Natlige Dansetrin - Kapitel 3 |
|
Irene gik gennem stuen i den store suite på hotel Lido og hen til glasdøren ud til altanen. Bag hende smed Ursula sin håndtaske i en stol og så sig omkring; hendes gebærden tydede på, at hun følte sig noget mere hjemme i disse overdådige omgivelser, end beboeren selv.
- Her er lidt stille, synes du ikke? spurgte hun. Irene drejede sig og så tilbage på hende. - Stille? Ursula spadserede med en langsom, let vuggende gangart, der kommunikerede en selvsikker, forførende provokation, mens hun med hovedet let foroverbøjet smilede indforstået. Hun kom så tæt på, at Irene følte sig nødsaget til at vende hovedet væk. Duften af den rumænske kvindes parfume fik det til at prikke behageligt i hendes krop. - Se på mig. Stemmen var ikke så meget bestemt som venligt opfordrende, men ordene ledsagedes af to bløde fingre, der blidt lagde sig mod Irenes kind og drejede hendes hoved tilbage, så de to kvinder nu så hinanden direkte i øjnene med mindre end en håndsbredde imellem sig. Lyset i rummet var dæmpet, kun skæret fra en enkelt lampe ramte dem. Irene kunne mærke Ursulas krop mod sin egen, og da hun i vildrede skulle til at tage et skridt baglæns mod vinduet, følte hun, hvorledes en hånd lagde sig på hendes ryg og forhindrede hendes tilbagetog. Det var ikke fordi Ursula lagde nogen styrke i sit greb, men selve den kærtegnende mildhed, der lå i gestussens besiddende karakter, fik hende til at opgive. Irene bed sig løst i underlæben og forsøgte at finde sig helt til rette med denne nye nærhed og den tvetydige frydefuldhed, som hun endnu ikke kunne finde ud af, om hun burde lade sig rive med af eller undertrykke. - Er du bange for mig, Irene? - Nej... jo, lidt. Med en rolig, sensuel bevægelse lænede Ursula sig det sidste stykke frem og pressede sin mund mod Irenes. Hun førte spidsen af tungen først legende hen over den nervøse piges overlæbe og, da Irene endelig slappede af, videre ind i hendes mund i et langt, inderligt kys. Da Ursula til sidst trak sig tilbage, betragtede hun sin værtindes lukkede øjne og svagt dirrende hage med en tilfreds mine. - Lidt? - Ja, stammede Irene og mødte efter en pause hendes blik. Det har været en... mærkelig dag. En lang, mærkelig dag. - Men den fandt dig. Kan du ikke bare være glad? Ursula løftede den hånd, hun havde haft hvilende på den andens ryg, og begyndte at fjerne spænderne, der holdt det lyse, rødgyldne hår, så det lidt efter lidt faldt ned over de fint fregnede skuldre. Da hun var færdig, lagde hun dem fra sig på et lille bord. - Hvis du finder ud af at trække gardinerne for, sagde hun langsomt, så vil jeg finde ud af, om ikke de har udstyret dig med noget musik, når nu der står sådan en fin maskine der ovre. Ursula slog let med hovedet i retning af et stereoanlæg, der stod på en lav kommode mellem to smukke gulvvaser. Irene nikkede og vendte sig mod den oplyste by og gaden langt nede. Der gik lidt, før hun kunne samle tankerne; billedet af den sorte sky af fugle trængte sig frem i hendes bevidsthed, og hun så dem for sig, som de måtte sidde nu mellem hinanden i mørket med næbbene under vingerne, varmet af hinanden og ventende på solopgangen. Som lille havde hun altid forsøgt at tegne fuglene i deres flugt, men det var svært. Hvad foretog Valerica sig netop nu? Det var smerteligt at forestille sig, at også hun sad sammenkrøbet i skjul et sted i Bukarest, måske jaget på grund af de to mystiske genstande, hun havde set sit snit til at give videre, ventende som fuglene med ansigtet gemt på det tidspunkt, hvor hun kunne komme frem i lyset igen. Et kort øjeblik kom hun til at tænke på ravnen, der med en flaksen landede på den hvide buste af Pallas. Med en hovedrysten som for at befri sig for dette billede fandt Irene snoren, trak i den og det blanke, hvide gardin påbegyndte sin rejse hen over de vældige ruder for endeligt at lukke nattens trængsler ude. Bag sig hørte hun Ursula åbne kommoden. - Jamen dog. Der er skam sørget for os. Lad os nu se, hvad der er at finde... Det var da et aparte udvalg. Irene gik hen og satte sig på hug ved siden af hende, og sammen begyndte de at lede rækken af CD'er igennem, der mestendels bestod af gammel populærmusik. - Det der går altså ikke, sagde Ursula. Nu har vi siddet og talt om klassisk musik hele aftenen, og så kommer vi her op og finder de sørgelige rester af vores forældres ungdom. Hm. Her er vist noget jazz? - Øjeblik, jeg tror, der er noget her. Irene trak fraværende et af de små plastichylstre ud og så på det. - Nej, det kan vist være lige meget. - Vivaldis De fire Årstider? Du godeste. Du kan altså ikke lade dig narre af noget, bare fordi der står Deutsche Grammophon på det. Det næste, du finder, bliver vel en samling Johann Strauss-valse eller... Hov, nu tror jeg faktisk jeg har fundet en kandidat. - Mozart? Lad mig lige se. Ursula brød pludselig ud i en høj latter. - Vi er som to børn, der roder i en andens legetøj, fnisede hun, lagde armen om Irene og trak hende ind til sig. Kan du ikke se det? Irene kom også til at le og klemte Ursula tilbage. Sådan sad de en tid. Velværen fra Mozarts klarinetkoncert i A-dur flød smukt fra rummets strategisk placerede højtalere og omsluttede Irene, der lå afslappet med lukkede øjne og hovedet hvilende i den forførende kvindes skød. Stuens pragtfulde sofa var stor og blød, og Ursula, der som hun selv havde været tavs i nogen tid, strøg hende langsomt og kærligt gennem håret, mens roen spredte sig i hendes krop og sind. - Ja, hviskede hun og rakte op for at røre den kærtegnende hånd. Jeg er glad for, at du fandt mig. Selv en lang, mærkværdig dag... - Shh. Jeg er også glad for, at jeg fandt dig; men du behøver ikke tale mere. Ikke nu. Irene blev tavs og nøjedes med at nyde den andens nærhed. Ursulas hånd gled fra håret og ned over kinden, hvor Irene kyssede den. Den blide berøring videre ned langs halsen var som udført af de samme slanke lemmer, der i Jan Toorops berømte billede tager tornerankerne fra den døde og holder ham borte fra de truende skygger og den åbne grav. - Også Biblen? tænkte Irene. Især biblen. Fem år efter denne fantastiske tegning så dagens lys, samme år som Gustav Mahler blev tilbudt stillingen som dirigent for Wiener Staatsoper, kom fra Toorops hånd billedet af sfinksen, det hemmelighedsfulde væsen foran hvilket et ocean af menneskekroppe hvirvlende ind og ud mellem hinanden i opstemt begær betragtes afventende af den sultne grib med det røde næb. Inden Mahler tiltrådte sin store stilling, konverterede han af frygt for den mørke antisemitisme til kristendommen... Død, hvor er din sejr? Død, hvor er din brod? Han nåede at blive halvtreds år gammel, før han lagdes i graven ved siden af sin for længst bortgåede datter, der kun nåede at blive fem. Toorop malede sig selv i bøn året inden sin død. Ursula afbrød den usammenhængende tankestrøm, da hun nænsomt begyndte at kæle for den liggendes bryst. Irene åbnede øjnene og så op. - Du ligner en engel, sagde hun eftertænksomt og uden at spøge. - Gør jeg? spurgte Ursula med et overrasket smil. Irene nikkede. - Lampen bag dig giver dig din glorie, men den kunne lige så godt være din egen. Jeg tror, at du fortsætter med at lyse, selv hvis lampen slukkes. - Du er fuld af sludder, lo Ursula venligt, og hendes blik udstrålede medfølende varme og rolig sensualitet. Løft dit hoved lidt, så jeg kan komme til at lægge mig ned sammen med dig. Vi kan tale om engle en anden gang. Irene fulgte opfordringen, og Ursula svingede med en katteagtig behændighed benene op og lagde sig tæt ind til hende, så de kunne mærke de behageligt varme ånde fra hinandens læber. De lagde armene om hinanden og fordybede sig med lange, på en gang inderlige og kontemplative kys i hinandens nærværende kropslighed. Irene, der dagen igennem, når de bekymrede tanker og problematiske situationer trængte sig på, havde identificeret sig mere og mere med sit forsøg på en konstruktiv tilgang til disse, fornemmede svagt, hvordan dette selv for øjeblikket opløstes, som havde det blot været et produkt af en falsificeret virkelighed, der nu måtte vige for ægtheden, og hun gav sig hen til Ursulas berøring og gengældte den. Ursula førte sin hånd roligt op ad Irenes inderlår, og denne mærkede, hvorledes kjolen let foldede sig op mod hofterne. De behændige fingre legede lidt med kanten af hendes trusser, og Ursula så hende med kærlig alvor i øjnene efter et tegn på accept. Irene blinkede tungt og trykkede sig ind mod den anden kvinde, der med omhyggeligt trak hendes trusser til side og begyndte at lade et par fingre trænge op i hendes afventende køn. - Du er meget hed, hviskede Ursula blidt og nød at mærke den tunge vejrtrækning mod sin hals. Du har brug for, at jeg tager mig af dig, det kan jeg mærke. - Ja, sagde Irene med et svagt gisp, da Ursula nænsomt klemte om hendes klitoris. Det har jeg brug for. Hun begyndte at spænde i takt med, at kærtegnene tog til i intensitet, og hendes ene hånd klemte hårdere end tilsigtet om Ursulas ende. Hun talte med munden trykket mod den andens skulder og øjnene klemt fast i: - Du må ikke stoppe... Du har ret. Jeg har brug for dig. Du er... - En engel? Irene formåede ikke at svare, for i det sekund følte hun, hvordan hun trak sig sammen i vidunderlige rystelser om de legende fingre, og hun bøjede hovedet bagud med et langt udbrud, mens hun holdt fast om Ursula som en druknende, der klynger sig til resterne af det ødelagte skib. Sandu Sorescu foldede langsomt og omhyggeligt avisen sammen og lagde den på bardisken. Med et hævet bryn betragtede han skiven på sit ur og begyndte så at spadsere ud til lobbyen. Hans gik med lange og for ham særegent langsommelig skridt, mens hans mørke blik adspredt gled hen over den sene aftens gæster med et udtryk af tænksom irritation. En lyshåret kvinde i en mørkegrøn jakke talte indforstået med sin ledsager, mens hun lænet fremefter holdt hans hånd i sin på den hvide dug. Manden var lidt ældre end hende med grå stænk i det halvlange hår; hans hoved lå kærligt på skrå mens han betragtede kvindens ansigt i det dæmpede skær fra stearinlysene. - Altid det samme, tænkte Sorescu for sig selv og rystede på hovedet. Om man begriber denne vedholdenhed. Jeg siger jer: Det ender galt. Sådan er det. Hvis denne Irene Lebeck... Nej, jeg har jo sagt til jer, at det er forrykt. Lobbyen var så godt som tom; to yngre, velklædte mænd gik i samtale mod en af elevatorerne, og bag sit bord sad natportieren og læste. Sorescu trak vejret tungt og skulle til at sætte sig i en af de komfortable stole, da en stemme kaldte på ham fra hovedindgangen. Han drejede hovedet mod retningen og så en rank kvindeskikkelse komme gående imod sig. Bag hende stod en høj, muskuløs mand i et dyrt jakkesæt. - Hm, det lader ikke til, at De er i humør til at tage nogen chancer, tænkte Sorescu og prøvede at vurdere, om manden var bevæbnet. Han gættede på, at det forholdt sig sådan, men vendte sig så med al sin opmærksomhed mod kvinden, der smilede med - således mente han, det måtte forholde sig - falsk venlighed. I den tid, han havde kendt hende, havde hun ikke en eneste gang forekommet ham sympatisk, endsige behageligt selskab. - Frk. Jó, sagde han høfligt og bukkede. Hun afførte sig den hat, hun havde haft på på sin køretur til hotellet, og hendes mørke hår gled ned om hendes skuldre; hendes øjne var smalle og gennemborende, skønt smilet forblev. Hun nikkede næsten umærkeligt. - Sorescu. Jeg var i dette uden tvivl ganske charmerende hotels umiddelbare nærhed, så jeg besluttede, som tidligere nævnt, at køre herhen og tale med Dem personligt. De skal vide, at jeg har forladt et ganske behageligt selskab for Deres skyld, og således håber jeg, at det, De har at fortælle, er af en i den målestok passende vigtighed. - Det kan jeg kun håbe på, frøken, men jeg er overbevist om, at De vil finde det interessant. Der står et værelse til vores rådighed, så jeg foreslår, at vi fører denne samtale under mere private forhold. Hun blinkede en enkelt gang langsomt og affektert. - Som De ønsker. Er de andre der oppe? - Ja. - Udmærket. Lad os gå. De tre gik forbi portieren, der hilste underdanigt, og tog elevatoren op til sjette sal. På vejen kunne Sorescu ikke lade være med at se på den store, tavse mand med et vist ubehag. Han havde aldrig set ham før, men hvis han var ansat af Ilona Jó til det hverv, han udstrålede, måtte han være umådeligt farlig. Det var ikke fordi Sorescu nogensinde havde modsagt sig at have med hans slags at gøre, men den usofistikerede og ofte ganske åbenlyse vold, dette kunne afstedkomme, generede om ikke hans moral så i hvert fald hans æstetiske sans. Frk. Jó var iført en lang, fornem gevandt, der lå smukt om hendes krop og hvis dæmpede, mørke farver lod hendes smukke, lyse hud stråle som marmor og fremhævede elegant hendes tunge smykkers ædle glans. Da de trådte fra elevatoren, strøg Sorescu sig en gang over håret og fandt, mens de gik ned gennem korridoren, værelsesnøglen frem fra sin jakkelomme. Han stak den i låsen og lod, da døren svingede op, frk. Jó og hendes ledsager gå ind, inden han selv fulgte efter og lukkede. I stuen, de trådte ind i, var en lille forsamling af personer, som de tre nytilkomne hilste på; Sorescu med et lavmælt "godaften", frk. Jó med et nik og skyggen af sit unaturlige smil - og den tavse herre med et opmærksomt blik. Let foroverbøjet i en stol sad en kvinde uden at bevæge sig med håret hængende ned foran ansigtet og trak vejret tungt, som var hun bevidstløs. Hendes eneste beklædning var en rosa silkenatkjole og et par strømper, og om ankler, håndled og talje havde hun stykker af tyndt, sort nylonreb, der holdt hende fast til det smukke møbel. Ved siden af hende stod en anden kvinde, der var ung og temmelig spinkel; hendes fyldige pagehår var affarvet og hvidt som sne, hun havde en stramtsiddende, hvid stropkjole på, der ikke nåede længere ned end just forbi hofterne, og hun var så bleg, at hun lignede en dødning. Det grågrønne blik var indrammet af kraftig, mørkerød øjenskygge, og hendes læber var malet i samme kulør langt ud over deres naturlige størrelse. Ud over de to kvinder, var der to mænd til stede; den ene sad i en lænestol ved væggen lidt borte fra de andre og var med rolige, langsomme bevægelser ved at åbne en sort kuffert, han havde i skødet. Han var ulasteligt klædt i sort jakkesæt, hvid skjorte og et mørkt, tyndt slips, og på hovedet havde han en gammeldags bowlerhat. Hans langstrakte, furede ansigt var lagt i koncentrerede folder, og hans sorte øjenbryn var trukket en smule sammen. Den anden herre var ikke mere end lidt over en meter høj og havde dværgvækstens lettere kejtede legemsbygning; han var modsat den siddende noget utraditionelt klædt i en skakternet jakke og et par bordeaux bukser med pressefold. Han stod med let spredte ben, ansigtet med lukkede øjne vendt op mod loftet, løse skuldre og den ene hånd svingende frem og tilbage foran sig, mens fingrene knipsede en fast rytme. - De kender naturligvis allerede Belle Pierrot, sagde Sorescu henvendt til frk. Jó, der nikkede, og understregede sin præsentation ved at slå ud med armen mod den hvide kvinde. Pierrot løftede sin venstre arm med hånden hængende slapt, som var hun en defekt marionetdukke, og bukkede dybt på en særpræget, kunstnerisk måde mens hun rejste sig på tåspidserne. - Og Ficzko, eller János Ujvary, fortsatte Sorescu og henledte opmærksomheden på dværgen, der ikke syntes at ænse de nytilkomne. Jeg forstår, at i er gamle bekendte. - Javist, svarede frk. Jó. Men det er længe siden, jeg har haft fornøjelsen. - Og den herre der, hr. Spiegelmann, er netop ankommet fra München. Da han mærkede den statelige kvindes øjne hvile på sig, vendte han kort sin opmærksomhed fra kufferten og så på hende med et intenst blik. - Når en fugl begynder at gø, sagde han langsomt. Forstår De? Når en fugl pludselig en dag gør som en hund, så må man sørge for, at den ikke ødelægger musikken. Frk. Jó betragtede ham, som overvejede hun hans ord, og han fortsatte: - Man må sørge for, at den ikke får lov til at ødelægge musikken, der skal spilles. Fire fugle, og en af dem er begyndt at bjæffe, så det skærer i øret. Han løftede hånden og viste tre fingre. - Tre fugle, og jeg siger Dem, frøken, de synger så smukt, at De ville få tårer i øjnene, dersom De hørte det. Shh... Dværgen, János Ujvary, begyndte at svaje let fra side til side i takt til den rytme, han forsat knipsede, og hans ene blanke skosnude vippede. Spiegelmann tog, mens han koncentreret lyttede, ikke blot til den vedholdende lyd af fingrene, der slog mod håndfladen, men til noget, ingen af de andre kunne høre. Sorescu flyttede lidt beklemt på sig, men frk. Jó betragtede interesseret det mystiske optrin. Spiegelmann fremdrog forsigtigt en blank saxofon fra kufferten og førte mundstykket op under næsen, som nød han et øjeblik duften af sit instrument. Så stillede han kufferten ned ved siden af sin stol. - Men nu er det mørkt, og fuglene vil ikke synge; kun den, der som ved en forbandelse er begyndt at gø ville ikke være stille, så jeg måtte sørge for, at den blev tavs. - Tavs, hviskede Pierrot, vendte som dværgen ansigtet opefter og lod armene falde slapt ned langs siden. Tavs, lille fugl, tavs. Mundstykket hvilede på Spiegelmanns læber, og som en hæs men klangfuld stemme flød tonerne af langsom, stemningsmættet jazz sammen med den rytme, der havde ligget som en del af rummets hemmelighedsfulde stemning så længe, og mens Sorescu og frk. Jó satte sig i et par komfortable stole ved et lavt kaffebord, begyndte Pierrot med indadvendt, seksuel elegance at danse. Nu og da blandede lange, klagende lyde fra dværgens strube sig med musikken, og i en velkoordineret, vridende bevægelse svingede den blege kvinde sig rund om ham og kyssede ham blidt på håret med armene spredt ud til siderne som en flyvende svane, hvorpå hun fortsatte sin rytmiske dans. - Hvem er pigen der? spurgte frk. Jó og slog med hovedet i retning af den bundne. Sorescu trak på skuldrene og svarede, mens han skænkede champagne fra en flaske op i nogle langstilkede krystalglas, der stod på bordet. - Hun hedder Ana-Marie. En prostitueret, som Ficzko bragte med sig hertil i sidste uge. - Udmærket. - Årsagen til mit opkald, begyndte Sorescu og løftede sit glas, er, at den ældste af Dorsdy-pigerne, som De ved, er kommet til Bucuresti... men der er sket det uheldige, at hun har mødt og er kommet på venskabelig fod med denne frk. Irene Lebeck fra Danmark. Frk. Jó lagde overrasket hovedet på skrå. - Hm. Hvordan kunne det ske? Jeg troede, at hun havde fået besked på at holde sig væk? - Så vidt jeg kunne se, skete det ved et tilfældigt møde i restauranten. De spiste sammen, og jeg antager, at de netop nu opholder sig på frk. Lebecks logi. - Det er... problematisk. Jeg vil endda mene, at hvis dette ikke overvejes grundigt, kan det føre en del ubehageligheder med sig. - Skal der gribes ind allerede nu? - Ikke med det samme, men måske snart. Konsekvenserne er svære at overskue, for vi har kun begrænset kendskab til frk. Lebeck og ved ikke, hvordan hun vil reagere. - Man kunne ikke forestille sig, at frk. Lebeck simelthen ville fortælle hende... - Det er meget muligt. De nævnte, at hun virkede som en forsigtig, men også temmelig nervøs pige? - Det var mit indtryk. - Således kan det tænkes, at hun ensom og bekymret vil søge hjælp hos frk. Dorsdy. Jeg regner med, at Ficzkos bror fortsat sørger for at gøre hende det så behageligt som muligt. Hvis det kan lade sig gøre allerede i morgen, vil jeg sørge for, at frk. Dorsdy bliver gjort klart, at hun omgående må forlade Bucuresti. Med lidt held vil denne fremgangsmåde sikre, at intet videre vil følge af denne episode. - Og hvis det ikke lykkes? - Overlad disse beslutninger til mig, og fortsæt med at holde øjnene åbne. - Javel, frk. Jó. Kvinden mønstrede sit charmeløse smil og drak tænksomt af sit glas, mens Sorescu lænede sig tilbage og lod den indsmigrende musik fra saxofonen omslutte sig. Pierrot satte sig på knæ foran Ana-Marie og stirrede et stykke tid på hende med de farveløse øjenbryn trukket op i panden og et sardonisk spøgefuldt drag om den malede mund. Pludselig gav hun en serie høje, bjæffende vræl fra sig som en gal hund og satte hænderne på den bevidstløse kvindes knæ. Hendes lange, røde negle satte mærker i huden. - Hunden vil æde! skreg hun i et skingert toneleje og gøede igen som en rasende. Hunden vil æde! Hunden vil æde! Dværgen spærrede munden op og tudede smerteligt sammen med saxofonen, der vendte tilbage til et nu velkendt tema. Så drejede han en gang rundt om sig selv som en danser og slog hænderne sammen. - Nu vil hunden æde! Sorescu! Kom! Med en galant gestus i retning af frk. Jó rejste Sorescu sig fra sin stol, stillede glasset fra sig og sluttede sig til den nu dansende Ficzko. Musikken var medrivende i sin hemmelighedsfulde særegenhed, og han fornemmede, hvordan hans krop som styret af en anden rytmisk svajede fra side til side, mens han fremdrog et etui af sølv fra sin inderlomme, åbnede det og placerede en lang cigaret mellem læberne. Som ved et trylleslag stod dværgen pludselig med en tændstik i hånden, fra hvis spids en klar flamme strakte sig. Sorescu holdt enden af cigaretten ind mod den og inhalerede; røgen bredte sig som et tyndt tågeslør fra hans mund. Pierrot sprang op og lænede sig ind over den bundne kvinde med et knæ mellem hendes ben. Hendes ene hånd greb fat i det lange hår og tvang hovedet bagover, så hun kunne stirre ind i det forslåede ansigt, der kom til syne. - Hundene kommer ud om natten, selvom fuglene er stille, hvislede hun og førte tungen hen over den anden kvindes kind. Ana-Marie vågnede ved den hårdhændede behandling langsomt op af sin døs, missede bange med øjnene, og med et blik som hos en, der efter lang tids flugt finder sig fanget i det mareridt, der var flugtens udgangspunkt, drejede hun hovedet væk fra Pierrots intense stirren og jamrede sig med en serie klynkende, kraftløse udbrud. - Hjælp mig, bad hun omtåget i retning af frk. Jó, der blot med sit udeltagende udtryk så tilbage på hende gennem halvt lukkede øjne. - Se på mig! skreg Pierrot til hende og stødte knæet dybere ind mellem hendes ben, så kroppen i stolen gav et spjæt. Den blege kvindes udbrud gled over i en skærende latter, hvorunder hun med fingrene tvang Ana-Maries øjenlåg helt op, så denne var tvunget til at stirre vildt ind i det vanvittige blik, der mødte hende. - Hunden vil æde! råbte Pierrot igen og slap det grædende ansigt for at flå en stor flænge i natkjolen, der faldt ud til siderne og afslørede offerets bryster, der som resten af kroppen bar mærkerne efter mange dages mishandling. Hun satte læberne mod Ana-Maries hals og trak et rødt spor af læbestift på huden, ned over kravebenet og det ene bryst. Atter havde Pierrot fat med hånden i det lange hår over hende, og mens hendes tunge kærtegnede den angsttive brystvorte, bankede hun kvindens hoved bagud mod stoleryggen igen og igen i en hidsig bevægelse. Skriget, da tænderne med ét bed til, skar gennem musikken som en hæslig dissonans, og blodet flød frit ud mellem de to kvinder. Spiegelmann lænede sig med musikerens koncentration malet i ansigtet bagover med saxofonen hævet og stemte i med en serie høje, skrattende toner, for så at vende tilbage til den æteriske melodi, der var hans udgangspunkt. Pierrot vendte sig halvt mod de andre og strakte i triumf sin tung frem, hvorpå den afbidte brystvorte lå; hendes underansigt, hals og bryst var nu præget af store, røde plamager. Hun gav et højt, bryndefuldt støn fra sig sank. Så kastede hun sig igen over den skrigende Ana-Marie, bed og flåede i det sårede bryst og rev resterne af det blodige silkestof i strimler med neglene, mens hun i en gentagende, stødende bevægelse slog knæet op mod hendes underliv. Sorescu trak en mundfuld røg ned i lungerne, lænede sig ned mod Ficzko og sagde dæmpet ind i hans øre: - Hun overlever næppe. Dværgen slikkede sig tænksomt om munden og stod et øjeblik stille. - Nej, sagde han så, som om han havde overvejet det lidt. Gulvtæppet under stolen, hvor Pierrot og hendes offer befandt sig, farvedes langsomt mørkerødt af blodet, der drev ned fra møblets sider. I utæmmet vildskab flåede Pierrot store bidder ud af det ødelagte bryst og slugte dem sultent, mens hun med den ene, røde hånd mellem benene masturberede med grove bevægelser. Frk. Jó rejste sig og gik roligt hen til den makabre skueplads. - Pierrot? sagde hun og lagde en hånd på kvindens skulder. Det blodige ansigt vendte sig med et ryk imod hende, men hun bibeholdt uforfærdet den fysiske kontakt. - Pierrot, gentog hun og rakte en lille, fin kniv ned mod hende. Her. Gør det færdigt nu. Pierrot tog den og holdt den lidt i sin hånd. Hendes blik var som hos en død, blankt og stirrende. Bladet skar let gennem Ana-Maries hud, da det førtes ned over dennes kind. - Mors køter er mæt, stammede hun og holdt fastere om skæftet. Natten og fuglene får det, der er til overs... Hun hævede kniven og slog dens spids først mod den lidende kvindes pande og kinder, hvor den flåede huden op i lange trævler, for så endelig at ramme det ene øje, der punkteredes og lod våbnet synke ind. Et øjeblik spjættede kroppens muskler i desperationens frygtelige dødskramper; så lå hun stille, og Pierrot sank gispende af udmattelse sammen over hende, som havde nogen klippet marionetdukkens snore over. Irene missede med øjnene i det dunkle værelse. Det var, som spøgte et dystert ekko af kvalmende toner i hendes sind. - Saxofon, mumlede hun søvnigt. Så drømte jeg? I det svage skær fra gadens lys, der selv i denne højde lod de af gardiner tildækkede vinduer fremstå som lyse firkanter i mørket, kunne hun se omridset af Ursula, der lå ved hendes side i den brede seng og sov tungt, liggende på siden med ryggen til hende. - Kære Ursula, sagde hun dæmpet og rørte blidt ved den nøgne skulder. Jeg tror, at jeg har forelsket mig. På min første aften i Rumænien. Tænk dig. Hun smilede. - Men du ligger vist og bliver kold, fortsatte hun med et lille gab og flyttede hånden ned for at få fat i tæppet og trække det tættere op om den sovende. Pludselig tøvede hun. Der lød en anstrengt, pibende vejrtrækning fra Ursula, der i et ryk bevægede sig lidt væk fra hende, så hånden faldt ned mellem dem. - Ursula? kaldte Irene nervøst. Er der noget galt? Der kom en kort, ru hoste fulgt af en fin, fnisende latter, som var Irene ganske fremmed. - Ursula? Vågn op. Hvad er der? Den hvislende lyd af vejtrækning hørtes igen, og Ursula begyndte at tale. Stemmen var, som latteren, uigenkendelig - sødmefuld men med en underliggende strøm af hadefuld sarkasme. - Ækelt... Du bliver aldrig til noget, din grimme tæve. Ha! Du forstår ikke, at jeg hader dig. Du er en grim, ondskabsfuld mær... Irene trak sig med et sæt tilbage fra Ursula, der begyndte at udgyde sin spottende latter på ny. Med en famlende hånd greb hun ud og fandt kontakten til den lampe, der stod på hendes natbord. - Du skal se din elskede aldrig mere, citerede den bløde stemme med en djævelsk nynnen. Lyset var skærende, men Irene tvang sig til at holde øjnene åbne. I glimt så hun den blege, benede ryg og det sorte, fedtede hår, der lå i klæbrige lokker ned over det rene, hvide linned. - Nej! skreg hun højt, mens den fremmede krop begyndte at røre på sig. En lang, senet arm rejste sig som en vissen gren fra skulderen. - Nej! Du er ikke Ursula! Du er ikke Ursula! Hvem er du!? Lyset blinkede nogle gange, og rummet henlå atter i mørke. - Hvem er du!? Nogen greb fat i hendes skuldre, og hun vred sig angst mens hun skreg sit spørgsmål op mod den, der holdt hende. - Irene! Så hold dog op! - Slip mig! Du er ikke Ursula! Hun blev rusket. Et øjeblik forsvandt den ene hånd fra hendes skulder, og lyset vendte tilbage. - Irene! Ursula blinkede nogle gange for at vænne sig til lampens stærke skær og så med et udtryk af dyb forskrækkelse på Irene, der stadig vred sig under hende. - Du har mareridt! Vågn op! - Mareridt? Hun lå stille. - Åh... Men... - Hvor gjorde du mig bange, dit fæ, sukkede Ursula bekymret. Irene slog armene om hende og knugede hende ind til sig. Hun rystede, og hun kunne mærke sveden på sin hud. Den mørkhårede kvinde lo lettet. - Godt at have dig tilbage. - Ursula... Jeg elsker dig. Ursula smilede bredt, så hendes tænder skinnede i lampelyset. - Gør du? - Ja. Irene rettede sig op og kyssede hende på munden, så slukkede de lyset og lagde sig tilbage under tæppet, Ursula med brystet trykket ind mod Irenes ryg og den ene arm kærligt om hende. Irene hviskede: - Men hørte du... - Hørte hvad? - Lyden af en saxofon... eller var det en hund, der gøede? |
