Natlige Dansetrin - Kapitel 6 |
|
Ursula Dorsdy havde fra sit møde med Luminita Ulmeanu til sin ankomst til hotel Lido haft en mærkværdig dag. Den noget anspændte samtale i bilen havde generet hende mere, end hun havde kunnet lade den anden vide; bekymring havde afløst hendes nysgerrighed omkring de begivenheder, der syntes at finde sted omkring hende i det skjulte. Det syntes tydeligt, at de i hvert fald perifert havde at gøre med Irene, og den tanke huede hende slet ikke. Man havde åbenbart besluttet at indkvartere den nytilkomne under de bedst tænkelige forhold, underholde hende økonomisk, endda udstyre hende med bil, chauffør og guide, for så antageligvis at holde hende under observation. Det måtte nødvendigvis forholde sig sådan, for hvordan skulle man ellers så hurtigt have fundet ud af, at Ursula var begyndt at omgås hende? Den vrede, dette forhold var blevet mødt med, syntes også ubegrundet, hvis ikke der netop forelå en plan for Irenes fremtid - og denne plan kunne ikke rumme plads til Ursula, så meget forstod hun. På den ene side var hun lettet over, at hun havde fået lejligheden til at stille sit krav; på den anden side følte hun sig ikke overbevist om, at det ville blive efterlevet, med mindre hun holdt et vågent øje med begivenhederne og var parat til at gribe ind, hvis en eller anden skulle finde på krænke de rettigheder, hun nu var ene om at have i forhold til Irene.
- Luminita Ulmeanu, din skøre kugle, hvorfor pokker kunne du ikke bare have fortalt mig, hvad det drejede sig om? Nu har du sat mig i en situation, hvor jeg ikke kan gøre andet end at modarbejde, hvad end i har sat i værk. Hvis du kunne have overbevist mig om vigtigheden af al dette hemmelighedskræmmeri, og at Irene udgør en vigtig faktor, så kunne mit venskab med hende vel endda komme alle til gode. Men nej! Irriteret satte hun farten op og lod bilen stryge forbi nogle måbende drenge, der overrasket sprang længere ind på fortovet ved lyden af det accelererende køretøj. De stirrede efter hende, og i bakspejlet kunne hun se den ene af dem, en høj, muskuløs fyr, hvis spirende mandighed åbenbart var blevet krænket af forskrækkelsen, true efter hende. Hun trak vejret tungt. - Hvornår i alverden er den beslutning blevet truffet, at jeg ikke er blandt dem, der kan stoles på? At jeg ikke formår at begå mig passende og blot ved min tilstedeværelse kan ødelægge, hvad andre har planlagt? Er det, fordi jeg er den eneste, der stadig kan finde ud af at nyde livet? Hun skulle til at tænde for radioen, da hendes telefon pludselig ringede. Med en irritabel mine fastgjorde hun et elegant, lille headset på sit ene øre og trykkede på knappen. - Ja? - Ursula? lød en kvindes stemme. - Olga? Er det dig? - Ja. Hvad bestiller du i Bucuresti? - Sig ikke, at jeg også skal til at have problemer med dig! Ursulas stemme var vred, og den anden skyndte sig at svare udglattende: - Nej, nej, selvfølgelig ikke. Men jeg kan forstå, at nogen allerede har bedt dig om at rejse? - Ulmeanu har nævnt, at et håb om min snarlige afrejse er den generelle indstilling, svarede hun behersket. Jeg har lige sat hende af. - Der har været en del snak i løbet af natten. Er det rigtigt, at du mødtes med hende danskeren? - Hendes navn er Irene. Ved du, hvad det er, der foregår? - Jeg er ikke sikker, men jeg ved, at der sker noget temmelig mystisk i Bucuresti, og at Ilona Jó og din far har en eller anden plan. Jeg overhørte Jó tale om et brev, der åbenbart er kommet fra Dorka… - Dorka? Hvor er hun? - Det ved jeg ikke, men jeg er temmelig sikker på, at hun befinder sig et eller andet sted i landet. Oppe nordpå, vil jeg mene. - Udmærket. Ved du, hvad brevet drejede sig om? - Ikke helt, men der er en del tale om en vis Catalin Valea, muligvis en gadedreng. - Hmm. Ursula fremdrog en kuglepen og en lille blok, hvorpå hun gjorde et notat. - Har du tænkt dig at blive? - Ja. Jeg ved ikke, hvad det er, de har tænkt sig at gøre ved Irene, men jeg er sikker på, at de forestiller sig, at de kan bruge hende til et eller andet. Jeg har gjort krav på hende, og jeg bliver her, så jeg kan holde øje med, at der ikke sker hende noget. Olga gav et overrasket udbrud fra sig og begyndte at le. - Du har gjort krav på hende? Jeg kan lige forestille mig, hvor rasende det har gjort dem. Hvis de ønsker at holde deres aktiviteter så ubemærket som muligt, er det klart, at ingen endnu har fremsat et rigtigt krav. Du kan godt selv se, hvad det betyder, ikke? - M-hm. Nu da jeg har gjort det, er de forpligtede til at sprede budskabet, og katten er ude af sækken. Måske tager min far selv kontakt til mig, hvis jeg fortsætter med at genere dem længe nok. Stemmen i den anden ende blev alvorlig igen. - Pas på, Ursula. Jeg har på fornemmelsen, at der er en grund til, at tingene bliver gjort, som de gør. Det, der foregår, er øjensynligt temmelig vigtigt. Lad nu være med at gøre dem mere vrede, end højst nødvendigt, ikke? - Ja, ja. Olga? - Ja? - Der er noget, jeg meget gerne vil bede dig om, men vi er nødt til at mødes ansigt til ansigt. Der var en pause. Så rømmede Olga sig og svarede: - Nuvel. Det bliver nok ikke helt let. Du er jo ikke en, man vinder meget ved at blive set sammen med for tiden. Ursula slog irriteret i rattet. - Du kan vel for pokker gøre mig den tjeneste! - Lad nu være med at blive sur, Ursula. Jeg er din ven, og sikkert den eneste, der vil tale med dig om noget som helst relevant, mens du er her. - Undskyld, sagde Ursula, mens det pludselige raseri hurtigt forlod hende igen. Jeg er så bekymret for Irene, og så vred over at blive ignoreret, at jeg lader det gå ud over dig. - Det er helt i orden. Du er virkelig blevet glad for den dansker-tøs? - Ja. - For alvor? - Måske. Hør nu, kan vi ses eller ej? Olga sukkede. - Ja. Vi kan ses i morgen aften. Jeg vil lade dig vide det præcise tidspunkt og sted senere. - Fint. Jeg glæder mig til at se dig. - I lige måde. Der er lige en ting til, men det er næppe noget, jeg behøver at minde dig om: Pas på, hvad du foretager dig på det hotel. - Naturligvis. Pas godt på dig selv. Der blev lagt på. - Catalin Valea, tænkte Ursula, mens hun fjernede det trådløse apparat fra sit øre og lagde det på plads. Hvorfor lyder det bekendt? Da hun senere nærmede sig hotellet, nu med et vist sortiment af tøj og andre ejendele, der ville understøtte et længere, bekvemt ophold i Irenes suite, pakket i bilen, ringede telefonen igen. Ursula, hvis humør i mellemtiden var blevet noget bedre ved udsigten til at tilbringe aftenen i selskab med sit nye bekendtskab, præsenterede sig adspredt i den lille mikrofon, mens hun holdt øje med den tiltagende trafik på vejen. Først var der ikke noget svar, så lød der nogle klik i højtaleren efterfulgt af en svag susen. - Hallo? spurgte Ursula tøvende og rettede på headsettet med hovedet på skrå. Stemmen, der langt om længe løsrev sig fra støjen i den anden ende af linjen, var hæs og kønsløs, og mellem de enkelte ord, der udtaltes langsomt og besværet, var der en art gurglende raspen, som talte vedkommende gennem vand. - Har jeg Deres opmærksomhed, frøken? - Hvem taler jeg med? - Vi sad alle om bordet, glem ikke det. Da kokkepigen serverede det fordærvede kød for os og skreg, da hun så det, der gemte sig på vore fade, så De på hende ligesom vi, og De undersøgte også de lange, leddelte dyr, der levede i vor mad. - Jeg forstår ikke… Der lød en ildevarslende mellemting mellem en hosten og en latter fra den talende. - Vi flyttede os ikke, og vi så heller ikke væk, da ormene bevægede sig fra fadene og op under kokkepigens kjole. Der var små, røde spor fra hullerne i det dårlige kød, hvor de havde levet, og op langs hendes tynde, kalveknæede ben. Hun bevægede sig heller ikke, men hun begyndte at skrige, gjorde hun ikke? Det lyder så underligt, når mennesker fra de lavere klasser ytrer sig i angst, og vi lyttede interesseret. Ah, men da ormene gnavede sig gennem hende, blinde og sultne, måtte hun blive tavs. Husker De ikke, hvordan de vred sig om hendes nøgne knogler? Hvordan de voksede sig længere og længere, mens vi betragtede dem? Ursula lyttede med et udtryk af forvirret ubehag i ansigtet. - Vil De være venlig at præsentere Dem og forklare, hvorfor De fortæller mig disse ting? - Vi undrede os over, hvorfor hun ikke forsøgte at stikke af, da ormene nærmede sig, men vi antog, at der måtte være tale om en slags fascination. Det er netop det, jeg ønsker at sige. Jeg mener, at det er mere end ord. Hun kunne føle de kolde, lange kroppe mellem sine skæve ben, den lille tøjte, og der opstod fascination. Forstår De? Fascinationen er causa sui. Dette gælder for pigen, der føler kødet blive trukket bort fra knoglerne, det gælder for Dem selv… og det gælder for frk. Lebeck. Alle ved bordet føler det, og ingen vender sig bort. - Jeg afbryder denne samtale nu, og jeg ønsker ikke, at De sætter Dem i kontakt med mig igen. Farvel. Ursula trykkede på knappen og den susende lyd forsvandt. Hun var irriteret over, at hendes stemme havde dirret, og utilfreds over, at hun ikke havde været hurtigere til at afbryde. - Af alle de underlige ting, jeg har hørt i dag… Lidt efter holdt hun ind foran hotellet. Irene trykkede sig ind til Ursula. Uforstående overfor det, hun havde hørt på det undseelige kassettebånd, den gru, der havde spredt sig fra stuens smukke højtalere og som en kold tåge lagt sig omkring hende, så hun stadig rystede, følte hun, hvordan tankerne drev ind og ud mellem hinanden og tvang hendes sind ind i det område, hvor angst har sin grænse til blind panik. Hvad havde Valerica gennemgået for at skaffe det bånd? Havde hun optaget det selv? Havde hun været til stede? - Nogen ønskede, at jeg lyttede til det, Ursula. Selvom Valerica ikke ville have det. Irenes stemme var tung af gråd, og ordene var udtalt lavt, næsten hviskende, ind i Ursulas øre. Den mørkhårde kvinde, der kærligt rokkede sin skræmte veninde frem og tilbage i en beroligende bevægelse, så spørgende ud. - Hvad mener du? Irene snøftede og spærrede øjnene op. - Båndoptageren burde ikke have været her, svarede hun. Alt fra fjernsynet til ventilationssystemet er beskrevet i den dumme folder nede i receptionen. Ursula forstod. - Så stereoanlægget og alle CD’erne… - En undskyldning for at udstyre mig med en båndoptager. Der er nogen… der ved… - Hør nu, Irene. Du må ikke konkludere den slags uden videre. Jeg er sikker på, at der er en anden forklaring. Hvem skulle have interesse i, at du hørte det bånd? Hvis nogen vidste, at du havde fået det, var det vel lettere og mere logisk at stjæle det, end at lokke dig til at høre det. - Men… - Irene. Hvad end der var på det bånd… hør nu… Irene var begyndt at græde ukontrolleret, og Ursula opgav at berolige hende med ord. Hun fortsatte med at holde om hende og kyssede hende nu og da på håret, mens hun følte tårer løbe ned ad sin hals og ned over brystet. Da der langt om længe ikke syntes at være mere gråd tilbage, og Irene ikke formåede mere end at udstøde nogle krampagtige gisp, stadig med ansigtet mod den andens skulder, lænede Ursula sig i en blid bevægelse frem, så de kom til at ligge i hinandens arme, som de havde ligget aftenen forinden. Nogle fugle var landet på altanen udenfor de brede glasdøre, hvor de roligt organiserede deres våde fjerdragter og lod til at se hinanden lidt an, mens solen tørrede dem. Af en eller anden grund kom Irene til at tænke på den hund, hun mente at have hørt gø, da hun var vågnet fra sit mareridt. Hukommelsens fjerne ekko havde en sær, hul klang, og igen, skønt hun forsøgte at tvinge sig selv til at lade være, trængte lydene fra det frygtelige kassettebånd sig ind på hende, og hun virrede med hovedet. - Der er noget helt galt, Ursula, sagde hun så. Jeg er så bekymret for Val. Bare hun dog ville lade høre fra sig snart. Ursula lå ganske stille ved siden af hende med den ene arm hen over hendes bryst og ansigtet så tæt på Irenes, der var vendt mod hende, at de kunne føle hinandens ånde. - Hør en gang, hvad jeg siger til dig, sagde hun venligt og klemte veninden. Vi skal nok finde Valerica. Det lover jeg dig. Jeg ved, at du er skræmt nu, og jeg kan forstå, at der var noget meget modbydeligt på det bånd, men du må ikke lade dig slå ud. Irene så med stor taknemmelighed i blikket på den talende og følte sig pludselig en smule pinligt berørt. Hun var virkelig blevet bange; det, hun havde hørt på båndet, havde påvirket hende i en grad, der var kommet ganske bag på hende, for hun havde været forberedt på, at det kunne være ubehageligt. Alt havde netop tydet på, at Valerica ville have været i fare, hvis hun havde båret rundt på det, men på den anden side havde Irene ingen garanti for, at hun ikke var i stor fare selv nu, hvor hun var kommet af med det. Manden, der havde givet Irene konvolutten, Sandu Sorescu, havde udstrålet en form for nærværende professionalisme, der nu, når Irene tænkte tilbage på ham, beroligede hende en smule. Valerica var ikke alene, og hvad det end var, hun foretog sig, var det rimeligt at antage, at nogen vidste, hvor hun var, og ville forsøge at komme hende til undsætning, hvis der skulle ske hende noget. Irene var ikke i tvivl om, at det, der foregik, var af væsentlig betydning, for hun kendte Valerica nok til at vide, at hun ikke ville udsætte hende for den form for angst og frustration, hvis der blot var tale om et tilfældigt påfund. Noget måtte være under opsejling, og hun havde en nagende mistanke om, at uanset om hun valgte at involvere sig aktivt eller blot satte sig til at vente på hotel Lido, så ville hun komme til at spille en rolle. - Jeg er ked af, at jeg kom til at trække dig med ind i det her, sagde hun til Ursula, der smilede beroligende. - Det skal du ikke være. Jeg fandt dig dernede i restauranten og var næsten med det samme klar over, at jeg, hvis der viste sig at følge problemer med, ikke ville fortryde min beslutning om at forelske mig. Ved de ord følte Irene en vidunderlig varme bore sig gennem den knugende kulde, hun havde i kroppen. Den ligefremme tilkendegivelse af følelser, Ursula netop havde udtalt, indgød hende en sær, pigelig glæde, som hun med det samme, omgivet af en atmosfære af alvor og dyster ængstelighed, skammede sig over, og hun var tavs, mens hendes blik mødte Ursulas. - Irene… Udtalen af hendes navn sagde hende, at den glæde, hun havde mærket, ikke var gået upåagtet hen, at Ursula forstod, delte følelsen, og nu mente, at det var tid til, at der skulle tages stilling til nogle praktiske spørgsmål. Hun fortsatte: - Jeg vil gerne høre det bånd selv, men jeg ønsker ikke, at du skal overvære det og gennemleve det en gang til. I hvert fald ikke i dets fulde længde. Alene ved tanken om, at det afskyelige kassettebånd skulle afspilles igen, fik det til at løbe Irene koldt ned ad ryggen. - Det meste af talen på båndet forstod jeg ikke, for det var alt sammen på rumænsk, sagde hun. - Jeg lover dig, at jeg nok skal give dig et referat, og alt efter hvad der er på det, må vi overveje, om vi skal høre det sammen ved en anden lejlighed. Der er i det hele taget en del ting, vi er nødt til at overveje, men først vil jeg gerne høre det selv. Irene nikkede langsomt. - Det sidder i båndoptageren. Jeg går ind ved siden af. De rejste sig begge fra sofaen. Ursula satte sig hen på gulvet foran stereoanlægget, hvor de aftenen før havde gennemsøgt den kedsommelige samling af CD’er, og Irene forlod rummet med et sidste blik tilbage på den sorthårede kvinde, der vinkede beroligende til hende. Irene satte sig på den brede seng. Hun følte sig svimmel, og en skarp smerte prikkede i hendes tindinger. Om et øjeblik skulle Ursula være vidne til det samme helvede, som hun selv var blevet påtvunget tidligere. Hun følte, hvordan hun hadede det lille plastikbånd, som var det identisk med dets indhold og ikke blot dets budbringer. I stedet for at lade begivenhederne være overstået, skulle de nu påtvinges andre, der som bundet på hænder og fødder måtte observere et mareridt, der igen og igen kunne spoles tilbage og gentages, uden at noget kunne gøres om eller forhindres. Det var, som havde grusomhed affødt den lille magnetspole og slynget den ud mod tilfældige mennesker som en afmægtig hævn, som var båndet et våben, som fortvivlede ofre havde ladet hvirvle mod den verden, der ikke kunne eller ikke ville hjælpe dem. Nu havde stafetten ramt Ursula. Det faldt Irene ind, at skønt hun endnu ikke havde kendt Ursula i et døgn, så var der ikke nogen, hun, skønt hun havde det dårligt med at være nødt til at involvere hende, ville være tryggere ved at have ved sin side i den forestående eftersøgning. Ursula lagde den lille notesblok, hvor hun tidligere havde gjort et par notater under sin samtale med Olga, på gulvet foran sig, klikkede på sin kuglepen og trykkede knappen på båndoptageren ind. Det første halve minut var der ikke andet end støj i højtalerne, så blandede en serie dumpe lyde sig med den bølgende knitren, og der var en elektronisk ringen som fra et vækkeur eller en form for alarm. Nogle rumsterende lyde og en sagte knagen antydede, at en dør blev åbnet. - Vågn op, lille skat, sagde en kvinde. Der var noget koldt og distanceret ved klangen. Der kom et dæmpet, forskræmt klynk, og en lille pige sagde: - Jeg… jeg har det dårligt, frøken. - Vend dig om. Der var en pause. Så fortsatte kvinden: - Jamen dog. Din feber er steget. Noget knagede højt og metallisk. - Jeg vil gerne hjem, frøken, sagde pigen. Hjem til min mor. - Det kan der ikke blive tale om. Så længe du ikke kan finde ud af at opføre dig pænt og være en god pige, er du nødt til at blive her hos os. Jeg kan se, at du ikke har spist? - Jeg er ikke sulten, frøken, snøftede pigen. Kvinden sukkede irriteret. - Hvis du bliver ved med at modarbejde os, bliver du aldrig rask… Du vil jo gerne blive rask igen, vil du ikke? - Jo… - Hvad siger du? - Undskyld! Jo, frøken, jeg vil gerne være rask! Undskyld! - Godt. Hvorfor har du så ikke spist noget, når du har fået at vide, at du skal? - Men, frøken, jeg er ikke sulten. Jeg kan ikke spise. - Naturligvis kan du spise. Når doktoren siger, at du skal, så kan du også. - Frøken… - Tys, lille skat. Ikke mere snak nu. Det lød, som om kvinden forlod lokalet, og der var en længere pause, hvor det eneste, der var at høre, var enkelte, små klynk fra pigen. Så kom en spinkel knirken og en raslen, og kvindens stemme vendte tilbage: - Så. Lad os så få dig op at sidde, skat. Nu har jeg hentet dejlig mad til dig. - Kære frøken, jeg vil så gerne være fri, peb pigen dæmpet. - Nu skal du ikke gøre dig besværlig. Du ved, hvad der sker, når du gør dig besværlig, ikke? - Jo, frøken. Undskyld! - Og du vil ikke mindes om det, vil du, lille skat? - Nej, frøken. Den raslende lyd hørtes igen, og det lød, som om noget blev organiseret. - Så, lille skat, op med munden, sagde kvinden med falsk omsorg i stemmen. I nogen tid sagde ingen af dem noget, så skar kvindens stemme gennem stilheden: - Op med munden, skat, vi er ikke færdige. - Men frøken, jeg kan ikke mere. Jeg kan ikke mere! - Jeg sagde: Op med munden! Den falske omsorg var væk, og der var en rugende trussel gemt i den formanende og irritable tone, som var kvinden ganske nær ved at miste tålmodigheden. - Sådan. Spis nu. Sådan ja… Hvorfor spiser du ikke, din møgunge?! Spis så! Pigen gav et grådkvalt udbrud fra sig, som havde en følelsesmæssig dæmning netop givet efter for presset, og hun brød sammen i en serie langtrukne, opgivende hulk, der pludselig gik over i en tyk gurglen, som om noget fyldte hendes mund. - Spis! Spis så for Helvede, din lille djævleunge! Noget skramlede, og det lød, som om der var en metalgenstand, der faldt på gulvet. Mere tumult fulgte. - Spis! Spis! Spis! Spis! Spis! Råbene blev gradvist mere aggressive og hysteriske; det stod på i næsten ti minutter, og til sidst kom der fra kvinden blot en serie indædte skrig og skældsord rettet ikke længere blot mod pigen, fra hvem der ikke hørtes yderligere, men mod alverden. Der kom endnu nogle dumpe lyde fra højtalerne, så fyldtes rummet med larm som fra en trafikeret vej. Biler strømmede forbi, et horn gav en høj, falsk tone, og nogle forbipasserende lo begejstret. Pludselig dæmpedes lydene, som var mikrofonen blevet ført ind gennem en gadedør, og der var et stykke tid, hvor der kun hørtes hastige skridt på en trappe. Nogle døre blev åbnet, der var skridt over et hårdt gulv, og nogle samtalende stemmer blev tydeligere. En mand med næsten aristokratisk stemmeføring sagde i en henkastet tone: - Men det haster vel for så vidt ikke. Jeg tvivler på, at nogen vil savne dem, og når alt kommer til alt, kan de næppe selv føle noget længere. - De har med temmelig stor sandsynlighed ret, svarede en kvinde, men jeg mener stadig, at vi bør overveje muligheden. Det er ikke blot det, at hun er blevet… skændet. Det er mere det forhold, at klinikken, selvom den ligger afsides, måske ikke kan holdes helt ude af søgelyset. - Kære frk. Marin, jeg tror, at De undervurderer den lille Irze, og om ikke andet får Nadasdys folk snart en hel del at se til i Bucuresti. Glem ikke det. - Så sandt. Stemmerne fjernede sig igen, og det blev hurtigt umuligt at høre, hvad de talte om. Der var en smule larm, så hørtes atter den elektroniske ringen, der havde indledt optagelsen. En dør åbnedes, og en ny samtale mellem den lille pige og kvinden udspillede sig: - Godaften skat, sagde kvinden køligt. Pigen stammede angst: - Godaften frøken. - Jeg kommer blot med nogle meddelelser til dig. Når de er givet, vil jeg, at du lægger dig til at sove. Er det forstået? - Ja, frøken. - Doktoren forventer, at du er medgørlig og velvillig i morgen. Han ønsker at udføre en ny række forsøg med dig, og der er ikke nogen grund til at gøre doktoren vred, vel? - Nej, frøken. - Udmærket. På grund af forsøgene i morgen, vil der være lys på dit værelse allerede fra klokken kvart over seks til klokken syv. I det tidsrum forventes det, at du har anvendt din potte, vasket dig og taget en ren natkjole på. Lyset vil være slukket derfra til klokken halv ni, hvor du vil blive hentet. Doktoren regner med, at forsøgene er tilendebragt klokken seks om aftenen, hvor du vil blive ført tilbage til dit værelse. Der vil være lys mellem klokken seks og klokken kvart i otte, og igen fra klokken ni til klokken kvart over ti, hvorefter du forventes at sove. Spisning vil blive organiseret efter doktorens skøn. - Ja… Javel frøken. - Til sidst er det blevet mig pålagt at fortælle dig, at din mor døde i nat. Pigen trak i forskrækkelse vejret dybt ind og gispede lydeligt. - Min… mor? Nej… - Jo, skat. Hun blev pludseligt syg. Jeg beklager. Det lød, som om pigen faldt, og noget væltede om på gulvet. Hun græd. - Du skal ikke være så ked af det, skat, sagde kvinden tonløst. Du har jo os. - Mor, jamrede pigen, jeg vil have min mor! - Så, lille skat, nu skal du til at tale pænt! Der kom endnu et angstudbrud fra pigen. - Undskyld! Undskyld, frøken. Jeg skal nok tale pænt! Hun fortsatte med at græde. - Op i sengen med dig, skat. Nu skal du være en god pige og lægge dig pænt til at sove. Efter lidt skramlen og yderligere klynken, der ikke kommenteredes af kvinden, blev døren lukket. Der var stille en tid, så klingede lyden af en sprød saxofon fra højtalerne, en drævende, stemningsfuld melodi, der kanaliserede både diabolsk elegance og mystisk melankoli. Der var intet akkompagnement og ingen andre baggrundslyde end den knitrende støj, der prægede hele optagelsen. Drømmeagtige og insisterende gled tonerne fra det vidunderlige instrument, og minutterne hengik med fantasifulde variationer over det tema, der havde været soloens åbning. Med et sprængtes roen af et højt skrig, og nogle mennesker lo. En mand råbte: - Nej! Lad hende være! Åh, for Guds skyld! Lad hende være! Kvinden, der havde skreget, råbte noget uforståeligt, der gled over i endnu et skrig, der lød som kold dødsangst. - Slip hende! Forbandede uhyrer! En anden kvinde overdøvede manden med et frydefuldt råb: - Stop noget i munden på hende! Man kan jo næsten ikke høre, hvad han siger! En mand sagde med en djævelsk klang i stemmen: - Hvad med den her? Flere lo højt, og manden, der havde råbt, gav et klagende hyl fra sig, som en, hvis hele krop er spændt af harme og fortvivlelse, men som må se sig ude af stand til at gribe ind. Kvindens rædselsskrig blev pludselig standset, men manden fortsatte med skiftevis at forbande og bønfalde de andre. - For Satan da også, lo den ubehagelige herrestemme. Se en gang på den lille mær! En kvinde hvinede med en hysterisk, affekteret tone: - Skær i hende! Hunden vil se dig skære i hende! Hun gøede højt, hvilket frembragte jubel fra de andre. - Ja, lad os se hende bløde, sagde den, der havde opfordret til at dæmpe offerets skrig. Hun ser da ud til at være en delikat lille sag. - Nej, I rører hende ikke! Jeg … Nej! Det, der havde forhindret den kvinde, tumulten drejede sig om, i at skrige, måtte være blevet fjernet, for med ét strømmede langstrakte, lidelsesfulde klageråb fra højtalerne, og den paniske herre formåede nu ikke andet end at udstøde lave, jamrende lyde, der kun kunne høres i pauserne mellem angstskrig og hysterisk latter. Torturen fortsatte i næsten et kvarter, før skrigene, der på det tidspunkt var blevet krampagtige og kraftløse, forsvandt, og kun ynkelig gråd, spredte, leende kommentarer og det elegante saxofonspil kunne høres. Melodien gled langsomt ud i stilheden, og både latter og gråd forstummede. Kassettebåndets anden side var til ende, og det gik i stå med et højt klik. Ursula sad lidt og så tomt på stereoanlægget. Den mærkelige stilhed, der tog over, hvor den sidste optagelse sluttede, synes mærkværdigt nådesløs og forkert. Hun drejede hovedet og betragtede døren til soveværelset, hvor Irene ventede, med et vemodigt drag om munden. Så rejste hun sig. |
