Klubhuset: Forbrydelse og straf

Del II


En novelle af Vibeke
Jeg har nok ikke ligget der mere end højst et par sekunder, men det føltes som evigheder. Jeg lå med lukkede øjne, og bed min angst og sorg i mig. Hvert øjeblik forventede jeg, at mærke Rikkes fod mod mit hoved. Hvert øjeblik forventede jeg, at modtage det stød, som ville gøre en ende på alting. Men det kom aldrig.

Pludseligt hørte jeg et højt hyl, og så skrig og skramlen i gangen. Mette slap sit greb i mig, og sprang på benene. Jeg åbnede øjnene. Mette stod med ryggen til mig, og stirrede på trappen, hvor Rikke lå med Mikkel oven på sig. Mikkel var tilsyneladende løbet lige ind i Rikke, og kastet hende ind mod trappen. Hans arme arbejdede fløj rundt som vindmølle vinger, og slagene regnede ned over Rikkes krop. Mette krympede sig sammen, som ville hun springe op på ryggen af Mikkel. Lige da hun skulle til at sætte af, greb jeg fat om hendes ankel og trak til.

Mettes vredesbrøl blev til et overrasket skrig, da hun satte af, og i stedet for at beskrive en bue igennem luften, som ville bringe hende op på ryggen af Mikkel, i stedet fladt så lang hun var på det hårde betongulv. Det kom så meget bag på hende, at hun ikke nåede at tage fra med armene. Der lød et højt bump, da hendes hoved ramte gulvet. Hun blev liggende. Mikkel havde tilsyneladende slået Rikke bevidstløs, for pludseligt vente han sig mod mig og smilede kærligt.

"Skat. Er du OK?" Sagde han, og gik hen ved siden af mig. Han satte sig ned på hug, og knugede min ene hånd i hans store, stærke næver. "Er du OK, Vibeke?"

Jeg kunne næsten ikke få et ord frem. Hele min krop dirrede, og jeg følte mig uendeligt svag. Jeg nikkede forsigtigt. Det gjorde ondt, men det lykkedes mig alligevel at få et lille smil frem.

"Jeg lænker Mette, og smider dem begge tilbage i cellen, før de kommer til sig selv igen." Sagde Mikkel. "Jeg skal nok skynde mig. Er du OK så længe?"

Igen nikkede jeg. Mikkel gik i gang med oprydningen. Rikke og Mette blev slæbt tilbage til deres celler, og Mette fik både ankelænke, håndjern og halsbåndet på. Det tog kun få minutter. Jeg lå på gulvet imens, stadig groggy, men jeg kunne mærke, at jeg blev stærkere for hvert sekund. Da Mikkel var færdig, kunne jeg rejse mig ved egen kraft. Jeg kom på bene, og han greb fat om mig med sine arme, og knugede mig ind til sig.

"Pyha, det var tæt på." Hviskede han. "Er du OK, min skat? Min sødeste, dejligste skat."

Jeg ville gerne sige ja, men sandheden var, at jeg havde ondt i hele kroppen, at mit hjerte hamrede, og at jeg følte det som om, at jeg var ved at gå totalt i stykker inden i. Jeg var rystet. "Vil du ikke nok bære mig op i seng?" Hviskede jeg, med den smule stemme jeg kunne få frem. Han nikkede. Så gik han op og åbnede lemmen, før han kom ned og løftede mig op i sine arme. Han bar mig op af trappen, gennem stuen og ind i soveværelset, hvor han lagde mig forsigtigt på sengen. Han trak mine sko af, og puttede dynen op over mig.

Så kunne jeg ikke holde igen mere. Det var som om en dæmning brast inde i mig, og tårerne og følelserne fik frit løb. "Åh Gud, jeg har aldrig været så bange i hele mit liv!" Hulkede jeg, og greb fat om Mikkels arm, som jeg klyngede mig til som et lille barn. "Jeg troede, at jeg skulle miste alt! Jeg troede, at jeg skulle miste dig! Jeg troede at det alt sammen var forbi! Vores liv sammen. Vores kærlighed! Åh Mikkel, det var forfærdeligt. Det var rædselsfuldt!"

Mikkel sagde ikke noget. Han holdt bare om mig. Sådan sad vi længe, indtil tårerne endeligt slap op.

"Jeg er ked af det." Hviskede Mikkel. "Jeg svigtede dig, Vibeke."

"Nej du gjorde ikke." Sagde jeg, både overrasket og rørt af sorgen i hans stemme. "Du reddede mit liv."

"Men jeg skulle aldrig havde ladet det komme så langt." Sagde han. "Jeg skulle aldrig have givet Mette den chance. Jeg var overmodig. Jeg var uopmærksom. Jeg skulle have haft styr på situationen. Jeg skulle have beskyttet dig. Kan du nogensinde tilgive mig?"

"Åh Mikkel!" Udbrød jeg, og trak ham ned til mig. Han trak benene op i sengen, så han lå ved siden af mig, og vi krøb sammen i hinandens arme. "Det var et uheld. Det er sådan noget der sker. Og selv om det gik galt, så fik du reddet situationen. Jeg elsker dig. Jeg elsker dig af hele mit hjerte!"

 "Og jeg elsker dig, Vibeke, det håber jeg du ved." Sagde han, og kyssede mig dybt og længe. Da vores læber endeligt skiltes, fortsatte han. "Der er intet jeg ikke vil gøre for dig, min skat. Jeg skal nok passe bedre på i fremtiden. Jeg vil aldrig nogensinde lade noget lignende ske igen. Stoler du på mig?"

"Ja, det gør jeg." Hviskede jeg. "Mikkel, du vil altid være min stærke, dejlige mand, og jeg vil altid – altid – elske dig. Derfor håber jeg også, at du vil lytte til mig nu, for der er noget vi bare må snakke om, selv om jeg ved du ikke vil bryde dig om det."

"Hvad, kæreste?" Spurgte han, trak sig op på albuerne, og smilede ned til mig. "Du kan fortælle mig alt."

"Mikkel, jeg forstår nu hvad det er vi har gjort." Sagde jeg, en smule nervøst. Ikke bare for hans reaktion, men for hvor disse tanker ville bringe mig selv hen, hvis jeg tog konsekvensen af dem.

"Hvad mener du?" Spurgte han, og så bekymret ned på mig.

"Jeg ved hvad de piger oplevede. Dem vi har slået ihjel. Jeg ved hvad de følte, før de døde." Hviskede jeg. "Og tro mig, det er det mest forfærdelige et menneske kan føle."

"Men vi vidste da godt, at de led." Sagde han. "Det var jo en del af spændingen ved det, ikke?"

"Det er en ting at vide det, Mikkel." Sagde jeg, og følte atter tårerne presse på i mine øjne. "Det er noget helt andet at forstå det. Virkeligt at forstå det."

"Ja, det er der vel noget om." Han så bekymret ud. "Hvad gør vi så nu?"

"Jeg ved det ikke." Svarede jeg ærligt. "Jeg har brug for tid til at tænke."

"Jamen skat, du var så god ved dem. Selv da du slog Katja ihjel, var du så sød og øm overfor pigen, at det gjorde et stort indtryk på os alle." Trøstede Mikkel. "Og se hvilken effekt du havde på Gitte. Hun var skræmt fra vid og sans, men med din støtte, og din kærlighed, kom hun til at acceptere sin skæbne."

"Men de er så unge, Mikkel, og vi slår dem ihjel." Protesterede jeg, varmet af hans ord, men stadig fuld af tvivl. "Og når vi dræber dem, så lider de. Uanset hvad."

"Du er sådan et kærligt, dejlig menneske, Vibeke. Du bekymrer dig om andre mennesker, og det er virkeligt smukt, men nogle gange tror jeg, at din medfølelse løber af med dig." Hviskede Mikkel, som atter havde lagt sig ned på puden ved siden af mig. "Vi skal alle sammen dø, før eller siden. Tror du nogensinde det er let? Døden vil altid være skræmmende og smertefuld, og alligevel kan vi intet gøre for at undgå den. Selv om vi lod pigerne gå, så vil døden alligevel finde dem. Måske en lastbil, måske en smertefuld kræftsygdom, eller – hvis de er heldige - den langsomme, nedværdigende opslidning, som alderdommen bringer. Vi tager nok livet fra dem, men tænk på alt det vi sparer dem for, Vibeke. Når de dør, så er de ikke alene, og deres død er ikke meningsløs. Vi er der sammen med dem, vi tager os af dem, vi tilfredsstiller og trøster dem. Desuden får vi glæde af deres død, og vi lader ikke deres døde kroppe gå til spilde. Hvis vi lader dem gå, så vil de formentligt dø en meningsløs død, alene, i ren smerte, og deres ødelagte kroppe vil blive brændt til aske, eller lagt i jorden for at rådne op. Er det det du ønsker?"

Mens jeg lyttede til hans dejlige, rolige stemme, mærkede jeg varmen og styrken vende tilbage til min krop, i takt med at min tvivl smeltede bort. Hans ord var som en varmende sol, der luner kroppen og smelter tvivlens kolde is. Da han var færdig, lagde jeg armene om ham, og knugede ham kærligt.

"Mikkel, min fantastiske mand. Du ved altid lige hvad du skal sige." Hulkede jeg, glad, fuld af lykke, og så rørt at jeg gav efter for tårerne. "Jeg ved ikke, hvad jeg skulle stille op uden dig!"

"Vi bliver nødt til, at få os en alvors snak med Mette og Rikke." Sagde Mikkel, efter nogle minutters tavshed. "Vi bliver nødt til, at få dem til at forstå, at det var forkert det de gjorde. Og vi bliver nødt til, at få dem til at se deres skæbne i øjnene. For deres egen skyld."

"Jeg er enig, min skat, vi bliver nødt til, at sørge for, at de opnår samme niveau af forståelse som Gitte, inden festen på lørdag. Ellers bliver deres død forfærdelig, og det vil jeg ikke have." Hviskede jeg. "Vi må opdrage dem til at acceptere døden. For deres egen skyld."

Næste afsnit...

Tilbage til Historier