vi skal have alle pigerne i bad i dag. Det er allerede sent." Han havde ret. Vi tømte vores isthe, og kig hen til lemmen ned til kælderen. Med sommerfugle i maven, og en intens kriblen i mit underliv, tog jeg fat i håndtaget, drejede det og trak lemmen op. Så snart jeg tændte lyset, hørte vi skrig og råb nede fra kælderen. "Luk os ud!" Hylede en stemme. "Jeg vil hjem nu!" Brølede en anden. "Jeg er syg." Snøftede en tredje. Under alle råbene lå en grundklang af gråd, hulken og snøften. De stakkels pigebørn havde tilbragt en hel nat i mørket, med uvisheden om deres skæbne. Nu skulle vi bortmane deres uvished – men jeg havde på fornemmelsen, at de ville syntes betydeligt mindre om sandheden end om uvisheden. Vi gik ned af trappen, og stod i den lille gang mellem de to celler. Alle fire piger talte i munden på hinanden. "Så, piger, nu skal I bare tage den helt roligt." Begyndt Mikkel, med høj, fast, autoritativ stemme. "I vil snart få at vide hvorfor I er blevet bragt hertil, og I vil også få et måltid mad og et varmt bad. Bare hav en smule tålmodighed, så går det hele meget lettere." "Hvorfor er vi her?" Spurgte Mette, den lyshårede pige som havde bedt mig tage pigerne med. "Det får I at vide lige om lidt. Vi vil gerne tale med jer en af gangen." Forklarede Mikkel. "Gitte, vi vil gerne snakke med dig først." Jeg gik hen til cellen hvor Gitte og hende den mørkhårede pige sad. Jeg smilede til Gitte, og hun måtte kunne huske min ømhed fra natten før, for hun smilede glad tilbage. Jeg så ingen angst i hendes ansigt. Hun stolede på mig. Godt, tænkte jeg. "Hvad hedder din veninde der?" Spurgte jeg. "Laila." Svarede Gitte. "Laila, jeg må bede dig lægge dig ned på briksen, på maven, og med hænderne bag ved nakke." Sagde jeg. "Kan du gøre det?" "Øh... ja." Svarede Laila, og kiggede lidt forvirret på Gitte. Gitte smilede til sin veninde og nikkede. Det lod til at overbevise Laila, som straks lagde sig hen på briksen. Jeg låste døren til cellen op, og trådte ind. Mikkel fulgte efter, med favnen fuld af det nødvendige udstyr. "Vi bliver nødt til at sikre os, at du ikke stikker af." Sagde jeg, og lagde en beroligende hånd på hendes skulder. "Hvorfor? Hvad vil I mig?" Sagde hun med svag stemme, og kiggede indtrængende op på mig, med sine store, dybbrune dådyrøjne. "Det forklarer vi dig, når vi kommer op oven på." Sagde jeg. "Vi sikrer dig lige først." | Gitte gjorde ikke modstand, da Mikkel tog fat om hendes håndled, trak hendes hænder om på ryggen og gav hende håndjernene på. Laila fulgte tavst med henne fra briksen. De to piger i den anden celle blev ved med at kræve forklaringer, og protestere mod deres tilfangetagen, men vi ignorerede dem. Mikkel lagde ankelkæderne på Gitte, og låste dem fast med de to små hængelåse. Endeligt lagde han hundehalsbåndet om hendes hals, og tog et fast greb i kæden. "Sådan smukke, nu løber du ingen steder." Sagde han, og gav Gitte et skævt smil. Gitte så foruroliget ud, og kiggede over på mig. Jeg smilede beroligende til hende, og nikkede hen mod trappen. "Følg med her." Sagde jeg, og trådte ud af cellen. "Og vær forsigtig når du går. Du skal tage små skridt, ellers falder du i fodlænken." "Hvor fører I hende hen? Hvad gør I med hende?" Krævede Mette fra sin celle. Jeg låste celledøren da Mikkel og Gitte var trådt ud, og vendte mig om mod Mette. "Hun skal op i stuen og have sig et godt måltid mad." Forklarede jeg. "Og så skal hun ud af sit snavsede tøj, og have sig et dejligt, varmt bad. Det lyder ikke så slemt, vel? Det bliver også jeres tur." Med de ord gik vi langsomt op af trappen, mig forreste, derefter Gitte, og bagerst Mikkel. Han holdt godt fast i den kæde, som var fastgjort til Gittes halsbånd, selv om hun ikke gjorde nogen mine til at flygte. Hun var en god pige, tænkte jeg, og jeg syntes faktisk godt om hende. Jeg nærede ægte følelser for hende, gik det op for mig. Hun stolede på mig, og det gik mig en smule på, at jeg snart måtte slå den tillid i stykker. Men det måtte desværre gøres. "Hvad vil du helst gøre først, have noget at spise, eller i bad?" Spurgte jeg, da vi stod oppe i stuen. I dagslyset kunne jeg se de mørke striber på hendes kinder, hvor tårerne havde trukket spor af hendes mascara. Hun havde grædt i løbet af natten. Stakkels pige. "Jeg er ved at dø af sult." Sagde hun. Jeg huskede hvor tom hendes mave havde været natten før. Selvfølgeligt var hun sulten. Jeg kig ud i køkkenet, mens Mikkel fik hende anbragt på en stol. Ude i køkkenet fandt jeg en tallerken, som jeg fyldte med frugtjogurt, hældte et glas appelsinjuice op i et glas, tog en ske fra serviceskuffen og gik tilbage i spisestuen. Mikkel og Gitte sad tavse ved bordet, han ved siden af hende, stadig med kæden i hånden. Jeg satte tingene ned på bordet foran Gitte, og tog plads på den anden side af hende. "Vil I ikke nok fortælle mig hvem I er, og hvad I vil med os piger?" Spurgte hun, og kiggede indtrængende på mig. "Jeg tror du skal prøve at få noget i maven først. Du ryster jo helt, og du får brug for noget at stå imod med." Sagde jeg, tog fat om skeen og skrabte en skefuld frugtyoghurt op på den. "Jeg spiser ikke noget, før I fortæller mig det." Sagde hun, stadig med svag stemme, men med en smule trodsigt tonefald. "Og når vi har fortalt dig det, vil du ikke være i stand til at spise noget, tro mig. Det er bedst du spiser først." Sagde jeg, og førte skeen op mod hendes mund. "Stol på mig, Gitte. Det er for dit eget bedste." "Så fortæller I mig det også med det samme bagefter." Sagde hun, med et uroligt udtryk i øjnene. Hun havde opfattet det grusomme og slet skjulte budskab i mine ord. Jeg nikkede. Hun åbnede munden. Jeg først skeen ind. Hun lukkede munden om den. Jeg trak den ud, og hun sank yoghurten. "Sådan ja, det er en god pige." Sagde jeg, og fyldte atter skeen. "I kan vel godt fortælle mig hvem I er, ikke?" Spurgte hun, før jeg atter førte skeen ind i hendes mund. Jeg talte, mens jeg blev ved med at fodre hende med yoghurten. "Jo, det kan vi vel godt. Jeg hedder Vibeke, og det der er min mand Mikkel. Vi har ført dig ud til et klubhus, som vi har indrettet sammen med nogle af vores venner." Sagde jeg, og det så ud til at berolige hende. "Vi har en slags forening, hvor vi mødes og dyrker visse... fælles interesser." "Det lyder jo meget harmløst. Men hvorfor pokker bortførte I mig og mine veninder?" Spurgte Gitte, da jeg havde ført juiceglasset op til hendes læber, og ladet hende drikke. "Er du ved at være mæt?" Spurgte jeg. "Sådan rimeligt." Svarede Gitte. "Jeg er ihvertilfald ikke ved at dø af sult mere." "Det lyder godt." Sagde jeg, og gav hende endnu et smil. Så tog jeg en serviet, og tørrede hende af om munden. "Sådan, nu er du vidst ved at være klar. Der er noget vi skal vise dig." Næste afsnit... |