Klubhuset: Karinas drømDel II En novelle af Vibeke | |
| ”Vidunderligt! I aner bare ikke, hvad det her betyder for mig!” Sagde Karina, og jeg kunne se, at hendes øjne var blanke af tårer, så lykkelig var hun. ”Hvordan vil du have, at det skal ske, Karina?” Spurgte jeg. Karina rømmede sig, og kiggede rundt i rummet. ”Jeg vil have, at I giver mig en knebel i munde, så jeg ikke kan skrige om nåde. Jeg vil have, at I binder mig, så jeg er helt magtesløs. Og så vil jeg have, at I ikke viser mig nogen som helst hensyn, ligegyldigt hvor meget jeg kommer til at lide. Jeg hvil have samme behandling som de andre piger. Jeg vil ydmyges ligeså brutalt som dem, kneppes som dem, tortureres som dem, og dræbes som dem. Og når jeg er død, vil jeg spises af jer, rup og stup. Jeg vil være en del af jer alle sammen, og leve videre i dem jeg elsker.” Forklarede Karina. ”Men før vi går i gang, vil jeg gerne sige farvel og tak til jer alle sammen, en af gangen. I har alle betydet så uendeligt meget for mig. Er det i orden?” ”Ja, selvfølgeligt. Det manglede da bare.” Svarede jeg. ”Det er jo også en smuk gave du giver os, nemlig at skulle nyde din død, og så få lov at spise din dejlige krop. Jeg er sikker på, at du kommer til at smage fantastisk.” ”Tak, Vibeke. Må jeg sige farvel til dig som den første?” Spurgte Karina, og smilede næsten genert til mig. Jeg nikkede, og hun trak mig om til hende i sengen. ”Vibeke, du er en af de kvinder, som har betydet aller mest for mig i mit liv.” Sagde Karina, så højt at alle kunne høre det – selv om hun ville sige farvel til os, en af gangen, så var det åbenbart meningen, at alle både skulle se og høre det. Hun fortsatte. ”Jeg har altid beundret din styrke og dit mod, og som formand for gourmetklubben er du blevet mit aller største idol. Den måde du taget kontrollen over vores ofres liv, og den måde du ofte selv har aflivet dem på, det er så kraftfulgt, så vidunderligt. Jeg er blevet så liderlig, hver eneste gang jeg har set dig i aktion. Det ville glæde mig meget, hvis du ville lade mig slikke din fisse, før jeg skal dø.” Endnu engang overraskede Karina mig, og gjorde mig ganske målløs. Hun har altid været en ret stille, nærmest genert pige. Blot det, at høre hende sig et ord som ’fisse’, overraskede mig, for slet ikke at tale om hendes bramfri forespørgsel. Men hvordan skulle jeg kunne nægte en af mine allernærmeste veninder et sidste ønske? ”Det må du gerne, Karina.” Svarede jeg, og satte mig ned i sengen. Lænkerne og det blodige gummilagen, som var blevet brugt ved Mettes aflivning, var blevet fjernet, og et sort satinlagen dækkede nu den bløde madras. Karina knælede ned foran mig, og trak uden tøven mine trusser af. Jeg kiggede smilende op på hende. Hun nikkede. Jeg spredte benene, og hun nærmest kastede sig over mit skød. Hendes tunge var smidig og udholdende, og hun var ikke bange for at bruge fingrene flittigt også, så det varede ikke længe, før jeg skreg i orgasme. Karina tog imod alle gæsterne, en efter en. Første sagde hun nogle søde ord, og så havde hun sex med dem, både mænd og kvinder. Hun tog sig kærligt af os alle 13, før hun endeligt lod sig falde tilfreds og udmattet ned på det sorte lagen. ”Pyha, hvor var det vidunderligt!” Stønnede hun højlydt. Vi sad alle stadig i en rundkreds om hende, og vi havde alle set og hørt hvordan hun havde taget afsked med alle sine venner. ”Jeg skal lige komme til kræfter igen, før vi går i gang. Skal vi ikke snuppe endnu en af Mikkels herlige velkomstdrinks, før vi går i gang med at aflive mig?” Alle var enige om, at det var en fremragende idé, og Mikkel skyndte sig ud i køkkenet efter bowlen. Da han kom tilbage til bollerummet, fyldte han straks alles glas. ”En skål for Karina.” Sagde jeg. ”En kvinde som her mod til at udleve sine aller inderligste fantasier!” ”En skål for Karina, som med garanti bliver et fremragende måltid!” Hujede Maja. ”Og et fremragende dødsknald!” Føjede Jens til, og så grinede vi alle hjerteligt og drak. | ”Hvad tror du der sker med dig?” Spurgte Maja nysgerrigt, da vi atter tog glassene fra munden. ”Altså lige før du dør. Tror du ikke, at du vil gå totalt i panik? Tror du ikke, at du vil fortryde det hele?” ”Det håber jeg så sandelig, at jeg gør.” Svarede Karina, hvilket fik alle til at kigge overraskende på hende. ”Jeg vil opleve angsten og smerten og ydmygelsen. Det vil jo ikke blive lige så intenst, hvis jeg er frivillig. Jeg er sikker på, at jeg vil miste alt mit mod, når jeg mærker døden nærme sig, men jeg vil have, at I lover mig at fuldføre det. Uanset hvor skræmt jeg bliver.” ”Det lover jeg dig, min lille skattepige!” Grinede Maja, og smilede lige så sadistisk, som hun havde smilet til alle andre dødsdømte piger. ”Men hvad med efter døden?” ”Efter døden?” Spurgte Karina forundret. ”Ja, tror du der er noget?” Uddybede Maja. ”Eller tror du, at det bare alt sammen er forbi?” ”Hvis alting bare stopper, så har jeg jo intet at frygte.” Svarede Karina. ”Og hvis der på en eller anden måde er noget der fortsætter, så vil jeg blot tage det som en glædelig overraskelse. Nej, jeg frygter ikke selve døden, men jeg frygter den angst om smerte, som jeg skal opleve, før jeg dør. Altså både frygter og længes efter – og helt klart mest det sidste.” ”Du er en underlig snegl, Karina.” Grinede Maja. ”Men et eller andet sted forstår jeg din beslutning. Jeg ved ikke, om jeg selv ville have mod til det, men jeg beundre dig for det, og jeg respektere dig. Altså lige indtil vi får dig kneblet og bundet. Så gælder der helt andre regler.” ”Tak, Maja.” Sagde Karina, og der løb en tårer ned af hendes ene kind. ”Jeg forstår også dig. Mere end du nogensinde vil ane. Derfor vil jeg også bede dig om, at være den som slukker mit liv. Jeg vil have, at du dræber mig Maja. Du bestemmer selv hvordan, bare lov mig, at det bliver langsomt og ekstremt smertefuldt.” ”Tak, Karina.” Hviskede Maja, og kyssede Karinas pande. ”Og jeg lover dig, at din død bliver ganske og aldeles grusom. Du ved jo, at jeg elsker det på den måde.” ”Også jeg.” Grinede Karina. Vi havde i mellemtiden fået tømt vores glas. Mikkel og Jonas havde rejst sig, og havde fundet nogle ting frem fra et af skabene. De bar dem hen til Karina, og lagde dem på sengen ved siden af hende. Det var et par håndjern og en lyserød kugleknebel, med en sort læderrem, som kunne fastgøres bag nakken på bæreren. ”Så er det ved at være tid, skat.” Sagde Jonas, og strøg Karina over håret, med en ømhed som berørte os alle. ”Ja.” Svarede Karina. ”Jeg elsker dig, Jonas, og jeg håber, at du får et godt liv uden mig.” ”Jeg elsker også dig, Karina.” Svarede Jonas, som måtte tørre tårerne væk fra kinderne, for han kunne fortsætte. ”Jeg håber, at din død bliver lige så vidunderlig, som du altid har drømt om. Hvis du vil ombestemme dig, så skal det være nu, Karina. Når jeg sætter kneblen her i munden på dig, så er det for sent. Så vil du ikke være andet end et stykke kød, som vi vil gøre med, ligesom vi har gjort med de andre piger.” ”Åh Gud. Så skal det ske.” Hviskede Karina, og tog en dyb indånding. ”Giv mig den på!” Jonas pressede kuglekneblen ind i munden på Karina, og spændte læderremmen fast bag hendes nakke. Samtidig samlede Mikkel hendes hænder på ryggen, og satte håndjernene om hendes håndled. Hun gryntede lidt, men kunne ikke få et sammenhængende ord frem. Hun væltede om på sengen, og hev og flåede i håndjernene, men kunne ikke få sine hænder fri. Så fossede tårerne pludseligt ned over kinderne på hende, og hun så så lykkelig ud som aldrig nogensinde før. Hun var fuldstændig hjælpeløs, og hun vidste, at hun kun havde ydmygelse og smerte at se frem til. Hele hendes ansigt lyste af lykke! Næste afsnit... |