Natlige Dansetrin - Kapitel 10 |
|
Sashenka Efimova skreg og kastede sig væk fra den åbne bildør, hvor det røde klæde trægt var ved at falde på plads efter Iulia Valeas flugt gennem det. Ficzko greb med en hurtig bevægelse fat om hendes skulder og trak hende ind til sig, mens den tavse, kutteklædte skikkelse, der havde forsøgt at få fat i den flygtende, udnyttede sin position nær døren til at trække den hårdt i. En tid var den eneste lyd i kabinen frk. Efimovas hurtige vejrtrækning.
- En forfølgelse, kære frøken? spurgte dværgen langsomt. Frk. Efimova rettede sig op og så på ham med et koldt blik. - Det kan være lige meget. Når det, der er sket her, bliver kendt, vil der være helt andre, der vil lede efter hende. Det er væsentligt vigtigere at rapportere dette end at give sig til at søge efter hende nu. - Så De tror altså, at hun... Den lyshårede kvinde sendte ham et irriteret blik. - De så hendes reflekser. I øvrigt burde dette ikke lade dem i tvivl... Hun viste ham sin arm, hvor den lange, sorte handske var flået op, og et blodigt sår var synligt gennem hullet. Langsomt og demonstrativt smøgede hun handsken ned, så de tilstedeværende bedre kunne se. Bidsåret var tydeligvis dybt og afslørede armens røde kød under huden. Mens de betragtede det, trak det sig sammen og lægedes uden at efterlade så meget som et diskret ar. Frk. Efimova slikkede tankefuldt blodet af armen og afførte sig begge handsker. Så sagde hun: - Informér de nødvendige. Start med Sorescu, og sørg for, at han forstår alvoren i denne sag til fuldkommenhed. Gør ham klart, at jeg er af den overbevisning, at frk. Jó må have besked omgående, men at han ikke må undlade selv at handle med de midler og gennem de kontakter, han har til sin rådighed. Ficzko nikkede. Så sagde han: - Så bliver der blodbad, kære frøken. Smukt, men synes De, at det, alt taget i betragtning, er praktisk? Det synes mig, at... - Jeg er udmærket klar over betænkningen vedrørende frk. Jó's indstilling og hendes metoder, men situationen har ændret sig. Personligt hælder jeg til det synspunkt, at dette er et isoleret tilfælde, men andre vil se det som et tegn på, at den udvikling, visse sikkerhedsansvarlige synes at have set tegn på, er en realitet. I så tilfælde vil jeg ikke være den, der har bidraget til forhindre tilstrækkelig opmærksomhed på problemet. Det, vi har observeret her, bør være kendt, så der fra oplyst diskussion kan fremkomme en handlingsplan. Hvis et koncilium i den forbindelse skulle finde det passende at formulere en bred orientering, så har vi ikke andet valg end at følge dets beslutning. Men vær kun rolig; drengen skal nok blive fundet. Det er kun et spørgsmål om, hvor mange kroppe, vi er nødt til at skille ad for at nå frem til ham. Ursula afbrød langsomt og med lukkede øjne det kys, hun og Irene med armene om hinanden havde delt. Så hviskede hun sagte: - Irene. Mens vi venter på roomservice, vil jeg gerne lave en sidste undersøgelse. Jeg lover dig, at det bliver den sidste for i dag. Når jeg kommer tilbage, taler vi slet ikke mere om alle problemerne. I orden? - Mmm. Ja. Hvad er det, du vil? - Jeg vil gå ned i receptionen og forsøge at finde ud af, om Ujvary rent faktisk har spurgt rundt, og hvad han har sagt. Irene sukkede og legede forsigtigt med Ursulas sorte hår. - Er det nødvendigt? - Jeg tror, det ville være godt at få gjort. Med en elegance, der forhindrede handlingen i at tage sig abrupt eller afvisende ud, løsrev Ursula sig fra omfavnelsen og rejste sig fra sofaen. Hun klemte Irenes skulder og gik, mens hun rettede lidt på sit tøj, ud af stuen. Irene lænede sig tilbage i sofaen og så efter hende med et varmt smil. Da hun hørte døren smække ude i entréen, lænede hun sig til siden og faldt ned at ligge på de bløde puder. Hun vidste udmærket, at hun ikke havde den mindste smule overblik over situationen, og at ikke bare Valerica men også Ursula og hun selv sandsynligvis var i fare, men det var, som om den del af hendes hjerne, der næsten konstant havde arbejdet med frygten og usikkerheden, var blevet så træt, at hun kunne trække vejret dybt og frydefuldt ved tanken om sin nye veninde uden at mærke den nervøse, knugende følelse i brystet. Den for Ursula så karakteristiske klare tanke og nysgerrige tilgang til alt, hun stødte på, var ikke blot et bekvemt aktiv i kampen for at trænge ind i de mystiske begivenheder, der omgav dem, men også et træk, der lod Irene føle en stadigt voksende hengivenhed. Hun smilede ved tanken og koncentrerede sig om den dæmpede lyd fra trafikken på gaden; bølger mod en øde strand. Ursula selv var et mysterium, en kompliceret, men velkommen gåde blandt de mange dystre og truende skygger, og at forsøge at trænge ind i hendes hemmeligheder, lære hendes fortid at kende og forstå hendes situation ville være en jagt, Irene med skødesløs langsommelighed og dvælende fascination ville drive sideløbende med sin søgen efter den forsvundne Valerica, ikke blot i famlende kærlighed, men som et beskyttende ly mod usikkerheden og frygten. Hendes pludseligt opståede følelser for den anden kvinde var på trods af deres uventede intensitet som et tankernes refugium, et sted at vende hjem til efter farefulde rejser. Hun trak vejret dybt ind og pustede langsomt luften ud. - De farefulde rejser er vel knap begyndt, mumlede hun ned i den bløde sofa. Nyd Bukarest og alt, hvad der er at se og opleve. Jeg elsker dig... Jeg elsker også dig, Val, og jeg skal nok finde dig. - Jeg er nødt til at ringe tilbage til Dem, frøken, sagde Ujvary ned i et tungt telefonrør. Naturligvis, frøken... Farvel så længe. Han så, mens han placerede røret på apparatet, hen mod den åbne dør, hvor Ursula stod lænet op mod karmen og betragtede ham med et uaflæseligt smil. Det varede nogle sekunder, før han sagde noget, og Ursula fornemmede, ikke uden en vis tilfredshed, hvordan han var tvunget til, som efter en ubehagelig overraskelse, at finde et ansigtsudtryk, der blot nogenlunde passede til den opståede situation. - Frk. Dorsdy... Hvad kan jeg gøre for Dem? Hun ventede lidt uden at tage blikket fra ham, så trådte hun langsomt, mens hun strøg håret tilbage over skuldrene, et par skridt ind i rummet, rakte tilbage og trak døren i. - Formodentlig intet på nuværende tidspunkt, Ujvary, men jeg er kommet for at fortælle dig et par ting. Hun stillede sig helt hen til skrivebordet og så ned på den siddende mand, hvem det endelig var lykkedes at fremvise et charmerende smil. - Ja? Vil De ikke sidde ned, frk.? Hun svarede ikke på spørgsmålet, men gav sig i stedet god tid til at kaste et blik rundt i det smukke kontor. - Det drejer sig om Irene Lebeck. - Vor unge, danske gæst? - Jeg ønsker først og fremmest at gøre det helt klart, at jeg allerede i morges fremsagde et ganske utvetydigt krav i Luminita Ulmeanus selskab. Jeg går ud fra, at den sag efterhånden er de fleste bekendt, og jeg behøver ikke uddybe emnet... vel? Hans smil blev igen usikkert, og blikket blev spørgende. - Naturligvis ikke, frøken... Tør jeg spørge, hvad De sigter til? - Jeg ønsker, at man øjeblikkeligt ophører med at forsøge at skræmme hende med alle mulige mere eller mindre begavede påfund. Hvad end det er, I prøver at opnå, så sørg for, at hun ikke lider overlast eller udsættes for mere ulempe. - Jeg... - Kort sagt: Irene Lebeck bliver boende her, så længe hun ønsker, og I holder fingrene fra hende. Er det forstået? Glem ikke, hvem jeg er. Det afslappede og henkastede var forsvundet fra Ursulas ansigt, og hun betragtede Ujvary med et hårdt blik. Han skulle til at tale igen, men hun afbrød ham: - Endnu en ting: Irenes suite. Er den aflyttet? Ujvary nikkede langsomt. - Det var den til at begynde med, frøken, men da det blev klart, at De ville flytte ind, blev aflytningen indstillet. Mikrofonerne blev fjernet, mens De og frk. Lebeck var ude. Det sidste blev sagt lavt, og der fulgte et øjebliks stilhed i rummet. Så smed Ursula noget, hun havde haft gemt i hånden, ned foran den Ujvary. Det gav et lille bump, da det ramte bordet. - I glemte en. Jeg håber, det var den eneste. Den velklædte mand rettede sig op i stolen, tog den lille mikrofon og lod den falde ned i brystlommen på sin jakke. Så smilede han bredt: - Naturligvis, frøken. Jeg beklager dybt fejlen. Han rejste sig op og tog hendes hånd, bukkede mens han kyssede den let, og fortsatte så: - Jeg skal naturligvis gøre mit til, at jeres ophold bliver til fuld tilfredshed for jer begge. Tøv endelig ikke med at kontakte mig igen, hvis et andet problem opstår. Jeg må ydmygt undskylde, at jeg ikke var i stand til at hjælpe med den sag, frk. Lebeck gjorde mig opmærksom på tidligere. Lad mig benytte lejligheden til også at beklage dybt overfor Dem, at... - Tak, det er udmærket. Farvel, Ujvary. Ursula vendte sig og forlod rummet. Siddende på sin seng iført Saraus jakke og bukser, så Iulia tankefuldt og med hovedet på skrå ned på den slappe krop på gulvet. Han trak stadig vejret, men hans øjne stirrede tomt op mod loftet, og hun tvivlede på, om han ville kunne bevæge sig, hvis han forsøgte. Hun sukkede. Det havde taget længere tid at nå hertil, end hun havde troet, men hendes praktiske erfaring med døden var, måtte hun erkende, for begrænset til, at hun havde gjort ret i på forhånd at gøre sig tanker om den valgte fremgangsmådes resultat. Sig bevidst, at hun allerede havde befundet sig i sin lejlighed meget længere, end hun havde haft til hensigt, gav hun sig til at gennemgå de muligheder, hun havde ved hånden. Hun havde benyttet kniven til at åbne nogle står på steder, hvor hendes instinkt sagde hende, at det ville være let at drikke blod i rigelige mængder uden at anstrenge sig. Til at begynde med havde Sarau forsøgt at yde modstand, men disse forsøg var omgående blevet besvaret med repressalier af en sådan spontan voldsomhed, at han med begge arme og ben brækkede og adskillige knuste ribben måtte nøjes med at jamre og skrige, så længe hans svindende konstitution tillod ham sådanne kraftanstrengelser. Når hun havde drukket fra et sår i noget tid, havde hun omhyggeligt forbundet det og forsøgt sig et nyt sted, indtil hun med en dyb sensuel tilfredshed bølgende i hele kroppen havde trukket sig væk, var kravlet op på sengen og havde sat sig. Den snurrende fornemmelse i baghovedet havde trukket sig så langt bort, at den nu kun var at mærke som en behagelig tilstedeværelse et sted bag tankerne. - Du må forstå, at jeg ikke havde i sinde at lyve for dig, da jeg fortalte dig, at dette hurtigt ville være overstået. Jeg mente virkelig, at det måtte være sådan, men jeg tog åbenbart fejl. Da jeg tidligere på aftenen slukkede min tørst i min veninde Ioanas blod... Hendes ansigt fortrak sig, da hun udtalte navnet. - Det var ikke min mening at gøre hende fortræd, Florin. Jeg havde ikke herredømmet over mine handlinger. Faktisk vidste jeg slet ikke, hvorfor jeg dræbte hende, før senere, da hendes blod gjorde sin virkning på mig. Hun havde ikke fortjent at dø, men det har du, og derfor er det så ironisk, at du er så længe om det. Men hun var allerede døende, da jeg begyndte at drikke. Ser du, jeg havde både knust hendes hoved og skåret hendes hals åben. Iulia rejste sig og begyndte at gå rastløst frem og tilbage. Nu og da kastede hun et blik ned på den muskuløse roma. - Du hører sikkert ikke et ord af, hvad jeg fortæller dig, og alligevel synes jeg, det er rart at tale til dig. Det hjælper mig til at forstå alt dette bedre. Sådan føles det i hvert fald. Nu kan du om ikke andet dø med den viden, at du en eneste gang har gjort et andet menneske en tjeneste uden at forlange betaling. Måske kommer du alligevel i Himlen... Nej, det er der nok ikke nogen af os, der gør. Jeg tror ikke, de lukker nogen ind dér længere. Pludselig tøvede hun, lagde sig på knæ ved hans side og rørte prøvende ved hans ansigt. Han forsøgte at trække sig væk, men kunne ikke andet end at fortrække ansigtet i et udtryk af uforstående angst, der fik hende til at tro, at han ikke længere vidste, hvor han befandt sig, eller hvad der skete omkring ham, og at han nu udelukkende fungerede efter nogle primitive, refleksstyrede mekanismer. Hun lod fingeren glide over hans pande og lukkede hans stirrende øjne. Så satte hun spidsen af kniven mod siden af den stærke hals og trykkede bladet ind gennem huden. Hendes læber lukkede sig om såret og med en næsten skamfuld følelse af at frådse med noget, hvis fremskaffelse krævede lidelse, tid og arbejde, lod hun blodet flyde i små, varme bølger gennem svælget. Med blodet forsvandt det sidste liv ud af Saraus radbrækkede, blegnende krop, der kun iført underbukser og spredte, improviserede bandager og med lemmerne strittende i særprægede vinkler fra ødelagte led nu udgjorde et så makabert skue, at Iulia, da hun endelig slap ham, hurtigt samlede, hvad hun skulle bruge fra soveværelset, og fortrak til badeværelset for at skifte tøj og gøre sig i stand. Tyve minutter senere forlod hun den triste bygning og begyndte at spadsere i raskt tempo ned ad gaden. Hun var så optaget af sine tanker, at hun kun med nød og næppe undgik at støde direkte ind i en modgående herre, da hun drejede om et hjørne. Med et lille udbrud af overraskelse trådte hun et skridt tilbage og løftede hænderne op foran sig. Manden, der bar på en kuffert, lettede høfligt på sin hat og smilede, og Iulia blev opmærksom på, at han ikke var alene; bag ham, nu lænet op af en husmur, stod en meget bleg, ung kvinde i en kort, hvid kjole og en aparte ansigtssminke. - Det må du meget undskylde, sagde Iulia lavt og skulle til at gå uden om det særprægede par. - De skal sandelig ikke undskylde, frøken, svarede manden blødt. Han trådte et skridt til siden, tilsyneladende for at gøre plads for hende, men valgte en forkert retning i forhold til hendes og endte med at stå foran hende igen. Den blege kvinde satte med en teatralsk bevægelse en finger på underlæben og gjorde store øjne. - Hovsa, sagde hun og fnisede. Mandens furede ansigt var derimod blevet alvorligt, og hans tætte, sorte øjenbryn trak sig sammen. - Jeg vil gerne have lov til at veksle et par ord med Dem, frøken. Iulia så sig hurtigt tilbage over skulderen og sikrede sig, at vejen tilbage stadig var fri. Derpå trådte hun yderligere et par skridt væk fra manden og nikkede. - Udmærket. Hvis det kan gøres hurtigt. Hvem er I? - Hvem er I? lo kvinden og rettede sig op. Hvem er I? Hvem er I? Hun slog begge hænder mod muren bag sig og rettede sig op, så lagde hun hovedet tilbage og udstødte en række klynkende lyde som en hundehvalp. Manden stillede roligt kufferten uden at tage sit blik fra Iulia. - De er på vej ud for at søge efter Deres søn. - Hvor ved du det fra? spurgte Iulia overrasket. - De er ikke den eneste, der ønsker at finde ham, frøken. Iulia mærkede vreden vokse frem og delvist afløse usikkerheden. - Hvad Fanden vil I alle sammen med min søn? I skal bare holde jer væk og lade ham og mig være i fred, har du forstået?! Manden rystede let på hovedet og løftede afværgende sine hænder. - De ville nu gøre klogt i at lytte til mig et øjeblik, undlade at afbryde og undlade at hidse Dem op. Jeg ønsker på nuværende tidspunkt intet af Dem eller Deres søn, jeg ønsker blot at gøre dem bekendt med visse forhold. Ravnen vil forstå at sætte pris på det, den hører. Den blege kvinde tilføjede, mens hun med unaturlige bevægelser trådte nærmere: - Så sødt, at den forsøger at vogte over sin unge. Det sidste ord gled over i et dæmpet, vrængende hvin, og hun lo med en hysterisk, drævende bjæffen. Iulias vrede fortog sig så hurtigt, som den var kommet, hun blev grebet af frygt. Det faldt hende ind, at kvinden med det malede ansigt var hende bekendt, men det eneste, hun kunne hente frem fra den dis, der syntes at dække store dele af selv hendes nære fortid, var visheden om, at denne kvinde ikke blot var vanvittig, men også grusom og nådesløs. De kraftigt optrukne læber og de stirrende, lyse øjne under det hvide pandehår fandt vej ind i en sammenhæng, der forgrenede sig til et vagt minde. Nogen havde skreget i et kælderværelse, og nogen havde blødt i det blålige skær fra et blinkende lysstofrør. Der var et barn, der havde grædt, og nogen havde råbt et navn. En mand, der havde lugtet af sved, havde holdt Iulia fast, og hun havde set ham i øjnene. Han havde være lige så bange som hun selv. Hans underlæbe, der havde været præget af et hæsligt ar, havde dirret, og han havde hvisket til hende, at et hjerte hurtigt bliver gammelt. Ordene var blevet gentaget, som om de var vigtige, eller var det blot Iulia, der huskede det på den måde? Betød det noget? Gulvet under hende havde været hårdt. - I stod her og ventede på mig... I et andet rum havde nogen hørt jazz. Måske var tonerne blevet båret af en trækkanal. Der havde også været fjern latter, som fra et publikum. Iulia følte en uvelkommen mathed brede sig i benene. - Hvorfor? Mandens mundvige trak sig lidt opefter til et diskret smil, og langsomt som for ikke at foretage en pludselig bevægelse, der kunne anspore til flugt, rakte han hånden frem mod hende og nikkede. - Mit navn er Spiegelmann, sagde han. Hun tog forsigtigt hånden og slap den hurtigt igen. - Iulia Valea... men det ved du allerede. Manden nikkede og sagde: - Deres søn er i sikkerhed indtil videre. Som allerede fortalt er der flere, der forsøger at finde ham; han har været holdt fanget, men det lykkedes ham at flygte. Han er en rådsnar lille mand, Deres søn. - Hvor ved du alt det fra? - Jeg er musiker. Jeg ved næsten alt, frk. Valea. Iulia rystede på hovedet. - Hvad er det for et svar? Musiker? Hvor blev han holdt fanget? Spiegelmann tysse venligt på hende. - Et sted oppe mod nord, i Transilvania, men det er ikke vigtigt for Dem at kende nærmere til dette forhold før senere. Deres søn er tilbage i Bucuresti, og en kvinde ved navn Ursula beskytter ham. Den blege kvinde slog hænderne sammen i luften over sit hoved og reciterede i en forrykt nynnen: - Ursula sidder i sin kælder og fortæller, mens hun tæller de lemmer og skaller, hun blev givet, om dem, der glemmer og kalder og savner livet, og hvem, natten synes uden ende, i dødluft og kødduft kende... Den mærkværdige remse døde hen, og kvinden lod til at miste koncentrationen og hengav sig til at sutte på sin tommelfinger med halvt lukkede øjne. Iulia spurgte, nu med mere iver i stemmen: - Ursula? Hvor finder jeg hende? - De skal søge de børn, ingen ønsker at finde, sagde Spiegelmann og så på sit ur med rynket pande. - Gadebørn? - De må have os undskyldt nu, frk. Valea. Jeg selv og frk. Pierrot har pligter andetsteds om sytten og et halvt minut. Han samlede sin kuffert op, og kvinden, der stadig suttede på sin tommelfinger, så nysgerrigt på ham og lod sit ene ben gnide rastløst mod det andet. Iulia rakte frem og greb fat i Spiegelmanns ærme. - Vent. Du må fortælle mig mere? Hvor skal jeg lede? Halvt vendt bort fra hende drejede han hovedet og sendte hende et næsten venligt blik. - Jeg er ked af, at jeg ikke kan sige Dem mere, men De må forette Deres søgen herfra på egen hånd, i hvert fald en tid. De ændringer, Deres krop og sind nyligt har gennemgået, vil være Dem til gavn, hvis De forstår at udnytte dem på fornuftig og forsvarlig vis. De er en stærk kvinde, det var De selv inden ændringerne, og De vil være i stand til at nå Deres mål. Vi vil mødes igen, stol på det. - Vær nu sød at blive lidt endnu, bad Iulia stadig med sin hånd på mandens arm. Hvad ved du om de ændringer... Spiegelmann rystede på hovedet og vristede sig forsigtigt fri af grebet. - Farvel, frk. Valea. Jeg ønsker Dem det bedste. Eszti Csapó så med vidt opspærrede øjne på skikkelsen, der kravlende hen over det snavsede gulv nærmede sig stolen, til hvilken hun sad bundet. Indtil de krybende bevægelser i mørket havde fanget hendes opmærksomhed, havde hun bag sin ryg forsøgt inden for den ringe frihed, hun havde, med fingrende af afsøge rebet for et eventuelt svagt punkt eller en knude, der lod sig manipulere. Nu var hun ganske stiv. Kroppen, der langsomt og med unaturlige bevægelser mavede sig frem, var nøgen og medtaget; blod sad i sorte kager omkring sår og afskrabninger, og de fagter, hver en forringelse af afstanden imellem dem ledsagedes af, var som ukontrollerede kramper. Benene blev slapt trukket efter kroppen, og det skaldede hoved, der hele tiden rystede manisk fra side til side, lå således, at ansigtet nådesløst skrabede mod underlaget. Den blonde kvinde blinkede kraftigt nogle gange som for at vække sig selv til live igen, og atter begyndte hun at kæmpe med båndene, der gnavede i hendes hud. - Vær sød at blive, hvor du er, sagde hun med en stemme, der var både dæmpet og rystende. Kom ikke nærmere. Kroppen på gulvet gennemrystedes af en sygelig trækning, og ansigtet slog hårdt ned i gulvet i en serie af forrykte spasmer. Lyden var fæl, og et frygtsomt udbrud fandt vej ud mellem Esztis læber. Som frygtede hun, at en anden tilstedeværende havde hørt det, og snart måtte indfinde sig for at straffe forseelsen, stirrede hun rundt mellem skyggerne og sled heftigt i rebene. Rummet var stort og næsten tomt; fra tilstedeværelsen af nogle høje, rå træstolper, der syntes at understøtte dets kontruktion, og nogle meget små vinduer helt oppe under loftet, hvorigennem svagt månelys skinnede, havde hun sluttet, at hun måtte befinde sig i en lade eller en tilsvarende bygning, måske et pakhus. Den tynde hospitalsskjorte, hun var iført, lå ubekvemt foldet ind mod hendes krop, presset ind mod huden af rebene, og hendes bare ben og fødder fik hende til at fryse lidt. - Hvem... hvem er du? hviskede hun videre til kroppen foran sig. Hvad er der sket med dig? En lang, sitrende finger nåede frem og rørte ligesom tilfældigt ved hendes ene fod, og hun gøs. Ansigtet lå stadig trykket ned mod gulvet, og under den blege, sårede hud kunne hun nu ane både knogler og et ukoordineret arbejdende netværk af muskler og sener. - Hvis du vil hjælpe mig, så kan jeg hjælpe dig. Jeg kan få dig ud her fra, hvis du vil... Hun gik i stå, da kroppen trak sig endnu et stykke frem. Den ene fod, der blev slæbt afsted som dødt kød, så ud til at være blevet knust, og et spor af klumpet blod var synligt på den vej, det ødelagte væsen havde kravlet. Esztis fingre arbejde med panisk hast, og hun vred sig fra side til side på sit hårde sæde. Hånden, der havde strejfet hende, greb fat om hendes læg i et overraskende fast og ublidt tag. - Vær nu sød... Hjælp mig fri, henåndede hun og gispede. Jeg kan hjælpe dig. Pludselig trak kroppen sig opefter i et ryk, og en mands grusomt vansirede ansigt kom til syne mellem hendes knæ. Øjnene var næsten skjult bag store skorper af størknet blod, hvorfra friske, røde strømme løb ned over kindernes medtagede og blege hud. Næsen var kun et dystert, mørkt hul, og i den læbeløse mund sad enkelte, alt for lange tænder mellem hinanden i et vanvittigt mønster. Der kom en slimet, hostende lyd fra struben, og hovedet rystede med spontane bevægelser ned mod den ene skulder, fremad og tilbage, så det næsten syntes at være ved at knække af. Eszti skreg, denne gang højt og uden at holde sig tilbage. Hun forsøgte at sparke kroppen væk med knæene, men hun var bundet for stramt, og bevægelsen var ved at få stolen til at vælte. Den stønnende, klæbrige lyd tog form af ord: - Tilgiv... mig... Hun skreg igen, og med et pludseligt ryk, hjulpet på vej af den hæslige krop, der nu lænede sig ind mod hendes ben, væltede stolen bagover, og hun slog nakken mod gulvet med et knald, der som elektiske stød sendte smertejag ned gennem hendes fikserede legeme. Gennem svimmelheden følte hun, hvordan den anden vred sig op mellem stolebenene og satte håndfladerne mod hendes knæ. Da hun åbnede øjnene, så hun direkte ind i de to døde huller. - Tilgiv... mig... tilgiv... mig... En træg strøm af blodigt savl løb fra munden, ned over hagen og ramte hendes mave, mens en torso, der næsten syntes at være skrællet for hud, klemte sig op mellem hendes ben og faldt forover. Vægten af kroppen, da den uden at tage af for faldet landede på hende, klemte luften ud af hendes lunger, så endnu et skrig døde i hendes strube. Hospitalsskjorten gennemvædedes af blod, og et brækket ribben, der stak ud fra den andens bryst, flåede stoffet op, mens armene trak den frygtelige krop videre hen over hendes. Ezstis mund var vidt åben, og hun kæmpede for at få vejret. Flere knogler i hendes hænder måtte være brækket ved styrtet, og de føltes som en samlet, smertende klump under hendes ryg. - Tilgiv... mig... En mand og en kvinde, manden lænet med ryggen mod en parkeret bil og kvinden stående med siden til ham på den smalle grusvej, så begge hen mod en stor lade, der lå mørk og forfalden i det smukke, transsylvanske landskab. - Der synes ikke at være andre muligheder, frk. Marin, sagde manden tankefuldt. - Nej. En skam måske. Jeg syntes egentlig ganske godt om hende, men sket er sket, og man må jo tage sit ansvar på sig. - Det kunne jeg ikke have sagt bedre. Som altid har det været en fornøjelse at arbejde sammen med Dem, og skønt dette hverv må afsluttes her, håber jeg meget, at vi vil komme til at se en del mere til hinanden i fremtiden. - Det føler jeg mig ganske overbevist om, at vi vil, hr. Paunescu. Ganske overbevist. Mandens smil var synligt som en fin række hvide tænder i mørket. - Så lad os gøre det, frøken. Efter Dem... Kvinden begyndte at gå hen mod laden, og manden fulgte hende. Da de efter en kort spadseretur, hvorunder de begge havde forholdt sig tavse, nåede den, stak manden hænder i lommerne på sin jakke og ledte efter noget. Kvinden betragtede ham, og da han ikke fandt, hvad han søgte og med et humoristisk, undskyldende blik vendte sig mod hende, tog hun hans lighter, der havde ligget i hendes håndtaske, frem og rakte ham den. - Mange tak frøken. Der lød et højt skrig inde fra laden, og kvinden sagde: - Ja, det er afgjort på høje tid. Staklen lader jo til at lide. Grunden umiddelbart omkring laden måtte være vædet med brændstof, for idet den tændte ligter landede i græsset, steg høje flammer hurtigt og knitrende op om den gamle træbygning, og parret trådte tilbage for varmen, der med ét strømmede imod dem. - Jeg ser, at de har været her, sagde Ursula glad, da hun atter trådte ind i stuen og kunne se champagne og natmad stå klar, flasken i en spand med is og måltidet nydeligt anrettet på bordet foran sofaen. Du behøvde da ikke vente. Irene smilede varmt. - Kom nu bare. Jeg ventede ikke, for at du skulle stå og stirre på det. Ursula gik langsomt hen til sofaen, og så kastede hun sig med en pludselighed som en panter over veninden, der udstødte et overrasket hvin. Den rumænske kvinde trykkede Irene ned mod puderne og hold om hendes arme, så hun ikke kunne flytte sig. De mørke øjne så indtrængende og med en næsten besidderisk kærlighed på det fregnede ansigt, der først med en måben, siden med en lykkelig generhed var vendt mod hende. - Irene... Ursulas stemme var næsten hviskende, og hun talte langsomt. - Elsker du mig? Irene nikkede stadig lidt fortumlet uden at sige noget, og Ursula lod sig glide ned ved hendes side. - Jeg elsker dig, Irene, mumlede hun, som om hun talte med sig selv. Jeg kan ikke lade dig gå nu... - Jeg går ingen steder. Irene drejede sig og knugede Ursula, hvis øjne nu var lukkede, ind til sig. - Hvor skulle jeg vel gå hen? |
