Klubhuset: Maja kigger forbi

Del II


En novelle af Vibeke
Næste morgen var jeg i et fremragende humør. Jeg vågnede tildigt, frisk og veludhvilet. Udenfor skinnede solen, og jeg følte mig fuld af energi, så jeg lod Mikkel sove, og listede ud i køkkenet. Vi havde købt godt ind, mens vi havde forberedt kidnapningen, så skabene var fulde af stort set alt hvad man kunne ønske sig. Jeg fandt mel, sukker, salt, mælk og æg frem. Der skulle laves boller!

Da jeg havde fået æltet dejen, og sat den til hævning, lavede jeg en kande kaffe. Klokken var stadig kun syv, og hvis jeg kendte Mikkel, så ville han sove ihvertilfald et par timer endnu. Jeg skænkede en kop kaffe, og satte mig ind i stuen, som var fuld af lys fra den lave sol. Kaffen smagte vidunderligt, solen virkede næsten hypnotiserede, og mine tanker vandrede.

Det havde været nogle intense, vanvittige og spændende måneder, siden vi i Gourmetklubben havde dræbt Susanne, og dermed taget det kvantespring, som havde omdannet vores fredelige madklub til en klub af mordere og kannibaler – en udvikling som enhver udenforstående måtte betragte som fuldstændig vanvittigt. Hvad havde vi egentligt gang i? Jeg kunne godt selv se at den var helt gal – vi havde dræbt tre unge kvinder, og nu havde vi planer om at tage endnu fire unge liv. Det var en helt umenneskelig smerte vi havde påført de stakkels piger, før de døde, og det var en grusom sorg vi måtte have påført deres forældre og søskende, som nu for evigt ville savne deres elskede døtre eller søstre.

Jeg vidste, at det var forkert. Jeg vidste, at det var grusomt og forkasteligt. Jeg havde ondt af de stakkels piger, og deres familier, men alligevel var jeg ikke i stand til at fortryde mine handlinger – jeg følte ingen anger, hverken overfor dem vi havde dræbt, eller dem vi havde planer om at dræbe. Nydelsen var for simpelthen for stor, og det sammenhold vores grusomme hemmelighed havde skabt mellem de involverede par, og Mikkel og mig imellem, var fantastiskt. Vi var alle kommet tættere på hinanden end nogensinde før.

Intet kunne selvfølgeligt retfærdiggøre vores handlinger, men der var også mere. Jeg var så småt ved at erkende, at jeg rent faktisk var sadist. Jeg nød pigernes gråd, jeg nød deres fysiske og mentale reaktioner på smerten og døden, og jeg nød den magt jeg følte, når jeg berøvede deres unge kroppe for liv. Det var netop pigernes angst og smerte, netop det forbudt og forkastelige ved vores handlinger, og netop de grusomme konsekvenser, som gjorde drabene så forførende. Ved at sprænge alle moralske, etiske og juridiske grænser – ja, alle de grænser som vi mennesker normalt lever indenfor - følte jeg en frihed og en magt som ellers kun måtte være forbeholdt Gud. Hvis han da fandtes.

Jeg havde siddet med kaffekoppen i begge hænder, men mens mine tanker vandrede, fandt den ene hånd ned til sprækken i min morgenkåbe, og ned i de trusser jeg havde på indenunder. Den varme kaffekop havde gjort mine fingre varme og fugtige, og jeg gispede af fryd, da mine fingre fandt frem til min våde revne. Var den helt gal med mig – med os alle sammen – siden vi sådan nød at se andre mennesker lide og dø?

Jeg sad og legede med mig selv, ikke for at få orgasme, men blot for at mærke fryden i min krop. Jeg gnubbede hårdt og hurtigt, indtil jeg blev ophidset, og satte så tempoet ned, så jeg holdt mig selv på den frydefulde grænse mellem ophidselsen og orgasmen – en tilstand af salig velvære, med løftet om endnu mere intense glæders mulighed, som passede perfekt til denne vidunderlige morgen.

Jeg ved ikke hvor længe jeg sad der, og bare nød solen og mine fingres smidige spil, men pludseligt hørte jeg en summende lyd ude fra køkkenet. Jeg måtte lige bruge et par sekunder på at komme til mig selv igen, før jeg rejste mig fra stolen og gik ud i køkkenet.

Der var kommet en SMS på min mobil, som lå på den lille opsats mellem køkkenet og stuen. Den var fra Maja. Der stod:

"Hej Vibeke, jeg er ved at dø af spænding. Må jeg ikke komme over og se pigerne? PS: Tjek tekst-tv side 127."

Jeg burde næsten have forudset det. Vibeke gik mindst lige så meget op i vores 'leg' som jeg gjorde. Men hvordan vidste hun, at vi allerede havde fundet de piger, vi skulle nyde ved den kommende fest i Gourmetklubben? Jeg skyndte mig at skrive tilbage, at hun endeligt skulle kigge forbi senere på dagen.

Bagefter gik jeg tilbage til stuen, tændte for fjernsynet, og klikkede mig ind på tekst-tv. På side 127 stod der, at fire unge kvinder var meldt savnet, og at de sidst var set på Café Gryden i det indre København. Der stod en beskrivelse af pigerne, men ikke mere. Intet om, at nogen havde set dem stige ind i en mærkeligt udseende taxa, og intet om, at den var blevet kørt af en mand og en kvinde. Måske havde ingen set os? Jeg vidste, at politiet ikke altid gav alle oplysninger til journalister, for at de ikke skulle komme til at advare de eftersøgte, men det fik mig alligevel til at slappe endnu mere af. Og Maja havde åbenbart læst indlægget, og havde selvfølgeligt straks gennemskuet, at det var os der stod bag.

 Jeg fortsatte min frydefulde leg i sofaen, mens jeg langsomt tømte min kaffekop. Da den var tom, og jeg netop havde rejst mig fra stolen, hørte jeg en lavmælt snøften, som kom inde fra Rikkes værelse. Jeg listede mig hen til døren og lyttede. Den var god nok. Det var ungpigegråd. Det lød som om hun gjorde sig umage for ikke at lave larm. Måske hulkede hun ned i puden, eller havde gemt sig under dynen. Jeg fandt nøglen, som Mikkel havde lagt på spisebordet, og åbnede forsigtigt døren.

Rikke lå på maven på sengen, med ansigtet begravet og hovedpuden. Hun havde dynen over sig, men den skjulte ikke, at hele hendes krop skælvede, i takt med hendes dæmpede hulken. Jeg listede mig forsigtigt hen til sengen, og satte mig ved siden af hende. Hun gav et spjæt, og et lille skræmt klynk fra sig, da hun opdagede mig.

"Roligt, mit kære barn, du skal ikke være bange." Sagde jeg, og strøg hende kærligt over håret. "Hvad plager dig, Rikke? Du kan roligt fortælle mig det."

Rikke var tavs, og hun lå helt stille, som om noget krævede hendes fulde koncentration. Så hviskede hun endeligt. "I slår mig ihjel, gør I ikke? Så snart de andre piger er døde, så dræber I også mig!"

Et øjeblik overvejede jeg at fortsætte spillet, men kom frem til den konklusion, at det ikke var formålstjenligt. Der var simpelthen flere oplevelser at hente i at fortælle hende sandheden, specielt efter den aften vi havde haft i går.

"Kig på mig, Rikke. Ja, sådan." Sagde jeg, og lagde en hånd under hende kind, idet hun drejede hovedet og kiggede op på mig. Hendes blik fortalte alt. Hendes øjne var røde, og hun havde store poser under dem, som havde hun ligget søvnløs hele natten og grædt. Jeg smilede ned til hende. "Du er en klog pige, Rikke."

"Så er det sandt?" Peb hun, med en så svag og ynkelig stemme, at jeg ikke kunne lade være med at føle en knugen i brystet.

"Ja, mit kære barn. Vi spillede skuespil. Vi ville ydmyge dig, fordi du sparkede mig. Du skal dø, ligesom de tre andre dejlige piger." Hviskede jeg, og så tårerne bryde løs fra hendes øjne. Hun snappede efter vejret, og hele hendes krop rystede voldsomt. Så eksploderede gråden, og hun krøllede sig sammen på sengen, mens hun udstedte rytmiske, skamfuld, opgivende skrig.

"Åh Gud, hvad har jeg dog gjort, Mette?!" Brølede hun, og bankede frustreret hænderne ned i madrassen. "Jeg troede, at de ville lade mig leve! Jeg ville bare leve. Tilgiv mig, Mette, jeg ville bare leve!"

Jeg trak dynen af hende, så jeg kunne nyde synet af hendes smukke, unge, slanke krop, som vred sig i skam og sorg på sengen. Hun duftede af shampoen fra gårsdagens bad, blandet med en lang nats desperat koldsved.

"Du er en lille tæve, Rikke." Grinede jeg. "En rigtig lille luder, som forrådte sin bedste veninde, for at redde sig selv. Og hvad får du ud af det? Intet. Absolut ingenting. Hvor er det dog herligt, at se dig vride sig på den måde. Din unge, egoistiske, løgnagtige, selvoptagede ludertæve!"

Rikke brølede igen, og vendte sig om mod mig. Hun hamrede sine knyttede hænder ind i mit bryst og min mave, men hendes slag var ukoordinerede og uden kraft. "Hvor kan I gøre det! Hvor kan I gøre det?!" Hylede hun med skinger stemme.

Ud af øjenkrogen så jeg Mikkel stikke hovedet ind gennem døren. Han smilede, og havde en kop kaffe i den ene hånd. "Jeg blev vækket af duften af friskbrygget kaffe." Grinede han. "Og så selvfølgeligt af hendes hysteriske skrig. Jeg kan forstå, at du har fortalt hende sandheden?"

Rikke jamrede videre, men jeg ignorere hende, og vendte mig i stedet mod Mikkel. "Ja, den falske tæve havde alligevel regnet det ud. Desuden kommer Maja forbi i løbet af dagen, så jeg tænkte, at vi kunne more os lidt med Rikke her."

"Det er helt i orden med mig." Grinede Mikkel, og gav mig et blink. "Vi kan godt dræbe hende, hvis I får lyst. Vi har jo rigeligt i de tre andre piger på Lørdag."

"Det tror jeg næppe Maja vil have noget imod." Grinede jeg, og sendte Mikkel et kys. Så vendte jeg mig om mod Rikke – hun var blevet helt stille, og stirrede tavst op på mig, med store, rædselsslagne øjne. Jeg smilede ned til det kære væsen, og klukkede. "Ja, kære Rikke, så er legen vidst for alvor forbi. Du skal dø i dag!"

Næste afsnit...

Tilbage til Historier