Natlige Dansetrin - Kapitel 8 |
|
Efter sammen at have indtaget et tidligt, let aftensmåltid på hotellet, havde Irene og Ursula indfundet sig på Lăptăria Enache, en berømt, moderne jazzklub indrettet over Rumæniens nationalteater nær Piaţa Universităţii. Aftenen var varm, men på grund af eftermiddagens voldsomme regnbyge, som kunne forventes at få et lignende efterspil senere på aftenen, samt den interessante og dygtigt udførte musik, der forrettedes af fire koncentrerede, unge mænd på stedets intime scene, var der ikke mange af gæsterne, der benyttede sig af muligheden for at fortrække til den udendørs terrasse på teaterets tag. Det store rum, der indeholdt scenen og en velassorteret bar, var meget aflangt og en smule buet, hvilket sammen med den moderne kunst på væggene og den dæmpede belysning gav stedet en spændende, avantgardistisk atmosfære.
- Jeg har hørt, at Bukarest har fået sit navn fra en hyrde, der hed Bucur, sagde Irene og så på Ursula, der distræt vippede hovedet frem og tilbage i takt til musikken. Er det rigtigt? Ursula nikkede. - Det er i hvert fald en historie, der er mange, der godt kan lide. Det giver byen et hyggeligt og lidt eventyragtigt skær, hvis man tænker sig, at det alt sammen har udgangspunkt i de historier, der går om den lystige Bucur. - Men det er bare historier så? Hun nikkede igen. Det fik hendes hår til at falde smukt frem over skuldrene, og hendes øjne, der så kærligt på Irene hen over det lille bord ved væggen, skinnede i skæret fra lamperne. Irene følte en varm glæde, der næsten formåede at kvæle eftermiddagens rædselsfulde opdagelse, skylle gennem sig ved at betragte sin veninde, og hun trak med et næsten genert smil skuldrene op mod ørerne og lod dem falde velbehageligt nedefter, mens hun trak vejret dybt. - Så fortæl mig lidt om, hvordan det rigtigt gik for sig, sagde hun. - Har du hørt om Vlahia? - Ja, det var et østeuropæisk land for adskillige hundrede år siden, ikke? - Ikke helt. Det eksisterede helt til 1859, hvor det blev slået sammen med det daværende Moldova. De to lande blev til Rumænien. - Hvordan hænger det sammen med det Moldova, der findes i dag? - Det var en del af det gamle Moldova. Det hørte senere til Rusland i omkring hundrede år, men i 1918 kom det under Rumænien. Efter anden verdenskrig blev Moldova en sovjetrepublik, og det blev først til det uafhængige land, der findes i dag, for ti år siden. - Det var i 1918, man samlede det Rumænske storrige, ikke sandt? spurgte Irene interesseret. România Mare? Ursula smilede skævt og svarede: - Vi vil hellere kalde det România Întregită, for România Mare giver en hel del dårlige associationer. Rumænien har et temmeligt ubehageligt nationalistparti, der kalder sig Partidul România Mare eller PDM. De udgiver et blad med samme navn, der generelt agiterer for den idé, at lande med beboere, der kan siges at være etniske rumænere, burde slås sammen under rumænsk herredømme. Det kombinerer de så med en del paranoide angreb på venstrefløjen, og hvad jeg vil kalde almindelig populisme. - Du godeste. - Lige netop. Det er altså grunden til, at vi, der ikke bryder os om den slags tanker, ikke bruger udtrykket. Det var faktisk forbudt under kommunismen. - Forståeligt nok, sagde Irene med en kort latter. Især når man tænker på, at Sovjetunionen sad på en hel del af det landområde, der er tale om. - Ja, men PDM’s frontfigurer er nu ikke helt upopulære. Sidste år vandt Ion Iliescu kun med nød og næppe over Corneliu Vadim Tudor ved præsidentvalget. Som jeg vist fortalte dig, var det nok det forhold, at Tudor havde vundet så meget popularitet, der gjorde, at de, der ikke brød sig om partiet, besluttede sig for at bakke Iliescu op og sikre ham hans tredje periode. - Det lyder som et lidt uhyggeligt parti. Men desværre finder man den slags alle vegne; vi har også et ret grimt nationalistparti i Danmark. Ursula sukkede. - Du har sikkert ret. - Men fortæl nu videre, inden du begynder at hænge med næbbet. Du var ved at sige noget om Vlahia. - Altså, Vlahia var det, der nu er den sydlige del af Rumænien med Transilvania mod nord og Moldova mod nordøst, adskilt af Karpaterne. Vlahia opstod som en feudal stat under Basarab I i første halvdel af det 14. århundrede, kort før det osmanniske rige blev en alvorlig trussel for sine omgivelser, et forhold, der førte til en meget omfattende tradition for krige, hvor de kristne fra denne egn søgte at holde de invaderende, islamiske tyrkere ude. En af de vigtigste regenter i den periode var Mircea cel Bătrân – det vil sige Mircea den Ældre – en efterkommer af Basarab-familien og søn af Radu I. Mircea havde magten fra 1386 til 1418, og han var som den senere Vlad Tepes en af de slagfærdige herrer, der sørgede for, at det osmanniske rige ikke spredte sig til Centraleuropa. Irene bed sig eftertænksomt i underlæben og spurgte så: - Vlad Tepes... Er det selv samme, der blev berømt som Dracula? - Ingen ringere end spidderen selv. Han var en hård mand, og tilmed en vigtig person i Bukarests historie, men det var under Mircea cel Bătrân, at Vlahia dækkede over det største landområde, og økonomien blomstrede på grund af en række tiltag, han foretog. Blandt andet førte han sine forgængeres politik videre med hensyn til at tildele visse andre lande forskellige handelsprivilegier i Vlahia, og udvidede listen af partnere med blandt andre Polen og Litauen. Han var også en stærk støtte for kirken og som sagt en effektiv forsvarer mod invasion sydfra; han forstod at skabe gode alliancer med lande, der også lå i krig med osmannerne, en krig, der for alvor nåede til Vlahia fordi Mircea støttede de kristne befolkninger på den anden side af Danube. Sammen med den ungarske konge organiserede han to berømte udfald – man kunne kalde dem korstog – mod tyrkerne, hvoraf det andet blev en stor succes, hjulpet af interne stridigheder i det osmanniske rige. Inden han døde, lykkedes det ham at slutte en fredsaftale, der skulle sikre Vlahia mod fremtidige forsøg på invasion. Ydermere er det sandsynligt, at det var Mircea, der grundlage Bucarest. Navnet kommer formodentligt fra ordet ”bucurie”, der, som du måske ved, betyder glæde eller fryd. - Så Bucur er altså, som du sagde, bare en eventyrfigur, sagde Irene. - M-hm. - Det lyder, som om denne Mircea har været en imponerende regent. - Vi er også meget stolte af ham. Irene løftede sit glas med et højtideligt udtryk i ansigtet. - Skål for Mircea cel Bătrân! Ursula lo og fulgte hendes eksempel. - Ja, skål for ham. De drak, og Irene tændte en cigaret. - Bucarest var sådan set bare en lille flække den gang, fortsatte Ursula. Den blev først berømt i midten af det 15. århundrede, da den blev hjemsted for din gamle ven, Dracula, der kom til at regere Vlahia som Vlad III. - Hvordan gik det for sig? - Hans far, Vlad II, havde med støtte fra Ungarns konge opnået magten i Vlahia i 1436, men han fik det ikke så let. På det tidspunkt var der mange politiske spændinger mellem Ungarn og det osmanniske rige, hvilket atter havde gjort Vlahia til et meget udsat sted. Vlad II var nødt til at holde sig gode venner med sine fæller i Ungarn, men samtidig måtte han udvise diplomatisk velvilje for ikke at få landet invaderet af tropper sydfra. I Ungarn fik man den opfattelse, at hans loyalitet lå hos tyrkerne, og i 1442 fik man ham fjernet fra tronen og erstattet af hans ældste søn, der hed Mircea, ligesom ham vi netop talte om. Det stoppede dog ikke Vlad, og året efter vandt han magten tilbage med hjælp fra tyrkerne. - Hvordan opfattede man det i Ungarn? spurgte Irene nysgerrigt. - Det lykkedes ham på en eller anden måde at undgå problemer i nogle år, men i 1447 fik den nye ungarske konge ham snigmyrdet. Irene spærrede øjnene op. - Kontant afregning. - Sådan var forholdene. Det gjaldt om at sikre sig på alle måder, og det skal måske nævnes, at han kun vandt tyrkernes støtte gennem en økonomisk traktat og ved at efterlade to af sine sønner, Vlad og hans yngste bror, Radu, som gidsler hos dem. Efter snigmordet på Vlad II forsøgte den unge Vlad at få magten i Vlahia med tyrkernes hjælp, men han kunne ikke beholde den i mere end nogle måneder; så var han nødt til at flygte tilbage mod syd. Herefter opholdt han sig i perioder i Moldova og Transilvania. Det lykkedes ham at vinde opbakning fra Ungarn til at vende tilbage som regent i Vlahia, og han havde held til med militær støtte at erobre landet i 1456. Ursula kløede sig på næsen og tøvede. Så lænede hun sig frem og fortsatte historien: - Vlad III var en temmelig brutal mand. Hele tiden førte han krige mod konkurrerende familier og naboregioner, og beviserne for, at han tillige var en sadist og lystmorder, er temmeligt overvældende. Alligevel er han for mange lidt af en helt, og historierne om ham, selv inden Bram Stoker gjorde ham berømt i resten af verden, er talløse. Dertil kommer, at han fik opført flere bygninger, der den dag i dag står som store turistattraktioner og monumenter over Rumæniens interessante historie. Som nævnt var det også ham, der lagde grunden til, at Bukarest er den store by, den er i dag. - Interessant er ikke ordet, men så kan man alligevel se, hvor Stoker fik sin inspiration. - Ja. Vlad var helt hæmningsløs. Han fik snigmyrdet alle, der kunne vise sig at være rivaler, og da hans bånd til Ungarn efterhånden var blevet stærke nok, vendte han sig mod tyrkerne. De forsøgte at få ham myrdet, som andre havde gjort med hans far, men de fejlede, og senere sørgede han for, at et stort område syd for Danube blev lagt øde, mange tusind mænd blev dræbt. Det fik tyrkerne til at organisere et storstilet angreb, og hele Vlahia blev besat. Der fulgte en tid med uroligheder, og hvad man i dag ville kalde guerillakrig, men til sidst fik tyrkerne indsat Vlads bror, Radu, som regent, og de forlod landet. Radu, der ikke ønskede at hjælpe den omstødte bror, konsoliderede sin magt ved at gøre sig venner med adelen og det ungarske styre, og det lykkedes ham endda at fange og indespærre broren. Det vides ikke nøjagtigt, hvornår Vlad genvandt sin frihed. - Hvad blev der af ham? - Han blev gift og fik et par børn. Siden vendte han tilbage som regent i Vlahia. Irene støttede albuen mod bordet og lagde hovedet i hånden. - Undskyld, men det lyder, som om her har været fuldkomment kaos. Hvordan kunne han få magten igen efter hele den historie? - Der har nok altid været politisk kaos i Rumænien. På den måde adskiller det sig ikke stort fra de øvrige europæiske lande. Irene lo hjerteligt, og Ursula pegede på hende med en skælmsk mine. - Det, han gjorde, var, at han allierede sig med Stephan Báthory, der var en transilvansk prins, og med hjælp fra Vlads fætter, der på det tidspunkt regerede i Moldova, indtog de Vlahia. Vlad selv døde senere i en anden kamp mod tyrkerne, der ville vinde landet tilbage. - Dræbte han sin egen bror? spurgte Irene med en stemme, der antydede, at hun forventede det værste. - Nej. Radu var død et år forinden af syfilis, men ellers havde han nok gjort det. - Hvordan gik det til, at Vlad endte med at blive kaldt Dracula? - Det var ikke noget, han endte med. Han blev først i brede kredse kaldt Tepes – det vil sige ”spidderen” – efter sin død, men navnet Dracula – eller Drăculea – antog han som følge af, at hans far, Vlad II, før ham af befolkningen havde fået tilnavnet Dracu. Denne var medlem af en orden, Societas Draconis, der talte en del andre østeuropæiske regenter, og som kunne kaldes et broderskab af kristne riddere. Han var så optaget af denne aktivitet, at han lod ordenens symbol, en drage, pryde alle de bygninger, han lod opføre, samt Vlahias flag. Befolkningen var skræmt over denne fascination, og ikke mindst over dragen, som de tog for at være et djævelsk symbol. Drăculea kan være ”søn af dragen”, eller faktisk ”søn af djævelen”. - Så... Bukarest var altså hjemsted for... - Djævelens søn, sagde Ursula og rejste sig. Sjovt nok siges det, at han konverterede til katolicismen under sin indespærring, en tid hvor han også, af mangel på menneskelige ofre, mishandlede og lemlæstede fugle og husdyr. Jeg tror vi har brug for flere drinks. Et andet sted i byen, i skyggerne mellem Ferentaris snavsede bygninger, løb Iulia Valea humpende og stakåndet med armene slynget om kroppen og øjnene flakkende i alle retninger. Nu og da sprøjtede vandet op ad hende, når hun uden tanke for at manøvrere satte en fod hårdt ned i en vandpyt. Hendes hår lå fladt omkring hendes hoved, klæbrigt af sved, og hendes blege ansigt skinnede sygt, når lyset ramte det. Over hende var himlen malet, som den nedgående sol så det for passende, i mørke, orange farver. - Jeg lever... endelig ganske fra forstanden. Jeg løber... Smerten jog gennem hendes krop, og hun følte det, som om hendes hud var for stram, som klyngede den sig af al magt til hendes knogler. Det var svært at trække vejret, og når hun fik luften ned gennem struben, var det, som om lungerne ikke ønskede den, og hun hostede med voldsomme krampetrækninger. Hun vidste, at hun var faldet mange gange under sin flugt, men hun havde ikke nogen anelse om, hvor mange. Det eneste, der mindede hende om det, var de hudafskrabninger, der nu værkede på hendes ben, arme og bryst. - Jeg... løber... Som et jaget dyr dukkede hun hovedet og sprang med en klodset bevægelse om et hjørne. - Catalin... Iulia forsøgte at få tankerne til at finde den takt, hvormed hun bevægede benene, men intet sammenhængende kunne hun få frem. Noget bevægede sig bag et rødt klæde, og hun vidste, at det ville hende ondt. Hvor havde hun været dagen forinden? Og dagen før den? Lampen i hendes trøstesløse soveværelse havde blinket, og lyset havde syntes fjendtligt. Helt anderledes end de skygger, der nu hvilede i gaderne. Det ville være svært at finde hende i mørket. - Hvem ønsker at finde mig? Jeg eksisterer ikke! Jeg er her ikke! Hun slog med hovedet og begyndte at skrige, men bed sig i læben og så sig omkring med panik i blikket. Hendes vejrtrækning var som et ekko af det undertrykte udbrud. Stadig løbende lyttede hun efter sit hjerte, ønskede at identificere de slag, der holdt hende i gang, men hun kunne intet høre. Det røde klæde bevægede sig ud mod hende og gled til side; en behandsket hånd vinkede ad hende. - Sov jeg? Åh, Catalin, sov jeg? Gå i seng alene, sov blidt og uden bekymringer, Iulia, men hvor længe har jeg sovet? Hvornår var jeg sidst vågen? Hvornår var du? Hun huskede, at hun næsten ikke havde været i stand til at sætte sig op i sin seng. Hendes krop havde plaget hende, som havde skammen og angsten siddet på sengekanten og holdt den tilbage mod den hårde madras. Trætheden havde syntes endnu tungere og endnu mere umedgørlig end aftenen før, og hun var begyndt at ryste ved det indfald, at hun simpelthen var ved at løbe tør for tid, tør for liv. Måske var viljen til at gennemleve endnu en dag visnet som en døende plante, og tilværelsen havde opgivet håbet om at skulle tage imod hende. Dog, hvis det havde været hendes sidste dag, skulle den foregående have haft betydning, men hun huskede ikke en gang, hvad hun havde foretaget sig, hvordan hun havde trukket vejret og sanset sine omgivelser. Kun mindet om søvnens ulykkelige afbrydelse fandt vej til hendes bevidsthed, og hun havde grædt, mens hun havde ligget ubevægelig. Til sidst havde hun tvunget sig selv om på siden, havde fortsat bevægelsen og var rullet ned på gulvet med et smerteligt bump. Det skulle ikke blive hendes sidste dag. Hun var stadig i live. Hun løb. En mand smilede til hende gennem regnen og kaldte hende ”frøken”. Som en berøring fra den vågne tilstand, der havde så svært ved at finde vej til hendes erindring, havde den sorte handske lagt sig om hendes skulder, og hun var forsvundet ud af verden for en tid. Det, hun havde siddet på, bevægede sig, og nogen talte til hende. Hvor længe havde hun løbet? Hun mente, at hun havde passeret de samme bygninger flere gange, men hun var ikke sikker, og det gjorde ikke nogen forskel. Så længe hun løb, kunne man ikke snige sig ind på hende. - Hvem er efter dig, Iulia? Catalin, min skat, hvorfor tænker jeg hele tiden på dig? Det faldt hende ind, at han var i fare, og at hun hele tiden havde vidst det. Erkendelsen, der syntes at have sit udgangspunkt i hendes legemes bevægelse, trak huden endnu tættere sammen om det pinte skelet, og hun lagde den ene hånd over ansigtet med en jamrende lyd. Hun måtte finde ham og tage ham med sig. - Hvorhen? Åh, hvorhen? Nej, nej. Hvorfor vil du sove nu, Iulia? Er jeg endelig blevet forrykt? En kvinde, der sad overfor hende på den anden side af det røde klæde, talte til hende, men hun forstod ikke ordene. Drejede det sig om Catalin? Det måtte det gøre. De ville gøre ham ondt; de ville gøre hende ondt, måske slå hende ihjel, og derefter ville de finde Catalin. Havde hun da skreget uden at holde sig tilbage? Ana-Marie var død. Hvorfor? Hvad kunne nogen have imod hende? Var det Helvede, der bølgede uroligt frem og tilbage på den anden side af det røde klæde? Hun var i Helvede, men det var ikke hende, de ville have; det var hendes søn. Den smilende dværg sagde noget til kvinden, hun svarede, og noget, der aldrig skulle have bevæget sig, rørte på sig. Iulia drejede hovedet og så den brede, sorte hætte nærme sig som et mareridt, der var ved at finde sin konklusion. Hun faldt, og vejen ramte hende hårdt og nådesløst. Det var lykkedes hende som ved en tilfældig bevægelse med armene at forhindre, at hovedet slog mod jorden, men atter mærkede hun, hvordan hud blev revet op og skarpe stød bankede gennem hendes slidte nerver. Denne gang rejste hun sig ikke, men blev liggende, som hun var landet, med øjnene spærret op og de blodige læber spørgende adskilt. I Lăptăria Enache blev der talt mere om Rumænien og dets historie over de stærke drinks, Ursula hentede fra baren. Irene havde genfundet den trodsige lykkefølelse, som hun, siden hun kom, havde haft inden for rækkevidde, hver gang hun var i selskab med Ursula, men som svandt næsten med det samme, når hun blev overladt til sine egne tanker. Rummet var varmt, og den raffinerede indretning og de mennesker, der var forsamlet her – mest unge, for hvem Lăptăria Enache var et foretrukkent mødested – var med til at skabe en stemning af isoleret tryghed, der gjorde verden udenfor fjern og ligegyldig. Ursulas historiske viden var temmeligt imponerende, og at lytte til hende var både fascinerende og medrivende. Skønt dagens tildragelser havde hensat Irene i en tilstand af træthed og en drømmende form for dovenskab, så og hørte hun Ursula gennem et kærligt filter, der syntes at forstærke alle indtryk, og hun følte sig næsten som tryllebundet. Et sted nagede den fornemmelse stadig, at hun burde være et andet sted, at hun burde lede efter Valerica, og at hun ved at sidde her lod sin elskede veninde i stikken. På den anden side havde hun fået besked på ikke at foretage sig andet end at nyde sin ferie, og det gjorde hun jo netop så godt, hun kunne. - Jeg har gjort næsten alt det, du bad mig om ikke at gøre, tænkte hun, mens Ursula med en forførende bevægelse rettede på sin krave og betragtede hende. Jeg besluttede mig for at søge efter dig, jeg delte hemmeligheden med en anden, jeg lyttede til båndet... Tanken om båndet fik hende til at lukke øjnene, og hun gøs. - Det eneste, jeg endnu ikke har gjort, er at gå til politiet, og jeg må endda indrømme, at det ikke synes at være den dårligste idé. Det faldt hende ind, at hvis hun bad Ursula om at glemme hele affæren, så ville det blive efterkommet, og ingen behøvede at vide, at båndet var blevet hørt, eller at der var blevet lagt planer for at søge efter Valerica, men hun vidste også, at det ikke ville være hende muligt. Hun havde fundet den vej, hun ønskede at gå, og visheden om, at beslutningen var taget, var på en måde beroligende. Hun trak vejret tungt. I morgen ville det tage sin begyndelse; hun og Ursula ville som to amatørdetektiver følge et spor, der ikke ønskede at blive fulgt, og hvad de ville finde, kunne hun ikke få sig selv til at gætte på. Hun tænkte på Sorescus intense, sortrandede blik. Han havde skyndt sig væk, så hun ikke kunne nå at stille spørgsmål, og hun var sikker på, at han dermed fulgte en opfordring, han havde fået af Valerica. Hvis Irene havde fået tid til at læse brevet, inden han var nået væk, havde hun naturligvis overdænget ham med spørgsmål, og det ville have gjort hende endnu mere bange, hvis han i den forbindelse havde vendt sig og var løbet sin vej. Desværre havde hans facon og den måde, hvorpå han forsvandt, alarmeret hende nok til, at angsten alligevel var kommet, og Valerica havde ikke formået at skrive sit brev blot nogenlunde så beroligende, som Irene var sikker på, var intentionen. Hun kom til at mindes flokken af fugle, der havde rejst sig over tagene aftenen før. Måske var det netop fra den vinkel, Bukarest skulle ses, og ikke nede fra de travle gader, hvor folk hvirvlede ind og ud mellem hinanden, travle, hemmelighedsfulde og målbevidste under det befriende, blæsende tomrum. - Du er meget stille, sagde Ursula og lagde sin hånd på Irenes med et udtryk, der udviste alvorlig forståelse. - Undskyld. Det var ikke min mening, men... - Du skal ikke sige undskyld til mig. Har du lyst til at danse? Irene nikkede. Det ville måske være netop, hvad hun havde brug for: At komme op fra stolen, lade sin krop styre af andres rytmer og få musikkens hjælp til at holde frygten på afstand. Hun slukkede en cigaret, hvis lange stykke af forkrøblet aske havde været nær ved at falde på gulvet, og rejste sig langsomt. Ursula sagde: - Men vær lidt forsigtig, Irene. Indtil vi kommer tilbage til Lido, er det bedst, at vi kun er gode veninder, der er gået i byen sammen. - Jeg skal nok forsøge at kontrollere mig selv, svarede Irene undrende. - Det er ikke for min skyld, lo Ursula afværgende og fortsatte dæmpet: Hvis jeg kunne få min vilje, ville jeg kysse dig over hele kroppen nu og her, men hvis jeg gjorde det, ville vi begge to risikere at blive arresteret. - Det kan da ikke være rigtigt? - Jo. Det er en rest af en gammel lovgivning, og der arbejdes netop for tiden på at ændre den, men indtil det er kommet i orden, og nogen har sat vores kære gamle præster på plads, er det nemmere at spare sig selv for besværet og opretholde, hvad man kunne kalde passende anstand. Irene hævede et øjenbryn og trak på skuldrene. - Udmærket, men når vi kommer tilbage... Hun gik i stå, og hendes ansigt blev udtryksløst. Hendes mund stod stadig en smule åben, som sad det ord, hun skulle til at sige, fast mellem hendes læber, og hendes blik var rettet mod en dansende forsamling, der ligesom i blinde delte sig i to, så en sti blev tilgængelig. En mand gik langsomt men målrettet hen mod bordet, som de to unge kvinder netop havde rejst sig fra; blikket under den gammeldags bowlerhat var gennemborende og fyldte Irene med en sær, ildevarslende fornemmelse. Han var i et sort, velsiddende jakkesæt, og hans tynde slips sad glat og lige ned over den hvide skjorte. I hånden havde han en kuffert. Det var næsten, som svandt lyden af musikken, mens manden med rolige skridt spadserede hen over dansegulvet, hvor man mere som følge af et eller andet forrykt tilfælde eller en ubevidst fornemmelse, end fordi man var opmærksom eller hensynsfuld, trådte til side for ham. Irene formåede ikke at bevæge sig, men stirrede blot på mandens lange, markerede ansigt, der på grund af rummets skiftende belysning syntes at drive ind og ud af dybe skygger. - Vær venlig at tage plads, sagde han på velklingende tysk, da han nåede bordet. Der er ting, der bør fortælles. Som om noget krævede hans fulde koncentration, trak han sine sorte øjenbryn tæt sammen og lukkede øjnene et stykke tid. Irene vidste ikke, hvad hun ellers skulle gøre, så hun satte sig lydigt ned uden at tage blikket fra ham. Hun observerede fjernt, at Ursula fulgte hendes eksempel, dog knap så hurtigt og føjeligt. - Nuvel, fortsatte manden efter en længere pause og åbnede øjnene. Der er tre sandheder, De bør kende, frk. Lebeck. Jeg vil bede Dem om at huske på dem, for de er af stor vigtighed. Vil De finde Dem i stand til det? Tøvende og uden at se væk fra det alvorlige blik, der var rettet mod hende, nikkede Irene stille. - Den første sandhed er, at der er en død mand i et blåt rum. Han kender vejen ud. - Hvad...? begyndte Ursula, men manden løftede en finger til munden og bragte hende til tavshed uden at se i hendes retning. - Den anden sandhed er, at der er et maleri, der taler. Irene blinkede bekræftende. Selvom hun vidste, at der måtte være larm fra scenen og fra de dansende, som hun kunne se bag den fremmede, hørte hun det ikke. Det var, som om der kun var den langsomme, insisterende tale i rummet. - Den tredje sandhed er, at der er et vindue, hvorfra man kan høre toner af smuk musik. Her sover den hund, der venter ved de tre døre. Det var alt. Jeg ønsker Dem en god aften. Han løftede på hatten, gav et let buk og vendte sig. Hverken Irene eller Ursula gjorde noget for at standse ham, og han forsvandt mellem de andre mennesker, som havde han aldrig været der. Lydene vendte langsomt tilbage til deres tidligere styrke, og den trykkende stemning, manden havde bragt med sig, fortog sig. Ursula rømmede sig tonløst. - Irene... Har du nogen anelse om, hvem han var? Irene virrede med hovedet og vendte sig mod den anden. Hun blev opmærksom på, at hendes ene hånd havde holdt fast om bordkanten, og hun trak den til sig. Den rystede en smule. Så rejste hun sig. - Jeg vil gerne have, at vi går nu, sagde hun. En bil holdt ind til vejkanten ikke langt fra stedet, hvor Iulia lå. Den ene bagdør gik op, og en yngre kvinde trådte leende ud på vejen, mens hun rettede på sit tøj og med professionel elegance lod nogle penge forsvinde ned i en lille håndtaske. Hun sendte et håndkys ind gennem døren, inden den smækkede i, og bilen satte i gang. Kvinden stod lidt og så efter den, så fik hun øje på kroppen, der lå henslængt i den stilling, den ved faldet var endt i. Hun gav et lille, forskrækket udbrud fra sig og satte i løb ned mod den, mens hun opmærksomt drejede hovedet fra side til side som for at undersøge, om nogen gemte sig i skyggerne i den tilsyneladende øde gade. Da hun nåede Iulia, satte hun sig på hug ved hendes side og lagde en hånd på hendes arm. - Åh Gud, sagde hun. Iulia? Da der ikke kom noget svar, begyndte hun at undersøge kroppen for tegn på liv, og åndede lettet op, da hun mærkede den liggendes besværede vejrtrækning. - Hvad er der dog sket med dig? Hvis det er ham, det lede sigøjnersvin, der har... Iulia? Se på mig... Langsomt drejede Iulia hovedet, så hendes ansigt vendte op mod den talende, og hun forsøgte at fokusere. De røde læber bevægede sig; noget langt, sort hår strejfede hendes kind. - Åh nej, sagde kvinden, da hun fik set nærmere på det forslåede ansigt. Jeg slår ham ihjel! Iulia, kan du tale? Billeder begyndte at træde frem i Iulias bevidsthed, først slørede, langsommelige og fremmedartede, siden tydeligere og med en rå abrupthed, der som et dyrisk hyl fra hendes indre vækkede den skrøbelige hukommelse til live. Igen så hun for sig den sorte skikkelse, der lænede sig ind mod hende, følte dens kolde hænder mod sin hud og hørte dens hæse hviske i sit øre. Den havde holdt hende fast, og den lyshårede, russiske kvinde havde givet den en række instruktioner, der havde fået Iulias indre til at krakelere. Hun følte sine muskler spændes, og noget dunkede hårdt i hendes baghoved, som om en tanke, der var for stor for hende, forsøgte at gøre sig gældende. Mens den sortklædte nikkede og trak hende ind til sig, gik det op for hende, hvad det var: Det var tanken om hævn. En vished om, at hun ikke var nogens offer længere, at hun måtte gøre, hvad der var nødvendigt for at slippe bort, om det så betød at dræbe dem alle sammen. Hun så på kvinden, og denne må have opdaget, at noget havde ændret sig – at situationen ikke længere udviklede sig efter hendes planer. Iulia bemærkede fjernt, at et smil bredte sig over hendes ansigt. - Hold hende! råbte den lyshårede. Hold hende fast! Iulia lo ad hende. Alt i hendes krop var spændt, og da det endelig udløstes, sendte hun med et hårdt stød med albuen den kutteklædte væk, snurrede rundt og greb fat i kvindens arm, der strakte sig frem mod hende i en bevægelse, der både kunne være et forsøg på at holde hende fast eller et forsvar mod det angreb, der nu var uundgåeligt. Iulia satte tænderne i den, flåede handsken i stykker og bed kødet inden under til blods. Den lyshårede råbte en rasende kommando til de andre, men det var for sent. I en vridende bevægelse kastede Iulia sig mod det røde klæde, hun havde passeret, da hun kom ind, flåede det til side og fik efter en kort kamp tvunget bildøren op. Kvinden, der havde forsøgt at holde fast i hende, skreg, denne gang af smerte, og Iulia gættede på, at hun i farten måtte have hamret et knæ mod hendes mave. Bag sig hørte hun flere råb, men hun brød sig ikke om det. Så kom smerten, da hun med den fart, bilen havde kørt med, ramte vejen, rullede hen over fortovet og slog skulderen mod en mur. Dværgens kniv sad skævt plantet i hendes lår, og den dunkende fornemmelse i hovedet føltes stærkere end nogensinde. - Iulia! Hvad er der galt? råbte den bekymrede stemme over hende, og ansigtet, det sorte hår og den nedringede bluse trådte tydeligere frem for hendes blik. Iulia opdagede, at hun trak vejret heftigt nu, men gjorde ikke noget forsøg på at genvinde kontrollen. De var stadig ude efter hende. Hun havde vundet den første strid, men de ville komme tilbage. Det vidste hun. Hendes øjne stirrede runde og vilde på den knælende kvinde, og hun begyndte at ryste over hele kroppen. - Hjælp mig op, hviskede hun. Hjælp mig... - Åh, gudskelov, sukkede kvinden. Jeg var så bange. Iulias stemme skælvede. - Hvem er du? - Det er mig. Ioana. Hvad er der sket? Den ildevarslende fornemmelse i baghovedet var begyndt at tage til igen. Det var en ny form for længselsfuld smerte, som Iulia aldrig havde følt før, der rislede gennem hende, og hun greb som ved en ukontrolleret konvulsion fat i det sorte hår. Hun gispede: - Ioana... Hendes hånd famlede efter noget, der sad i det bælte, der holdt resterne af den røde nederdel på plads om hendes hofter. - Ioana... Undskyld... Det forvirrede udtryk frøs fast på Ioanas ansigt, da Iulia svingede sin arm opefter og borede den lille kniv, der havde åbnet Ana-Maries triste plastikgrav, ind i hendes blottede hals. Mens hun med hænderne famlende for sig og et gurglende hulk siddende fast i struben væltede omkuld, sendte hendes hjerte nådesløst et sprøjt af varmt blod ud fra det åbne sår. Den tunge døsighed var med ét trukket helt bort fra Iulias sind, og mens genkendelsen af den higende lyst, hun følte rive i sin sjæl, greb hende, kom hun let som et rovdyr op på alle fire. Det var tørst; en tørst så voldsom og utæmmet, at alt andet gled bort i mørke dæmringståger, som havde hun aldrig kunnet føle andet. Endnu et hjerteslag sendte et hidsigt brus af bloddråber ud i natteluften, og den døende krop spjættede panisk under hende. Hun tog fat i hovedet, betragtede kort som gennem et rødt slør de skinnende, rædselsslagne øjne, og slog det så en enkelt gang hårdt ned mod jorden. Der var en knasende lyd, og bevægelserne hørte op. Bevidstløs og døende trak kvinden vejret i små, pibende gisp, og Iulia satte, efter at have trukket kniven ud og smidt den bort, ivrigt læberne til det pumpende sår. |
