Klubhuset: Forbrydelse og straf

Del I


En novelle af Vibeke
Da vi havde fået badet, og vi alle tre havde fået en dejlig orgasme i jacuzzien, hjalp Mikkel og jeg Gitte op, fandt nogle dejligt, bløde frotte håndklæder, og begyndte at tørre hendes dejlige, fugtige krop.

"Pyha, det var vidunderligt." Sagde jeg, og kyssede Gitte på munden. Hun skilte læberne og tog villigt imod min nysgerrige tunge. Vi stod og kyssede en stund, mens Mikkel blev færdig med at tørre Gittes ryg.

"Klokken er blevet mange. Vi kan ikke nå at få alle pigerne op i dag." Sagde Mikkel. "Vi har vidst heller ikke energi til det, efter den her tur."

"Jeg har en idé." Sagde jeg, og gav Gitte et fortroligt blink. "Gitte, du er en fornuftig pige, som forstår hvad der skal ske her. Kan du ikke tage en snak med Laila, når du kommer ned i din celle? Så vil vi føre Mette her op, og se om vi kan få hende til at komme til samme erkendelse som du har. Hvad siger du til det?"

"Det lyder som en god idé." Sagde Gitte, og smilede en smule nervøst. "Men jeg er ikke sikker på, at Laila vil kunne se det på samme måde. Hun er også 18 år, men hun er ret umoden af sin alder."

"OK, det forstår jeg. Men du er hendes bedste veninde, ikke? Hun ser op til dig, ikke sandt?" Spurgte jeg. Gitte nikkede. Jeg fortsatte. "Du må kunne overbevise hende. Det er jeg sikker på."

Gitte nikkede, men så ikke overbevist ud. "Men jeg er selv bange. Og hvad hvis de andre piger bliver sure? Hvad hvis de ikke vil acceptere deres skæbne? Hvad hvis de syntes jeg forråder dem?"

"Du skal kun bekymre dig om Laila." Sagde jeg. "Vi skal nok snakke med Mette, og hvis hun også kan lære at se din vinkel på tingene, så kan hun overbevise den anden pige i hendes celle."

"Rikke." Sagde Gitte. "Hun hedder Rikke."

"OK." Sagde jeg, og gav Gitte endnu et kys. "Så har vi en aftale?"

"Ja." Hviskede Gitte, uden overbevisning i stemme. Så rømmede hun sig, rankede ryggen, og sagde med fastere stemme. "Ja, vi har en aftale."

Jeg smilede til Mikkel. Han smilede tilbage, og nikkede ivrigt. Han var med på idéen, og han var også færdig med at tørre Gittes krop. Vi førte hende tilbage i stuen, og åbnede lemmen ned til kælderen.

"Hov, skal jeg ikke have noget tøj på?" Protesterede Gitte, da vi guidede hende ned af trappen.

"Nej, Gitte. Det er unødvendigt." Svarede jeg. "Det er dejligt varmt hernede i fangekælderen. Desuden har du sådan en smuk krop. Du har bestemt ikke noget at skamme dig over."

Da vi kom ned af trappen, begyndte de tre andre piger atter at råbe, at kræve en forklaring på hvorfor de blev holdt fanget, eller at blive sluppet fri. Vi ignorerede dem. I stedet førte vi Gitte hen til sin celle, bad atter Laila lægge sig ned på briksen, før vi åbnede døren og skubbede Gitte ind. Stående inde i cellen fjernede jeg halsbåndet og håndjernene.

"Hvad med fodlænken?" Spurgte Gitte, da jeg slap mit tag i hende, og gik hen mod celledøren.

"Den beholder du på, min kære." Svarede jeg. Jeg vendte mig om mod hende, idet jeg trak celledøren til, og smilede til hende. "Bare så du ikke får nogle fjollede idéer eller falske håb."

"Rikke, læg dig ned på briksen med hænderne bag hovedet." Beordrede Mikkel, da han havde låst døren ind til Gitte og Laila, og vendt sig om mod den anden celle.

"Gu' vil jeg ej, dit svin!" Svarede Rikke trodsigt. Hun stod midt i cellen, skulder ved skulder med Mette. Mette knyttede næverne, og tog et skridt hen mod celledøren.

"Jeg forlanger, at vi alle sammen bliver sluppet fri." Sagde Mette vredt. "Og det øjeblikkeligt! Vi har ikke bedt om det her, og I han ingen ret til at tilbageholde os mod vores vilje!"

Mens Mette hidsede sig op, kiggede jeg mig over skulderen, tilage på Gitte og Laila. Laila havde rejst sig, og gik celledøren. Det så ud som om hun også skulle til at råbe et eller andet, men så lagde Gitte hånden på hendes skulder, og hviskede et eller andet til hende. Laila så lidt forvirret ud, men sagde ikke noget. Gitte førte hende tilbage til briksen, hvor de begyndte at snakke lavmælt sammen.

"Hør her, Mette. Vi er kommet for at hente dig. Hvis du lige slapper lidt af, og tager os med, så vil du få det hele forklaret." Sagde Mikkel overbærende.

"Så I vil lægge mig i lænker og flå mit tøj af, ligesom I gjorde ved Gitte?" Råbte Mette, og flåede med begge hænder i cellens metaltremmer. "Det skal fandeme være løgn! Nu lukker I os ud, ellers begynder jeg at skrige!"

 "Skrig du bare, alt det du vil." Sagde jeg, og trak på smilebåndet. "Kælderen her er lydisoleret, og den nærmeste nabo bor over to hundrede meter væk. Det eneste du får ud af at skrige, er en øm hals. Jeg syntes det er på tide, at du ser realiteterne i øjnene, unge dame. Du er fanget her. Som du har erfaret, er cellen overordentlig solid og umuligt at bryde ud af. Ingen ved hvor du er, og selv om du skriger, til du bliver helt grøn i hovedet, vil ingen høre dig. Du er vores fange, og vi kan gøre med dig, lige hvad der passer os. Vi kan tilføre dig uendelig smerte. Vi kan efterlade dig her, og lade dig rådne op i mørket. Du er hjælpeløs, og det eneste du opnår med dine protester og skrigeri , et at irritere os – og det vil i sidste ende gå ud over dig selv. Forstår du det?"

Mette flåede et par gange i tremmerne, men de gav sig ikke så meget som en millimeter. Godt håndværk, tænkte jeg, og gav Mikkels ene hånd et kærligt klem.

"Hun har ret, Mette." Gitte blandede sig fra den anden celle. "De tager dig med ovenpå, giver dig et måltid mad og et dejligt, varmt bad. Det er ikke slemt. Tværtimod. Og hvad er alternativet? At sidde her, uden andet end koldt vand at drikke og en potte at pisse i?"

Mette gav slip på tremmerne, og tog et skridt tilbage fra døren. Hun kiggede rund i cellen, med store øjne, som om hun så den for første gang. Så stirrede hun ned i gulvet foran sig, og hviskede. "Åh Gud, I har ret. Rikke, læg dig over på briksen. Det er håbløst at kæmpe imod."

Rikke gloede overrasket på Mette, som ville hun ikke tro sin venindes ord. Hun rystede opgivende på hovedet, og lagde sig så over på briksen, som Mikkel havde befalet.

"Det er en god pige." Sagde jeg. Mikkel satte nøglen i døren og åbnede. Jeg havde de håndjern og den halslænke, som jeg havde fjernet fra Gitte. Mikkel havde en ekstra ankelkæde. Jeg åbnede celledøren, og trådte ind. "Så Mette, nu skal vi bare have dig gjort klar, så vi kan komme videre i programmet."

"OK. Lad os få det overstået." Sagde Mette, og spredte benene en smule, så Mikkel kunne komme til med ankelkæden, mens hun samlede hænderne bag ryggen. Jeg gik rundt om hende, så jeg stod mellem Mette og Rikke, mens Mikkel knælede ned foran Mette med ankelkæderne i hænderne. Jeg skulle lige til at give hende håndjernene på, da Mette pludseligt råbte.

"Flygt!" Brølede hun, af sine lungers fulde kraft. Hun bragte hurtigt det højre ben op, så hendes knæ hamrede ind i Mikkels kæbe, mens hun flåede den hånd fri, som jeg havde fat i. Mikkel gik ud som et lys, og før jeg kunne nå at reagere, var Mette hoppet over den liggende Mikkel, og var ude af cellen. Mikkel havde ladet nøglen sidde i celledøren!

Det var galt det her! Mit hjerte hamrede. Jeg måtte handle hurtigt. Jeg sprang efter Mette, som flåede nøglen ud af låsen, før hun spænede hen mod trappen. Bag mig kunne jeg høre Rikke komme på benen, og løbe efter os begge. Mette nåede hen til trappen. Den var meget stegt, og Mette nærmest kravlede op af den, med mig lige i hælene.

Mette nåede lemmen, og satte straks nøglen i låsen – men det var den forkerte nøgle! Der var seks nøgler i bundtet, og mens hun rodede med dem, nåede jeg hende. Jeg greb fat om hendes ene ankel.

"Væk, kælling!" Hylede hun, og sparkede ud efter mig med sit frie ben. Hun faldt ned på røven på trappen, og gav et lille smertefuldt hyl fra sig. Det samme gjorde jeg, da hendes ene fod ramte mig lige i rystet. Jeg faldt bagover! Heldigvis havde jeg den ene hånd om hendes ankel, og klamrede mig godt til den, så jeg trak hende med i faldet. Hylende og skrigende tumlede vi ned af trappen, hvor vi cirka halvvejs ramte ind i Rikke, som vi trak med ned. Vi landede på det hårde betongulv for enden af trappen, i et virvar af arme og ben.

"Smadder hende!" Brølede Mette, og kastede sig over mig. Hun landede oven på min mave, og greb fat om mine håndled. Jeg var fortumlet, og havde fået luften slået ud af mig under faldet, så hun fik godt fat, før jeg havde energi til at sætte mig til modværge. Pludseligt så jeg Rikke stå over mig. Hun grinede. Nej, tænkte jeg, det kan ikke være sandt det her! Mette holdt mig fast, mens Rikke svingede benet. En voldsom smerte eksploderede i mit hoved, da hendes fod ramte min ene kind. Mit hoved blev slået til siden med sådan en kraft, at jeg blev helt groggy.

"Igen!" Hylede Mette, og Rikke trak atter benet tilbage. Jeg vidste, at det ville blive det sidste spark. Jeg var allerede næsten væk. Det var som om tiden gik i stå. Tankerne for gennem mit hoved, og jeg følte en rædsel, som jeg aldrig før har følt i mit liv. Skulle det virkeligt ende sådan her? Ville de stikke af, sladre til politiet, og få os alle sammen smidt i spjældet? Eller ville Rikkes spark være så hårdt, at jeg døde? Skulle jeg virkeligt ende mit liv, liggende på et tarveligt betongulv, i en mørk kælder?

Pludseligt forstod jeg hvad Signe, Katja og Nadia måtte have gennemlevet, i de grusomme minutter, før vi slog dem ihjel. Hvis jeg skulle dø nu, så ville det dog være en form for retfærdighed. Vi havde slagtet tre helt uskyldige piger. Jeg havde i det mindste fortjent min skæbne! Jeg sank en klump, lukkede øjnene, og forberedte mig på at møde min skaber – eller hvad der nu end måtte ske, når livet er forbi.

Næste afsnit...

Tilbage til Historier