Louises skæbnesvangre valg En novelle af Darker |
| J.D. nød sin ferie i Løkken, men i dag havde han tømmermænd, så i stedet for at tage til stranddrukfesten, besluttede han sig for at gå en tur op i sommerhusområdet. Det varede ikke længe før han fik øje på en langbenet, storbarmet, velskabt sag, som solede sig i en af haverne. Hun var alene. Han mærkede at hans pik blev stiv. Han havde lyst til den unge pige, men hun lignede ikke en pige der ville falde for en som ham – desuden havde han slet ikke tid til at lægge an på hende. Han havde aftalt med en kammerat, at de skulle mødes tilbage på campingpladsen om en time. Mens han betragtede hende, rejste hun sig fra liggestolen og gik ind gennem terrassedøren. J.D. kiggede sig hurtigt omkring – der var ingen andre mennesker at se. Han mærkede pulsen ryge i vejret. Hans hjerte bankede og hans lem blev jern hårdt, da han traf en hurtig beslutning. Han sprang over hækken og fulgte efter hende! Med hamrende hjerte og svedige håndflader, listede J.D. ind af terrassedøren – han kom ind i en lille stue. Den var tom. Han kunne høre den unge pige nynne, gennem en dør, som førte ud til en lille gang. Han listede derud og fandt flere døre. Han hørte pigens nynnen gennem en af dem, og listede derover – den førte ind til et badeværelse. Den unge pige var ved at gøre klar til et brusebad! Nu måtte han tænke hurtigt! Hvad ville han? Han havde lyst til pigen, men var han klar til bare at tage hende? Det ville jo få alvorlige konsekvenser, hvis han blev nappet af politiet – det ville ødelægge hans liv! Var han klar til at løbe den risiko? Tankerne for rundt i hovedet på ham. Turde han? Hvad var risikoen? Kunne han gøre det? Hvad ville han egentligt gøre med hende? Al fornuft sagde ham at han skulle gå – skynde sig væk, før han gjorde noget han ville fortryde resten af livet, men han kunne ikke tage øjnene fra den unge, slanke, velformede krop. Han havde lyst til hende, åh Gud, hvor havde han dog lyst! Han måtte have hende, koste hvad det ville. Hans hjerte hamrede så voldsomt, at det føltes som om hans brystkasse skulle sprænges. Han rystede over hele kroppe. Så tog han en dyb indånding og trådte ind i badeværelset! "Hvis du skriger, brækker jeg halsen på dig!" Hvæsede han, da han flåede brusekabinen op og lagde armen om den unge piges hals. Hendes krop spjættede af overraskelse og hun gav et skingert hvin fra sig. "Hold kæft og vær stille, så gør jeg dig ikke noget!" Tilføjede han og trak hende ud af brusekabinen. Hun stirrede op på ham, med store, skræmte øjne. Hvor var hun dog smuk! "Hey, giv slip på mig! Sæt mig ned! Lad mig være!" Klynkede hun med skinger stemme, mens han slæbte hende ud i gangen. Han havde set et soveværelse, da han var listet ind – der skulle de hen. "Giv slip! Få dine fedtede fingre af mig, din perverse gris!" Fortsatte hun trodsigt. "Hold kæft, eller du kommer til skade!" Vrissede han. Hun sparkede lidt, men han kunne sagtens få hende med. Han pressede hende ind til sig, så han kunne mærke varmen fra hendes dejlige, ungpigekrop. Hendes røv masserede hans lem gennem bukserne, når hun sparkede. "Åh Gud, nej, du voldtager mig ikke! Det gør du bare ikke!" Hylede hun, da han slæbte hende ind i soveværelset. "Knyt, sagde jeg!" Hvæsede han. Han var ved at blive vred. Kunne nogen mon høre hende fra de andre haver? Han måtte have hende til at holde kæft. "Nu holder du din kæft, eller jeg sværger at jeg slår dig ihjel!" Sagde han og smed hende på sengen. Hun sprællede som en fisk på land, da hun skræmt prøvede at komme på benene. Hun var ved at gå i panik – han kunne mærke det. "Slap nu af, for helvede. Hvis du bare slapper af, så sker der dig ikke noget!" "Hvad vil du mig?" Snøftede hun og satte sig op i sengen. Hun holdt hænderne afværgende op for sig. "Jeg vil bare... hygge mig lidt med dig." Svarede han, med rolig stemme, for at få hende til at slappe af. "Du skal bare slappe af, skat, så kommer det ikke til at gøre ondt, det lover jeg dig." "Jeg vil have at du går nu, hører du!" Snøftede hun, med skælvende stemme. "Hvis du ikke går nu, så skriger jeg så højt at det kan høres flere kilometer væk!" "Hvis du gør det, lille skat, så lover jeg dig, at jeg slår dig ihjel." Sagde han. "Det kan godt være at nogen vil høre dit skrig, men jeg tror nu sagtens jeg kan nå at dræbe dig, før de kommer herover. Tror du ikke også det?" Sagde han. Hun svarede ham ikke – men han kunne se på det skræmte og opgivende udtryk i hendes øjne, at hun vidste han havde ret. "Ja, det var bedre." Sagde han og satte sig ved siden af hende. Hun duftede dejligt – hendes varme hud var smurt ind i en velduftende creme, og hendes hår duftede af sol og sommer. Han lagde hånden på hendes arm, for at kærtegne den smukke, lyse hud. "Nej, fingrene væk!" Snøftede hun og kravlede skræmt væk fra ham. Han greb hårdt om hendes arm. "Du skal ingen steder, lille skat." Grinede han – nu var han ikke nervøs længere. Hans hjerte hamrede stadigt, men nu var det kun af ren liderlighed. Han havde hende lige hvor han ville have hende! "Du skal bare slappe af og tænke på noget rart, sødeste, dejligste pige. Jeg vil bare mærke dig. Jeg gør dig ikke ondt." "Det er sku da at gøre mig ondt, når du gramser på mig mod min vilje!" Hulkede hun, da han trak hende over til sig og lod sin ene hånd glide ned over hendes spændte, struttende BH. "Sikke et par fantastiske bryster du har der, skat." Grinede han og lod hånden glide op over dem igen, op over hendes bryst og skuldre, til hendes hals. "Du har i det hele taget en fantastisk krop. Er der noget at sige til at jeg vil ha' dig?" "Jamen jeg vil ikke! Vil du ikke nok lade være? Jeg beder dig, stop det nu." Snøftede hun, men han fortsatte med at kærtegne hendes unge krop.. "Nej, stop nu. Jeg kan ikke klare det! For guds skyld, så stop dog, jeg beder dig, jeg beder dig!" "Vær så stille, eller jeg kvæler dig." Grinede han og gav hendes venstre bryst et hårdt klem. Hvor føltes det dog fantastisk – det spændte, faste ungpigebryst lå vidunderligt i hans hånd. "Jeg skriger, det sværger jeg!" Hulkede hun. "Jeg er ligeglad om du gør mig fortræd – jeg vil alligevel ikke kunne leve med at blive voldtaget!" "Du vil hellere dø, end lade mig voldtage dig?" Grinede J.D., mens han overvejede det – han ville have den unge pige, og han var rede til at slå ihjel for at nyde hendes spændte krop. Han var faktisk ligeglad om han skulle dræbe hende, før han kneppede hende. Faktisk ophidsede tanken ham. "Er du helt, helt sikker på det du siger?" "Jeg... nej... jo." Stammede den unge pige, med gråd i stemmen. Hendes krop skælvede af angst, og små perler af sved kom til syne på hende pande. "Jeg vil ikke... voldtages!" "OK, hvis det er sådan du ser på det, så har jeg vel ikke noget valg!" Nærmest jublede han, næsten helt overstadig ved tanken om hvad der skulle ske – han skulle dræbe hende! Hav skulle tage livet fra dette smukke, unge væsen! "Nej, stop, jeg vilh... ikgrrh... igggrrrrrgh!" Hylede hun, da han greb hende hårdt om halsen, og pressede til. Hendes krop nærmest eksploderede af aktivitet, da hun begyndte at vride sig vildt og voldsomt. Hun pressede sig mod ham, i et forsøg på at skubbe ham væk. Så flåede hun i hans arme, men han var for stærk. Han kunne se på hendes forvrængede ansigt, at hun var i total panik – angsten havde totalt overtaget over hendes dejlige, unge krop. "Grrrr... grrrrh!" Gryntede hun, ude af stand til at skrige. Han pressede hende forover, så han kunne få bedre fat om hendes slanke hals. Han klemte hårdere, så hun ikke længere kunne frembringe den mindste lyd – og hun kunne heller ikke trække vejret! "Så er vi i gang, sødeste skat!" Grinede han euforisk. Hans hjerte hamrede som aldrig før – og det gjorde hendes vist også! "Nu kan du ikke trække vejret! Nu skal vi bare vente på at du dør, så jeg kan kneppe din døde krop!" Han ville se smerten på hendes ansigt, han ville se hvordan hun så ud, nu hun nærmede sig døden, så han drejede hendes hoved op mod sig. Hendes mund var åben, snappende efter den luft, som hun ikke kunne trække ned i lungerne. Hendes øjne var klemt hårdt i, som ville hun lukke hele verden ude – som ville hun nægte at der her rent faktisk skete for hende! "Du kan ikke stikke af, lille skat. Du kan intet stille op! Kan du mærke det? Kan du der?" Klukkede hen, optændt af en fryd og en lyst han aldrig før havde følt – hendes angst og smerte tændte et eller andet, dybt, dybt i hans sjæl. "Ja, du kan, skat! Du kan mærke det! Du kan mærke at du skal dø – ikke en gang, mange år ude i fremtiden, men nu! Lige nu!" Mens han var optaget af at nyde hendes desperate kamp, og følelsen af hendes bløde strube under han hænder, lykkedes det hende pludseligt at komme om på ryggen. Hun begyndte at sparke ham helt hysterisk, og prøvede at skubbe ham væk med sine ben. "Så lig dog stille, for helvede! Det kommer bare til at tage længere tid, hvis du kæmper imod!" Hvæsede han. Det virkede ikke som om hun var så opsat på at dø længere, tænkte han og smilede. "Men du har måske ændret mening, hva'? Du er måske alligevel ikke klar til at sige farvel til livet? Vil du alligevel hellere mærke min pik inde i din unge, stramme fisse, end at lide en langsom og smertefuld død?" Han var ved at blive træt i hænderne – han tommelfingre gjorde ond, af at gribe hende så hårdt. Det gjorde heller ikke sagen lettere, at hun nu skubbede op sparkede til ham. Han var ved at miste taget om hendes hals. Hun begyndte atter et trække vejret – om end meget sporadisk og anstrengt. "Du kæmper sku en tapper kamp, det må jeg give dig!" Grinede han, da han øjnede løsningen på hans lille 'problem'. "Men det vil desværre ikke redde dig. Nej, dit liv er allerede forbi, så fat det dog!" Med de ord greb han en pude som lå på sengen ved siden af pigen - samtidig med at han gjorde hvad han kunne, for at bibeholde presset på hendes strube, med den anden hånd. Hun skulle ikke have en chance! Nej, hun havde truffet hendes valg! "Sådan, skat!" Grinede han, idet han pressede puden ned mod hendes ansigt, med begge hænder. "Så kan du få lov at dø i mørke! Så kan du sku lære det, ja du kan!" Han hørte et par ynkelige, halvkvalte klynk under puden – så blev hun atter helt stille. Eller det vil sige, hun sagde ikke mere – men hun sparkede og vred sig stadigt som en vanvittig. Faktisk virkede det som om, at den lille smule luft hun havde fået, havde givet hende nye kræfter. "Jeg sagde det jo, din dumme, dumme pige! Hvis du kæmper imod, bliver det bare endnu værre. Du har ikke opnået andet end at trække pinen ud. Ja, så kan du få lov at lide så meget desto længere!" Klukkede han. Faktisk gjorde det ham ikke noget – tværtimod. Der var noget smukt, næsten erotisk over hendes desperate kamp. Han havde aldrig følt sådan en ophidselse før – og sådan en magt! Han skulle dræbe hende. Han skulle tage alt fra hende. Alt! "Tror du mon, du traf det rette valg?" Grinede han, og lagde hele hans vægt i at presse puden ned mod hendes ansigt. "Du kan ikke få vejret, vel? Nu er du igen ved at blive kvalt. Kan du mærke hvordan dine lunger brænder? Kan du mærke angsten og panikken fylde din krop? Kan du forestille dig hvad der sker, hvis jeg ikke giver slip? Kan du overhovedet fatte hvad der sker med dig? Du er så ung – dit liv er kun lige begyndt – og så er det allerede forbi! Tænk på alle de ting du aldrig skal opleve. Tænk på alt det du går glip af! Ja, du traf sku det rigtige valg, min ven – eller gjorde du?!" Han kunne mærke den unge kvindes kamp blive svagere. Langsomt forsvandt kraften ud af hendes spark, og hendes hænders greb blev svagere, mindre målrettet. Hun var ved at blive kvalt! Der var ingen tvivl om det – hun var ved at dø, lige her foran ham! Han mærkede en sitrende, fornemmelse i maven – som da han havde været en lille dreng, og stjålet æbler i naboens have – spændingen ved at vide at han gjorde noget forkert, bare tusinde gange stærkere. Skulle han gøre en ende på det? Skulle han for evigt udslukke den unge piges liv? Han havde lyst til det – mere end noget andet i verden – men hvorfor skynde sig? Han nød at mærke hende lide. Hvis han dræbte hende, var det forbi. "Ved du hvad, lille skat, du får lige en lille åndepause." Grinede han og løftede puden. "Spild den ikke med at skrige, for du får brug for alt den luft du kan suge ned i dine lunger!" Hun rullede om på siden og trak hvæsede efter vejret. Så begyndte hun at flæbe højlydt, men uden at skrige. Han så ned på hende – mens han nød den måde, hendes unge krop skælvede, i takt med hvert et ynkeligt hulk. Endeligt døde hendes gråd hen i en svag snøften og hun stammede. "Nej, jeg vil ikke dø. Jeg beder dig, du kan gøre med mig hvad du vil, bare du ikke slår mig ihjel!" "Så fik piben sandeligt en anden lyd!" Grinede han. "Men, lille skat, det ene udelukker jo ikke det andet. Jeg kan slå dig ihjel nu, og så gøre med dig hvad jeg vil! Nu er det for alvor, skat. Nu kvæler jeg dig sku til du dør!" Hun kastede sig bort fra ham, mens hun trak vejret dybt ind, som skulle hun til at skrige, men han var for hurtig for hende. Han kastede sig ind over hende og greb hendes ansigt bagfra, så hans hånd lå over hendes mund og kvalte hendes skrig. "Det var så din sidse chance, som røg der!" Grinede han, trak hende tilbage mod sig og lagde den anden arm om hende, så hun ikke kunne stikke af. "Du kunne måske have sluppet fra mig der, hvis bare du havde været lidt hurtigere – men det var du ikke! Og ved du hvad det betyder, skat? Det betyder at du skal dø nu!" Med de ord, klemte han sin tommelfinger og pegefinger mod hendes næse, så hun ikke længere kunne trække vejret. Hun vred sig voldsomt, i et nyt, desperat forsøg på at slippe væk, men lige lidt hjalp det. Han havde hende, lige hvor han ville have hende! "Mens du dør, så kan jeg jo lige fortælle lidt om hvad jeg vil gøre med dig, lille skat." Sagde han og smilede. "Det er vel kun ret og rimeligt, at du skal hvide hvorfor du skal dø sådan en forfærdelig død, og i så ung en alder. Men bare roligt – din død vil bestemt ikke være forgæves. Nej, jeg nyder virkeligt at tage livet af dig, og jeg er sikker på, at jeg også vil nyde dig døde krop helt vildt meget!" Mens han talte, lod han sin frie hånd glide op og ned af hendes krop. Han kunne mærke hendes mave bevæge sig krampagtigt, mens hun kæmpede for at trække vejret. Han lod hånden glide op over hendes svulmende, højre bryst og flåede Bh'en til side. Mens han grådigt æltede hendes store, faste brysk, mærkede hen pludseligt noget som ophidsede ham umådeligt. Han lod hånden glide mod venstre, så den lå mellem hendes bryster, lige over hendes brystben. Der var det! Han kunne mærke hendes hjerte hamre, under hans hånd – det hamrede, som havde fanden taget ved det! "Ja, for helvede! Jeg kan mærke dig dø!" Stønnede han ophidset. "Fuck, det er sku for skønt, det her! Åh Gud, hvis jeg dog bare vidste hvad der sker bag de smukke øjne. Jeg ville give næsten hvad som helst, for at vide hvad du tænker på lige nu! Men hvor kom vi fra – jo, når du er død, lille skat, så skal jeg nyde din unge krop. Din dejlige mund, din stramme fisse, din velskabte røv, dine svulmende bryster – jeg vil kneppe dig over alt. Jeg vil nyde hver en åbning og hver en kurve i din skønne, skønne krop! Det er derfor du skal dø, hører du? Du skal dø, fordi jeg nyder at slå dig ihjel – og fordi jeg vil nyde din unge, døde krop!" Mens han talte, skubbede han hendes hoved ned og drejede det, så han kunne se hendes ansigt. Hun stirrede op på ham, med hendes fantastiske, store, blå øjne. Måske var det bare hans fantasi, men han følte næsten at han kunne læse hendes tanker, gennem de klare øjne – var øjnene ikke sjælens spejl? Han kunne mærke hendes angst, hendes smerte, hendes sorg og hendes tab – han kunne mærke en knugende fornemmelse i maven. Han havde så ondt af hende! Det var så grusomt, det hun måtte gennemgå for hans skyld – men også så forbandet ophidsende! "Fuck, hvor du tænder mig, lille skat! Åh Gud, jeg kan mærke at du bliver svagere. Jeg kan mærke at livet er ved at forlade din unge, smukke krop!" Stønnede han, da han mærkede at hun igen blev svagere. " Tro mig, smukke pige, jeg har virkeligt ondt af dig. Jeg ved godt, at du gennemlever det mest forfærdelige, som kan overgå et menneske. Du skal vide at jeg er taknemmelig for den spændende oplevelse, du giver mig. Så derfor vil jeg svare på de spørgsmål, som jeg kan se står malet i dit ansigt. Hvorfor dig? Hvad har du gjort, for at fortjene en så grusom skæbne?" Han kunne mærke at hun var voldsomt svækket nu, på grund af alvorlig iltmangel, men hun var stadig i live. "Jeg håber du kan høre mig, skat. Du er næsten død nu, men før du dør skal du vide at det ikke er din skyld. Jeg fik tilfældigt øje på dig og fik lyst til dig. Jeg gør det her for min egen skyld, ikke fordi jeg syntes du fortjener det. Nej, du fortjener ikke det her, smukke. Jeg er sikker på at du er en sød og dejlig pige." Hun var nu så svag, at hun hang i hans arme. Hun var dog stadig i live, for hun spjættede sporadisk – dødskramper, tænkte han, hendes krops sidste ufrivillige bevægelser, som forårsagede af hendes døende nervesystem. Hendes hjælpeløse, døende krop i hans arme, hendes sidste, ynkelige bevægelser, den forestående udforskning af hendes døde krop – han var så ophidset, at han var lige ved at komme i bukserne! Hvor han dog trængte til at kneppe hendes døde krop! "Du er så tæt på, lille skat, du er så tæt på!" Hviskede han i hendes øre. "Vær tapper. Det er snart forbi! Bare giv slip, skat. Du har kæmpet en tapper kamp. Bare giv slip. Det er OK. Giv slip. Din kamp er forbi. Ja, sådan, bare giv slip på det hele. Der er ikke noget tilbage, for dig, i denne verden." Langsomt døde hendes kramper bort, og efterlod kun slaphed. Hendes hoved rullede fremover. Hun hang slapt i hans arme. Hun var død. Han havde slået hende ihjel. Han havde virkeligt slået hende ihjel! "Farvel, du dejlige, smukke pige." Hviskede han og kyssede hendes livløse kind. Så grinede han højlydt. "Det var vidunderligt at møde dig. Det var vidunderligt at dræbe dig. Lad mig nu komme i gang med at bruge din smukke, unge krop!" J.D. mærkede en flod af følelser skylle igennem sig. Han havde slået et menneske ihjel, et smukt, ungt menneske, og han havde ikke gjort det på den pæne måde – nej, hun havde lidt en langsom kvælningsdød. Han vidste at han burde smakke sig, og det gjorde han nok også, et eller andet sted. Han havde ihvertilfald ondt af hende. På den anden side havde det ophidset ham, og gjorde det stadig, at han havde udøvet den ultimative magt over hende – at han havde været her, hos hende, mens hun gennemgik de mest smertefuldt minutter af hendes liv. Og hendes krop – ja, hendes dejlige, unge, smukke krop – den tilhørte ham nu! Kun ham! Han sad med hendes afsjælede legeme i hans arme, og knugede det ind til sig. Det føltes vidunderligt. Varmt. Måske var det den sidste livsvarme, han lige nu mærkede fra hendes krop. Snart ville hun blive kold, så han måtte hellere komme i gang med at nyde hende, udforske hende og bruge hende. Det var jo derfor han havde dræbt hende, var det ikke? Nej, måske ikke – han kunne nok have voldtaget hende, uden at slå hende ihjel først. Han havde villet det. Han havde villet hendes død og hendes smerte – og han havde nydt det! Han lagde forsigtigt hendes krop op ad sengegærdet. Hendes hoved rullede slapt tilbage mod træet, og hendes hår bølgede ned bag hende, som et kastanjefarvet vandfald. Hendes bryster, hvoraf det ene var nøgent, idet han havde flået Bh'en til side, struttede spændte og imødekommende op mod ham. Ja, nu havde hun intet imod at han brugte hende – for hun eksisterede ikke mere! Det menneskesind, eller sjæl, eller hvad man nu ville kalde det, som havde beboet den smukke krop, var nu for evigt borte. "Så, lille skat, nu kan du ikke protestere mere." Sagde han og lagde den ene hånd på hendes nøgne bryst. Han lænede sig ned over hende, kyssede hendes let fugtige pande, og hviskede i hendes øre. "Du har fået din vilje. Jeg dræbte dig og nu er det tid til at bruge dig. Men jeg vil tage mig god tid, det lover jeg. Jeg vil nyde dig, som ingen mand før har nydt dig. Din død skal ikke have været forgæves." Hvis han skulle bruge hende, måtte han have tøjet af hende. Hendes Bh blev bundet på ryggen, så han rullede hende ned på sengen igen, på maven denne gang, så han kunne komme til. Hendes ben faldt ned på gulvet, og hendes røv struttede som en spændt fersken. Han lagde en hånd på hendes ene røvbalde – den var helt vidunderlig at røre ved. Fast og blød på en gang, som kun det fineste ungpigekød kan være det. "Ja, jeg skal nok bolle dig i røven, lille skat." Grinede han og begyndte at trække i snorene til hendes Bh. "Men det må vente – nu skal vi have din Bh af, så jeg kan lege med dine dejlige bryster. Åh Gud, det er jo bedre end jul, det her! Det er sku ligesom at pakke gaver op, bortset fra at jeg rent faktisk får noget jeg kan bruge!" "Ja, du er sku en skøn lille pakke!" Grinede han, da han havde løsnet hendes Bh. Han kærtegnede hendes skuldre, nød den silkebløde hud og varmen fra hendes døde krop. Pludseligt mærkede han en svag rystelse gå genne hendes krop. Var det mon en eller anden form for dødskrampe? Han lod hænderne glide ned over hendes ryg. Han kunne mærke endnu en svag rystelse. Pludseligt kunne han mærke, at hun hun spændte en muskel i ryggen. Hun var ikke død! Pludseligt hævede hun hovedet, og spruttede og hakkede voldsomt, mens hun trak vejret. Hendes ene arm fløj op til hendes hals, og berørte den prøvende, som fattede hun ikke den voldsomme smerte hun sikkert måtte føle. "Hvad... hvad... hvad." Stammede hun anstrengt, før hun endeligt fik kontrol over sin stemme. "Hvad sker der her?" "Hej, lille skat. Velkommen tilbage." Grinede han, og lænede sig ind over hende, så han kunne se hendes ansigt. Hun kiggede overrasket op på ham. "Hvad laver du her?" Hviskede hun. Var det virkeligt sandt, tænkte han, huskede hun virkeligt ikke hvad der var sket? Han mærkede en enorm glæde i hele hans krop. Nu fik han endnu en chance for at dræbe hende! "Hvad hedder du og hvor gammel er du?" Spurgte han nysgerrigt. Det var gået op for ham, at han intet anede om det unge væsen. "Jeg hedder Louise Frederiksen, og jeg er 19 år." Svarede hun, med svag stemme. "Hvem pokker er du og hvad laver du her?" "Hej Louise. Rart at få sat et navn på det smukke ansigt." Sagde han og smilede ned til hende. "Du husker virkeligt intet af hvad der er sket?" "Hvad snakker du om?" Spurgte hun, med ægte undren i sin stemme. "Lad mig genopfriske din hukommelse, lille skat. Den har tilsyneladende taget skade af iltmangel, eller også har du fortrængt det, på grund af chok." Forklarede han hjælpsomt. "Du lå og solbadede ude i haven. Jeg kom forbi og fik øje på dig. Jeg syntes enormt godt om dig, Louise, så jeg stoppede op og kiggede på dig. Da du gik ind for at tage et bad, fulgte jeg efter. Da du stod i badet, overfaldt jeg dig og slæbte dig med her ind." "Åh Gud!" Gispede hun. Hendes ansigt blev fortrukket af angst. Hun huskede ham! Ja, nu huskede hun ham igen! Før hun kunne skrige, lagde han hånden om hendes hals og klemte til. Louise udstødte et skræmt grynt, men det blev aldrig til et skrig, for hans fingre klemte brutalt hendes luftrør sammen. Hun kunne ikke skrige. Hun begyndte at gribe efter hans hånd, men hun var for svag til at gøre nogen synderlig modstand. "Ja, Louise, det må være grusomt." Grinede han, mens han nød rystelserne i hendes unge krop. Han kunne mærke dem i hans hænder, som greb hårdt om hendes slanke hals, men også i hans stive lem, som han pressede mod hendes ryg. "Tænk at du skal gennemleve det her to gange. Tænk at du overlevede at blive kvalt, bare for at vågne op og blive kvalt en gang til! Du har virkeligt ikke været for heldig med din skæbne, Louise! Tænk at skulle opleve så grusom en død, og så i en alder af kun 19 år!" "Ja, du kæmper en tapper kamp, Louise, men du er for svag. Din unge krop et helt udmatter, helt ødelagt, fra første gang jeg kvalte dig. Du kan lige så godt lade være! Det er håbløst! Du skal dø nu, Louise." Grinede han og nød nærmest hendes ynkelige, nyttesløse forsøg på at komme fri af hans dødsgreb. "Denne gang lover jeg dig, at du ikke vågner op igen. Denne gang er det alvor, hører du? Denne gang skal du virkelig dø!" "Jeg kan se på dit ansigt, at du er fuldstændigt klar over hvad der sker, og hvad du nu skal gennemleve." Grinede han, mens han stirrede – nærmest hypnotiseret – ned på hendes unge ansigt. Hendes øjne var lukket, og hendes øjenbryn var trukket sammen i smerte, og tungen spillede ud og ind af hendes mund, som ville den smage den sidste, søde luft. "Jeg kan kun sige, at jeg håber det ikke vare for længe, Louise. Jeg er sikker på at du er en dejlig pige, og du ikke fortjener at lide – så bed til Gud om at din død må blive hurtig. Det er det eneste lille håb, du har tilbage i denne verden!" Han flåede hende op fra sengen, så han kunne presse sit lem mod hendes ryg. Han ville mærke hendes skælvende, døende krop gnubbe sin pik –og han ville have at hun skulle mærke hvordan hendes lidelser tændte ham. "Kan du mærke det skat?" Grinede han. "Jeg er sku lige ved at komme i bukserne, så meget nyder jeg dig! Jeg sagde jo at dine lidelser, og din død, ikke skulle være forgæves, ikke? Du skal vide at jeg nyder dig lige nu, jeg nyder dig mere end noget som helst andet jeg nogensinde har oplevet!" "Det er næsten ironisk, at jeg overfaldt dig fordi jeg ville nyde din unge, smukke spillevende krop." Grinede han, mens hun langsomt sank ned mod sengen igen – hun var ved at miste de sidste kræfter. "Og så endte det med, at jeg opdagede at det var endnu mere ophidsende at dræbe dig. Nåja, du er nok ikke i stand til at værdsætte ironien, men når man tager din situation i betragtning, er det vel også ganske forståeligt!" "Åh ja, åh ja, åh ja! Fuck, hvor er du bare skøn!" Stønnede han, da han så at hendes store, velformede bryster stødte mod sengekanten, og bulede ud som to fuldmodne, spændte frugter. Han kunne snart ikke vente med at sætte tænderne i dem! Hvor skulle han dog kneppe hende, når den sidste livsgnist havde forladt hende. "Kom så, lille skat, det er forbi for dig. Bare giv slip, ja, giv slip!" "Nu er du virkeligt tæt på, Louise! Kan du mærke det? Kan du mærke at du dør?!" Grinede han, da hendes højre arm – som hun ellers havde brugt til at kæmpe imod ham – faldt slapt ned mod sengen. "Så kort tid, lille skat, du har så kort tid tilbage! Jeg håber virkeligt, at du har fået noget ud af dit liv, for nu er det for sent. Ja, alt er forbi for dig – du skal aldrig se dine venner, eller din familie igen. Du skal aldrig opleve glæde og lyst og lykke igen. Nej, du har brugt den korte tid som du fik her på jorden. Jeg kan kun håbe at du har brugt den godt!" Han vidste ikke om det var indbildning, om det havde helt andre årsager, eller om hun rent faktisk opgave håbet, netop i det øjeblik. Pludseligt blev hendes ansigt glat. Det var ikke længere en maske af angst og smerte – i stedet så han kun opgivelse og dyb, dyb sorg. Ja, hun var ved at dø – og hun vidste det! "Du skal ikke være bange Louise, jeg er sikker på du har været en god pige. Hvis der findes en Gud, er jeg sikker på du kommer i himlen!" Grinede han, ophidset ved tanken om at det sidste hun skulle høre i hendes unge liv, var lyden af hans stemme. "Ja, Louise, du kan roligt dø nu, det gør ikke noget. Du har kæmpet så tappert. Ingen vil bebrejde dig, at du giver op nu. Giv op, Louise. Giv slip. Lad blot det hele forsvinde. Det var alt sammen bare en drøm." Med de ord tog Louise afsked med verden, så vidt J.D. kunne se. Hendes unge, smukke krop, kollapsede fuldstændigt på sengen. Efter få sekunder begyndte den at ryste voldsomt. Han blev ved med at klemme om hendes hals. "Nej, du skal ikke have en chance til, Louise. Denne gang vil jeg gøre det færdigt. Denne gang er det virkeligt forbi." Hendes øjne stirrede ud i luften – men de mistede langsomt fokus. Så gled de i. Hendes krop skælvede en sidste gang, så lå den stille på sengen. Han blev ved med at holde om hendes hals, i adskillige minutter. Da han endeligt gav slip, flyttede han straks hånden op til hendes halspulsåre. Han mærkede intet. Hun var død. Stendød! Han vendte hende om på ryggen og lænede sig ind over hende. Med fingerspidserne åbnede han hendes øjne, så han kunne se de to smukke, blå øjne, stirre tomt og livløst op i loftet. Der var helt tomt derinde. Hendes sidste livsgnist var fuldstændigt og uigenkaldeligt slukket. "En skam at det skulle ende sådan, Louise. Altså, en skam for dig!" Grinede han ,og greb om hendes spændte ungpigebryster med begge hænder. Han gramsede på dem, knugede dem, legede med dem, følte dem, masserede dem, slikkede på dem, kyssede dem, duftede til dem, til han endeligt følte at hen kendte dem. Derefter lod han hænderne gå på opdagelse på andre dele af hendes krop. Hendes slanke, smukke hals, som han havde givet så voldsom en behandling. hendes unge, smukke ansigt, med de høje kindben, den fugtige pande og de tomme øjne. Så gik det den anden ven, ned til hendes falde, bløde mave. Hendes velformede hofter. Hendes lange, dejlige ben. Han begyndte at kysse hende over alt. Han ville føle hende. Han ville smage hende. Han ville opleve hendes døde krop på alle tænkelige måder! "Jeg ved godt, at du ikke gjorde det med din gode vilje, Louise, men jeg vil gerne takke dig for en vidunderlig oplevelse." Grinede han og trak trusserne af hende. Hendes barberede fisse nærmest smilede op til ham. Aldrig havde han set noget så indbydende, som hendes unge, døde, villige krop! "Jeg vil også takke dig for den smukke, skønne, varme gave, du har efterladt dig i denne verden! Jeg skal nok nyde den, det lover jeg, jeg skal nok nyde den som ingen anden gave, jeg nogensinde har fået!" Med de ord trak han lynlåsen i hans shorts ned, og trak hans stive, dunkende lem frem fra underbukserne. Han lagde armene om hendes ben, og løftede dem op, så de nærmest virkede som en lang landingsbane for hans pik, som endte lige i hendes unge fisse. Han pressede sig fremad, langsomt, mens han nød hver en millimeter han nærmede sig den lyserøde blomst. Han stønnede højlydt, da hans dunkende pikhoved endeligt fik kontakt med hendes silkebløde skamlæber. Uendeligt langsomt – og med uendelig nydelse –pressede hende sig ind i hendes varme, stramme fisse. "Åh Gud! Åh ja!" Brølede han, før han gav sig totalt hen til nydelsen. Han kneppede hendes fisse, han kneppede hendes røv, han kneppede hendes mund, han kneppede hendes bryster. Han anede ikke hvor mange gange han kom, for hver gang han var kommet, blev han straks stiv igen, ved synet af hendes døde krop. Han blev ved og ved, til han til sidst havde så ondt i pikken, at han ikke kunne fortsætte. Da var hun også fuldstændigt smurt ind i hans sæd. Da han kom tilbage til campingpladsen, var det ved at blive mørkt. Hans kammerat havde ventet længe på ham, og var godt gal i skralden. "Hvor helvede har du været? Vi skulle jo til fest for flere timer siden." Klagede han. "Jeg faldt i snak med en sød pige." Grinede J.D. "Du fik noget på den dumme?" Grinede hans kammerat og trak en øl op til ham. "OK, så tilgiver jeg dig! Skal I så ses igen, eller hvad?" "Nej, det tvivler jeg sku alvorligt på." Grinede J.D. og hævede øllen. "Skål!" "Skål!" |