Natlige Dansetrin - Kapitel 7 |
|
Irene så op, da Ursula trådte ind, men hun sagde ikke noget. Hendes ansigtsudtryk antydede, at hun, skønt hun intet havde hørt af denne anden gennemspilning af kassettebåndet, havde gennemlevet hvert minut af det dystre forløb i sit sind og nu uden noget egentligt håb om forløsning søgte efter en forklaring på det skete i det mørke blik, der mødte hende. Ursula forholdt sig også tavs i nogle minutter. Hun satte sig ned på sengen, rystede langsomt på hovedet, tog Irenes hånd i sin og klemte den blidt. Da hun endelig sagde noget, var det, som om hun følte en pligtskyldig tilskyndelse til det, skønt hun havde foretrukket fortsat at tie, og hun formulerede sig med en særpræget omhyggelighed:
- Hvis… de optagelser er ægte, og det tror jeg desværre, de er, så kan vi ikke tillade os at underkende, at nogle meget farlige mennesker er blandet ind i denne affære. Jeg mener naturligvis ikke, at vi dermed skal opgive vores plan om at søge efter Valerica, men blot at det kan vise sig afgørende, at vi er så forsigtige, vi overhovedet kan være. Irene nikkede og lænede sig ind mod hende. Der var en nøgtern form for ro i Ursulas stemme, der syntes at smitte af på det stille rum og give det noget af den venlige atmosfære tilbage, det havde haft den foregående aften. Den syntes også at dæmpe de skrig, der stadig gav genlyd i Irenes tanker; skrigene fra den mishandlede kvinde og den paniske mand og den pibende gråd fra den lille pige. Hun vidste ikke, hvem nogen af disse mennesker var, eller hvad der blev talt om, men angsten og de hårde ord, sindssygen og fortvivlelsen, intet af dette var begrænset til forståelsen af et sprog; ondskab formidler sig selv på et niveau, der ligger både under og over det sproglige. Ursula fortsatte: - Jeg ved ikke, om det er en god idé netop nu, men hvis du ønsker at vide… - Fortæl mig blot det hele nu. Jeg må vide, hvad der foregik. - Nuvel. Jeg forsøger stadig selv at få helt hold på begivenhederne, men jeg kan i hvert fald ridse situationerne op for dig. På et tidspunkt, når vi begge to har sundet os og haft lejlighed til at klare tankerne, kan vi høre noget af det sammen og bedømme, om der er noget på båndet, vi kan bruge i den eftersøgning, vi står overfor. Er det en aftale? - Ja. Ursula tog fastere i Irenes hånd og trak vejret dybt. Så begyndte hun at fortælle. Det var tydeligt, at hun ikke gik i detaljer, men derimod holdt sig til de overordnede handlingsforløb med fokus på de oplysninger, der måske kunne være dem til nytte. Hun nævnte de navne, der var blevet udtalt, anstillede betragtninger omkring personernes antal, og hvem, der kunne tænkes at gå igen fra den ene optagelse til den anden, hvilket kun var løse spekulationer, men som tjente til at trække fokus væk fra det følelsesmæssige og over på det praktiske. Det var, som om Irene nu, hvor hun én gang havde gennemlevet angsten og ubehaget, var i stand til at distancere sig en smule, og selvom begivenhederne, hvis lyde var fanget på båndet, gennem forklaringerne blev klare, uomtvistelige og nådesløse, blev de samtidig berøvet deres indforståede hemmelighedsfuldhed og uhåndgribelighed. Irene stillede ingen spørgsmål under gennemgangen, hun lytte blot eftertænksomt og med blanke øjne til Ursula i forvisning om, at denne ville vide, hvad der var væsentligt, og hvad der ikke var. - Under samtalen mellem manden og kvinden i den anden optagelse, mente jeg at kunne høre en radio spille et sted i baggrunden. Hvis vi for eksempel kan finde ud af, hvilket program, der er tale om, kan vi måske finde ud af temmelig præcist, hvornår netop den optagelse er gjort. Jeg tænker mig, at optagelserne forefindes i deres oprindelige rækkefølge på båndet, og det kan hjælpe os med at placere de andre inden for en sandsynlig ramme. - Du ville gerne have været detektiv, mumlede Irene med antydningen af et smil. - Hvem siger, at det ikke er lige nøjagtigt, hvad jeg er? - Du ligner ikke en. - Måske er det netop, fordi jeg er for snedig til at afsløre mig selv? Irene lo, og skønt latteren var sammenklemt og trodsede hendes egentlige sindsstemning, følte hun sig bedre tilpas. De så hinanden i øjnene, og Ursula smilede opmuntrende. Så lænede de sig tilbage, så de kom til at ligge fladt på ryggen på den brede seng, stadig hånd i hånd. - Prøv at lukke øjnene, Irene. Hun gjorde det. - Lyt til trafikken nede på gaden, og på gaden bag den, og alle de andre gader rundt om os. - Mm. - Det er en af de ting, jeg godt kan lide ved byen. Når jeg er her, kommer jeg tit til at lægge mig sådan her og bare lytte til bilerne. Jeg forestiller mig, at det er havet. - Ja, sagde Irene. Det kunne godt lyde som bølger. - Hvis man lytter godt efter, så er det næsten som om man kan høre dem trække sig bort fra stranden og vende tilbage med brusende skum og slynge små sten rund og rundt. - En dag skal vi ligge sådan her ved siden af hinanden på stranden og lytte til rigtige bølger. Ursula klemte hendes hånd. - Ja. Langt væk fra alt det her rod. Jeg er virkelig ked af, at du skulle opleve sådan noget på den første dag, du havde i Bukarest. Nu får du et helt galt indtryk af det alt sammen. - Måske, men jeg havde en dejlig aften i går, og du ligger og holder fast i mig. Det hjælper på det. Ursula lo varmt. - Med hensyn til at lege detektiv, så kender jeg én, der måske kan hjælpe os. Det er en gammel veninde, som jeg talte i telefon med tidligere på dagen. Jeg ordnede det sådan, at vi kan møde hende i morgen aften. Irene åbnede øjnene, lod havet blive trafik og så på Ursula. - Nu bliver hun vel ikke jaloux? - Det er ikke den slags veninde, svarede Ursula og bed sig kort i underlæben. Men du er måske selv den jaloux type? - Overhovedet ikke. Jeg tænkte bare… - Ja? - Jeg har kendt dig i snart et døgn; det er ikke særligt længe, men nu kan jeg slet ikke forestille mig at slippe dig igen. Det er meget lidt, jeg ved om dig, og hvad du lavede, inden du mødte mig, men jeg håber, at vi kan blive ved med at være sammen… at du heller ikke vil slippe mig… Irene holdt inde. Hun blev klar over, at hun ikke vidste, hvor hun var på vej hen, og at hendes tanker uden at finde sig til rette hverken det ene eller det andet sted hele tiden blev trukket frem og tilbage mellem de følelser, hun havde for Ursula, og angsten for alt det, der foregik omkring dem. Alligevel var det befriende at sige ordene, det var, som om de hjalp til at lukke et sår, som, nu hvor hun var blevet opmærksom på det, ellers ville have været umuligt at glemme. Det var svært at blive ved med at se ind i Ursulas øjne, nu hvor hendes forvirrede tale havde blottet hende, og som for at reparere en sønderskudt mur slog hun blikket ned. Et øjeblik frygtede hun, at Ursula ville le ad hende. Om det så blot ville være en kærlig eller beroligende lille fnisen, så ville det, skønt hun ikke for sig selv kunne forklare hvorfor, ødelægge noget, der var skrøbeligt, og som hun netop nu følte, at alt for meget afhang af. Ursula hverken lo eller smilede; hun så ganske alvorligt på Irene og nikkede. - Det er rigtigt, at vi ikke har kendt hinanden så længe, men det er ikke det samme som at vi ikke i en vis henseende kender hinanden godt. Det, vi tænkte og følte sammen i aftes, det har vi stadig, og jeg tænker og føler på ganske samme måde nu. Vi skal holde fast i det, også selvom vi er blevet vidner til noget, der ikke burde være sket, og som gør ondt at tænke på. Du kommer ikke til at stå alene med alt dette her, og når det er overstået, lover jeg dig, at jeg stadig er der, og at jeg ikke på et eneste tidspunkt har givet slip på dig. Da jeg sagde, at jeg havde forelsket mig, mente jeg det. Irenes hånd var blevet varm, og Ursulas greb om den løsnede sig ikke. Søvnen havde ikke skænket Catalin mange timers ro. Han vidste ikke, hvor lang tid, der var gået, siden døren til det stinkende, underjordiske kammer var blevet åbnet, og han havde været vidne til samtalen mellem den vanvittige Ursula og en fremmed mand, men han havde holdt sig så ubevægelig som muligt under det store stykke lærred lige siden. Nu og da var han døset hen, men det meste af tiden havde han ligget og mærket sine lemmer blive mere og mere ømme og sine tanker blive mere og mere usammenhængende og desperate. Manden, der var kommet ind, havde været både arrogant og nedladende overfor Ursula, han havde talt hårdt og fordrende til hende, men under hele denne facade havde Catalin bemærket en dirrende uro, som om manden inderst inde havde været meget utryg ved - måske endda bange for - den dødningeagtige kvinde. Hun var blevet skældt ud: - Hvordan kan du leve i denne stank, kvinde? havde han spurgt med afsky i stemmen. Hun havde blot forholdt sig tavs og afventende, og Catalin så for sig, hvordan de døde øjne måtte være rettet hadefuldt mod den indtrængende. Han fortsatte: - En dreng er stukket af. - Det er ikke min opgave at holde orden i jeres sager, hviskede hun og hev efter vejret. Det er ikke min opgave at være hyrde for nogen. - Men du kan finde ud af, hvor han er. - Måske. Måske ved jeg det allerede. - Jeg er ikke kommet for at høre på dit tågede vrøvl, og din bitterhed trætter mig. Ursula lo sin fine, pigede latter og det lød, som om hun spyttede. - Stakkels Ursula, klynkede hun. Stakkels Ursula, hun står her og har kun råddent kød. Aldrig sollys, aldrig mere. Ursula har set noget, ja, fingeren på en lille pige, der peger. En anden har hørt hende bede om nåde, endnu en har hørt hende, og nu en tredje. Nej, her er kun råddent kød. En luder! Hvorfor taler hun ikke til Ursula? Hun tænkte på sin mor, mens hun børstede sine tænder sidste gang. Mærkeligt. Samme aften døde hun i et baglokale til en beværtning. Hun er fuld af gift. - Hvor er drengen? spurgte manden med en høj, irritabel stemme, der afbrød hendes ordstrøm. - De ønsker, at jeg skal finde den dreng, der slap bort? - Ja. - Jeg vil le, når De ligger død. Manden trak vejret tungt som for at mønstre al sin tålmodighed. - Den dreng skal findes. Du ved, hvem han er, og du kan finde ud af hvor han er. Uanset om du vil det eller ej, så kommer du til at hjælpe. Der var en pause, og det lød, som om hun vendte sig fra ham og gik nogle slæbende skridt. Da hun talte igen var det med en sløret, fraværende stemme: - Det skulle have været Isolde… men hendes kærlighedsdrik var forgiftet. Det skulle have været Isolde. Døren blev smækket i. I de efterfølgende mange timer havde Catalin en gang imellem hørt Ursula tage sig af sine uforståelige gøremål, men det meste af tiden var der stille. Dog var han sikker på, at hun ikke på noget tidspunkt havde forladt rummet. Han vidste ikke en gang, om hun kunne, hvis hun ville, og på trods af sin angst måtte han med en del af sig selv føle medlidenhed med det usle væsen, der syntes at blive holdt i ufrivillig tjeneste her under jorden. Han blev revet ud af sin forvirrede døs, da dækket, uden at han havde hørt Ursula nærme sig, blev trukket af ham, og han stirrede op i hendes hæsligt udmagrede, blege ansigt med de blottede tænder og det mælkehvide blik. Et højt udbrud undslap ham, men øjeblikkeligt lagde kvinden sin langfingrede hånd over hans underansigt og klemte om hans kinder, så det, der ellers ville have været et skrig, blev afbrudt og fortonede sig i en hæs gispen efter luft. Den anden hånd hævede hun til sit ansigt og holdt en pegefinger op foran sin læbeløse mund. - Vær stille, hvæsede hun. Hun slap ham ikke, før hun var overbevist om, at han havde forstået hende. Catalin var for overrasket og skrækslagen til at slå hendes arm væk; han lå blot helt stille og så vildt på hende, indtil hun tog hånden til sig. Så trak han sig op at sidde på hug, klar til at sætte i løb mod døren. De kantede tænder i det af sort hår omkransede hoved klaprede tørt mod hinanden, som var der noget, hun ønskede at sige, men ikke kunne finde de rette ord til at udtrykke. Nogle mørke, størknede plamager, som Catalin ikke havde set, da han for mange timer siden for første gang havde stået overfor den uhyrlige kvinde, var trukket ud fra mundvigene og op over kinderne. Han skævede til bordet, hvor han fra sin siddende stilling kun kunne ane det øverste omrids af den døde kvinde, og sank krampagtigt. - Du kan ikke blive her, Catalin, fortsatte hun. Der var en uventet nærhed og fortravlet omsorg i den lyse stemme; det var, som havde noget fået den vanvittige plapren til at vige pladsen for noget naturligt og vedkommende. - Du var heldig, at ingen så dig, da du blev bragt herind, dreng, men på et tidspunkt vil de finde ud af, at du er her. De gjorde noget ved dig? Han nikkede uden at tage blikket fra hende. - Men du slap væk og fandt din vej hjem til Bucuresti. Godt, godt. Du er en modig dreng, Catalin. Ursula ønsker ikke at gøre dig fortræd. Vil du stole på mig? Spørgsmålet lød næsten som en bøn, som om det ville knuse gespenstets hjerte, hvis han ikke formåede at vise hende tillid. Trækkene omkring øjnene antydede en bekymret inderlighed, mens munden, hvorfra en tynd tråd af mørkt savl drev ned over hagen, for altid ville være vredet op i et dæmonisk grin. Catalin lukkede øjnene et øjeblik og nikkede så igen. - De, der førte dig herind, vil vise dig et skjulested. Du er ikke sikker oppe i gaderne. Man leder efter dig. Kan du rejse dig op? Han havde været beredt på at skulle springe på benene med kort varsel, men nu, hvor han prøvede, opdagede han, hvor meget det værkede i hans lemmer, og hans kamp for at komme op at stå var som en gammel mands. Han måtte støtte sig til gulvet med en hånd, mens han spændte musklerne i lårene, og da han slap, svajede han et øjeblik faretruende frem og tilbage, inden han oprejst kunne læne sig tilbage mod muren. Vejrtrækningen var heftig, og han kunne mærke sit hjerte banke hurtigt. - Godt. Du stoler på Ursula. Hun vil hjælpe dig. Den lange, snavsede særk bølgede om Ursulas ben, mens hun trådte et skridt tilbage fra ham. Med en række sære, rykvise bevægelser vendte hun hovedet hid og did, som spejdede hun i et øjebliks frygt efter skjulte iagttagere. Pludselig kaldte hun med en lys, blød stemme: - Kom frem, mine børn. Jeg har brug for jer. Kom frem. Catalin trak sig bort fra væggen bag sig og så agtpågivende fra side til side, mens han forsøgte ikke at lade sit blik strejfe det, der lå på bordet. Der var stille på nær den blide kalden. - Kom frem. I må hjælpe mig nu, som I altid gør, mine kære små. I må komme til Ursula igen. Ursula støttede sig til det lille rullebord med de frygtelige instrumenter på, og de raslede dæmpet mod hinanden. Så gled håndtaget på døren langsomt ned, og hængslerne knagede. Catalin vendte sig mod lyden. - Ah, der er I, sagde den krumryggede kvinde med et skær af vemodsblandet glæde i stemmen. I skyggerne ude på gangen, der strakte sig bort fra rummet på den anden side af døren, stod tre børn – to piger og en dreng. Catalin genkendte dem, og ved synet af dem var det, som om hans ben skulle til at knække sammen under ham. Alle var de blege og uhyggeligt tynde; deres øjne sad dybt i de sortrandede huler, læberne var hvidlige og skjoldede, og deres hår hang sort og fedtet ned over deres skuldre. De var klædt i, hvad der lignede beskidte, lange skjorter, der nåede dem til knæene; ærmerne var revet itu, så de spinkle arme, der hang ned langs de små kroppe, var synlige. - Kom, kom ind, mine børn, kaldte Ursula. På nøgne fødder kom de tre ind i rummet. Deres gang var tøvende og besynderligt blottet for liv, armene hang selv under benenes træge bevægelser livløse med hænderne slapt dinglende ved lårene, og de smalle, melankolske ansigter så alle på den talende. Catalin huskede de to af dem, de to piger, der i selskab med to andre, der ikke var til stede nu, havde ført ham gennem de mørke gange til Ursulas rum - berøringen af de kolde fingre mod hans hud, de listende trin omkring ham, de tomme blikke, der nu og da mødte ham i det svage lys fra den lygte, en af den havde båret. Han havde fulgt dem uden spørgsmål, for han havde været for angst til at stille andet op. Var han flygtet fra dem, var han løbet i armene på sine forfølgere, og på det tidspunkt havde den mulighed været det værste, han havde kunnet forestille sig. Han tog sig til hovedet og forsøgte at lade være med at tænke tilbage. - I gjorde ret i at føre Catalin til mig, sagde Ursula til de tre. Men nu er I nødt til at hjælpe mig med at skjule ham et andet sted. I må føre ham bort her fra. Skjul ham godt. En af pigerne gik hen til ham. Hun var lidt lavere end ham, og hun så op på ham med sine mørke, blanke øjne uden at fortrække en mine. Hendes hånd rakte ud og rørte ved hans som en opfordring til, at han skulle tage den, men han formåede ikke at røre sig. - Vent lidt. Jeg er nødt til undersøge ham, inden I tager ham med. Ursula vaklede hen til stedet, hvor han stod, klappede træt pigen på håret og lagde så sin krogede hånd på hans skulder. Han skulle til at rive sig fri, men tvang sig til at stå stille. Noget sagde ham, at kvinden i dette øjeblik ikke var vanvittig, og selvom hun måske til andre tider ville være både utilregnelig og meget farlig, så ønskede hun vitterligt at hjælpe ham. Hun tog fat i hans hullede lærredsskjorte og trak den op under hans armhuler, så han var nødt til at hæve skuldrene. Et stykke tid betragtede hun hans nøgne ryg, så lod hun en finger glide hen over hans hud fra et sted mellem skulderbladene og til kanten af hans bukser. Derpå lod hun hans tøj falde på plads, satte sig med en akavet bevægelse ned på gulvet og vinkede kraftløst i retning af døren. - Intet sollys, aldrig mere. Hvor Ursula er træt, men hun kan ikke sove. Ingen tid til søvn. Lyt til trafikken. Jeg forestiller mig, at det er havet. Havet er langt borte. Jeg må arbejde, altid arbejde… Catalin havde en ubehagelig følelse af at efterlade en, der i lige så høj grad som han selv havde brug for hjælp, da de tre børn ledte ham ud på gangen. |
