Natlige Dansetrin - Kapitel 5 |
|
Belle Pierrot lå udstrakt på gulvet med armene ligesom indbydende holdt ud til siderne, benene halvvejs over kors, således at den ene fods tær hvilede på den andens, halsen strakt og hovedet med det hvide hår ganske i uorden og den ekspressive sminke nu delvist opløst af det vand, hun var blevet vasket med, og præget af størknede blodstænk, der havde fået lov at blive, en anelse på skrå som hos en opmærksomt lyttende hund. Hendes blik var rettet mod Spiegelmann, der stod ved hendes side med sin hat i hånden. De var de eneste tilbageværende mennesker i hotelværelset; på den anden side af de hvide gardiner skinnede formiddagssolen.
I lang tid bevægede ingen af de to sig, men så løftede Spiegelmann pludselig sin frie hånd med et ryk og pegede med en enkelt finger mod sit øre. Pierrot spurgte med en døsig stemme, som kæmpede hendes tanker for at udtrykke sig forståeligt i ord: - Endelig er hun ladt alene? Spiegelmann lod først ikke til at have hørt hende. Han sænkede hånden og børstede spekulativt sin hat, mens han så mod vinduet, som mødte der ham en klar udsigt frem for blot draperende klæde. Så vendte han sin opmærksomhed mod kvinden foran sig. - De var af den opfattelse, at De med et tæppe kunne skjule det, De ikke kunne forstå at værdsætte. Således krævede De flere tæpper, men glemte at hvert enkelt bragte Dem tættere på loftet. Pierrot tog et par heftige åndedræt. - Rummet med de tre døre forsvandt, sagde hun langsomt. - De drømte om rummet, just inden De vågnede. Om et minut vil jeg fortælle mere. Kvinden rettede sig op i en glidende bevægelse med ryggen svajet, så hendes mørkplettede bryst stod frem, og betragtede Spiegelmann med en intensitet, der afslørede en opstemt iver og utålmodig interesse. - Fortæl mig om min drøm, sagde hun bedende. Fortæl mig om rummet med de tre døre. - Snart. Spiegelmann så koncentreret på sit armbåndsur et stykke tid, mens Pierrot spændt lod en hånd glide op og ned ad sit ene ben. Da det fulde minut var gået, strakte han armen ud, så hånden med uret var over hendes hoved, og knipsede en enkelt gang med fingrene. I en port ikke langt fra Piaţă Ferentari stod en kvinde ved navn Iulia Valea og lyttede til den tiltagende regn, der skyllede ned over den snavsede gyde, hvor enkelte mennesker nu og da hastede forbi uden at bemærke hende som andet end en del af den dystre bydels almindelige gadebillede. Hun havde nået at søge tilflugt fra den truende himmel, inden hun blev gennemblødt, og nu stod hun og så ned ad sig med vanens selvlede i blikket og melankoli i sindet. Eftermiddagenes timer var de sværeste at komme igennem; pligtskyldigt lød hun sit hvervs bud om at opholde sig på gaden, men kunderne og arbejdet kom normalt først til hende ud på aftenen. Hver dag vågnede hun tom i hovedet og i blikket, vaskede sig med en følelse af at berøre et fremmed legeme, som en djævelsk intrige havde pålagt hende ansvaret for, iførte sig sin falbydende uniform, indtog et måltid, hvis hun havde noget i huset, og begav sig så ud beredt på det, der måtte komme. Forvirringen, der var det mørke, tilværelsen evindeligt førte hende tilbage til, trængte sig ind på hende fra alle sider og fordrev tomheden, mens hun ventede på den første fornedrende henvendelse. - Der er som sådan kun laster, tænkte hun, mens hun rørte ved en lok af sit mørkeblonde hår. Lykken er mellemrummet mellem andres laster. Jeg må holde op med at sove så meget. Lykken er mellemrummet mellem mennesker; grænser, der trækkes op med vold og penge. Muren oppe i Berlin holdt mennesker inde og mennesker ude. Hvorfor rev de den ned? Hvad er det, der får dig til at stå og gå og føle på muren med fingerspidserne? Selv den mildeste vind bider i kinden, sådan er det. Varme og tryghed er et kvistværelse med udsigt til himlen, blå gardiner og en lampe ved sengen. Det er sådan et sted, hvor det er godt at lægge sig til at dø. Iulia trak vejret beslutsomt langt ned i lungerne og lænede sig tilbage mod den snavsede betonmur. Hun var endnu ikke fyldt tredive, men hun så ældre ud, end hun var. Om hendes hofter sad en nederdel af kunstigt læder, og hendes røde skjorte var bundet op og afslørede hendes spinkle liv. De tunge dråbers larmende fald tog til, og små kroner af snavset vand strøg over vejene og tagene. - Hvis der var træer her, ville de nok være glade, men ingen her behøver regnen. Duften af vådt løv fra bedre tider. Hvad er det, Iulia? Hvad er det? I gamle dage gjorde man toilette, nu gør man sig til. Men vi har stadig musikken. Hendes tanker blev afbrudt af en høflig rømmen, og hun vendte hurtigt hovedet mod lyden. Synet overraskede hende så meget, at hun først ikke, på trods af sin lange erfaring, formåede andet end at stirre med et udtryk af måben og forfjamskelse. Der stod en mand ude i regnen og så venligt på hende. Han var ungdommelig og smukt bygget med brede skuldre og en rank holdning, der ikke virkede det mindste påvirket af vandet, der silede ned over ham og gennemblødte hans korte, velfriserede hår og sorte, skræddersyede overfrakke - en beklædningsgenstand, der nok var beregnet til sommerens køligere sider, men ikke til et vejr som dette. Han smilede forekommende og rakte hånden frem til hilsen. Hun tog den tøvende og med hovedet på skrå. - Godeftermiddag, frøken, sagde manden og bukkede ganske let. Nikolai Râmeşti er navnet. Pludselig på vagt granskede hun hans tiltrækkende ansigt for antydninger af spot eller svig, men fandt intet, der pegede i den retning. Hans sprogtone var distingveret, udtalen tydelig, og han talte højt nok til at gennemtrænge regnen, men han var langt fra at råbe. Synet af ham, som han stod der med sine dyre sko på den snavsede gade og et udtryk, der tydede på, at han slet ikke havde bemærket, hvor gennemblødt han var, fik hende endelig til at smile. For alle tilfældes skyld drejede hendes professionelle overblik det umiddelbare smil over i en mere indladende gestus. - Jeg hedder Iulia, sagde hun og nejede forsigtigt. - Det glæder mig usigeligt at møde Dem, frk. Iulia. Så vidt hun kunne huske, havde ingen før tiltalt hende på den formfuldendte måde, og situationen som hele fik en følelse af morskabsblandet sympati for den høflige herre til at vælde frem i hende. Han var for ung til at være en træt ægtemand, der søgte adspredelse og ly fra en kedsommelig hustru, han hørte tydeligvis ikke til i hendes sociale miljø, og hans klæders beskaffenhed antydede, at han under alle omstændigheder ville have været i stand til at betale for en væsentlig mere indtagende kvinde at forlyste sig med. - Hvad kan jeg gøre for dem, hr. Râmeşti? Han hostede diskret med en løst knyttet hånd for munden og trådte et skridt nærmere. - Det forholder sig således, at mit herskab venter i en bil, der holder parkeret nær herved. De ønsker at nyde Deres selskab for en tid. Det er naturligvis tanken, at De vil blive kompenseret økonomisk… altså… Iulia lo. - De behøver ikke forklare, hr. Râmeşti. Kom. Lad os hilse på Deres herskab. - Udmærket. Glimrende. Vi skal som sagt ikke gå så langt, men alligevel beklager jeg, at jeg ikke har medbragt en paraply. - Jeg kan godt tåle at blive lidt våd. Mens de småløbende bevægede sig gennem de næsten øde gader, overvejede Iulia den uventede drejning, eftermiddagen havde taget. For hende var en god kunde én, der betalte, hvad hun havde forlangt, og ikke udsatte hende for unødige ydmygelser eller vold; hun havde aldrig før skullet stille sig til rådighed for et herskab, og hun kunne ikke lade være med at fundere over, både hvad mennesker, der havde råd til at ansætte tjenestefolk, ville med en som hende, og ikke mindst hvad hun dermed kunne forvente af den opgave, der lå forude. Hun prøvede at bekæmpe en følelse af uro og en lyst til at fortryde sin accept af tilbudet, for det syntes tydeligt, at den omtalte økonomiske kompensation ville udgøre en væsentlig større sum, end hun normalt ville have forhåbninger om at tjene på en normal dags arbejde, og som mange andre i Ferentari-distriktet var penge, hvad hun manglede og var villig til at tilsidesætte næsten alt for. Angsten for at miste sin usle bolig, angsten for at sulte eller fryse og angsten for repressalier fra den høje romano, hvem hun skyldte mere, end hun ejede – penge var det eneste middel til at overkomme alt dette, og hendes tynde krop var den eneste vare, hun havde at sælge. Bilen, som Râmeşti ledte hende hen til, var en temmelig lang, sort vogn, hvis spejlblanke ruder gjorde det umuligt at se ind andre steder end til chaufføren, der sad mageligt i sit sæde og så ud på den grå dag. Efter bilens størrelse at dømme, måtte den indeholde en temmelig stor kabine. Iulia tøvede, mens hun forsøgte at undertrykke en følelse af beskæmmelse. Râmeşti gik hen og bankede et par gange på bilens tag, hvorefter han åbnede døren. Usikkert men nysgerrigt lænede Iulia sig frem for at se indenfor, men overraskedes ved det syn, der mødte hende: På den anden side af døren hang et tykt, rødt klæde som et tætsluttende, tungt draperi. - Frk. Iulia er her, sagde den velklædte herre og strøg sit våde hår, der var gledet ned for panden, tilbage over hovedet. I nogle sekunder var der ingen reaktion, så skiltes det røde klæde en smule, og som en sort slange fra sit skjul, gled en kvindes slanke, behandskede arm et lille stykke ud, og vinkede med et en elegant bevægelse med fingrene Iulia nærmere. Hun så prøvende på Râmeşti, der nikkede venligt til hende. - Man venter Dem, sagde han og klemte hendes skulder som for at berolige hende. Hun skulle til at spørge ham om noget, men hånden vinkede igen ad hende, og forsvandt så ind bag klædet igen. Med et kort nik til gengæld vendte hun sig fra ham, bøjede sig og tog fat i det røde stof der, hvor hun havde set, det lod sig skille. En hemmelighedsfuld, parfumeret lugt ramte hendes næsebor, og hun kiggede ind. Før hun nåede at orientere sig, greb en hånd fat om hendes skulder, og hjulpet på vej af et puf i ryggen fra Râmeşti væltede hun forover ind i bilen. Døren smækkede i bag hende med en høj lyd, og fra hvor hun lå akavet krummet sammen på siden, så hun sig fortumlet omkring i det dæmpede lys. Bilens luksuriøse kabine var på begge sider forsynet med det tunge, røde draperi, og interiøret var stort set holdt i mørkt træ og sort læder. Gulvet, hun lå på, var forsynet med et mørkerødt tæppe, og fra loftet skinnede en mat lampe ned over de tilstedeværende personer. Kvinden med de sorte stofhandsker så neutralt ned på Iulia med sine lyseblå øjne; hendes platinblonde hår var sat op i en graciøs frisure, der sammen med den sorte, tætsiddende kjole og de tunge smykker lod hende udstråle en naturlig fornemhed, der fik kvinden på gulvet til at krympe sig. Ved siden af den lyshårede sad en unaturligt kortlemmet mand i et hvidt jakkesæt. Hans ansigt bar en mine af undertrykt morskab, og efter at have betragtet den nytilkomne et øjeblik, vendte han blikket mod sine blanke sko, der befandt sig et betragteligt stykke fra kabinens gulv. På det brede sæde overfor de to sad, lænet op ad det røde klæde, en foroverbøjet skikkelse, der var fuldkomment skjult under en med hætte udstyret sort, kuttelignende gevandt. Den sad ganske ubevægeligt med hænderne, der var dækket af de lange ærmer, i skødet og lod end ikke til at registrere, at det lille selskab var blevet forøget. På gulvet, kanske kort fra Iulias hoved, mellem denne hemmelighedsfulde person og den velklædte dværg lå en stor bylt viklet ind i sort plastic og grov tape. Bilens motor startede, og et øjeblik efter kunne Iulia mærke, hvordan den begyndte at rulle af sted. Hun rettede lidt på sig og tog sig til den skulder, hun var landet på, da hun væltede om på gulvet. Det gjorde ret ondt, men bevægelsen var mere en refleks end en bevidst handling, for hendes tanker var udelukkende optaget af at analysere den uforudsete udvikling, og den ubehagelige situation, hun så ud til at være kommet i. Hun fangede dværgens blik, og med et smil slog han ud med hånden mod pladsen overfor kvinden. - Sæt Dem endelig, frk. Valea. Hun rettede sig lidt op, men turde ikke med det samme sætte sig op på sædet. I stedet spurgte hun: - Hvor kører I mig hen? - Det er i sidste ende op til Dem selv, foreløbig kører vi blot en tur. Vær nu en god pige og sæt Dem op på sædet, så det bliver muligt at føre en mere naturlig samtale. Iulia lagde sin hånd på kanten af sædet og trak sig lydigt op at sidde. Sædet var blødt og komfortabelt, og bilen var heldigvis så bred, at hun kunne sætte sig et stykke fra den uheldssvangre, formummede skikkelse. Med en anspændt febrilskhed forsøgte hun at komme i tanker om noget, der kunne forklare disse menneskers interesse i hende; de kendte hendes efternavn, skønt hun ikke havde fortalt det til dem, og dog havde hun ingen anelse om, hvem en eneste af dem var, eller hvad de kunne have til hensigt. Ubehaget havde taget et solidt greb i hende, og hende blik flyttede sig jaget rundt mellem de tre, som hun nu var sikker på var hendes bortførere. - Frk. Valea, indledte den lyshårede kvinde i en causerende tone og rakte højre hånd frem. Mit navn er Sashenka Efimova. Iulia tog tøvende hånden og trykkede den. - Goddag, sagde hun næsten uhørligt. - Det synes mig, at De udstråler en temmelig heftig angst i forbindelse med Deres nuværende situation, frk. Valea. De har ganske vist al mulig grund til at nære frygt for mig, jeg vil endda gå så langt som til at sige, at Deres frygt giver mig en ikke ubetydelig nydelse, der, måske ganske i tråd med Deres erbarmelige hverv, kunne føre til en vis erotisk opstemthed ved videre bekendtskab. Dog, hvis De viser Dem forstående og velvillig i forhold til de forespørgsler, som jeg om et øjeblik vil fremkomme med, vil De ikke have nogen grund til at belemre Dem selv med en videre fordybelse i disse for Dem potentielt kvalfulde følelser. Stemmen var monoton, næsten livløs, sprogtonen var præget af tung accent, og de kolde, blå øjne studerede under talen Iulia, som var hun et nyopdaget objekt, der ved granskning skulle forsøges placeret i en logisk sammenhæng. Kvinden virkede uforstyrrelig i alle detaljer; de fine træk og den blege, rene hud understøttede det distancerede og udstrålede en egen indgroet arrogance og næsten maskinel pertentlighed. Med en rystende hånd rettede Iulia på sit tøj og spurgte uden at se op: - Hvad ønsker De af mig, frk. Efimova? - Det drejer sig om Deres søn, frk. Valea. Ved de ord strømmede en kold panik ind i Iulias sind, og hun klemte sig med et jaget udtryk tilbage i sædet uden at sige noget. Frk. Efimova fortsatte ufortrødent: - Den lille Catalin Valea har i den seneste tid formået at forårsage en hel del ulempe, og det er os magtpåliggende at finde frem til ham. Som hans mor har De uden tvivl mulighed for at hjælpe os i den rigtige retning. Iulia skulle til at svare; et kort øjeblik havde det syntes hende, at hun havde noget at sige, noget velformuleret, der ville få den frygtelige kvinde til at indse, at Catalin intet kunne have med dem at gøre, men alt snørede sig sammen i fortvivlelse og gru, og hendes runde øjne stirrede blot forbi frk. Efimova, mens hendes underlæbe bævede ukontrolleret. En tid var der ingen, der talte, og da Iulia endelig for alvor blev klar over, at både frk. Efimova og dværgen betragtede hende med tilbagelænet forventning, og at det næste, der skulle siges, måtte komme fra hende selv, åbnede hun munden og så bedende fra den ene til den anden. - Hvad … hvad har han gjort? - Det er ikke relevant for Denne samtale, sagde frk. Efimova. De skal blot fortælle os, hvor vi kan finde ham. - Men han er kun et barn. Hvad kan han betyde for Dem? Har han stjålet fra Dem? Jeg vil gøre alt, hvad jeg kan for at betale Dem for den skade, han … åh, kære frøken, jeg vil give Dem alt, jeg vil gøre alt for Dem… De må ikke tage min søn fra mig… De må ikke… Hun faldt hulkende fremefter og holdt om Efimovas knæ i en krampagtig, tiggende gestus. Det var, som om den tanke, at disse mennesker ville opspore Catalin, måske endda gøre ham ondt, ikke i sin egentlige form ville indfinde sig i Iulias hoved, men blot tiltvang sig en form for eksistens i kraft af nådesløse antydninger, der splintrede enhver mulighed for at tænke eller tale hensigtsmæssigt. Den elegante kvinde betragtede hende udtryksløst et øjeblik, så vendte hun sig mod dværgen. - Hvad mener De, Ficzko? Han trak på skuldrene. - En forudsigelig, men ikke helt tilfredsstillende reaktion, kære frøken. De sidste ord sagde han i en ubehagelig parodi på Iulias bedende stemme. Så klappede han et par gange med hænderne ved siden af den grædende kvindes hoved. Frk. Efimova tog med sin behandskede hånd fat om Iulias skulder og tvang hende med overraskende styrke tilbage. - Deres indstilling er på alle måder uacceptabel, og det er på tide, at De begynder at overveje Deres situation. De kan give os, hvad vi ønsker, frivilligt, eller De kan under svære lidelser fravristes det. Valget er Deres, men De har ikke mulighed for at forhandle med os. Som skøge er deres indtægtskilde - deres middel til overlevelse - Deres krop, Deres udseende og i sidste ende Deres køn. Alt dette står det i vor magt at tage fra Dem, mens vi påfører Dem nok smerte til at underkaste Dem vor kontrol, om det så måtte koste Dem Deres mentale sundhed. Vi har ikke nogen videre interesse i at udsætte Dem for unødig belemrelse, men omvendt er vor eneste prioritet, at De lever længe nok til at fortælle os, hvad vi ønsker at vide. Hun gestikulerede i retning af den sorte bylt på gulvet, og Ficzko nikkede. Han trak en lille kniv fra sin lomme, lænede sig frem og skar en flænge i det blanke plastik. Med en mine som en kunstner, der skal til at afsløre et nyligt færdiggjort værk for en ventende forsamling, gjorde han med hænderne møjsommeligt hullet større, indtil indholdet var synligt i al sin rædselsfulde brutalitet. - Som De ser, fortsatte frk. Efimova, er der blevet ført en righoldig samtale med deres ven og kollega, Ana-Marie Marinescu. Iulia gav et næsten dyreagtigt skrig fra sig og krummede sig rystende sammen på det bløde lædersæde med armene slynget om sin krop og hovedet virrende fra side til side i en desperat fornægtende bevægelse, der fik hendes hår til at hvirvle frem og tilbage over hendes skulder. Fra sin siddende stilling på gulvet så Ana-Marie op på hende med sit ene, døde øje stift spærret op og sit maltrakterede ansigt hensat i en forvreden mine. Den kutteklædte skikkelse, der indtil nu havde forholdt sig ubevægelig og umælende, drejede sig langsomt mod Iulia. Den hårde regn blev, som timerne gik, til enkelte dråber, der her og der som påmindelser om, at solens stråler og sommerens varme er en gave, der ikke skal tages for givet, faldt ned mellem husene og dannede ringe i de store pytter eller lavede lette, bankende lyde på biltage eller endnu opslåede paraplyer. Det tunge skydække syntes at opløse sig, og lyset fandt atter vej ned over Bukarest. Klokken halv fire stod Ursula i døren til hotelværelset klædt en del mere praktisk, end da hun tog af sted, og med en piccolo, der bar på en stor kuffert og en mindre taske, bag sig. Irene, der havde åbnet for hende, stod tavst og så tingene blive båret ind, piccoloen blive betalt og døren blive lukket igen. Hendes øjne var nervøst flakkende, og i hånden havde hun en cigaret, som hun lod til at have glemt alt om. Et askebæger, der stod på sofabordet, rummede en række skod, der alle var brændt helt ned til filteret. Ursula lagde, da et klik fra entreen tilkendegav, at de nu var alene, en arm om hendes liv og så ængsteligt på hende. - Irene… Er der sket noget? Irene så forbi hende, det var tydeligt, at hun havde grædt, og underlæben rystede en anelse. Med en omsorgsfuld forsigtighed førte Ursula hende tilbage til sofaen, hvor hun havde siddet, og satte sig sammen med hende. - Jeg hørte båndet, hviskede Irene. Den anden tog cigaretten fra hende, tog et drag af den og slukkede den. Så trak hun Irene ind til sig og knugede hende længe uden at sige noget. |
