Natlige Dansetrin - Kapitel 1 |
|
Ion Iliescu var for lidt over et halvt år siden tiltrådt sin tredje periode som præsident, og formanden for PSD, Adrian Năstase, var valgt som premiereminister for den netop sammensatte regering. Det var kun ti år siden, befolkningens voksende had havde tvunget Nicolae og Elena Ceauşescu på flugt bort fra Bukarest; en flugt, der var endt med deres tilfangetagelse i byen Târgovişte i Dâmboviţa, hvor de efter en kort proces begge var blevet henrettet ved skydning.
Irene Lebeck sad på sin kuffert og betragtede med trafikkens lyde omkring sig og den blå himmel over sig den smukke, gamle koncertsal, Atheneul Roman, der var blandt Bukarests mest berømte og af turister besøgte bygninger og i hvis indre, vigtige politiske beslutninger efter sigende skulle være blevet taget under oprettelsen af det rumænske storrige i forbindelse med Første Verdenskrig. Efter de mange årtiers voldsomme tildragelser og politiske omvæltninger, der endnu spøgte i hver en afkrog af byen, var det betagende at opleve den ubekymrede frihed, hvormed gadens liv syntes at udfolde sig. - Tilværelsens glæder har vel måttet give sig til kende på trods af omstændighederne, og nu, hvor målrettede tanker om fremgang og en duft af frihed har spredt sig, er det vel næppe så besynderligt, tænkte hun med et smil, der af eftertænksomhed blev påtvunget et vemodigt skær. De er netop i live nu; mennesker, der har overlevet. Man siger, at diktatoren og hans hustru citerede Internationale, at de nåede fire ord, inden en officer skød dem med en maskinpistol. Hun sukkede. Ventetiden var begyndt at gøre hende rastløs, og timerne i flyvemaskinen og den efterfølgende køretur i taxi fra lufthavnen havde ladet et slør at irritabel træthed sænke sig over hende. - Min kære Valerica, jeg må sige, at jeg er en smule skuffet. Klokken er snart fire. Jeg indrømmer, at det er et fantastisk sted, du har ladet mig vente, og for det skal du trods alt have tak. På den anden side af Calea Victoriei, en af de smukkeste og mest befærdede steder i den centrale by, lå Muzeul National de Arta al României, Rumæniens enorme nationalgalleri, der havde været domicil for den kongelige familie, prins Karl von Hohenzollern-Sigmaringens efterkommere, indtil kommunistpartiet afskaffede monarkiet få år efter Anden Verdenskrig, og kongen, prins Mihai I, måtte gå i eksil. Under opstanden mod Ceauşescu var museet blevet kraftigt beskadiget, men sidste år var dele af det atter blevet åbnet for besøgende. Det var et af de steder, Irene havde glædet sig til at besøge, og nu, hvor hun havde set det enorme palæ med egne øjne, var lysten ikke blevet mindre. Bukarest henlå i behagelig sommervarme, og den jakke, den kolde morgenluft i København havde påkrævet, var for længst pakket væk. Irene var iført korte bukser, en ærmeløs bluse med bred udskæring, der afslørede årstidens myriader af fregner over hendes bryst, og et par behagelige lædersandaler, som hun regnede med ville være gode allierede, når hun over de næste uger ville bese denne for hende endnu fremmede by til fods, mens hun i selskab med sin veninde nød solen og feriens befriende formålsløshed. Hun satte tænksomt en lok af sit langt, rødgyldne hår om bag øret, tændte en cigaret, og mens hun indåndede den første mundfuld røg, så hun fra et ungt forbipasserende par, som hendes øjne havde hvilet på, og op på den imponerende bygning. Den syntes, selv nu i dagens stærke lys, at bære et ekko af sene afteners medrivende kunst, bølgende strygere, sprøde træblæsere og et skærende horn; den indledende, dramatiske fanfare fra første sats af Gustav Mahlers femte symfoni. Facaden, der domineredes af seks enorme søjler, over hvilke på en ellers uudsmykket gesims ordene, Atheneul Roman, stod skrevet, syntes at være tegnet med den samme pompøse strenghed som denne Trauermarsch. Højt oppe, over den trekantede tympanon, der gav bygningen en lighed med et gammelt græsk eller romersk tempel, hævede en vældig kuppel sig. Irene forsøgte at læse de navne, der stod skrevet over kuplens runde og rigt udsmykkede vinduer. - Virgilius, mumlede hun for sig selv. Michelangelo, Pericle... - Irene Lebeck? Overrasket drejede hun hovedet og så på den talende. Det var en høj, lettere ranglet herre med sort, tilbagestrøget hår og et intenst blik, der forstærkedes af de kraftige skygger, der lå om hans øjne, og som hans alder taget i betragtning - han kunne endnu ikke have rundet de fyrre - vidnede om søvnmangel og måske en hverdag tynget af mange pligter. Han var klædt i mørk jakke og bukser, og hans holdning var høfligt tøvende. Irene nikkede. - Bunã ziua, sagde han og så en smule lettet ud, idet han rakte hende hånden. Bine aþi venit la România. Mă num esc Sandu Sorescu. Hun tog hans hånd og trykkede den. Gennem hendes venskab med Valerica havde hun lært en smule rumænsk, men slet ikke nok til at kunne føre en egentlig samtale, desuden var hun lidt for forvirret over situationen til at kunne overskue et forsøg. - Undskyld, men jeg taler ikke rumænsk, sagde hun på engelsk og så forhåbningsfuldt på manden, der fik et beskæmmet udtryk i ansigtet. - Tilgiv mig. Han fattede sig, rettede lidt på sin krave med et udtryk, som om han ikke helt vidste, hvad han skulle stille op. Så fortsatte han. - Som sagt, mit navn er Sandu Sorescu. Jeg håber, De har haft en behagelig rejse? - Jo tak, svarede hun, stadig i komplet vildrede med hensyn til hans hensigter. Jeg skal møde nogen her om lidt. Hun så sig stjålent omkring i håb om at se Valerica komme gående, men denne var ikke i syne noget sted. - Det ved jeg. Frk. Valerica Varga, ikke sandt? - Ja, svarede hun nervøst. Er der sket noget? - Vær kun rolig; der er ikke sket frk.Varga noget. Hun er blot blevet forhindret i at komme her og møde Dem. Jeg er blevet bedt om at overrække Dem dette. Han rakte ind under sin jakke og fremdrog en tyk, brun konvolut, som han gav hende. På den stod hendes navn skrevet med en sort marker. - Det er alt, sagde Sorescu. Jeg håber, at Deres ophold i Bukarest vil blive behageligt. Så bukkede han let, vendte sig og begyndt at gå hastigt bort fra Irene. - Vent! Hun var overbevist om, at han måtte have hørt hendes råb, men han ignorerede det og fortsatte i retning af en bil, der holdt med døren åben og motoren tændt. Irene måtte nødtvungent opgive at løbe efter ham; dels havde hun på fornemmelsen, at han ville sætte i løb og at hun således ikke ville have mange chancer for at indhente ham, inden han nåede sit mål, dels ønskede hun ikke at efterlade sin kuffert, som hun nu, hvor det ikke lod til, at hun med det første ville få Valerica at se, var ganske afhængig af. Desuden, og det var en tanke, der først langsomt kom snigende, var hele dette optrin så besynderligt og unaturligt, at en vis ængstelighed havde sneget sig ind på hende. Sorescu sprang ind i bilen, og chaufføren begyndte at køre allerede inden døren blev smækket i. Pludselig gav hun et forskrækket udbrud fra sig, viftede hektisk med hånden og slyngede det nedbrændte cigaretskod fra sig. Et par amerikanske turister stirrede et øjeblik på hende; den ene lo og nikkede til hende, men hun var for optaget af at vende tilbage til sine afbrudte tanker til at besvare hans gestus. Hvorfor var Valerica blevet forhindret i at møde hende? Hvem var denne mystiske Sorescu, og hvorfor havde han så travlt med at forhindre, at hun kom til at tale yderligere med ham? De to måtte kende hinanden, men noget sagde Irene, at det næppe var på et venskabeligt plan. Svarene på disse spørgsmål kunne meget vel være i konvolutten, og dog var beslutningen om at åbne den ikke så let, for langt overskyggende hendes nysgerrighed og iver efter at finde ud af sagens sammenhæng var hendes voksende frygt for, at noget meget ubehageligt kunne være tilstødt veninden. Måske var det det forhold, at hun nu var alene i en stor by, hun aldrig havde sat sine ben i før, der var med til at få situationen til at tage sig så skræmmende ud, men da hun endelig besluttede sig til at åbne konvolutten, var det med rystende hænder og en klump i halsen. Hun fremdrog tre effekter, som hun lagde i skødet og studerede indgående: Et brev, en nøgle og et kassettebånd. Nøglen var stor og støbt i jern; dens greb var udsmykket med et våbenskjold, men Irene kunne ikke nøjagtigt få hold på dets figurer, for det så ud til at tid og brug havde tæret på det - eller også var udførelsen ganske enkelt ikke videre god - men hun mente at se en krone øverst og nogle buede, vandrette streger neden under. Hun lagde den i sin lomme sammen med kassettebåndet, der var gråt og uden påskrift. Så foldede hun brevet ud og læste det: Kære Irene Først og fremmest er jeg utrolig ked af at måtte sætte dig i denne kedelige situation, men jeg beder dig stole på mig, når jeg nu fortæller dig, at jeg ikke havde noget valg, og at du ikke skal være bekymret for mig. Der er blot visse forhold, jeg er nødt til at få rede på, førend jeg er i stand til at møde dig. Der er reserveret et værelse til dig på hotel Lido i centrum. Det er et godt sted, og du skal ikke bekymre dig om priser, hverken hvad overnatninger eller besøg i restauranten angår. Alt vil blive betalt. Du kan se det som et forsøg på at råde bod på den ulempe, jeg er skyld i. Med hensyn til de vedlagte ting, nøglen og båndet, sørg for at passe på dem og lad ikke nogen vide, at du har dem - mindst af alle politiet. Dette er vigtigt, pas godt på dem. Jeg stoler på dig, og jeg håber, at du stoler på mig. Du skal nok få en forklaring, så snart det er muligt, men indtil videre kan jeg ikke fortælle mere. Jeg beder dig lade være med at forsøge at efterforske dette yderligere: Prøv ikke på at finde mig, og lyt ikke til båndet. Grunden til, at jeg fik dem overdraget til dig, er, at jeg ikke ser mig i stand til selv at passe på dem, men mener at vide, at de er i sikre hænder hos dig. Til vi ses igen, nyd Bukarest og alt, hvad der er at se og opleve. Det er en dejlig by, og du glemmer snart denne lille sag. Jeg elsker dig. Val Da Irene var færdig, lukkede hun øjnene og trak vejret dybt. Der var flere ting, hun ikke kunne få til at passe med det billede, hun gennem årene havde fået af veninden, der måske ikke levede det mest stillestående liv, men som man aldrig ville forvente ville rode sig ud i noget, der havde den alvor, som brevet på trods af den tilsigtede beroligende og udglattende tone antydede. De forhold, det omtalte, som skulle bringes i orden, havde givet med kassettebåndet og nøglen at gøre, og indbefattede således også Sorescu, da han var blevet dem betroet. Hvis han ikke havde kendskab til konvoluttens indhold, så mentes han åbenbart at være så troværdig, at han kunne skikkes som bud med den dertil påkrævede diskretion, hvilket på den ene eller den anden måde også ville antyde, at han havde med Valericas mystiske situation at gøre. Skriften i brevet var afgjort Valericas, men sproget afspejlede en art samvittighedsfuld travlhed og væsentlig mere alvor, end Irene normalt ville forbinde med hendes personlighed og almindelige tone. Det kunne betyde, at hun enten var i fare, eller frygtede, at Irene skulle komme det, og omtalen af politiet fik en kuldegysning til at løbe ned ad den af sommervarmen ophedede ryg. Hvilken lås ville denne nøgle åbne, og hvad kunne der være på båndet, der ville skabe problemer med politiet? Og hvem ville det skabe problemer for? Resten af brevet var en advarsel, der forsøgtes skjult under forsikringer om, at alt var i den fineste orden. Hvad skulle hun gøre? Som en flaksen af små insektvinger begyndte panikken at hvirvle rundt i hendes indre, og det krævede både koncentration og fokus at tvinge den til hvile med stringent tankegang. Irene havde lært Valerica at kende for næsten ti år siden, da de havde påbegyndt deres gymnasietid sammen i København. Hun kunne huske, at den lille rumænske pige omgående havde fanget hendes interesse med sine hurtige replikker og sofistikerede sprog, der underbyggedes langt mere end skæmmedes af den diskrete accent. Familien var flygtet fra hjemlandet otte år forinden og var endt i Danmark, hvor det var lykkedes dem at skabe en udmærket tilværelse på trods af savnet og det tungsind, man må føle, når man ikke længere kan se sig som velkommen i sit fødeland. Venskabet voksede sig så nært gennem deres skoletid, at de ved dens udgang på det nærmeste følte sig som søskende og kom og gik i hinandens hjem med en så stor selvfølgelighed, som boede de to steder på en gang; Irene var sågar flere gange kommet til at tiltale Valericas mor som sin egen. De flyttede hjemmefra samtidig og påbegyndte hver sin retning på universitetet, men delte en tid en lejlighed i byen. Da de senere fik råd til at have hvert sit sted, og Irene indlogerede sig i en bygning, der lå få hundrede meter fra den, hun kom fra, syntes det næsten at være unødvendigt, for den ene lejlighed stod mere eller mindre konsekvent tom. Det sidste halve år, hvor Valerica havde boet og studeret i Bukarest, havde været besynderligt for dem begge, og det sidste lange stykke tid havde deres brevveksling og telefonsamtaler mest drejet sig om, hvor meget de savnede hinanden. Nu sad Irene på en bænk i Bukarest og længtes efter sin veninde, så det langt overskyggede irritationen over at være ladt alene og frygten for den hemmelighedsfulde affære, hun med ét måtte se sig blandet ind i. Da hun langt om længe rejste sig, foldede brevet sammen og lagde det ned i lommen til båndet og nøglen og begyndte at trække sin kuffert ud til Calea Victoriei for at finde en taxi, var det med den ene tanke i hovedet, at hvis der viste sig at være noget, hun kunne gøre, for at redde sin veninde ud af en prekær eller farefuld situation, ville hun gøre det uden tøven. Det faldt hende med en voksende klump i halsen ind, at Valerica aldrig før havde sagt eller skrevet, at hun elskede hende. Hvis Atheneul Roman havde været Trauermarch, var hotel Lido Scherzo: Kräftig, nicht zu schnell. Det var en stor, velholdt, hvid bygning i seks etager med lange rækker af brede altaner, bag hvilke serier af glasdøre vidnede om lyse, rummelige værelser. Allerede ved et kort kig på indgangspartiet kunne Irene se, at det ikke var et sted, hvor hun under normale omstændigheder ville have blot tilnærmelsesvist penge nok til at bo under sit ophold, men selvom hun havde en del tvivl med hensyn til brevets løfte om unødvendigheden af at gøre sig den slags bekymringer, gik hun ind af døren og gennem den imponerende lobby, hvis smagfulde indretning blandede det moderne og det klassiske i et lyst arrangement af grønne planter og bekvemme møbegrupper, der var placeret således, at de tilføjede lokalet en vis intimitet uden at ødelægge det overordnede indtryk af moderne, voluminøs luksuriøsitet. Nogle herrer, antageligvis forretningsfolk, sad ved et bord og samtalede dæmpet. Hun gættede på, at de ventede på nogle kolleger eller blot bekendte, inden de ville begive sig ind i restauranten for at spise til aften. Irene så med en pludselig, uvandt følelse af selvbevidsthed ned ad sig og ønskede brændende, at hun havde iklædt sig noget pænere tøj, der kunne have hjulpet hende til at falde ind i disse omgivelser, for det stod hende pinligt klart, at hun gav det indtryk - dels ved sin imponerede iagttagelse af rummet, dels ved sin afslappede påklædning - at hun måtte være gået ind ved en fejltagelse. Hun skyndte sig at genvinde fatningen og gik i rask tempo hen til portieren, en venligt udseende, midaldrende herre i stilfuld uniform, der så imødekommende, men en smule spørgende på hende. - Bunã seara. - Goddag, svarede hun på engelsk og rettede lidt på sit hår. Mit navn er Irene Lebeck, har De modtaget en reservation i mit navn? - Et øjeblik, frøken, jeg skal straks se efter. Han stod kortvarigt og betjente en computer, der stod under disken ude af syne for besøgende, derefter hævede han et øjenbryn, trak vejret langsomt ind og vendte sin opmærksomhed mod Irene. - Således forholder det sig, kære frøken. - Og det er Valerica Varga, der har sørget for reservationen, antager jeg? Manden så et øjeblik en anelse beklemt ud, og en finger, der langsomt trommede på bordpladen foran ham, antydede, at han tænkte dybt. Han betragtede længe sin computer uden at foretage sig noget med den, så var det, som om han genvandt fatningen, og han sagde: - Vil de have mig undskyldt et øjeblik, frk. Lebeck? Hun nikkede, og han forsvandt ind gennem en dør med hurtige skridt. Mens han var væk, studerede hun en lille informationsfolder, der lå fremme. Hendes tanker var andetsteds, og det at stå alene uden at have noget at tage sig til fik bekymringerne til at vokse i hende igen. Hotel Lido var blevet bygget i 1930, og havde på det tidspunkt på trods at den perfekte beliggenhed ikke haft status af et luksushotel; dette var først kommet efter nogle gennemgribende renovationer mellem 1993 og 96, hvor Lido havde fået fire stjerner og efterfølgende var et foretrukkent hotel for udlændinge med forretningsanliggender i Bukarest. Folderen var dekoreret med billeder af hotellets forskellige faciliteter; værelserne så direkte fornemme ud, og hun kunne forstå, at der var airconditioning, fjernsyn med umådelige mængder af tilgængelige stationer, telefon, minibar og roomservice døgnet rundt - der var endda store mødelokaler, et fitnesslokale, en udendørs swimmingpool og en sauna tilgængelige for gæsterne. Irene bed sig i fingeren. Hun havde mest lyst til at forlade hotel Lido og finde et andet, billigere sted at bo; hverken hun selv eller Valerica kunne være i stand til at betale et længere ophold her. - På den anden side er det formodentlig her, Val forventer, jeg er. Hvis hun prøver at få kontakt til mig eller faktisk indfinder sig for at møde mig, så er jeg nødt til at være her. Tanken om, at hendes veninde var i problemer, og hun ikke kunne hjælpe, var værre end tanken om ikke at kunne betale en hotelregning. Irene lukkede øjnene. Nøglen var begyndt at gnave i hendes lår, men hun ville ikke tage den frem. I stedet prøvede hun med fingrene uden på lommen at flytte den ud af den uheldige position, og det var således optaget af at gnide sig selv på låret, den velklædte portier fandt hende, da han kom tilbage. Han rømmede sig en smule pikeret, og hun rettede sig op med blussende kinder. - Undskyld mig, fik hun fremstammet og stod ret næsten som en soldat. Efter portieren kom en anden herre, der stillede sig hen foran Irene og så hende venligt i øjnene. Han var af middelhøjde og klædt i et afslappet, men dyrt udseende jakkesæt. Hans halvlange, krøllede hår lå sort og med en elegant utæmmethed om hans hoved, og hans mandige holdning og lidt fremskudte hage tjente til at give ham et intenst og temmeligt dragende udseende. - Goddag, frk. Lebeck, sagde han langsomt og med en så perfekt udtale, at man kunne tage ham for at være en fordums engelsk aristokrat. - Goddag, hr...? - Ujvary, svarede han og gav hende hånden hen over disken med et let buk. Det er os en glæde at have Dem boende, frk. Lebeck. En stor glæde. Hun tøvede og rømmede sig pinligt berørt. - Mange tak. Det, jeg gerne ville vide, var sådan set blot, hvem det er, der har foretaget reservationen af mit værelse? - Åh, naturligvis, frøken. Tilgiv, at jeg ikke havde sørget for, at De fik det at vide med det samme. Herren var netop af den opfattelse, at De ikke ville vide, hvem han var, så jeg burde have sørget for, at den sag blev bragt i orden, inden De måtte spørge til den. Frygteligt pinligt, det ved jeg, men jeg håber, De vil være forstående. Det drejer sig om hr. Nadasdy. Férencz Nadasdy. Ujvary lod til for alvor at være ubehageligt til mode ved fejlen, han mente at have begået, og den respekt og underdanighed, han udviste, formåede blot at forvirre Irene yderligere. Hun løftede afværgende hånden og prøvede at tvinge sig selv til at smile. - Det er helt i orden, hr. Ujvary. Jeg var blot nysgerrig. Han bukkede igen. - Hr. Nadasdy ønsker at betale hele deres ophold og forplejning, og det er blevet mig pålagt at sørge for, at deres besøg på hotel Lido bliver så behagelig og berigende en oplevelse, som det er mig muligt. Hvis der er noget som helst, De måtte ønske, eller noget, De vil spørge om, skal De blot sørge for at tilkalde mig. - Tusind tak, hr. Ujvary, det er virkelig alt for meget. - Slet ikke. Jeg ser det ikke blot som min pligt, men også min fornøjelse at sørge for, at De får et mindeværdigt ophold i Bukarest. Der vil naturligvis blive stillet en bil med chauffør til Deres rådighed, når De agter Dem ud i byen. Der er ganske meget at opleve netop her i området omkring hotellet, det ligger ikke mere end fem hundrede meter fra Piata Universitatii, et af byens livligste steder - lige noget for en ung kvinde som Dem selv, turde jeg sige - men ikke desto mindre er jeg overbevist om, at De ønsker at opleve et bredt udvalg af byens seværdigheder. Han måtte have bemærket Irenes overrumplede udtryk, for han lo kort, førte en hånd gennem sit hår og sagde: - Men nu er jeg sikker på, at De kun ønsker at blive ført til Deres værelse. Portieren gav ham en nøgle, og med hurtige skridt gik Ujvary rundt om disken og greb med sin frie hånd fat i håndtaget på Irenes kuffert. Hun skulle til at stoppe ham, men da han insisterede, besluttede hun sig for at følge efter ham og se, hvor hun endte. Efter en længere opstigning i en af hotellets to elevatorer, nåede de øverste etage, hvor de steg ud, og Ujvary låste døren op til, hvad der viste sig at være en suite af et sådant format, at Irene spærrede øjnene op. Den stue, de kunne se ind i, syntes på det nærmeste at kunne rumme hele hendes lejlighed, og det smukke interiør var så stilrent, at hun ville føle sig nødsaget til at klæde om og sætte sit hår, før hun kunne sætte sig i en af stolene. Ujvary lod Irene gå først ind og fulgte så umiddelbart efter. Som for at sikre sig, at han ikke ville blamere sig ved først at stille kufferten fra sig for så at måtte samle den op og føre Irene til en anden suite, spurgte han, om alt var til hendes tilfredshed, inden han efter et måbende og ganske stumt nik fra hendes side gik forbi hende og stillede den ved en lukket dør, der formodentlig førte videre fra stuen til det, der skulle være hendes soveværelse det næste stykke tid. - Så vil jeg lade Dem alene. Husk, at De når som helst kan ringe til receptionen, dersom De mangler noget. Han tænkte sig om et øjeblik, og rakte derpå et lille kort frem mod hende, som hun tog imod. - Mit privatnummer samt nummeret direkte til mit kontor og til min mobiltelefon står her. Tøv endelig ikke med at ringe. Med vendinger, som hun ikke helt følte slog til i henhold til at beskrive, hvor overrumplet, hun var, takkede Irene ham mange gange, og med et buk vendte han sig og forlod hende. Døren ud til korridoren svingede i bag ham. - Og nu, tænkte hun, mens hun åbnede glasdøren og gik ud på altanen for at se ned på gaden, ville jeg meget gerne vide, hvem denne... Férencz Nadesdy er. Navnligt hvorfor han uden at kende mig eller nogensinde have mødt mig ønsker mig et så overdådigt ophold. Bilerne kørte i en lind strøm forbi hotellet, og på fortovene spadserede mennesker hjem eller ud i den sommervarme aften for at spise middagsmad. Hendes tankestrøm, der havde trukket alt med sig som et vandfald, syntes at standse her, hvor hun stående som en velhavende luksusturist betragtede livet fra sin ophøjede post. Over tagene udførte en stor flok sorte fugle en serie af imponerende kunststykker; enkeltvis var de som små forvirrede pletter, men samlet, som et impressionistisk maleri, udgjorde de en helhed som en levende sky, der søger at tryllebinde beskueren og aflevere et vigtigt budskab om tilværelsen fjernt fra livet på jorden, fjernt fra travlheden og bekymringerne - et budskab om det gennemskuende, om sløret, der trækkes bort, når blot man har modet til at frigøre sig. Irene sukkede med en klang af længsel. Hun var ankommet med et håb om ubekymret ferie og nye oplevelser i det selskab, hun holdt allermest af og nu havde savnet så længe. I stedet var det blevet bekymringer og ubehagelige mysterier, der havde modtaget hende. Pludselig vendte virkeligheden tilbage i et kvalmende sus, da hun nede på gaden foran indgangen til den bygning, hun befandt sig i, fik øje på Ujvary, der stod i samtale med en kvinde, hun ikke havde set før. Kvinden var rødhåret og høj, og hun var klædt i en lang nederdel og en formsyet jakke; på hovedet havde hun en lille, elegant hat. Ujvary gestikulerede, mens han talte, men kvinden nøjedes med, så det ud til, at nikke roligt. På et tidspunkt pegede han op, og Irene var overbevist om, at det var netop den altan, hun stod på, han ønskede at henlede den rødhåredes opmærksomhed på. Uvilkårligt og med et sug i maven trak hun sig væk fra gelænderet, hvorfra hun stadig kunne se, hvad der foregik på gaden, men hvor hun mente, at hun ville være så godt som usynlig set der nede fra. Kvinden så kort op og nikkede igen. Derpå talte hun et stykke tid til Ujvary, vendte sig bort fra ham og satte sig ind i en stor, sort bil, der holdt og ventede. Ujvary stod lidt og betragtede sin ene hånd. Irene havde på fornemmelsen, at han var ilde til mode, men hvorfor hun fik den tanke, vidste hun ikke. Da han genvandt sin gamle, animerede facon, vinkede han hastigt en bil frem, der havde været parkeret længere nede ad vejen. Den holdt ind der, hvor han stod, og han flåede døren op med en sådan fart, at flere mennesker dernede så ud til at bemærke ham. Som en hest, der endelig får lov til at løbe, satte bilen i gang og fulgte efter kvindens. - Der fik du vist lidt at tænke over, mumlede Irene for sig selv og smilede uden at more sig. Luften var lun og behagelig mod ansigtet, og hun stod længe efter, de to biler var kørt, og lod den milde vind stryge gennem håret og hen over huden. Hun var interesseret i at se, om en af de to biler vendte tilbage, men som minutterne gik blev det lige så vigtigt for hende blot at stå på altanen og se Bukarests befolkning og deres gøremål højt oppe fra. Da klokken nærmede sig otte, besluttede hun, at det var tid til at pakke nogle ting ud, vaske sig og omklædt begive sig ned til restauranten. |
