Natlige Dansetrin - Kapitel 9 |
|
Hverken Irene eller Ursula bemærkede den spinkle, hvidklædte kvinde, der sad mellem en flok højt samtalende piger ved et bord nær udgangen, men hun havde, uden at foregive at deltage i den skæmtsomme snak, holdt øje med dem under hele deres ophold. Hun blev siddende i nogle minutter mageligt henslængt men med hovedet på strakt hals og det blege ansigt med den malede mund ufravendt rettet mod døren, igennem hvilken de var forsvundet ud i natten, så rejste hun sig op med en bevægelse, som var hun blevet trukket op fra stolen af en usynlig snor, der var fastgjort til hendes nakke. Pigerne, der var optaget af at le og drikke fra deres glas, syntes ikke at bemærke den unaturlige kvinde, der som en hypnotiseret bugtede sig ud mellem dem og bort fra deres kreds. Det var, som havde hun aldrig havde været der.
Hun gik hen til den lange bardisk og lagde hænderne på den. Lillefingeren på hendes ene hånd gled, mens hun med et sløret blik mønstrede en ung mand, der var ved at skænke op i et glas, frem og tilbage, så hendes lang negl skrabede over bordpladen. Manden, der sad på en barstol ved hendes side, tog imod glasset uden et ord og lod det gå et par gange fra den ene hånd til den anden, inden han satte det for munden og tømte det. Han var velklædt, og ved siden af stolen stod en sort kuffert. - De er gået, sagde kvinden. - Vi bør være meget opmærksomme, frk. Pierrot. - Jeg lover Dem, at jeg er opmærksom. Hun lænede hovedet tilbage og lukkede øjnene, mens hun vejrede. Det trak krampagtigt i hendes skulder, og hendes urolige finger trommede hårdt mod disken. Så vendte hun sig med et pludseligt ryk direkte mod den talende mand, der endnu ikke havde set på hende, og sagde: - Rummet her stinker af et mord, der venter på at blive begået, Spiegelmann. Her er tomt, selvom mennesker fylder stedet ud med... kød. Ha! Se! De har fornemmet hunden, og hunden kan lugte den af dem, der gemmer en kniv nær ved sit rådne hjerte. Han er ved at rejse sig... Manden rakte ud og stoppede den trommende finger. - Han må gå sine egne veje. - Nej! Jeg vil have ham! - Frk. Pierrot, sagde Spiegelmann langsomt og så på sit armbåndsur. De har tolv minutter; derefter er der noget ganske andet, der kræver vor tilstedeværelse. - Jeg lover Dem, at jeg er opmærksom, gentog Pierrot og drejede sig bort fra ham. - Tolv minutter. Af sted med dig, tæve, men vær præsentabel, når vi mødes igen. Iulia Valea så ubevægelig på sit spejlbillede med en undrende rynke over sit ene øjenbryn; ud over dette ene tegn på følelse, var hendes udtryk blankt og afslappet. - Endelig vågen, tænkte hun. Jeg må samle mine tanker, forsøge at huske, hvad der er sket mig, og siden, når jeg er i stand til det, søge efter Catalin. Tanken om Catalin fik hende stadig til at føle en art rastløs smerte, men det var ikke længere, som skulle hun holde fast om sin krop for ikke at gribes af panik. Endda mente hun at føle et anstrøg af pinagtig hån overfor sin formålsløse, søgende flugt gennem gaderne det meste af aftenen. Der var en helt åbenlys vej, hun burde følge nu, og hun var ikke i tvivl om, at hun ville kunne påbegynde den uden videre tøven, når hun først havde fået sammensat de sidste planer i sit hoved. Det faldt hende nemt at tænke, når hun så sig selv gøre det, og samtidig kunne hun ikke lade være med at anstille visse betragtninger omkring det, hun så. Hun kunne ikke huske, at hun på noget tidspunkt havde været så derangeret, som hun var netop nu; hendes tøj var laset og snavset, og håret lå fedtet og tungt af kager af størknet blod om hendes hoved og skuldre. Overalt var hun sølet til af skidt og blod, og ansigtet var forvrænget af de skygger, den spolerede makeup havde lagt tilfældigt over hendes hud. Dog faldt det hende ind, at hun ikke følte nogen smerte, at hendes åndedræt og hjerteslag var uforstyrret, og at hun ikke et eneste sted kunne få øje på så meget som en rift eller et blåt mærke. Det undrede hende, men hun fandt behag i det. De skulle ikke få hende så let; de skulle ikke få fat på hendes søn, og hun ville få sin hævn over dem for at have forsøgt på det. Hun kunne klart se den russiske kvinde for sig, først hendes dovne, overlegne blik, det hånlige drag om munden og den langsomme gestikuleren, så udtrykket af raseri, da Iulia gjorde udfald. Lidt af kvindens blod havde sprøjtet gennem den ødelagte handske og ind i Iulias mund, og smagen af det havde været som et stød af velvære, et øjeblik af genkendelse, der senere skulle blive fuldkommengjort, da hun liggende over den døende Ioana havde kunnet slukke sin dystre tørst. Tanken om Ioana var vemodig, men det var, som om der ikke var tid til at dvæle ved den. Andre og mere vigtige ting optog Iulias sind, og foreløbigt havde den skyld, hun havde oplevet, mens hun gemte det forkrøblede lig af vejen mellem en mængde fyldte affaldssække i en uoplyst gyde, være tilstrækkelig. Iulia lænede sig tættere ind mod spejlet og hviskede: - Efimova... Synet af læberne, der bevægede sig, mens de formede ordene, var livgivende og interessant, næsten som var det et kunstværk af smuk, men uigennemskuelig karakter, hun stod overfor. - Sashenka Efimova... Når jeg er rede til det, finder jeg dig, og det bliver din sidste nat. Da dette var udtalt, kunne hun lægge tanken fra sig. Det var ikke en del af den umiddelbare plan, hun var ved at lægge, og som sådan ikke relevant. Hun var opmærksom på, at noget fundamentalt havde ændret sig ved den måde, hun tænkte på, efter drabet på Ioana. Hun var temmelig sikker på, at det ikke var en tilstand af chok, hun befandt sig i, men snarere en tilbagevenden til en tilstand, hun for længe siden havde befundet sig i, hvor hun ikke havde været så træt, hvor hun havde haft sin fornufts fulde brug og et overblik over sin hverdag og sine gøremål. En glemt tid, der var skjult bag en mur af endeløse dage og nætter af desorienteret træthed og ubehag, selvlede og beskæmmelse. Nu, efter alt, hvad hun havde været igennem, fandt hun ingen lyst til søvn. Vejen, der lå foran hende nu, måtte hun selv tilrettelægge, en sten ad gangen i en logisk og let begribelig rækkefølge uden at lade sig følelsesmæssigt gribe af enkelthederne. Hun måtte betragte hvert skridt som en nødvendig mission i sig selv, der åbnede for den næste uden at give mulighed for forgreninger. Der måtte ikke skelnes mellem stort og småt eller mellem let og vanskeligt; hver eneste handling eller foranstaltning skulle tilgås med den samme grundighed og påpasselighed, men uden dvælen eller tøven. Først var det nødvendigt, at hun afførte sig sit ødelagte tøj og vaskede sig. Sin krop måtte hun gøre i stand, skrubbe alt det fremmede og alle spor af det, hun netop havde gjort, bort; hår og negle skulle ordnes, hun ville børste sine tænder grundigt, anvende en forholdsvis diskret parfume og lægge en tækkelig og upåfaldende makeup. Hun håbede, at det ville være muligt ud fra hendes meget begrænsede garderobe at sammensætte en påklædning, der ikke ved et blik ville sætte hende i forbindelse med hendes erhverv. Under gennemgangen og bedømmelsen af de enkelte klædningsstykker, ville hun udelukkende gøre sig vurderinger i forhold til deres betydning for planen, ikke føle skam eller vemod ved årsagen til, at hun havde måttet bære dem. Når dette var bragt i orden, ville hun gennemgå sin bolig for alt af værdi, og som let kunne transporteres. Hun havde nogle få smykker, ingen af dem var bemærkelsesværdige, men hun vidste, hvor hun kunne få dem omsat til en beskeden sum penge - ikke noget, hun ville kunne leve længe af, men nok til at hun ville kunne klare sig i den nærmeste fremtid, hvis hun var påpasselig. Der var en smule kontanter i lejligheden. Lidt var gemt væk bag et løst panel i køkkenet, resten lå klar til udbetaling, når Sarau måtte finde det passende at indfinde sig for at kræve et afdrag på den gæld, hun for længe siden havde opgivet håbet om at få lagt bag sig. Florin Sarau var en høj, bredskuldret roma med langt, sort hår og en karakteristisk, humpende gangart, der skyldtes, at hans knæ for tre år siden var blevet ramt af en geværkugle. Det faldt ikke Iulia svært at forestille sig, hvorfor nogen kunne finde på at skyde på ham, men den nøjagtige grund til episoden kendte hun ikke. Hun og flere andre i samme situation kendte ham kun som en mand, der kom, når han ville, og tog, hvad han havde lyst til. Om han ville vise sig alene eller sammen med mennesker, han kunne kalde venner, vidste hun aldrig, men uanset om det ene eller det andet var tilfældet, var hun nødt til at forlade sin lejlighed før det skete igen. Så vidt hun vidste, var det, at en kvinde som hende stak af fra ham, utænkeligt - han ville aldrig tilgive det, og den, der havde forbrudt sig, ville være på flugt fremdeles. Iulia anså det for sandsynligt, at det, hun havde i sinde at opnå, ville kræve, at hun tilbragte meget af sin tid i Ferentari, og det ville ikke gøre det nemmere for hende at holde sig skjult for ham. Blev det først kendt, at han søgte hende, var der mange, der ville anse det for en god forretning at angive hende, og hun måtte være årvågen og yderst forsigtig. Når hun havde omsat sine ejendele til flere kontanter, hvilket helst skulle ske allerede inden nogen ledte efter hende, ville hun finde sin søn. Hun kendte en del af de drenge, der udgjorde den enhed, der var blevet en nærmere familie for ham, end hun selv havde kunnet, og hun vidste, hvilke steder, de yndede at holde til. Her måtte hun indlede sin søgen. Iulia vendte sig bort fra spejlet og begyndte at klæde sig af. - Du har selvfølgelig ret, sagde Irene til Ursula, mens de spadserede tilbage mod hotellet. Det nytter ikke noget at spekulere over, hvad han mente. Det gav ikke nogen mening, og det har sikkert ikke betydning. Ursula svarede: - Nej. Han var helt sikkert vanvittig på en eller anden måde. Vanvittig og ret uhyggelig, men du behøver ikke at blive ved med at se dig over skulderen; han følger ikke efter os. - Hvor ved du det fra? spurgte Irene, mens hun vendte hovedet endnu en gang og så rundt på de andre mennesker i gaden bag dem. - Fordi jeg selv har gået og kigget. Irene virrede med hovedet og smilede tomt. Da de lidt senere befandt sig i hotelsuitens bekvemme omgivelser, siddende ved siden af hinanden i den sofa, hvor de aftenen før havde elsket til tonerne af Mozarts klarinetkoncert, så Ursula alvorligt på Irene og lænede sig tilbage mod de bløde puder. - Der er en undersøgelse, vi er nødt til at foretage med det samme, så vi kan se det, der skete på Lăptăria Enache, i den rette sammenhæng. - Hvad mener du? Jeg troede, du sagde... - Han kaldte dig frk. Lebeck. Jeg husker ikke, at hverken du eller jeg har sagt dit efternavn i løbet af aftenen, så han kan ikke have overhørt det. Irene tog en hånd op til munden. - Det har jeg slet ikke tænkt på. Jeg var alt for optaget af at prøve at forstå alt det andet, han sagde. Du godeste... Tror du, han har noget med båndet at gøre? Eller at han måske ved noget om Valerica? - Inden vi begynder at overveje det, er vi nødt til at prøve at finde ud af, om nogen har forsøgt at skaffe oplysninger om dig her på hotellet. Hvis nogen i receptionen for eksempel har set ham, kan forklaringen være, at han ganske enkelt er en psykisk syg mand. Han kan have set dig på et eller andet tidspunkt og fattet interesse, spurgt efter dig her og så senere opsøgt dig. I så fald behøver vi ikke forsøge at sætte ham ind i den større sammenhæng, men naturligvis skal vi være opmærksomme på ham uanset hvad. - Ja. Det er rigtigt, men hvordan finder vi ud af det? Jeg kan ikke bede Ujvary om at undersøge det, for jeg ved ikke, hvor han står. Jeg tvivler også på, at jeg kan komme til at tale med alle, der har været i receptionen i løbet af dagen, stået i baren eller på anden måde har ligget inde med informationer om mig i det tidsrum, han kan have benyttet. I øvrigt er der ingen, der siger, at det er i dag, han har spurgt. - Denne Ujvary, er det ham, der ejer hotellet? - Det ved jeg faktisk ikke, men nogen har i hvert fald givet ham besked på, at han stort set skal opfylde alle mine ønsker, mens jeg er her. - Jeg tror faktisk, det er en meget god idé at prøve at få ham til at undersøge sagen. - Hvordan kan vi være sikre på, at han vil fortælle os sandheden, hvis han enten kender den eller finder ud af den? - Det kan vi heller ikke. - Men... - Hør nu: Hvis han foretager undersøgelsen og finder ud af, at nogen, måske endda den mand, der antastede dig, har været og spørge, eller måske blot har lusket rundt ved receptionen, og han fortæller os det, så kan vi gå ud fra, at de to ikke har noget med hinanden at gøre, og ydermere giver det os den information, vi gerne vil have. Hvis han derimod fortæller, at han ikke har kunnet finde ud af noget, så er det for os lige meget på nuværende tidspunkt, om han lyver eller ej. Hvis han lyver, betyder det, at han har noget at skjule i den forbindelse, og så må vi indtil videre antage, at de begge har forbindelse til affæren med båndet og Valericas forsvinden. Hvis han virkelig ikke har kunnet finde ud af noget, betyder det, at den mystiske mand har fået dit navn et andet sted, og i så fald er det det samme for os. Uanset hvad, kan vi finde ud af, hvordan vi skal forholde os, indtil vi får mulighed for at finde ud af mere. Irene kløede tænksomt sin øreflip og så lidt på Ursula, inden hun svarede. - Det har du selvfølgelig ret i, men hvis der er tale om aftalt spil mellem de to, så kan Ujvary vælge at lade os tro det forkerte ved at sige, at der har været nogen og spørge, kan han ikke? - Det virker usandsynligt. Brugen af dit efternavn på den måde var unødvendig, og selvom manden tydeligvis ikke var normal, så virkede han trods alt så selviscenesat, at jeg ikke tror på, at der var tale om en fejltagelse. Han ønskede at intimidere dig ved at tiltale dig ved navn. Hvis det er en del af en eller anden plan, som Ujvary er indforstået med, vil han ikke ødelægge den ved at give os det indtryk, at der blot er tale om en tilfældig sindslidende med en usund interesse for at forfølge unge turister. - Du mener, at hvis det, der skete, er en del af en plan, så går den ud på at skræmme mig, og så var brugen af mit navn en bevidst del af det? - Netop. Jeg kan ikke se noget andet formål med det. Desværre går min teori ikke videre end det, for hvad de videre kunne være ude på, kan jeg ganske enkelt ikke gennemskue. Irene lænede sig hurtigt ind mod Ursula og gav hende et kys på kinden. - Alligevel er du en god detektiv. Skal jeg så ringe til Ujvary? - Det synes jeg. Det vil også give ham det indtryk, at du stoler på ham. Irene fandt sin pung frem og trak Ujvarys kort ud af den. Så rejste hun sig, gik hen til telefonen og tog røret op til øret. Der var en mærkværdig, summende lyd i Iulias baghoved; den var taget til, mens hun havde vasket sig, og lå nu, mens hun stod og betragtede det udvalg af ejendele, hun havde spredt ud på sengen, som en vedvarende sitren, der snarere end at forstyrre hendes tanker syntes at samle dem og holde dem inde på den vej, hun havde anlagt. Hun havde fundet et par slidte, sorte bukser frem, der var vide nok til, at hun kunne have dem uden på støvlerne, og over en noget falmet skjorte havde hun en jakke, som en kunde en gang havde glemt og aldrig var kommet tilbage efter. Den var lidt for stor til hende, men den var rimeligt pæn og ren, og dens lommer var store nok til at kunne indeholde de ting, hun ikke kunne få plads til i tasken. Håret, der stadig var fugtigt, lå i en hestehale. Hun havde været hurtig i sine gøremål, men på intet tidspunkt havde hun ladet sig blive grebet af fristelsen til at være lemfældig; hun havde omhyggeligt renset sine støvler for snavs og blod, taget sig tid til at pudse dem, påført sig en smule parfume, rettet på tøjet, til det sad så godt, det lød sig gøre, talt sine penge og pakket dem ned i bunden af tasken. Hun havde villet lægge en diskret makeup, men da hun havde stillet sig foran spejlet og atter betragtet sit ansigt, havde hun ombestemt sig. Hun huskede vagt den ligegyldige væmmelse, hun tidligere havde følt, når hun studerede sit til stadighed mere hærgede udseende; nu syntes de for tidlige rynker at være borte, huden var pæn og ren, og de triste, sorte rande, som hun ofte havde gjort, hvad hun kunne for at skjule, var forsvundet til fordel for en dunkel skygge omkring hendes øjne - et ekko fra den lange søvn, hun følte, at hun netop var vågnet op fra. Det gav hendes smalle og lidt magre ansigt et intenst udtryk, som hun, da hun havde vænnet sig lidt til det, syntes om. Hun samlede tingene op fra sengen, en ad gangen, undersøgte dem og fandt et sted til dem, enten i en lomme eller i tasken, mens hun indprentede sig, hvor hun gjorde af dem. Hun talte sine cigaretter, inden hun lagde pakken i jakkens inderlomme. Netop som hun lagde hånden om den sidste genstand, en hårbørste af plastik, bankede det hårdt på døren ud til trappeopgangen. Det fik hende til at standse op midt i bevægelsen, og i tidsrummet mellem den første serie slag mod døren og den anden, rørte hun sig ikke. Hun stod blot som en mekanisk dukke, der er gået i stå, og så ned på børsten, indtil den skarpe lyds genkomst vakte hende til live igen. Hun stak børsten ned i tasken, vendte sig fra sengen, spadserede i raskt men ikke forceret tempo ud til døren og åbnede den. Udenfor stod Florin Sarau. Han så på hende med sine mørke, skinnende øjne og hævede overlæben i et farligt, formynderisk smil, der tilføjede hans i forvejen truende, ludende skikkelse et primitivt, dæmonisk skær, inden han uden at sige noget maste sig forbi hende med sin karakteristiske, humpende gang. - Hvordan er det, du ser ud? spurgte han med en art tillært ro, der havde en skræmmende virkning på dem, der kendte ham. Iulia trådte et skridt væk fra ham og tøvede med sænket blik som en irettesat skoleelev foran sin mest frygtede lærer. Det faldt hende ind, at der var noget mærkværdigt logisk ved, at dette møde måtte finde sted netop nu; som om et styrende element i hendes tilværelse ønskede, at denne konfrontation skulle være den endelige tærskel, hun måtte krydse for at tilkæmpe sig retten til at fuldføre sin plan. Virkeligheden ville have en afgørelse, og nu måtte hun enten vinde eller tabe, fortsætte ad sin vej eller falde bort fra den for altid. Døren stod stadig åben, men hun kunne ikke tage chancen og løbe; hvis han nåede at gribe fat i hende, ville situationen kun blive værre. Hun var ikke i tvivl om, at han var meget utilfreds med hende, og hun var ikke ubekendt med den form for vold, hun formodentlig endnu en gang ville være nødt til at stille sin krop til rådighed for. Sarau løftede sin arm og lagde en hånd på hendes skulder, mens han sparkede døren i bag sig. Så puffede han til hende, så hun vaklede baglæns ind i soveværelset, der var lejlighedens eneste egentlige opholdsrum. - Jeg hørte, at du ikke arbejdede på dit sædvanlige sted i aften. Jeg ville se, om der var noget galt med dig, og så finder jeg dig sådan her? Hvis jeg ikke kendte dig bedre, ville jeg tro, du var ved at røvrende en god, gammel ven? Han langede ud og slog hende med flad hånd på siden af hovedet. Selvom han ikke lagde så mange kræfter i, gjorde det ondt, og en af hans ringe efterlod en rift over hendes kind. - Hvor er du på vej hen i det kluns, tøs? Hun svarede ikke. Det ville være skadeligt for hendes videre planer at fortælle ham, at hun var på vej ud for at søge efter sin søn; enten ville han håne hende for det, eller også ville det vise sig, at han selv var i ledtog med dem, der ønskede at tage ham fra hende. Måske var det endda gennem ham, at Sashenka Efimovas håndlanger, Râmesti, havde fundet frem til hende. Sarau ville have solgt hende til dem, hvis blot beløbet havde været passende, det var hun sikker på. - Svar, når jeg spørger dig, fortsatte han og slog hende igen. Hvor tror du, du skal hen? Iulia lukkede øjnene. Den summende lyd i hendes hoved var der stadig, og hun syntes, at den var tiltaget en smule. Den tanke, at lyden kom fra noget, der ønskede hende det bedste, noget, der ikke ville bryde sig om, at Sarau slog hende og ville forhindre hende i at fortsætte med sit forehavende, dæmpede hendes angst, og det næste slag, der sendte hende ned at ligge akavet på sengen, føltes mere som et kraftigt vindpust end som en knytnæve. Hun gispede overrasket og rystede på hovedet. Over hende råbte Sarau til hende, men hun var for distraheret af en hel række små iagttagelser, til at høre efter. Hun lå halvt ind over sin taske, som hun havde haft hængende over skulderen, da han væltede hende. Den trykkede sig ind mod hendes lænd, men der var ikke noget i den, hun kunne have ødelagt i faldet. Det fandt hun midt i alt, der skete omkring hende, et tilfredsstillende velbehag i. Over hende var en række fugtpletter, der spredte sig hen over det gullige loft, og et sted var malingen begyndt at skalle af. Det så ikke så rart ud, men det var et velkendt syn, der altid mødte hende, når hun lå på ryggen i sin seng. Nu faldt det hende ind, at dette måske var sidste gang, hun ville få pletterne at se, sidste gang, hun lå i sin seng, og sidste gang, hun overhovedet var i sin lejlighed. Sengen var ret hård og lidt vakkelvorn. Sarau begyndte, da hun stadig intet svarede ham, at lade slag på slag ramme hende i ansigtet og i brystet, og i processen tumlede hun fra sengen og ned på gulvet. Som når et insekt flyver tæt forbi øret, tiltog den summende fornemmelse i hendes baghoved et kort øjeblik. Den opmærksomhed, hun ofrede på dette forhold, oversteg langt den interesse, hun var i stand til at have for støvlen, der nu hamrede mod hendes side og sendte bølger af smerte gennem hendes krop. - Hvad vil du mig? tænkte hun, mens virkeligheden omkring hende syntes at svinde for hver sekund, der gik. Jeg kan ikke lade sigøjneren standse mig allerede inden, jeg har forladt mig hjem. Han mishandler mig med samme lethed, som han indånder Ferentaris fordærvede luft og tjener sine penge på mig og andre som mig. Den logik, der tillod, at mænd som Sarau havde uindskrænkede beføjelser over for kvinder som Iulia, var den samme, der tillod andre at tvinge ham til at føre sit forkvaklede og afstumpede levned. Iulia forestillede sig, hvordan de penge, han tjente gennem hende, kunne betyde forskel på liv og død for ham; hun vidste, at han ikke var noget særligt, skønt almindelige mennesker frygtede ham, at han ikke var unik, men at der var en hel hær af lignende, ynkelige og primitive mænd, og at de, såvel som de befalingsmænd, der fra tusmørket skrev Ferentaris dystre drejebog, ikke stod tilbage for mord eller andre nådesløse repressalier, hvis den store kriminelle plan ikke blev fulgt. Både Iulia og Sarau var som tvungne kunstnere, der lavede deres værker efter andres ønsker. De spark, der ramte hende nu, kom ikke fra ham, men fra den maskine, der ført af sine egne lodder og tandhjul skulle holde hende fast - den maskine, der gjorde alle til ofre. Smerten var ulidelig, og Saraus vold havde antaget en tavs og indædt karakter, som havde han gjort op med sig selv, at dette var en afstraffelse og ikke en irettesættelse. Det var ikke et spørgsmål om at true hende til at blive på den plads, maskinen havde anvist hende; hun havde forladt sin plads, og tiden var inde til at forvolde hende så meget lidelse, at hun af sig selv måtte kravle tilbage for at slikke sår, og siden fortsætte med at følge maskinens bud. Iulia lå med ansigtet mod gulvet og tog uden at bede for sig imod afstraffelsen. Der var noget uforklarligt og uvirkeligt ved de følelser, der vekslede i hendes sind, og hun blev opmærksom på, at den ændring, der var sket med hende, i høj grad gjorde sig gældende i denne ydmygende situation. Det var ikke første gang, hun havde været offer for vold, og hun huskede, hvordan hun i lignende øjeblikke havde grædt og skreget, havde bønfaldet sin overfaldsmand og mellem smerteudbrud lovet at gå ind på et hvert krav, der måtte komme. Det havde ikke været overvejelser og betragtninger, men et primitivt overlevelsesinstinkt, der havde styret hende. Nu følte hun ingen trang til at bede om noget. Alle følelser, der trådte frem i hendes indre, lod sig identificere, iagttage og vurdere, som når et barn gennemgår sin samling af glaskugler. Hun havde bønfaldet Sashenka Efimova, og hun havde grædt og hulket, men det havde ikke hjulpet hende. I den sorte bils mystiske kabine havde hun ikke haft kontrol over sig selv, men havde handlet efter sit gamle, eftergivende instinkt, indtil et nyt havde vist sig. Hun var ikke længere så sikker på, at det kun havde været tanken om Catalin, der havde været årsag til dette skift. Viljen til kamp kunne have vokset i hende længe, og desperationen, hun havde følt i selskab med den russiske kvinde, havde været nok til at antænde den. Hun huskede fortvivlelsen og den overvældende og dyriske blodrus, der siden havde krævet et uskyldigt offer. Den sitrende tilstedeværelse i hendes hoved tog til ved tanken om Ioana, der ødelagt og døende havde sprøjtet sit hjerteblod ind mellem hendes læber. Iulia så sit eget spejlbillede for sig, som det havde taget sig ud inden hun havde gjort sig i stand: Det havde været smukt på trods af snavset og blodet. Det havde haft frihed i blikket. Sarau havde rettet sig op i sin fulde højde og skulle til at rette et hårdt spark mod hendes hofte, da hun med en pludselighed og en lethed, der overraskede hende selv, sprang på benene. Han stirrede på hende, fastfrosset i sin bevægelse, og der var noget i hans ansigtsudtryk, der fik hende til at tænke på en lille dreng, der netop er blevet taget i en forseelse. Munden, der havde været åben og parat til et eventuelt vredt udbrud, og øjnene, der havde været indædt sammenknebne, frøs fast og dannede med ét en maske, der ikke var truende men både tåbelig og forskrækket. Iulia så på ham i et ganske kort øjeblik; hun vidste, at hun måtte handle i hurtig forlængelse af sit overrumplende spring, for at han ikke skulle få tid til at forsvare sig, men hendes hurtighed var kommet bag på hende selv i en sådan grad, at hun først måtte bruge et par sekunder på at orientere sig. Hvis Sarau havde formået at bevare overblikket, havde han let kunne udnytte tiden til at forberede et forsvar mod det kommende angreb, der tydeligt stod at læse i Iulias øjne, men han var for langsom, og hun kastede sig over ham som et rovdyr. Iulia sprang frem og stødet sit knæ så hårdt mod hans mave, at han med et hostende brøl bukkede forover, mens han i blinde grab ud efter hende. Hans næve svingede gennem den tomme luft, netop som hendes albue hamrede mod hans ryg lige over lænden og tvang ham i knæ. Iulias handlinger var, skønt de ikke var motiveret af andet end en forrykt blanding af hævntørst og håb, velkoordinerede og udført med en brutal elegance, der gav hende indtryk af at svæve. Ikke som en regn af smertefulde slag, men som en serie af velplacerede stød faldt hendes slag mod udvalgte dele af hans krop, indtil han lå sammenkrummet på ryggen og var holdt op med at forsvare sig. Det var overraskende for Iulia at opdage, at hendes egen reaktion på synet af den tidligere så skræmmende Sarau, der nu forsvarsløs gennemrystedes af smertelige krampetrækninger på gulvet, var en næsten nedslående følelse af skuffelse. Hun satte sig på hug ved siden af ham og lagde en hånd på hans skulder. Med en del af sig håbede hun, at han ville se op på hende eller give hende en anden undskyldning for at slå igen, men selvom han tydeligvis ikke var bevidstløs, gjorde han ingen anstalter til at handle på hendes berøring. Hurtigt gennemsøgte hun hans jakke og fjernede en pistol, en springkniv og hans penge. Hun puttede det hele i sine egne lommer og blinkede langsomt. - Hvad tænker du på nu, Florin? spurgte hun stilfærdigt. Iulia kunne godt lide den kølighed, der, uden at hun havde anstrengt sig for at opnå den, lå i hendes stemme. Netop nu var hun situationens herre, og selvom tanken om at flygte langt bort fra den store mands rækkevidde til alle tider langt havde overskygget de flygtige fantasier om hævn, der fra tid til anden havde strejfet hende, og hun vidste, at hun havde meget at gøre allerede i nat, ville hun alligevel afsætte lidt mere tid til det forhåndenværende problem og tillade sig selv at nyde det uventede skift i magtforholdet. Iulia vidste, at hun ville være nødt til at gøre en ende på Saraus liv. Det ville være det andet dødsfald, hun forårsagede den nat, men det kunne ikke afhjælpes. Hun følte hverken angst eller skam over at skulle dræbe ham – kun en uheldssvanger og djævelsk nysgerrighed og længsel. - Tænker du mon over, hvad der nu skal blive af dig? En ussel alfons, der er blevet overmandet af en enkelt, lille luder, der bare skulle have en lærestreg? Det er let at være et dumt svin, ikke? Da han stadig ikke tog til genmæle, greb hun fat i hans hår og trak det kantede hoved op mod sig. Musklerne dirrede i hans kæbeparti, og han spærrede øjnene op. Så skiltes hans læber i et uforstående, nervøst smil, der hurtigt forsvandt. Hun kunne se, at hans hjerne arbejdede som en desperat rotte i et løbehjul. Han forstod intet. - Iulia? Men jeg har altid… beskyttet dig… - Hold din kæft med den sang, lille dreng, hvæsede hun. Med hånden fast knyttet om hans sorte, fedtede hår, slog hun hans hoved med ansigtet først hårdt ned i gulvet. Lyden var grim, og visheden om af at have brækket hans næse fik hende til at holde endnu strammere fast. Hun gentog armens bevægelse, og ansigtet ramte gulvet igen. Han jamrede på en måde, hun fandt latterlig. Da hun løftede op i ham, forsøgte han at støde sine hænder mod gulvet og rulle væk fra hende. Hans ben var stadig foldet op under ham, og bevægelsen blev akavet. Så svag var han blevet af hendes behandling, at han ikke formåede at komme fri af grebet. I stedet vendte han sig slapt og kom til at ligge halvvejs på ryggen. Hans ene ben foretog et lille spjæt, der mere lignede en spasme end noget, der lå en målrettet tanke bag. Med et kort smil slap hun ham og lod hans hoved falde med en tung lyd, mens hun så på hans brystkasse, der hævede og sænkede sig hurtigt under jakken. Så greb hun hans hånd og trak den med lethed til sig. - Din højre hånd… Det er den, du slår hårdest med, Florin. Du er også bedre til at ramme præcist, når du bruger højre hånd. Jeg tror også, det var den, du brugte, da du slog ham den skaldede mand med det dumme grin ihjel. Kan du huske, hvad han hed? Hun lagde hovedet på skrå og førte kælende en finger frem og tilbage over den solide håndryg. - Jeg havde næsten glemt ham. Det eneste, jeg kan huske, er hans ansigt med det flabede og perfide grin. Jeg troede, I var venner, og det var I vist også for en tid. Men ting kan ændre sig hurtigt, er det ikke rigtigt? Fortæl mig hans navn, Florin. Sarau svarede ikke. I stedet forsøgte han igen at undslippe kvinden, hvis mærker og skrammer, som han netop havde tilføjet hende, nu syntes at være så godt som forsvundet. Angst og vantro lyste fra hans blik, og overmandet af desperationen over ikke at kunne få sine ben til at lystre, drejede han hovedet hurtigt fra side til side og gav et langt, afmægtigt brøl fra sig. - Åh, Florin. Efter alle de gange du har fået mig til at skrige her inde, uden at nogen har ladet sig mærke med det, uden at en eneste af mine søde naboer kom mig til hjælp, tror du så virkelig, at et eneste menneske i huset her bryder sig om at vide, hvad der sker herinde? Du kan råbe så meget du vil. Med lukkede øjne tilføjede hun, mens hun nikkede konverserende: - Lad os se, om ikke du kan skrige lidt højere, Florin. Hun tvang hans arm hen over sit knæ og knækkede den bagover med et voldsomt tryk. Lyden af ben, der brækkede, overdøvedes af et nyt råb, og en panisk rystelse gik gennem kroppen på gulvet. Så snart hun havde sluppet ham, trak han den ødelagt arm ind til sig og forsøgte at skærme den med sin raske. - Som du ligger der ubevæbnet, med gennembanket krop og blod om kæften, minder du mig ikke så lidt om mig selv; om det, jeg var. Måske er det derfor, jeg er ved at brække mig over dig. Iulia rejste sig og trådte hen over ham i retning af døren. - Jeg forlader dig et øjeblik, Florin. Jeg er ked af det, men du er nødt til at blive liggende der lidt. Måske kommer du ikke til at kede dig så meget, hvis du fortsætter med at øve dig i at klynke som en tøs. Du er ved at blive helt god til det. Summelyden i hendes hoved var stærk, men behagelig. Da Irene lagde røret efter sin anden telefonsamtale med Ujvary den aften, så Ursula spørgende på hende. - Nå, hvad sagde han? Irene tøvede og så lidt på den anden. Så svarede hun: - Han sagde, at der ikke var nogen, der havde lagt mærke til noget. Han har vist været grundig i sin undersøgelse, sørget for, at næsten alle, der har arbejdet her, siden jeg ankom, er blevet spurgt og spredt signalementet af den underlige mand. Han virkede meget bekymret for min sikkerhed og tilbød at tale med politiet. - Hm… - Ja, jeg ved ikke, hvad jeg skal mene om det. Han er en løjerlig type. Tror du, han lyver? - Det ved jeg ikke, men vi har i hvert fald fået sorteret en af de muligheder fra, vi diskuterede tidligere. - Så manden fra jazzklubben er måske involveret i alt det, Valerica har fået rodet sig ind i, sagde Irene med dæmpet stemme, som var hun bange for at blive hørt af andre end Ursula. - Måske. Jeg synes vi skal sørge for at holde udkig efter ham, når vi er ude i byen. Hvis vi ser ham igen, må vi prøve at finde ud af mere om ham. Han er ikke det vigtigste lige nu, men der er god grund til at være opmærksom. - Skal vi fortælle din veninde om ham, når vi mødes med hende? - Det tror jeg ikke, der er noget problem i. Jeg lover dig, at hun er til at stole på, og vi er alligevel nødt til at indvie hende i det meste. - Du fik aldrig fortalt mig hendes navn? Ursula lo. - Nej, det gjorde jeg sikkert ikke. Hun hedder Olga, og jeg er sikker på, at du vil kunne lide hende. - Jeg har fået en idé, sagde Irene konspiratorisk og satte sig forsigtigt på Ursulas lår med telefonen i skødet. Hun kunne mærke Ursulas hår mod sin hud, da hun lænede sig imod hende. - Hvad går den idé så ud på? - Roomservice, svarede Irene og udtalte ordet langsomt og omhyggeligt, som talte hun til et barn. - Det lyder faktisk slet ikke så dumt. - Nej vel? - Hvis vi sørger for at bruge så mange penge, vi overhovedet kan, mens vi er her, så kan det være, at din mystiske vært viser sig, om ikke andet så for at give os en opsang. Ursula lagde begge arme om Irenes liv og klemte hende, mens røret atter blev taget af apparatet. Iulia stod atter foran spejlet. Hendes hår var kommet i uorden, og hendes tøj, der heldigvis ikke havde taget nævneværdig skade, hang rodet på hendes krop. - Jeg må naturligvis sørge for at bringe disse mindre sager i orden, inden jeg går, men det ville være spild af tid nu, hviskede hun til sit eget ansigt. Der er ting, der skal gøres først. Hun undersøgte pistolen, hun havde taget fra Saraus jakkelomme, men hun havde ikke meget forstand på skydevåben, og besluttede sig for, at hun kun ville forsøge at anvende den i en nødsituation. Kniven var mere tiltalende. Bladet sprang frem med en fin lille hvislen og skinnede i lyset fra badeværelseslampens nøgne pære. Efter at have tænkt lidt over, hvordan hun bedst kunne gribe situationen an, tog hun omhyggeligt sit tøj af og lagde det fra sig pænt sammenfoldet. Så forlod hun badeværelset med kniven i hånden og trådte atter ind i soveværelset, hvor Sarau uden held og under svære smerter, der tvang en strøm af støn og udbrud fra hans mund, forsøgte at kravle bort fra stedet, hvor hun havde efterladt ham. Han stirrede uforstående og frygtsomt på hende, mens hun tog en hullet bluse fra stol og viklede den om håret. Da den sad tilfredsstillende så hun ham i øjnene. - Jeg er nødt til at tage det meste af dit tøj af. Jeg har i sinde at drikke en stor del af dit blod, inden du dør, og jeg vil gerne kunne se nøjagtigt, hvor jeg skal skære de huller, jeg vil benytte mig af. Desuden vil jeg bruge dit tøj til at skærme min egen krop, så jeg ikke er nødt til at vaske mig igen bag efter. Jeg har meget, jeg skal nå i nat. Du behøver ikke at være bange, Florin. Det er hurtigt overstået. Nede på gaden foran huset stod Spiegelmann og Belle Pierrot og så op mod soveværelsesvinduet. - En ny ravn? Spurgte Pierrot med hovedet lænet mod den andens skulder. - Ja, frøken. Hun har først nu givet efter for det, der lever i hendes blod; ravnen har netop fundet ud af at ernære sig, og hun er som født på ny, men uden vejledning og beskyttelse er hun et vildt barn, der ikke kender sine egne kræfter. Pierrot rettede sig op og drejede en gang rundt om sig selv med nakken bøjet bagover. - Skal vi dræbe hende, sang hun dæmpet og fnisede. - Måske, men ikke nu. Hun har en rolle at spille. |
