Klubhuset: Rikke oplæres

Del I


En novelle af Vibeke
Få minutter efter stod vi atter i kælderen. Vi havde ikke Mette med, for hende havde vi sat fast i en gabestok oppe i sexværelset. Vi skulle nemlig bruge hende senere – men først skulle vi have hentet Rikke.

Rikke – hende som havde sparket mig i hovedet, da jeg havde ligget ned. Mikkel og jeg havde diskuteret hvad vi skulle stille op med hende, og vi var kommet frem til en plan, som var lige så sofistikeret og grusom som den var retfærdig. Hun skulle komme til at betale for de spark.

"Rikke, vi vil gerne have en lille snak med dig." Sagde jeg, og smilede til den uge pige, som sad og græd på briksen i sin celle. "Og du skal ikke være så ked af det, smukke. Vi har gode nyheder til dig."

"Har I?" Udbrød hun overrasket, og håbet lyst op i hendes øjne.

"Ja, bestemt." Svarede Mikkel, og gav hende også et varmt smil, idet han låste døren til cellen op og trådte ind. Rikke kiggede op og ned af ham – og så over på mig – atter tydeligt overrasket.

"Har I ingen lænker med?" Spurgte hun håbefuldt.

"Nej, Rikke." Svarede jeg. "Det bliver vidst ikke nødvendigt. Når du hører hvad vi har at fortælle, så vil du næppe forsøge at flygte igen."

"Øh, hvad mener I?" Sagde hun, tydeligt forvirret. Hun kiggede mistroisk på mig, og så over på Mikkel. Hun blev tilsyneladende roligere, da hun ikke så hverken lænker, håndjern eller pistolen - hun kunne ikke se, at Mikkel havde pistolen i et hylster under den lille vest, han havde taget over sin sweater.

"Det finder du ud af om lidt, Rikke." Sagde Mikkel, og skruede en tand op for smilet. "Kommer du?"

Rikke kiggede over på de andre to piger, som sad på briksen og holdt om hinanden. De kiggede opgivende over på Rikke, men uden at give hende noget tegn som kunne hjælpe hende med at beslutte sig. Hun kiggede på dem et stykke tid. Så blev hendes forvirring endeligt erstattet af beslutsomhed, og hun rejste sig fra briksen.

"Jeg kommer med. Det er sgu da bedre end at høre på de to tudemarier derovre." Sagde hun, rankede ryggen og gik beslutsomt ud af cellen. Mikkel og jeg fulgte efter. Hun gik hen til trappen, og snart stod vi oppe i stuen. Hun vendte sig om og kiggede på os. "Nå, hvad gør vi så? Hvad ville I snakke med mig om?"

Jeg kunne ikke lade være med at smile – og denne gang var det ikke påtaget. Hun overraskede mig. "Rikke, du er fuld af overraskelser." Grinede jeg, og lagde venskabeligt en hånd på hendes skulder. Hun ignorerede det. Jeg fortsatte. "Som du selv så dernede, så er du ikke som de andre piger. De har givet op. Det har du ikke. Du er en stærk pige, Rikke. Du er noget specielt, og derfor vil vi give dig en helt unik mulighed."

Rikke smilede – en smule forvirret, men tydeligt glad for komplimenten. "Hvad mener I?" Spurgte hun.

"Hørte du hvad pigerne snakkede om dernede?" Spurgte Mikkel, og nikkede tilbage mod lemmen i gulvet.

"Ja." Svarede hun kort. "Jeg fatter ikke, at I kan gøre det mod os. De to andre piger har helt opgivet, men jeg vil ikke dø!"

"Og det skal du ikke, Rikke." Sagde jeg, med så meget entusiasme i stemmen jeg kunne mønstre. "Vi så hvordan du tog en chance før, og det viser, at du er en stærk og modig pige. Selv om du sparkede mig i hovedet, så er jeg ikke vred. Tværtimod. Jeg respektere din kamp."

"Hvad med Mette? Hun kæmpede også imod. Vil I også lade hende leve?" Spurgte Rikke. "Og hvad har I gjort med hende?"

"Der er noget vi bliver nødt til at vise dig, Rikke." Sagde jeg, allerede på vej ud i gangen. Rikke fulgte ivrigt efter, og Mikkel dannede bagtrop. Snart stod vi foran døren ind til bollerummet. Jeg lagde hånden på det svære håndtag, og skubbede døren op.

"Åh Gud!" Gispede Rikke, da hun fik øje på Mette. Mette stod nøgen midt i rummet, med halsen og armene fastgjort i en gabestok af smedestål. Hendes ansigt var hævet af tårer, hendes øjne var røde, hendes hår vådt og uglet. Der sad en stor, rød plastikkugle i munden på hende, som blev holdt fast af en læderrim, så hun ikke kunne få en lyd frem. Da hun hørte Rikkes stemme, kiggede hun op – for første gang i flere timer var der en gnist af håb i hendes øjne.

"Ja, det er et ynkeligt syn, ikke sandt?" Klukkede jeg, og førte Rikke hen til Mette. De to piger stirrede hinanden ind i øjnene, og jeg kunne se et bedende udtryk stå malet i Mettes ansigt – hun håbede så inderligt, at Rikke kunne redde hende. Jeg fortsatte. "Næsten ligesom da jeg lå på gulvet, helt hjælpeløs, og du sparkede mig i hovedet. Ikke sandt?"

 "Det var jo noget andet... du... " Startede Rikke, men kunne ikke gøre sætningen færdig. Hendes stemme knækkede over, og jeg kunne se medlidenheden i hendes øjne. "Kan I ikke slippe hende fri? Hvorfor skal hun stå sådan der?"

"Hun var ikke samarbejdsvillig." Konstaterede jeg koldt. "Hun ville, eller kunne ikke, spille med på legen. Derfor skal hun dø på Lørdag, sammen med Gitte og Laila – du ved, tudemarierne. Vil du gerne dø sammen med dem, Rikke?"

"Nej!" Rikke næsten spyttede ordet ud, som ville hun understrege, at hun var rede til at kæmpe for sit liv.

"Rolig nu, Rikke." Sagde Mikkel med rolig stemme. "Der er ingen grund til at hidse sig op. Som vi allerede har sagt, så skal du ikke dø, hvis du ikke vil."

"Og det vil jeg ikke!" Snappede Rikke utålmodigt. "OK, hvad vil I have mig til at gøre? Kom nu med det!"

"Rikke, kan vi ikke snakke helt roligt og afslappet om det her? Vi har intet imod dig, tro mig." Begyndte jeg, og førte Rikke over til en lille lædersofa, hvor jeg med en håndgestus bød hende sætte sig. "Lad mig fortælle dig lidt om mig og Mikkel. Vi er begge to bosiddende i Hellerup, og ganske velhavende. Vi har en masse rige venner, og nogle gange mødes vi i en madklub, som vi har stiftet sammen. For nyligt købte vi dette hus. Det skal fungere som klubhus, så vi kan mødes her i fred og ro."

"Det lyder jo alt sammen meget hyggeligt, men hvad har det med os at gøre?" Spurgte Rikke, nu atter mere forvirret end selvsikker. Hun sendte et nervøst blik over på Mette, som dog ikke kunne se os, da sofaen stod bag hende.

"Det er ikke nogen helt almindelig madklub, kære Rikke." Fortsatte jeg. "Ser du, ved lidt af et tilfælde kom vi til at spise kødet fra en ung kvinde, og man kan vel sige, at vi fik smag for det. Faktisk nyder vi smagen af menneskekød, nærmere bestemt fast ungpigekød. Ja, ja, jeg ved godt det lyder uhyrligt, men tro mig, smagen er fortryllende, og de oplevelser som aflivningen af vore ofre byder på, er intet mindre end fortryllende. Hvis man altså forstår at nyde den slags."

"Vi håber, at du vil kunne lære at nyde det, Rikke." Brød Mikkel ind, før Rikke kunne nå at svare. Han satte sig ved siden af hende, og kiggede alvorligt på hende. "Vi så hvor overlegen og selvsikker du var dernede, og vi håber, at du vil kunne bruge den overlegenhed og selvsikkerhed til at hæve dig over dine veninders skæbne. Vi håber, at du vil blive vores tjenestepige, og arbejde for vores lille klub. Tro mig, lønnen vil være fremragende, du skal kun arbejde et par dage om måneden, og du får hele huset her for dig selv, ind imellem vores møder."

"Åh Gud, jeg fatter ikke, at I beder mig om det her!" Gispede Rikke, med underkæben hængende nede på brystet. "I vil have, at jeg arbejder for jer, og hjælper jer med at dræbe mine bedste veninder?"

"Vi ville ikke bede dig om det her, med mindre vi mente, at du var noget helt specielt, Rikke." Sagde jeg, og lod min ene hånd finde ned til Rikkes lår. "Du er en ganske speciel ung kvinde. Du er så meget stærkere og klogere end dine veninder. Se på Mette der, hvor ynkelig og ødelagt hun er, på grund af sin egen dumme stædighed. Og husk dine veninder nede fra cellen, som bare har givet op. Respekterer du dem stadig? Vil du helt seriøst påstå, at du ikke er bedre end dem?"

"De har nok deres grunde..." Næsten hviskede Rikke.

"Ævl! Hvis man vil have succes i denne verden, så kan man stikke sine grund skråt op i røven. Det eneste som betyder noget er, at man har mod, nosser og forstår at træffe de rigtig valg." Sagde jeg med hård stemme. "Det hjælper ikke noget at give op, og det hjælper ikke noget at være stædig. Vil du gerne være som dem, Rikke? Og dø med dem?"

Rikke stirrede hen på Mettes røv, som strittede lige op mod os. Hun kunne se sæden og blodet, som var størknet på Mettes lår. En dyb fue bredte sig over Rikkes pande, og hun bed sig selv eftertænksomt i læben. Jeg gav hendes lår nogle kærlige klem, mens jeg lod hende gruble. Sådan sad hun i lang tid – måske adskillige minutter. Så rettede hun sig endeligt op, og kiggede beslutsomt over på mig.

"Jeg gør det sgu! Jeg tager imod jeres tilbud." Sagde hun. "Jeg håber, at jeg kan stole på jer, for det her er en forbandet svær beslutning. I må lære mig det. At gøre det... og at... nyde... det."

Næste afsnit...

Tilbage til Historier