Natlige Dansetrin - Kapitel 2 |
|
Mens Irene omsluttedes af badekarrets varme, sæbeduftnde vand og veltilpas lod hovedet hvile på en bekvem plasticpude på kanten, arbejdede en krumrygget skikkelse tavst i det kolde skær fra en utildækket elpære, der hang fra loftet i et snavset kælderlokale andetsteds dybt under jorden. I et hjørne sad en lille dreng med knæene trukket op under hagen og betragtede bevægelserne, der kastede mærkværdige skygger rundt på de plettede, gullige kakkelvægge.
Det misdannede væsen, som drengen vidste blev kaldt Ursula, stod vendt væk fra ham med sin nøgne rygs sygeligt blege hud, hvorunder musklerne arbejdede i et rytmisk mønster, malet i en rædselsfuld, blålig palette af den enlige lampe. Hun var så tynd, at ryghvirvlernes knudrede række stod tydeligt frem helt op til den natsorte hårpragt, der hang ned foran skuldrene som en hætte omkring hendes hoved. Fra lænden og ned til gulvet var kroppen dækket af en jordslået særk, der var præget af mørke pletter. Drengen ønskede, at han kunne lukke øjnene tæt i, men vidste, at det, han ville se bag sine øjenlåg, ville være endnu værre end det mareridt, der nu udspillede sig for hans øjne. På et rustent metalbord foran Ursula lå noget, drengen på grund af det grove sækkelærred, der var viklet om det, ikke kunne se, hvad var, men det var dette, den vederstyggelige kvinde var optaget af. Ved siden af hende, på et mindre bord, på hvis ben nogle små hjul var fastgjort, lå en række mærkværdige knive, tænger og små save, som han, da han var blevet før gennem rummet fra den nu lukkede jerndør med det lille, skoddede vindue, havde haft tid til kortvarigt at betragte, men som nu, fra hvor han sad, var uden for hans synsfelt. Ursula rakte en tynd, senet arm ud til siden og lagde skødesløst en kniv med et rillet blad mellem de andre instrumenter og tog derefter med sine lange, sortneglede fingre, uden at se på det lille bord, et fast tag en gammel nedstryger, som hun langsomt, næsten teatralsk, førte om foran sig, hvorefter den taktfaste lyd af skærets fremfærd gennem det materiale, det blev tvunget til at dele, forplantede sig i rummet. Efter nogle minutter, hvor intet andet skete, og hvor drengen i frygtsom trancetilstand fulgte den knogleagtige albues bevægelse frem og tilbage, holdt Ursula inde med at save og begyndte at tale. Stemmen var blød og havde en uheldssvanger skønhed, der syntes malplaceret på dette sted, men som næsten efter hvert ord blev afbrudt af en besværet, hvinende vejrtrækning. - Catalin. Hvorledes synes døden dig? Hun lod armen synke med redskabet hængende ned langs særken. Det dryppede mørkt på det snavsede gulv. - Eller, hvordan ønsker du selv, at du skal dø, når den tid kommer? Ved du, at kvinder dør ganske anderledes end mænd? Har du overhovedet tænkt den tanke? Drengen svarede ikke, men holdt, da han blev opmærksom på, at han rystede voldsomt, sine hænder fast om sine knæ. De mørke øjne var stift rettet mod den krumme ryg, mens han prøvede at ignorere den skæbnesvangre savklinge. - Dramaet er det samme, Catalin, men det udspiller sig forskelligt. Mænd dør som helte eller kujoner, der er ingen anden vej for dem. Min egen søn var en helt, men døde en ynkelig død i hænderne på en kvinde. En gadetøs fra Bucuresti. Efter så megen strid. Der kom en fin, pigelig latter fra Ursulas strube, der klingede ud i en serie mærkværdige, dyriske hulk. - Men kvinder, lille dreng, kvinder dør med deres tid og deres kærlighed viklet tæt omkring sig. Som Isolde, Brünhilde eller Kundry: Til intetheden med kærlighed, til en ny, gudeløs verden med forklarelsens lys strålende fra ligbålet... eller frelst af Guds tilgivelse og Himmelens lyshav i syne. Men du selv... er du en helt eller en kujon? Drengen formåede ikke at svare; han sad blot tavst og ventede på det, der måtte komme. Et sted i hans bevidsthed gemte der sig trods angsten et vist primitivt åndsnærvær - en vævende beslutning om, at hvis det skulle blive nødvendigt, ville han forsvare sig med alle de midler, han måtte have til rådighed. Han trak skuldrene opefter og spændte sine kæbemuskler, mens tankerne forvirret arbejdede i alle retninger. - Du svarer ikke? Stemmen, der havde ligget i et monotont leje under hele talen, drejedes op i en sardonisk, spørgende hån. - Er du stum, eller frygter du Ursula så meget, at du ikke tør tiltale hende? Ursula krummede sig endnu mere sammen, så hovedet med det sorte hår næsten forsvandt ned mellem hendes skuldre, mens hun udstødte sin fnisende latter på ny. Hun lagde saven på bordet og famlede lidt mellem redskaberne. Med sin særegne langsommelighed tog hun en efter en nogle store, solide metalklemmer, som hun placerede foran sig, og til sidst en lang, skarp kniv. Atter begyndte hun at arbejde med det, der lå skjult af sækkelærredet, mens hun fandt ind i sin gamle, indædte tavshed. De lyde, der kom fra bordet, var dæmpede men smertelige i deres løndomsfulde kødelighed. Ursula fordybede sig med stor flid og ihærdighed i sit forehavende, og hun lod ikke til at bemærke, at en flig af stoffet løsnede sig, og noget, der hidtil havde været dækket nådigt til, fandt vej frem i lyset og hang ned langs siden på bordet. Drengen gav et udbrud fra sig, og ude af stand til at kæmpe mod sine instinkter længere skjulte han hovedet i hænderne. - Ah, sagde Ursula lavt og følte med sin dødningehånd ned over den blotlagte arm, der hang slapt med fingrene dovent pegende mod gulvet. Der er ingen grund til at... tage på vej... Ingen grund til at... Dette skulle have været Isolde, Catalin, ganske afgjort. Men hendes intethed er ikke verdensaltets smerteløse kærlighed, ak nej. Hun var for angst, forstår du det? Varmt blod, og nu, bryndefuld død. Hendes kød er surt. Pludselig vendte den dæmoniske skikkelse sig, og drengen, der atter havde dristet sig til at se på hende, spærrede øjnene op i kold gru nu endelig konfronteret med ansigtet på den skabning, han hidtil kun havde set ryggen af. De øjne, der var rettet tilbage mod ham, var begge overtrukket med hvidligt, mælkeagtigt væv, der skjulte både iriser og pupiller. De lå dybt i hulerne og var indrammet af natsorte skygger. Ansigtet var skamferet, udmagret og hvidt som ben, næsen syntes ikke at være meget mere end to store, sorte huller, og der, hvor hun måtte have haft bløde, kvindelige læber, var kun blottede, kantede tænder; en mund, der aldrig kunne mime anden sindstilstand en rasende vanvid. Det sorte, tjavsede hår hang som vådt tang ned over hendes indsunkne bryst. Fortil var særken helt mørk af størknede pletter. Hun tog et skridt frem mod drengen med en gang som var hun et uhyre, et hævnende gespenst fra gammelt digt gennemstrømmet af romantismens mest uigennemskuelige mørke. Hendes hæse vejrtrækning var som blæstens piben gennem sprækkerne i en frønnet trævæg. Som var hun såret, faldt hun med en vaklende bevægelse ned på alle fire med det ene ben strakt akavet ud til siden og det andet foldet op under sig, og som en hensynsfuld gestus faldt håret fremefter og skjulte hendes ansigt. - Jeg er så træt, dreng. Så træt, at du aldrig vil kunne forstå det. Det gav en skinger lyd, da hun førte knivens spids hen over gulvet. - Åh, blot at kunne hvile, men jeg må arbejde. Selv den mest elendige skøges død kræver min fulde opmærksomhed og mit møjsommeligste slid. Ville de blot slå mig ihjel, disse... Men du begriber naturligvis ikke. Med et langtrukkent hulk rakte hun først sin frie hånd frem mod ham, ombestemte sig og greb fat i kanten af bordet bag sig, mens hun drejede sig omkring som en hjælpeløs krøbling, der blottet for stolthed udstiller sin gebrækkelighed i et forsøg på at redde sig selv. Hånden greb ved et uheld fat i det lærred, der hang ned, og da hun trak til for at komme på benene, rullede det, der lå deroppe, om på siden mens klædet blev trukket bort. Det var mere, end drengen kunne klare, og som en eksplosion af følelser, der endelig slippes løs af den fornuftsprægede angsts jerngreb, rejste han sig og løb hen mod døren. - Vent! kaldte Ursula efter ham, mens hun viklede sig fri af stoffet, der havde lagt sig over hende. Vent! Hjælp mig! Stemmen var bedende og lød grådkvalt. Med famlende hænder fik han fat i håndtaget og trykkede det ned; han skreg, da det gik op for ham, at han var låst inde. Igen og igen trak og skubbede han med hektiske kraftanstrengelser, men døren rokkede sig ikke. Så vendte han sig om med næverne knyttet og stirrede ud i luften. På bordet lå en ung kvinde og stirrede tilbage på ham med døde øjne. Hun var nøgen og fra kraven og ned til lysken var hun åbnet med huden og store dele af kødet foldet ud til siderne og holdt fast af de klemmer, Ursula havde taget fra bordet. Selve den indre brystkasse var åbnet, det samlende brusk savet og skåret bort, så ribbenene stak infamt udefter som tangenterne på et ødelagt klaver og afslørede kvindens mørke, glinsende indvolde. Det faldt ham ind midt i al rædslen, at hun havde været smuk i live; smuk på samme ukunstlede og naive måde, som han også syntes, at hans storesøster var. Således var dette skrækkelige syn så meget des værre. Med brysterne alt for langt fra hinanden, skilt af dette altomfattende sår, hovedet hængende i en syg vinkel med håret klæbende til huden, den ene arm slapt pegende mod den grædende Ursula og den anden drejet ned bag ryggen, benene spredt i en næsten obskøn stilling og huden overalt tilsølet med blod i alle koagulationens faser syntes det ødelagte legeme end ikke at være menneskeligt genkendeligt. Ursula trak sig med møje op at stå. Hun vente sig nu uden at ænse drengen mod den døde og begyndte med famlende hænder at lægge hende til rette igen. Kroppen blev vendt, så den atter lå på ryggen, bene blev samlet og armene lagt ind til kroppen. Hun tog med et par lange fingre om kvindens hage og tvang hovedet på plads, så det så tomt op i loftet. - Videre, videre, mumlede hun for sig selv og betvang sin hulken. Der er stadig tid, men det er ikke kun uret, der regerer over Ursula! Stivhed og forrådnelse, jeg siger jer, det kommer! Hun førte en hånd ned i såret og op til munden. Som en slange fra sit hul kom en mørk tunge frem mellem tænderne og smagte omhyggeligt på det blod, der lå som en hinde om fingrene. - Ækelt! Surt og væmmeligt! jamrede Ursula beklagende og gav kvinden på bordet en serie hårde lussinger. Du bliver aldrig til noget, din grimme tæve! Ja du er grim! Hvorfor kan du ikke være smuk, som jeg så gerne vil have? Jeg kan ikke gøre noget for at hjælpe dig nu. Raseriet brusede frem, og Ursulas krop dirrede, så det så ud, som ville hun falde igen. - Jeg hader dig! Du var aldrig andet end en ondskabsfuld, lille luder! Jeg klædte dig i sækkelærred og tog dine glitrende smykker fra dig, som det står skrevet, men alligevel... Med en voksende afmagts pludselighed løftede hun kniven og jog den igen og igen ned i ligets åbne maveregion. Hver gang den hævede sig, trak den dele af de bløde indvolde med sig, og sprøjt af blod og stinkende tarmindhold ramte den hadefulde skabning i ansigtet og håret. Efter en stund lod hun til at være i stand til at beherske sig igen, og hun lagde med påtaget ro kniven fra sig. Da hun atter havde fået vejret, var hendes tale anderledes blid, domineret af den ungpigeagtige spøgefuldhed, hendes latter tidligere havde demonstreret: - Åh så dumt! Se nu, hvordan her ser ud! Men nej da, vi går da gennem parken, det er så meget hurtigere. Da ikke om natten? Vær nu ikke sådan. Der sker ikke noget. Nej hvad skulle der vel ske? Spis ikke af kundskabens træ! Dette befaler jeg jer! Hvorfor ikke? Nej hvad skulle der vel ske? Gennem parken, hej hvor det går! Ha ha. Kom her hen. Ville du have nogen indsigelser, dersom jeg ønskede at kysse dig? Du er virkelig vidunderligt smuk. Ikke så genert, du kysser godt. Jeg er sikker på, at du har kysset en pige før. Nej! Nogen kommer! Gem jer, mine stakkels små! Der lød en kort, hård hamren på døren, da disse sidste ord var blevet udtalt. Drengen, der havde stået i desperationens fastlåste ubeslutsomhed og betragtet Ursulas stormfulde vanvid, kastede sig til side og vendte sig beredt på at slå fra sig. - Gem dig, Catalin! Hurtigt! Ursula bøjede sig ned og samlede det store stykke lærred op. - Her, læg det over dig og vær stille, hvæsede hun og smed det hen til ham. Så hurtigt, han kunne, gjorde han, som hun sagde. Han krummede sig sammen i hjørnet ved siden af døren og trak det stinkende stof hen over sig. Bankelyden vendte tilbage, og kort efter blev en nøgle drejet rundt i låsen. Hængslerne knagede. Irene satte sig ved det bord, tjeneren havde anvist hende. Det lange bad havde klaret hendes tanker, og hun følte ikke længere den nagende utilpashed, der var vokset i hende siden hendes møde med Sorescu foran Atheneul Roman. Hun var nu iklædt en sort aftenkjole, hun havde taget med for det tilfældes skyld, at hun sammen med Valerica ville se sit snit til at tilbringe en aften på et sted, hvor et vist sofistikeret udseende var påkrævet. Håret sad nyvasket i en pæn frisure holdt på plads med et større antal små spænder, og hun havde lagt en diskret men udtryksfuld makeup. Fra stedet, hvor hun sad, kunne man se restaurantens udendørs afdeling, der lå med udsigt til hotellets store swimmingpool. Luften var stadig varm nok til, at man kunne sidde behageligt ude, men Irene havde efter en stunds overvejelse bedt om at blive placeret inde. Nu sad hun dovent med den omfattende menu i hånden og så rundt på lokalets rige indretning, der var smuk og smagfuld i sin elegante pragt. Farverne og atmosfæren var konsistent med hotellets øvrige dekoration, og restauranten formåede at kombinere det stilistisk upåklagelige med den nære intimitet. Hun trak vejret dybt og vendte blikket mod den lange liste af rumænske specialiteter, der stod forklaret på flere sprog og alle så både indbydende og spændende ud. Tjeneren, der havde givet hende kortet, havde anbefalet hende, dersom hun ønskede en salat, at bestille hovedretten - eller hovedretterne - sammen med denne, da man i Rumænien gerne spiser en del af salaten under selve hovedmåltidet, der som oftest er tilrettelagt efter dette. Det havde hun taget til efterretning, hun var faktisk også blevet temmelig sulten. - Nuvel, tænkte hun. I det mindste har de ikke skrevet alle deres sædvanlige krøller og streger over og under alle bogstaverne. Lad os nu se: Salata de boeuf, salata de creier, salata de varza alba, salata de conopida, salata de telina cu mere, salata de fasole boabe... listen er jo endeløs. Næ, den der lader til at være lige, hvad jeg har brug for: Salata sanatatea, "Health Salad". Agurker, æbler, gulerødder, tomater... Og så måske ciuperci pe friganele til. Hun følte sig splittet mellem at lære menukortet bedre at kende og bestille med det samme for at få sin sult stillet. Tanken om dette luksusproblem fik hende til at smile. - Hvis De virkelig insisterer på at være så hemmelighedsfuld, hr. Nadasdy, så synes det mig kun rimeligt, at De får lov at byde på en eksorbitant middag. Mon ikke husets hvidvin er... Irenes overvejelser blev afbrudt af en stemme, der talte til hende på engelsk: - Det er måske lidt trist at spise til aften alene? Hun så op, og foran hende stod en ung sorthåret kvinde, formodentlig omkring hendes egen alder, og betragtede hende med et lille smil. Øjnene var mørke, næsten sorte i den dæmpede belysning, og der var noget umiddelbart behageligt ved hendes ansigts feminine linjer, den smalle, pigelige næse, de høje kindben og læbernes runde kurver. Om hendes slanke krop sad en smuk, mørkerød kjole, og om halsen havde hun en enkel sølvkæde, i hvilken en cirkelformet, sort stenskive hang. Irene smilede tilbage. - Undskyld? - Jeg tænkte, at lidt selskab måske ikke var af vejen? - Åh. Naturligvis ikke, De skal være mere end velkommen til at sidde, frk...? Kvinden trak stolen overfor Irene ud og satte sig på den. - Kald mig bare Ursula. Irene lo beskæmmet; de fine omgivelser havde hensat hende i en stemning, der gjorde, at hun var begyndt at tale så høfligt, at hun havde sagt "De" og "frøken" til en på sin egen alder, blot fordi hun var smuk og velklædt. - Irene, sagde hun og rakte hånden frem over bordet. Ursula så på hånden et øjeblik med spidsen af tungen en smule drillesygt placeret i mundvigen og tog den så i sin. Grebet var let men vedkommende. - Jeg kunne se med det samme, at du ikke var her fra landet, og at du savnede selskab. Selskab kan man savne, selv hvis man er født her. - Så du bor her i Bukarest? - Jeg har boet her. Det er en længere historie, men netop nu er jeg her for at besøge noget familie. Det sidste sagde hun med en sådan mangel på entusiasme, at Irene ikke kunne lade være med at spørge, om der var et problem med det. Ursula himlede vagt med øjnene og hævede et bryn. - Det er en måde at sige det på, i hvert fald. Men ikke mere, end jeg burde have ventet. Hun fandt sit gamle smil frem. - Men det er ikke noget, vi skal tale om nu. - Selvfølgelig ikke. Jeg burde ikke have spurgt. Skal vi ikke se, om vi kan få bestilt noget mad. Ellers går der ikke lang tid, før min mave knurrer så meget, at det forstyrrer staklerne ved de andre borde. - Jo lad os det, lo Ursula og rykkede hen, så de kunne læse kortet sammen. - Altså, jeg har i hvert fald besluttet, at jeg må prøve deres helbredsfremmende vitaminbombe af en salat... - Det lyder dejligt. Har du spist her før? - Nej, det er faktisk min første aften i Bukarest. Jeg ankom i eftermiddags. - Hm. Så er du i hvert fald nødt til at prøve deres snitel de vitel. Du skal være heldig, hvis du får den bedre noget andet sted. Irene lo. - Jeg er glad for, at du kom. Jeg kunne have siddet og stirret på det kort i timevis. Fint, jeg stoler på dig og bestiller snitel de vitel. - Du kan ikke være i Rumænien uden at få spist en hel del kød med brød. Det er nok bedst, hvis du bliver vænnet til det fra begyndelsen. Måltidet var et af de bedste, Irene i sit liv havde indtaget, og i Ursulas selskab svandt hendes bekymringer, til hun var så optaget af samtalen, at situationen syntes hende som det naturligste i verden. De fandt hurtigt ud af, at de delte mange interesser, ikke mindst en omfattende passion for musik. De kom ind på emnet, da Irene nævnte, hvor betaget hun havde været at Bukarests gamle koncertsal. - Jeg var der for et par måneder siden, sagde Ursula med et drømmende udtryk. Hvis muligheden viser sig, så må du ikke snyde dig selv for den oplevelse. - Hvad hørte du? - Det var en art... tja, man kunne vel næsten kalde det et potpourri. Berømte uddrag fra Wagners operaer. Naturligvis med hans Siegfried Idyl tilføjet for hyggens skyld. Normalt er jeg temmelig kritisk overfor den slags sammenblandinger, der ofte er foretaget uden hensyntagen til den overordnede musikalske udvikling og tematik, men når man kender musikken og kan abstrahere fra forvirringen - og især når kvaliteten af udførelsen er så høj, som den var - kan det være ganske fantastisk. - Det kan jeg kun tilslutte mig. Var det kun orkestral musik, eller var der sangere? - Der var sangere. En del udmærkede rumænske, og en enkelt international berømthed, som de jo passende kunne anvende til at promovere arrangementet. De lo begge. Irene løftede glasset. - Har sunget i Bayreuth! Ursula stødte blidt sit glas mod hendes. - Også i den grad. Men det pinlige er, at jeg ikke kan huske, hvem det var. - Jeg er så nødt til at sige, at du sidder og taler med en, der har hørt Parsifal i Bayreuth. - Nej! udbrød Ursula og så overrasket, næsten imponeret, på Irene. - Jo, i 1997. Endda med Poul Elming fra Danmark som Parsifal. - Nu skal du så ikke tro, at du er noget, bare fordi du kommer fra samme land som Poul Elming. Rumænien har faktisk flere... og du skal altså ikke sidde og grine. Ursula lagde på skrømt ansigtet i en fornærmet mine, og Irene kløede sig på hagen med et varmt smil. - Pokker stå i det, Irene, sagde Ursula så og lænede sig tilbage. Fortæl noget mere; hvem var ellers med? - Jeg mener, at det var Giuseppe Sinopoli, der dirigerede. Han er i en klasse for sig; har du hørt den indspilning af Tannhäuser fra 88 med ham? - Naturligvis. Det er den med Agnes Baltsa som Elisabeth, ikke? - Jo. Derudover var det Hans Sotin som Gurnemanz, Falk Struckmann som Amfortas og Linda Watson som Kundry. - Ha, jeg tror, jeg ville have givet begge mine ben for at være der og høre det sammen med dig. - Vi havde ellers, så vidt jeg husker, rigeligt med benplads. Hvis du havde givet dine arme i stedet, ville der ikke have været kamp om armlænene. Ursula morede sig over Irenes tænksomme måde at fremsige den slags nonsens. Hun tog med to fingre om stilken på sit glas og så på den mørke rødvin, den rige hovedret havde dikteret, og sagde så: - Har du tænkt over, at kvinderne i Wagners operaer gerne spiller de mest interessante roller? - Hvad tænker du på? - For eksempel på Kundry. For mig at se er hun den mest nuancerede person i den fortælling, måske endda i hans samlede produktion. Parsifal er den lille dreng, der bliver voksen og bringer fred og helhed til Monsalvat, hvor splittelse og sygelighed regerer; hans historie er en fortælling om opvågnen og ansvar for medmennesket. Kundrys historie er... kompliceret og endeløst nuanceret. - Men det er vel Parsifal, der hjælper hende til at blive hel? Der er, som jeg ser det, en del moralske overvejelser i den henseende, for han afviser hendes lokkende seksualitet og siden, da han kommer tilbage fra Klingsors land som Gralsriddernes forløser, døber han hende, så hun kan dø i fred med Gud og den hellige Gral. - Jeg mener, at hun med en del af sig selv allerede fra begyndelsen søger frelsen. Hun er jo nærmest som selve symbolet på det splittede, der heles ved forløseren. På den ene side, når hun er borte fra Monsalvat, er hun som et seksuelt væsen den, der lokker ridderne i uføre og tvinger dem til at underkaste sig sin onde herre - men når hun er nær Gralen, er hun den lidende, hæslige og til tider nærmest vanvittige tjenerinde, der gør alt, hvad hun kan, for at hjælpe de nødstedte riddere. - Jeg kan se, hvad du mener, sagde Irene tænksomt. Men i din opfattelse, er Parsifal så en rent kristen fortælling? - Nej. Den er gennemtrukket af kristne symboler fra begyndelsen til slutningen, men under det ligger en historie om problematisk, dyster seksualitet i mennesker, der lever under uforståelige regler og i et evigt savn. Du må heller ikke glemme de linjer, man kan trække tilbage til Tristan og Isolde, endda musikalsk tilbage til Lohengrin. Med en ironisk latter afbrød Ursula sig selv og sagde så: - Jeg tror ikke, du kan finde et stort kunstværk, der ikke i en eller anden forstand handler om sex. - Også Biblen? spurgte Irene skælmsk. - Især Biblen. Da de var færdige med måltidet, havde indtaget kaffe og en let dessert, vinkede Ursula en tjener hen til bordet. Han så med et neutralt udtryk på de to unge kvinder og vippede en enkelt gang på fødderne med armene på ryggen. Måske var det vinen, de havde drukket, måske den genfundne følelse af velbehag, men Irene syntes pludselig, der var noget komisk ved den ranke mands fremtoning, og hun satte en hånd op til mundvigen for at skjule et smil, som hun var bange for ville gøre ham utilpas. Ursula så på ham og sagde på engelsk, for at Irene ikke skulle føle sig forbigået: - Lad os få regningen, det vil være mig en glæde at betale for os begge. Irene skulle til at protestere, men tjeneren hævede brynene og svarede overrasket henvendt til hende: - Det er ingenlunde nødvendigt, ærede frøken. Hr. Nadasdy insisterer på at betale for sin gæst. Dette gælder naturligvis også for Deres ledsagerske, frk. Lebeck. Ursula så uforstående på Irene, der ikke lod til at bemærke det. Hun stirrede på tjeneren. - Er hr. Nadasdy til stede? Han rystede let på hovedet. - Desværre, frøken. - Udmærket, men hvis De ser ham, så hils ham mange gange fra mig og sig tak. Og lad ham vide, at jeg meget gerne vil tale med ham. Hun forstod pludselig ikke, hvorfor hun ikke havde bedt Ujvary om det samme, da hun havde muligheden. Hvis der ikke snart kom en eller anden form for kontakt mellem hende og hendes mystiske vært, måtte hun benytte et af de mange telefonnumre, hun havde fået, til selv at etablere den. - Naturligvis, frøken. Er der andet, jeg kan gøre for Dem? - Nej tak. Det var et dejligt måltid. Han bukkede en gang for dem begge og forføjede sig. - Hvad gik det ud på? spurgte Ursula, da han var væk. Irene sukkede. Pludselig var den velkendte følelse af uro tilbage, og hun fornemmede ikke længere vinens behagelige lystighed i kroppen. - Nu er det min tur til at sige, at det er en længere historie. Jeg vil gerne fortælle dig om det, Ursula, men jeg må indrømme, at jeg ikke ved, hvor jeg skal begynde. Ærlig talt er jeg heller ikke helt sikker på, at dette er stedet at tale om det. - Det lyder spændende. Hvis du ikke helst er fri, kan vi gå et andet sted hen? Hvis der er et problem, kan det være, jeg kan hjælpe? I løbet af aftenen var Irene blevet meget glad for sit nye bekendtskab, og tanken om, at de skulle gå hver til sit efter måltidet, var ikke faldet hende ind før nu. Det var ikke fordi, hun tvivlede på, at de kunne mødes igen, men det, at de skulle skilles allerede, var hende ganske uvelkomment. Hun tænkte sig om et øjeblik. - Har du lyst til at gå med op på mit værelse? Så kan vi tale der. - Det var noget i den retning, jeg håbede, du ville sige. Skal vi? De rejste sig og forlod restauranten side om side. Ingen af dem bemærkede den mand, der stod oppe ved baren fordybet i en avis. Da de passerede ham på vej ud mod lobbyen, drejede han hovedet let og så efter dem. De så ud til at komme godt ud af det med hinanden, som tjeneren havde sagt. Han trak vejret dybt og vinkede bartenderen hen til sig. - Ja, hr.? - En telefon, Bodgan. Tjeneren nikkede og tog apparatet fra dets placering under disken. Det blive stillet foran manden med avisen, der tog røret og tastede et nummer, mens han vinkede tjeneren bort. - Giv mig Ilona Jó... Så forstyr hende, det er vigtigt. Der gik et øjeblik, hvor manden fortsatte med at skimme en artikel i avisen. Så kom en kvindestemme i røret, og han svarede: - Frk. Jó? Det er Sorescu... Elevatordøren lukkede, og Irene trykkede på sit etagenummer på det blanke panel. Ursula stillede sig med ryggen mod væggen og smilede til hende med halvt lukkede øjne. - Helt op? - Mhm. De har givet mig et helt palads at bo i deroppe. - Du har nogle gode venner, lader det til? - Som sagt... - Det er en lang historie, ja. Jeg glæder mig til at høre den. Irene...? Irene vendte sig undrende over tonefaldet, mens elevatoren påbegyndte sin rejse op gennem hotellet. - Ja? - Kom her hen. Irene gik tøvende nogle skridt nærmere. Det var som om, noget af det letsindigt skæmtende ved Ursulas personlighed var veget for noget af den samme alvor, hun havde besiddet mens hun talte om Wagners Kundry under middagen. Hun rakte ud, greb blidt fat i Irenes skulder og trak hende langsomt hen til sig. - Hvad er det, Ursula? - Ville du have nogen indsigelser, dersom jeg ønskede at kysse dig? Der gik en gysen gennem Irene, og hun skulle til at trække sig væk. Følelsen af Ursulas hånd, der kærligt klemte hendes skulder, var langt fra ubehagelig, og det faldt hende ind, at der gennem den nære forbindelse, hun under deres samtale i restauranten havde følt til denne kvinde, havde løbet en strøm af diskrete følelser, der meget vel kunne have haft dette som ubevidst hensigt. Hun så den anden i øjnene, og der var ikke andet end en art intim alvor at finde i de sorte af lange vipper indrammede perler, der strålede imod hende. - Jeg må være fuld, tænkte hun. Det her er... uvelkomment? - Du er virkelig vidunderligt smuk, sagde Ursula så og smilede indbydende. Irene tog mod til sig og lænede sig ind til hende. Følelsen af hendes læber var varm og behagelig, men hun afbrød kysset hurtigere end tilsigtet og så ned i gulvet. Ursulas korte og beroligende latter var som kærkommen musik. Lusingando. - Ikke så genert, du kysser godt. Jeg er sikker på, at du har kysset en pige før. Irene nikkede. Der lød en elektronisk, kort ringen, elevatoren standsede, og døren gled op. |
