Natlige Dansetrin - Kapitel 4 |
|
- Jeg tror egentlig mest, Iliescu blev valgt, fordi alternativet var værre, lo Ursula. Og måske fordi folk ikke har glemt hans rolle i indførelsen af demokratiet efter Ceauşescu.
De to piger sad overfor hinanden i det store badekar, afslappede og behageligt til mode i det varme vand. - Er han egentlig ikke gammel kommunist? spurgte Irene. - Det siger de. Mennesker kan vel ændre sig, og i øvrigt gør det ham vel ikke nødvendigvis til en dårlig mand. Hvad mener du for eksempel om fængslingen af ham... hvad hedder han? Ham, der kom efter Heineken... Krenz? Irene fnisede og pjaskede en håndfuld vand i hovedet på Ursula. - Heineken er en øl! - Nå ja, men hvad hed han så? - Erich Honecker, og ja, den sidste var Egon Krenz. Jeg ved ikke, hvad man skal synes. Det var, så vidt jeg husker, ham, der var en af hovedkræfterne bag, at Berlin-muren blev revet ned, men på den anden side forsvarer han vist stadig SED's gamle politik. - Ville du egentlig ikke ønske, at du havde været ældre i 89, så du havde kunnet tage bedre stilling til alt det, der skete, i stedet for senere at være blevet gjort opmærksom på enkelthederne fra anden og tredje hånd? Jeg kan selvfølgelig huske, hvordan det var under Ceauşescu, men jeg var ikke i Bukarest, da det hele brød sammen. - Jo. På en måde. Men omvendt er det spændende at leve som i en helt ny verden. En verden, der er ved at komme sig. Ursula så hengivent på hende. - Du har en optimistisk natur. - Jeg prøver. For mit eget vedkommende synes jeg, at tingene ser lysere ud i dag, end de gjorde i går. - Verdenssituationen har med andre ord bedret sig over en nat? - Det kan man sige. Irene nikkede langsomt og smilede med et kælent drag om munden. Som svar drejede Ursula sig rundt, så hun kom til at sidde mellem Irenes ben med nakken lænet mod hendes skulder og hendes arme om livet. - Der bliver vist en del at se til i dag. - Hvad mener du? spurgte Irene overrasket. - Først må du fortælle mig, hvordan det går til, at du har fået et fuldt betalt ophold her på hotellet. Jeg fornemmer, at der er noget i den forbindelse, der nager dig, og hvis det er tilfældet, vil jeg vide, om jeg kan hjælpe dig. Irene kyssede tankefuldt Ursulas runde øre og nikkede. - Det skylder jeg dig vist efterhånden. - Derefter vil jeg hente nogle at mine ting - ikke mindst noget tøj - her til hotellet, for det går ikke, at du har suiten her helt for dig selv. Når det så er ordnet, vil jeg vise dig Bukarest. - Det vil jeg glæde mig til. Det faldt Irene ind, at det ville have været umådeligt svært at gå rundt i gaderne og bese seværdighederne alene uden uafladeligt at blive mindet om savnet af Valerica. Med Ursula som guide ville det unægteligt blive en fornøjelse, skønt hun næppe ville kunne glemme sine bekymringer. - Jeg kunne formodentlig endda sørge for, at vi bliver bragt frem og tilbage i bil, når vi henter dine ting. - Det er sødt af dig, men ikke nødvendigt, svarede Ursula. Jeg har min egen bil. I øvrigt skal du ikke besvære dig med at tage med, det ordner jeg selv, mens du overvejer, hvad du gerne vil se, når vi går ud. Hvis ikke Ursula var decideret velhavende, så kunne hun i hvert fald ikke mangle noget. Irene kunne ikke lade være med at spekulere over, hvem den kvinde, hun så pludseligt havde forelsket sig i, i grunden var, og hvilken situation, hun befandt sig i. Hun havde endnu ikke nævnt, hvad hun foretog sig til hverdag, hvor hun boede, eller hvilke familierelationer, det var, hun havde her i Bukarest, og som det lod til, der var en smule problemer med. På den anden side havde Irene også holdt en del igen, især med at fortælle om sit nuværende dilemma, og måske var det blot sådan, at disse oplysninger, fra den ene og fra den anden, måtte komme i deres eget tempo og på passende tidspunkter. Irene havde nu endeligt besluttet at løfte sløret for de mystiske begivenheder, der var indtruffet efter hendes ankomst til Rumænien, og den frygt, hun nærede desangående. Videre ønskede hun også at vise Ursula båndet og nøglen, men det løfte om diskretion, brevet havde afkrævet hende, gjorde hende usikker; kunne hun stole nok på Ursula? Var hun sikker nok på, at den kvinde, hun havde tilbragt natten med, ville forstå den potentielle alvor i situationen og samtidig se fornuften i ikke at gå til politiet eller andre myndigheder? Hun ville forsøge at finde svaret i Ursuals reaktion på resten af historien og gemme denne hemmelighed til sidst. - Jeg kom til Bukarest for at møde min veninde, Valerica, begyndte hun. Hendes fortælling var tøvende, men efterhånden som den skred frem, kom alle enkelthederne mere og mere flydende og ubesværet ud i lyset. Ursula sad uden at afbryde og holdt om den hånd, Irene havde om hendes liv. - Det er en sær historie, sagde hun tænksomt, da Irene holdt inde. Så kan jeg bedre forstå, hvorfor du har virket så anspændt. - Jeg er alvorligt bange for, at der er sket hende noget. Det ligner hende ikke at... - Shh. Ursula drejede hovedet og sendte hende et beroligende blik. - Vi finder ud af det, Irene. Du skal se, det skal nok gå; og nu har du mig til at passe på dig. Denne sidste forsikring var faktisk, skønt Ursula mest havde udtalt den for at muntre hende op, en trøst, for hun havde længe følt, at hun i denne situation havde brug for en form for beskyttelse, at hun var for sårbar alene, og nu, da der var blevet sat ord på denne diffuse fornemmelse, faldt det hende ind, at netop Ursula måske var den, der kunne stå mellem hende og frygten for at befinde sig overfor en mulig, ukendt fare - et mørke, der syntes at trænge ud gennem hver en lille sprække i al denne uvante luksus. - Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre, sagde hun modløst og klemte Ursula ind til sig. På den ene side er jeg nødt til at blive boende her og ingen ting gøre, indtil hun opsøger mig, hvis hun overhovedet er i stand til det. På den anden side kan jeg ikke holde ud ikke at prøve på at finde hende. - Du sagde, at hun har læst her i Bukarest i et halvt år? - Ja. - Så må der være nogen på universitetet, der kender hende. Hvis hun er her fra, gætter jeg på, at der også er noget familie. Eller flygtede de alle sammen? - Der var nogle, der blev tilbage. En morbror vist nok, og dennes kone og børn. Dem må hun have været i kontakt med også, men de bor ikke her i byen. - Det betyder, at der er nogle mennesker, vi kan prøve at opsøge. Hvis hun virkelig holder sig skjult, så er det nok en dårlig idé at begynde med familien, for de vil næppe synes om at høre, at deres niece eller kusine er forsvundet. - Du har ret, men jeg er ikke sikker på, at vi skal begynde at spørge efter hende. Der stod i brevet, at jeg ikke måtte prøve at opspore hende. - Ja, men det er jo netop der, problemet er, for det er det, der har gjort dig bange. Hvis hun ikke havde skrevet det, havde du vel næppe tænkt andet, end at hun var blevet optaget af et eller andet uopsætteligt, og du havde ventet på hende her uden at bekymre dig mere om det. Irene rystede på hovedet. - Det er ikke kun det. Hele tonen i brevet var forkert, nærmest nervøs; hun fortalte ikke, hvad grunden til alt dette er, hvor hun var, eller hvad hun foretog sig... og ... Hun tog mod til sig og fortsatte: - Der er mere. Hun bad mig om ikke at fortælle det til nogen, men jeg er nødt til at tale om det. Du må love mig, at du ikke gør noget uovervejet eller siger noget til nogen om det her. Er det en aftale? - Selvfølgelig. - Sammen med brevet var en nøgle og et kassettebånd. Der stod, at jeg skulle holde dem skjult og passe godt på dem. Jeg måtte heller ikke lytte til båndet. - Har du det? - Nej. Naturligvis var jeg fristet, men jeg ville ikke. Ursula skubbede hagen frem og pustede tungt ud. - Sikke noget. En tid sagde ingen af dem noget, og Irene ventede, at den anden ville foreslå, at de lyttede til det sammen, men det gjorde hun ikke. Det var, som om Ursula vidste, at den beslutning var Irenes alene. Da hun endelig talte, var det, som om de to mystiske effekter var glemt: - Nu vil jeg køre over og hente mine ting. Når jeg kommer tilbage, må vi finde ud af, om vi skal lede efter Valerica, eller om vi skal vente og se, om hun dukker op af sig selv. Personligt synes jeg, at vi skal lede, men den endelige beslutning er din, og hvis du ikke vil, så glemmer jeg de ting, du nu fortalte mig. Er det en aftale? - Ja... Du er virkelig en engel, Ursula. - Og du er et lille fjols. Den unge, mørkhårede kvinde rejste sig op i karret og så mildt ned på Irene. Så lo hun. - Når jeg går ud til min bil i min røde aftenkjole, så er der en del, der tænker, "den tøs har nok haft en spændende nat". - Det kan der være noget om. Vil du låne et eller andet? - Nej, det er lige meget. Jeg har jo haft en spændende nat, så der er ikke noget galt i at udstråle det. Hun trådte ud på flisegulvet og tog et håndklæde. Irene betragtede hende, mens hun tørrede sig og omhyggeligt frotterede sit hår. - Jeg har en hårtørrer, hvis du vil bruge den. - Det ville faktisk være dejligt. Hvor er den henne? Irene pegede på en hylde, hvor hun havde lagt den fra sig aftenen før. Tyve minutter senere gik Ursula med sin håndtaske over skulderen fra elevatoren og gennem hotel Lidos lobby. De havde sovet længe, så de fleste gæster var for længst færdige med at indtage morgenmad og havde begivet sig ud i byen til deres forskellige gøremål, så det store rum var så godt som tomt. Hun antastede portieren, der beredvilligt bukkede og ønskede hende godmorgen. Ursula nikkede venligt. - Vil De sørge for, at min bil bliver kørt frem? - Naturligvis, frk. Dorsdy. Han tog et telefonrør, trykkede på et par knapper og ventede et øjeblik. - Receptionen; vær venlig at køre frk. Dorsdys bil frem til hovedindgangen. Ja, med det samme. - Er der noget i vejen, spurgte Ursula og så på ham med et hævet øjenbryn. - Intet, frøken. - De står og trommer i bordet, og ærlig talt, med den airkonditioning er der ikke nogen grundt til at svede... Er der? En stor dråbe hang ved mandens ene tinding. Han skuttede sig ufrivilligt og tørrede sig over panden. - Nej, frøken, mumlede han beklemt. Slet ikke. Han rømmede sig og sagde så mere fattet: - Deres bil er ude foran om et øjeblik. - Hm. Hun blev stående nogle sekunder og betragtede den nervøse mand med en mistænksom panderynke. Derefter trak hun på skuldrene og vendte sig. Hun kunne høre ham sukke lettet bag sig, men hun fortsatte væk fra disken uden at vende sig og begav sig en smule tøvende ud i den varme sommerluft. Bukarest var som altid travl og levende, og Ursula stod, mens hun ventede, og studerede de forbipasserende mennesker og køretøjer, der alle syntes at have fuld fart på i alle retninger. Nu og da, når hun kom til at tænke på den forgangne aften, gled et smil over hendes læber, og hendes opmærksomhed trak sig en smule bort fra larmen de anmassende sanseindtryk. Hendes bil, en mørkeblå sportsvogn, kørte langs fortovet mod hende og holdt ind til siden. Herren, der havde ført den, trådte ud, gik i en serie hastige spring rundt om køleren og nikkede til Ursula. - En fantastisk vogn, frøken. Virkelig. Jeg har altid ment, at en Jaguar er og bliver... og så en XJ220... Han lo af sin egen iver, overdrog hende nøglerne og undskyldte. Ursula løftede afværgende en hånd og rakte ham i samme bevægelse en portion drikkepenge, som han med et dybt buk tog imod. På en sært langsommelig måde spadserede han derpå op til hotellets indgang og stillede sig afventende. - Hvad pokker står han nu og glor på, tænkte Ursula irriteret. Hvad går der i det hele taget af folk i dag. Hun så demonstrativt på ham, til han ikke kunne undgå hendes blik og var nødt til at gengælde det. Han var en tynd, duknakket mand med en gammeldags knebelsbart og tætte øjenbryn, der på grund af solen var trukket sammen, så de dannede en lige streg over hans flakkende øjne. Med en undskyldende mine fortrak han til hotellobbyens indre, og da Ursula var sikker på, at han var væk, satte hun sig ind i bilen. Hun nåede ikke at foretage sig andet end at lukke døren efter sig, da den anden dør gik op, og en kvinde satte sig ind ved siden af hende. Overrasket gav hendes krop et spjæt, men da hun genkendte den anden, faldt hun tilbage i sædet og åndede tungt ud. - Du godeste. Kunne du ikke bare have råbt mig an ude på gaden? Den anden lukkede passagerdøren efter sig og sendte Ursula et hvast blik. - Begynd at køre. Kvinden så ud til at være omkring de tredive; hendes mørkeblonde hår sad stramt tilbage i en hestehale, og hun var klædt i et feminint, dyrt udseende jakkesæt. Foran sig holdt hun en sort dokumentmappe. Ursula startede bilen i et behersket tempo, der antydede, at hun ikke gjorde det på grund af ordren, men fordi det alligevel var, hvad hun havde tænkt sig at gøre. Med et træk på skuldrene spændte hun sin sikkerhedssele og lod den smukke Jaguar glide ud i trafikken. - Luminita Ulmeanu... Interessant at støde på dig her, sagde hun efter en tids tavshed. Kvinden på passagersædet svarede uden at kunne skjule sin irritation over Ursulas familiære tiltaleform: - Forglem Dem ikke, frk. Dorsdy. Det er Dem selv, man bliver overrasket over at møde i Bucuresti netop nu. Igen trak Ursula på skuldrene. - I bekymrer jer for meget. Jeg kan sagtens tage vare på mig selv. - De opfører Dem som en tankeløs, ansvarsløs rigmandsdatter. Jeg tænker mig, at alene påbudet om at blive væk fra byen var nok til at få Dem til at møde op. - Hvis det var i forventningen om en hjertelig modtagelse, måtte jeg i hvert fald føle mig skuffet. Fortæl mig, hvad grunden er til, at jeg pludselig skal holde mig væk fra Bucuresti. - Det er ikke mig beskikket at fortælle Dem noget som helst andet, end at De med det samme skal rejse og ikke vende tilbage, før De får besked om, at det er Dem tilladt. - Hør nu her. Jeg er her netop for at finde min far og få en forklaring, men pludselig er han slet ikke til at komme i kontakt med. Er det så mærkeligt, at jeg er nysgerrig? Ulmeanu lukkede øjnene og kæmpede et øjeblik for at beherske sig. - Deres nysgerrighed er uvæsentlig! De er allerede begyndt at gøre Dem besværlig, og det er Deres faders ønske, at De rejser. - Det er efterhånden gået op for mig, men jeg må i det mindste forlange at vide, hvorfor han ikke selv kan tage kontakt til mig. - Det ville ikke være... praktisk. Ursula løftede et øjenbryn. - Hvorfor ikke? - Det ønsker han selv at diskutere med Dem på et andet tidspunkt. Der kom et ophold i diskussionen, hvor de begge sad tavse en stund og så Bukarests smukke bymidte bevæge sig forbi. Pludselig, som efter en længere overvejelse at have taget en beslutning, tog Ursula ordet: - Du kan fortælle videre, at jeg agter at blive i Bucuresti. Ulmeanu skulle til at sige noget, men Ursula var ikke i humør til at blive afbrudt. - Jeg agter ikke at fortsætte mine forsøg på at få kontakt til min far, og hvad jer andre angår, kan I fortsætte med det, I er i gang med. Jeg skal ikke gå i vejen, og jeg skal ikke blande mig, så meget kan jeg love. Dog er der en betingelse: Irene Lebeck er min. - De kan ikke gøre krav på nogen som helst her! råbte Ulmeanu ubehersket og lænede sig med et ryk frem i sædet, mens hun stirrede på den anden kvinde. - Det kan jeg, og det gør jeg. Jeg gør krav på Irene Lebeck, turist fra Danmark, midlertidigt bosat på hotel Lido her i Bucuresti. Med synlig morskab over den andens raseri tilføjede hun med en art forvorpen ynde i stemmen: - Hvis der er flere detaljer, du ønsker om hende, for eksempel hendes seksuelle præferencer, kan jeg godt være behjælpelig. Ulmeanu overhørte frækheden. - Jeg kan kun sige, at man vil være utilfreds. De forstyrrer ting, der ikke skulle have været forstyrret, og De risikerer at ødelægge grundigt tilrettelagte planer med Deres skamløse opsætsighed. - Det får være. Hvis min far ændrer mening med hensyn til sin umeddelsomhed, ved han uden tvivl, hvor jeg er at finde. Under alle omstændigheder er der en del ting, jeg hellere vil foretage mig end at køre rundt og skændes med dig. Hvis du undlader fortsat at irettesætte mig, vil jeg med glæde køre dig til... - Sæt mig af her. Ursula bed sig i kinden og forhindrede på den måde sig selv i at le. - Er du sikker? - Ja. Da bilen standsede åbnede Ulmeanu øjeblikkeligt døren, der gled i bag hende, og trådte med dokumentmappen i den ene hånd og den anden knyttet i en formålsløs, indadvendt gestus op på fortovet. - Der vil blive sagt meget mere i denne sag, frk. Dorsdy, sagde hun sammenbidt, men dog hørligt mod det halvt åbne vindue, inden hun med hurtige og bestemte skridt gik hen langs gaden i den retning, de var kommet fra. Ursula så undrende ud i luften og slog langsomt en finger nogle gange mod rattet. - Hvad pokker er det, de foretager sig? tænkte hun, mens hun bevægede læberne i en tavs mumlen. Hun bliver nok god igen, men jeg har da aldrig set hende så gnaven… Man skulle næsten tro, hun var bange for et eller andet. På himlen var skyerne ved at trække sammen, og det klare dagslys syntes for en stund at svinde. |
