Natlige Dansetrin - Kapitel 11 |
|
Iulia Valeas lille soveværelse syntes alt for trangt til de fem mennesker, det indehold, også selvom det ene lå død på gulvet med ødelagte lemmer og ansigtet, der var gustent og stift, vendt mod loftet. Kun den ene af de øvrige var optaget af den døde; en mager, skaldet herre med et udtryksløst, benet ansigt og blege, blå øjne sad på hug på det støvede gulv lænet ind over kroppen og snusede til den som en hund, mens han følte hen over den mishandlede brystkasse. Ved hans side i en åben med rødt stof foret trækasse lå en række små medicinske knive, kanyler og tænger. Hans grå skjorte lå ud over de sorte bukser, og flippen stod i den ene side sjusket op mod hans kind. En anden mand, der var stor og muskuløs, stod ved vinduet iført et sort jakkesæt og så roligt ned på den endnu nattemørke gade, mens en, der kunne være hans identiske tvilling var i færd med at gennemsøge at skab.
Imellem disse herrer stod en elegant, om end i diskrete farver klædt, sorthåret kvinde og funderede med halvt lukkede øjne og den ene finger hvilende på sin krave. Hendes udtryk afslørede en blanding af utilfredshed og spændt forventning. - Han har været død i lidt over to timer, frk. Jó, sagde den skaldede mand og rettede sig lidt op. Det tog åbenbart sin tid, men han er tydeligvis omkommet ved blodtab. Kvinden svarede uden at se på ham: - Udmærket. Er han bidt? - Ikke så vidt jeg kan se. Blodet er suget fra hans krop gennem adskillige snit og stiksår. Han fnisede og prikkede til den dødes næse med en lang finger. Frk. Jó vendte sig mod sengen, hvorpå manden ved skabet havde lagt noget blodstænket herretøj. - Så hun har altså taget sig god tid, skærmet sit eget tøj med hans... Hun tænker sig trods alt lidt om og er åbenbart ikke længere det lille, klynkende væsen, der flygtede som en kanin fra frk. Efimova i eftermiddags. Hun skridtede langsomt hen til vinduet, hvor udkiksposten respektfuldt flyttede sig. Kvinden fortsatte dæmpet og med ansigtet tæt ved ruden sin tale: - Kan nogen fortælle mig, hvorfor netop hun er indviet? Er det et tilfælde? Hvis Sorescu havde sørget for at fortælle mig alt i stedet for at snige sig omkring og håbe på, at det hele skulle falde på plads af sig selv, så havde vi ikke stået her i dette hul. Ham må jeg tage mig af senere. Hun slog en knyttet hånd ned i karmen og lukkede øjnene et øjeblik, inden hun vendte sig om. - Jeg vil have lejligheden her renset, men sørg for at gøre det med en vis diskretion. Ingen ildspåsættelse; det er bedst, hvis der går lidt, før politiet giver sig til at undersøge sagen. Mordet på sigøjneren er der ikke nogen, der gider anmelde, men sørg for, at han forsvinder. Den skaldede mand lukkede næsten vemodigt sin trækasse med de endnu ubrugte instrumenter, tog fat i dens håndtag og rejste sig. En rulle plastik blev hentet fra entreen, og det blodige tøj blev pakket væk i en taske, mens en spand sæbevand blev båret ind. På vej gennem døren til opgangen så frk. Jó sig over skulderen mod de arbejdende mænd. - Jeg vil have, at I skynder jer. Jeg er lige så opsat som frk. Efimova på at få fundet den lille luder og destrueret hende. Som I ved, er jeg af den overbevisning, at hun ikke er den eneste. Vi får alle sammen travlt i den kommende tid. Solen sendte et blødt lys gennem gardinerne i soveværelset i suiten på hotel Lido, hvor Ursula langsomt var ved at rette sig op i sengen. Ved hendes side lå Irene og sov lydløst. Ursula gabte diskret og missede med øjnene, mens hun kørte en hånd gennem håret. På et lille natbord ved Irenes side af sengen stod et vækkeur, der med sine spinkle, sorte visere tyst gjorde hende opmærksom på, at det snart var middag, og et smil brød frem på hendes læber. Hun faldt tilbage i sengen og drejede sig om på siden, så satte hun forsigtigt en finger på Irenes skulder. - Det synes mig, at nætterne er blevet en hel del længere, og dagene en hel del kortere, siden jeg mødte dig. Irene gav en svag, søvnigt sukkende lyd fra sig, og uden at vågne rigtigt vendte hun sig og lagde en arm om den talende. Ursula kyssede hende blidt på øret og fortsatte: - Klokken er snart tolv, Irene. Vi har sovet hele formiddagen væk, og hvis vi skal ud og se os omkring, så skal vi nok til at stå op, mon ikke? Gardinet løftede sig en smule og faldt langsomt flagrende tilbage på plads; luften i rummet var lun, men behagelig. Irene gjorde ikke anstalter til at flytte sig. - Der er meget, jeg gerne vil vise dig, og vi har en aftale i aften. - Har vi en aftale? mumlede Irene. - Ja, jeg ved godt nok ikke helt nøjagtigt hvornår... eller hvor, men vi skal møde min veninde, Olga, som måske kan hjælpe os med at finde Valerica. Irene åbnede øjnene og så ind i Ursulas. - Ja, det er rigtigt, men hvordan kan hun hjælpe? - Hun ved meget om, hvad der foregår i Bukarest, og desuden har hun forstand på teknik, så jeg forestiller mig, at vi kan lade hende undersøge Valericas kassettebånd for os. Måske kan hun finde ud af mere om det. Mindet om det djævelske bånd fik Irene til at vågne helt op, og pludselig knugede hun hårdt om Ursulas skulder. - Det kan være farligt for hende. Det var slet ikke meningen, at nogen af os skulle høre det, og hvis nogen er efter os... - Det skal du ikke være bekymret for, afbrød Ursula hende. Jeg er overbevist om, at Olga nok skal forstå alvoren i det og være forsigtig. Tonen i hendes stemme ændredes fra det insisterende til det muntre, og hun fortsatte: - Lad os nu stå op og komme i gang. Sammen rejste de sig fra sengen, og Irene så rundt på det overdådige soveværelse, der med levn fra den foregående aftens aktivitet var blevet tilføjet et skær af intim dekadence; på det ene natbord stod halvtomme champagneglas, isspanden, der nu kun indeholdt vand, stod på gulvet, hvor også beklædningsgenstande lå spredt tilfældigt rundt omkring. - Er det dig, der har åbnet det vindue? spurgte Ursula og gik hen til det langsomt blafrende gardin. - Det... kan jeg ikke huske. Irene smilede, og Ursula satte leende en hånd i siden. - Måske var den anden flaske ikke en så pokkers god idé alligevel. - Så meget drak vi vist heller ikke af den, men jeg føler mig nu lidt mat. Efter et behageligt bad og morgenmad bestilt til suiten var de to unge kvinder i færd med at gøre sig klar til den planlagte udflugt; Irene sad på sengen og iførte sig sine sandaler, og Ursula, der med en lystig ivrighed bevægede sig rundt i værelset, mens hun nu og da kastede længselsfulde blikke mod vinduet, som kunne hun næsten ikke vente med at fremvise sit lands seværdigheder, talte om de steder, det var hendes hensigt, at de i løbet af eftermiddagen skulle aflægge besøg. - Du talte selv om museet, Muzeul National de Arta al României, vores første aften. Jeg synes, vi skal begynde der. Det er en temmelig omfattende samling, de har, så hvis du ikke synes, vi bliver færdige i dag, kan vi altid vende tilbage. Du er også nødt til at se Muzeul Satului i Parcul Herăstrău, men hvis jeg kender dig ret, kan du bruge så meget tid på et museum, at det bliver svært at nå to på en eftermiddag. - Muzeul Satului? Er det landsbymuseet? - Ja, de har samlet flere hundrede gamle rumænske bygninger fra landet, gårde, lader, kirker og så videre. Det er virkelig charmerende, lidt som at spadsere rundt i en lille Transilvansk landsby, her midt i Bukarest. Vi kan i hvert fald tage forbi og gå en tur i parken. Det ligger også lige ved triumfbuen. Irene rettede sig op og strakte sig. Lidt til sin egen overraskelse fornemmede hun, at hun uden ubehag eller skam glædede sig til det forestående møde med Bukarest. Hun havde forventet, at fraværet af Valerica, hvem hun oprindeligt havde tænkt ville spille rollen som entusiastisk guide, ville dæmpe hendes humør så meget, at hendes udbytte ville blive småt og set gennem et klæde af frygtsomme spekulationer, men nu var alt, hun kunne gøre, at forsøge at underbygge sin frydefulde nysgerrighed med rationelle overvejelser, som det syntes hende næsten farligt at begive sig af med. Hun tænkte på det, der havde stået i brevet, om at hun skulle udnytte tiden til at udforske og nyde byen uden at bekymre sig for meget, og det var netop, hvad hun havde i sinde. Hvis nogen havde mistanke til, at hun selv og Ursula ville forsøge at lede efter Valerica eller udforske de spor, hun havde ladet dem overbringe, så kunne det udmærket tænkes, at de under deres færden i byens gader ville blive overvåget, og i så fald var det vel det bedste, at de blot blev set fordybende sig i de oplevelser, det er enhver turist beskikket at opsøge. Hvis hun havde ret i sin mistanke om, at nogen med vilje indirekte have opfordret dem til at lytte til kassettebåndet, kunne eventuelle iagttagere med denne viden måske forledes til at konkludere, at det, der var blevet hørt, havde været så opskræmmende, at en beslutning om ikke at beskæftige sig mere med sagen var blevet truffet. Under alle omstændigheder ville netop dette bånd blive gransket endnu en gang ud på aftenen, og Irene kunne udmærket se det fornuftige i at vente med den videre efterforskning indtil da. Hun lagde hovedet på skrå og smilede lidt fraværende til Ursula. - Hm. Hvis triumfbue er det? - Der har stået flere på det sted. Den første blev bygget i 1878, den gang Rumænien blev et selvstendigt land. Den var ikke bygget til for alvor at holde og var vist nok lavet af træ. - Hvordan kan det være? - Det var vist mest for at have noget, soldaterne kunne marchere under. Du ved, hvordan mænd elsker den slags. Men efter Første Verdenskrig byggede man en ny på samme sted ved Şoseaua Kiseleff, men den var også kun midlertidig. Den, der står der nu, blev bygget i sensommeren 1936. Selvom den er lidt af et monstrum, er den faktisk ret flot. Ursula lænede sig op af vindueskarmen og så tænksom ud. - Jeg tror, at følgende er en god plan: Hvis vi begiver os op ad Calea Victoriei, så kommer vi både forbi kunstmuseet, Ateneul Român, og adskillige andre bygninger, som jeg ved, du vil finde spændende at se. Derfra kommer vi direkte op til Şoseaua Kiseleff, hvor altså triumfbuen og parken med landsbymuseet ligger. En anden dag kan vi prøve at gå den modsatte vej så du kan få set parlamentet og operahuset. Begge ture er lette at tage herfra, for vi kan simpelthen spadsere lige ud til… - Ja tak! afbrød Irene med blandet moro og irritation. Du begriber ikke, hvor dum jeg følte mig, da jeg lige foran Ateneul bad en taxichauffør om at køre mig til hotellet. Det tog længere tid at putte kufferten i bagagerummet og tage den ud igen, end det tog at køre turen. Ursula bed sig leende i fingeren. - Nå, så slap du da for at slæbe på den, fnisede hun. Jeg foreslår, at vi i hvert fald går det første stykke. Hvis vi bliver lidt mere magelige, kan vi altid enten finde en taxi derude eller ringe til din ven, Ujvary. Jeg er sikker på, at han er mand for at arrangere kørelejlighed til dig, ligegyldigt hvor han så skal sende en bil hen. - Ja, det sagde han noget om, da jeg kom, svarede Irene med ligegyldighed i stemmen og rejste sig. Lad os nu bare komme af sted. Hun skulle til at rejse sig, da hendes blik strejfede noget, der fik hende til at tøve. Ved siden af hendes hovedpude, næsten skjult i dens skygge, var en mørk plet. Undrende rakte hun ud og skubbede puden til side. - Hvad laver du? spurgte Ursula. - Det… det er blod. Den anden kom hen og så ned på lagenet med rynkede bryn. Forsigtigt skrabede hun hen over den med sin negl; pletten var omtrent så stor som det yderste led af hendes pegefinger, som havde nogle enkelte, store dråber ramt det hvide stof i løbet af natten. - Ja, det ser sådan ud. Det er helt indtørret… Lad nu være med at se så forskrækket ud. Du har sikkert bare haft lidt næseblod eller sådan noget mens du sov. At spadsere rundt i det gamle palæs smukke haller, omgivet af højdepunkter ikke blot fra de meget omtalte, moderne rumænske malere, men fra hele den europæiske kunsthistorie, var berusende, og hvert skridt, Irene nødtvungent måtte tage bort fra et værk, der havde fanget hendes interesse og fascination, blev imødekommet af nye mesterværker. Malerier af El Greco, Tintoretto og Domenico Veneziano blev studeret indgående af de besøgende, og Ursula viste også med en ringe undertrykt begejstring Irene et stort, mørkt lærred af Rembrandt, hvor tre figurer, den ene iført en overdådig klædning af guld og gyldent, var samlet i en elegant komposition - et bibelsk motiv med både pragt og alvor. Et højt kvindeportræt udført af Rubens hang som et tyst og rugende vidnesbyrd om roser i mørke skygger, gådefuld skønhed og mytologiske fantasier; Irene følte, mødt af det overlegne blik fra det blege ansigt, næsten en fysisk tilskyndelse til at bøje sig respektfuldt for den sortklædte skønhed med det gyldne hår, og opmærksom på skæret af ærefrygt i hendes øjne lænede Ursula sig ind til hende og sagde dæmpet: - En imponerende kvinde. Jeg kunne godt tænke mig at vide, hvem hun er. Jeg har betragtet det billede før, men jeg har ikke kunnet finde ud af særlig meget om det. - Måske er hun blot en model. Hun er meget smuk. Ursula nikkede. - Jeg burde have sådan en kjole. Med en krave så stor som den, tror jeg ikke man skal gøre særlig meget for at få opmærksomhed. Irene greb hende i armen og snurrede hende en halv gang rundt, så de stod vendt mod hinanden. - Ursula, du har min fulde opmærksomhed… men vist ikke kun min. Hun skævede til siden, og Ursula fulgte forsigtigt hendes blik, mens hun lod, som om hun lo. En lille forsamling af turister var i færd med snakkende og med armene pegende i forskellige retninger at begive sig gennem den opslåede dør ind til rummet; her og der stod mennesker enkeltvis eller i par og hensank i beundring eller spekulation over værkerne, men ingen syntes videre interesseret i de to unge kvinder under Rubens’ dunkle skabnings blik. Dog fornemmede de begge, at noget virkede forandret ved salens tyste atmosfære. Ursula lagde sin hånd over den, der endnu klemte hende, og så tilbage på den anden, der stadig lod sit blik glide hen over de forsamlede. - Irene… - Shh… Vent. Se hen mod døren. Ursula gjorde tøvende som der blev sagt, og atter så hun på de opildnede turister, der med en blanding af træthed og begejstring begyndte at sprede sig med skarpe lyde over det blanke parketgulv. Umiddelbart inden for døren var en enkelt mand standset op; det var tydeligt ved hele hans holdning og udstråling, at han ikke hørte til blandt de ivrigt samtalende gæster, hans blik var rettet direkte mod de to unge kvinder foran det vældige, Rubenske lærred. Han var rank og iført en lang, formsyet og til årstiden ganske upassende, sort frakke, der stod åben og afslørede en mørkerød skjorte af dyrt stof. Det mørke hår, der var langt og tilbagestrøget, skinnede blankt, og mandens langstrakte ansigt med de høje kindben og dybe skygger om øjnene havde et udtryk af strenghed, der trodsedes af et uforståeligt og ildevarslende smil. - Hvem Fanden er det, hviskede Irene uden at slippe sin veninde. Ursula virrede næsten umærkeligt med hovedet og vendte sig mod maleriet igen. Hun begyndte at tale videre om det, men Irene hørte hende ikke; hun så tomt på den sortklædte kvinde på billedet, det sære, vandblå blik studerede salen bag dem, og måske var det rettet direkte mod manden, som Irene var sikker på nærmede sig. Lydene fra de andre mennesker i rummet var som en summende støj af stemmer, der af omgivelserne blev kastet som bløde ekkoer frem og tilbage. Irene forsøgte at gennemtrænge det brogede billede og lyttede efter et par hårde, spidse støvler, der måtte være på vej mod hende. Luften i rummet var blevet køligere; måske nogle vinduer stod åbne og et af sommerens pludselige vildstød var strøget gennem de stillestående kunsthaller. Kvinden på lærredet viste ikke nogen tegn på genkendelse, og Ursulas stemme talte stadig, eller måske var den netop begyndt igen; det var en smuk stemme, men pludselig hørte Irene det, hun søgte, og den blide tale gled bort. De langsomme, men beslutsomme lyde at personen, der nu kun kunne være ganske få meter borte, standsede; måske havde Irene taget fejl, måske havde han været interesseret i maleriet og ikke i dem, men hvorfor havde Ursula så reageret så afvisende? Havde der været et anstrøg af angst i blikket, inden det fæstnede sig på lærredet? Irene skævede til hende, men nu var der intet spor af ubehag at se. Nogle turister omringede dem, og en stødte med en lang og forfjamsket undskyldning på tysk ind i Irene, der forsikrede, at der ikke var sket noget, og benyttede lejligheden til at orientere sig, uden at det ville blive bemærket. Personen i den sorte frakke var forsvundet. - Hvem var den mand? spurgte Irene lidt senere på vej fra museets imponerende indgangsparti. Ursula sukkede og svarede ikke med det samme. Hun virkede et øjeblik besynderligt adspredt, men så sagde hun: - Han er temmelig farlig. Dog ikke for os, vil jeg mene, men han er afgjort ikke en, du har lyst til at lære nærmere at kende. Jeg håbede på, at vi ved at ignorere ham kunne undgå, at han indledte en samtale med os, og det så ud til at lykkes indtil videre. - Hvorfor i alverden skulle han være interesseret i at tale med os? Han stirrede godt nok ret utilsløret på os, men han holdt sig da på afstand, da du gjorde et nummer ud af ikke at lægge mærke til ham. - Kan du huske, at jeg fortalte dig, at jeg var i byen for at besøge nogle slægtninge, men at det ikke var helt ukompliceret? Irene nikkede opmærksomt, og Ursula trak en smule opgivende på skuldrende og fortsatte: - Han er min bror. Han er en af dem, der gør det kompliceret. - Er det en form for familiefejde? - Det kunne man vel kalde det. Jeg har forsøgt at komme i kontakt med min far, siden jeg ankom, men af en eller anden grund undgår han mig. Jeg... jeg vil helst ikke tale så meget mere om det, før jeg har fundet ud af, hvad der foregår, men vil du love mig, at du holder dig langt væk fra min bror? Nu har du set ham; hans navn er Paul Abanathy Dorsdy. - Selvfølgelig. Jeg skal nok holde mig væk. Ursula lyste op igen og smilede varmt. Irene så på hende og missede lidt med øjnene som en, der er ved at vågne, da en sky drev bort fra solen, og de bagende stråler atter ramte hendes ansigt. - Paul Abanathy Dorsdy, det er et navn, jeg vil huske, tænkte Irene og skuttede sig ved tanken om det brændende blik. Et sted ringede en telefon; det var en hård, mekanisk kimen, der med et svagt ekko døde hen i et mørkt, vinduesløst rum. Den ringede igen, og en hånd rakte langsomt ud og trykkede på en kontakt, hvorefter en pære under en mørkegrøn lampeskærm tændtes. Den rødhårede kvinde, der havde siddet vågen, men hensunket i tanker i den højryggede stol ved det brede, ryddelige skrivebord, tog røret af apparatet, mens det var i færd med at udstøde sit tredje, opmærksomhedskrævende udbrud, og talte, mens hun med en finger stadig berørte lampens kontakt. - Ja?... Frk. Varga, det er længe siden, vi har hørt fra Dem. Kvinden lænede sig frem, lyttede tankefuldt til stemmen, der hurtigt og så dæmpet, at lyden til tider næsten forsvandt, knitrende lod en næsten pauseløs strøm af ord flyde fra det blanke telefonrør. Så flyttede hendes finger sig fra lampen, og hun greb en pen og et stykke papir. Mens hun svarede, gjorde hun et notat. - Frk. Varga, der er ingen grund til angst; De siger, at De har rystet forfølgerne af?... Godt. Bliv, hvor De er, og vent. Jeg vil informere Sorescu, og nogen vil komme og tage sig af Dem. De har gjort et uvurderligt stykke arbejde, og for det vil vi aldrig glemme Dem. Enten vil Sorescu personligt hente Dem, eller også vil De trygt kunne følge med en mand, der klapper sig to gange på sin brystlomme, mens han inviterer Dem på en kop kaffe. Det er mit håb, at vi snart kan mødes ansigt til ansigt. Farvel. Røret blev lagt på, og kvinden trykkede på en knap på et panel på bordpladen. Et øjeblik efter gik en dør op, og en tjenestepige med en sølvbakke i hænderne trådte ind. På den stod en karaffel, et slankt krystalglas og et lille fad med en kniv og nogle citrusfrugter. Det blev stillet foran den højryggede stol, mens den rødhårede kvinde foldede papiret sammen. Derpå så hun kort ind i tjenestepigens store øjne, og hun hævede overlæben i et kort, dødt smil. Lyset fra lamperne i korridoren på den anden side af den endnu åbne dør kastedes ind over det store rums smukke tæppe som en uvelkommen kile, og fra et sted langt bort kom lyden af skridt, der bevægede sig hen over et parketgulv. Kvinden nikkede, og uden tøven rakte tjenestepigen sin arm frem og løste en knap, der holdt ærmet samlet om håndledet. Stoffet gled til side, og den rødhårede lod en langneglet finger glide over den blege hud. Iulia satte sig træt på en bænk, lænede sig udmattet tilbage mod ryglænet, bøjede nakken tilbage og så træt op mod de lette skyer. Det var det første hvil, hun havde tilladt sig selv, siden hun havde forladt sin lejlighed og den døde Sarau, og det var halvandet døgn siden, hun havde sovet sidst. Der var en form for psykisk udmattelse, der var ved at snige sig ind på hende, og det irriterede hende; den prikkende fornemmelse i baghovedet havde gennem de seneste par timer med mellemrum givet sig til kende igen, men når hun koncentrerede sig, kunne hun mane den bort med nogenlunde lethed. Hun rettede sig op og rystede langsomt på hovedet. Omkring hende var Parcul Herăstrău et levende maleri af grønne træer, sommerklædte, smilende mennesker på spadseretur, blå himmel og frodigt græs. De sidste timer af natten og det meste af formiddagen havde hun forsøgt at finde spor efter Catalins færden i Ferentaris gader, hun havde fundet frem til adskillige drenge, som hun vidste, han kendte, og det var lykkedes hende at danne sig et nogenlunde overblik over, hvad han havde foretaget sig indtil kort før det tidspunkt, hvor hun formodede, han måtte være forsvundet. Endnu en gang måtte hun forbande sig selv og den selvmedlidende sløvhed, hun havde ladet overtage sine sanser og sin fornuft så længe, den skyggefulde døs, der havde fået hende til at glemme alt moderligt ansvar og kærlighed til fordel for et ensomt og vemodigt ly mod alverden. Det var ikke et spørgsmål om moral eller anstændighed, men om værdighed, forpligtelse og menneskelighed, alt, der betød noget, alt, der så let var gledet fra hende, og hvis fravær nu alene syntes at give de kliniske begreber den hårde betydningsfuldhed, der var stærkere og mere nådesløs end den rent sentimentale længsel, hun tidligere havde hengivet sig til, stående på sit gadehjørne, som en søvngænger vandrende langs de snavsede mure, modløst stirrende ud på verden uden at se og med hovedet hvilende dødt mod vinduesruden, nøgen og falsk under en ukendt mands krop, vuggende frem og tilbage i rytmer, der ikke var hendes egne - altid ventende. Verden var ikke forandret, men tænkte hun nu på den væren, hun tidligere havde måttet opleve den igennem, syntes denne væren hende i lyset af det sidste halve døgns stærke følelse af formål og behov for ageren ynkelig og urimelig; for hver gang hun tillod sig at påbegynde indadvendte vurderinger, syntes ændringen, som den besynderlige Spiegelmann havde omtalt, hende stadigt tydeligere. Hvad kunne denne ændring skyldes? Den groteske blodtørst, der virkede så naturlig, mens den slukkedes, og så vanvittig umiddelbart efter, måtte være af stor betydning, men til sin egen forundring måtte hun gang på gang indrømme overfor sig selv, at den skyldfølelse, der ledsagede den, var uhåndgribelig og svær at hengive sig til. Hun havde aldrig mere end overfladisk dvælet ved tanken om korporlig hævn over den voldelige roma, men netop nu vidste hun, at han fortjente det, hun havde udsat ham for, at hans død havde været rigtig; hans blod havde hjulpet hende - han havde hjulpet hende langt om længe. Ioana voldte hende en smule kval at tænke på. Hun havde været en forbundsfælle, hjælpsom og venlig, men hun havde været en del af den gamle virkelighed, og Iulia vidste, at det bånd, der havde været mellem de to, alligevel ville være skåret over nu; dog, Ioana havde ikke fortjent at dø. - Hvad er da blevet bibeholdt? tænkte hun. Er det da mig selv, Iulia Valea, der sidder på denne bænk? Hvis det er, hvem er det så, jeg tænker på med så vrede følelser? Iulia rynkede brynene og så vurderende ned ad sig. - Mig selv? Kunne det være en anden, der sidder her og tænker grimt om mig, og er jeg så helt væk, forsvundet i fortiden et sted, sovende i min gamle seng under det beskidte loft? Dette er uanvendelige tanker, og jeg har vigtige gøremål. Jeg er, og det, jeg var, er fortid, glemt og ubrugeligt. Det var blevet hende for utrygt at færdes i Ferentari; mennesker havde ledt efter hende, mennesker som den russiske dame og den modbydelige dværg. De havde allerede været i hendes lejlighed, så meget vidste hun, og der var blevet spurgt efter hende. Underligt, at den søn, hun så utilgiveligt havde svigtet, havde venner, der var villige til at hjælpe hende nu, ikke blot med at lede efter ham, men tillige med at undgå hendes forfølgere. Til sidst havde hun ikke turdet andet end at forlade bydelen, og en sær higen efter fred, selv hvis den blot måtte være kort og præget af selvbebrejdelser, havde ført hende af bredere og lysere gader mod den solbeskinnede park. En enkelt information havde hun fået, der tilfredsstillede hendes behov for en undskyldning for dette ophold: De børn, der kender Ursula, er kun at finde efter solnedgang. Sådan var det blevet sagt. Det var ikke mange, der havde været villige til at fortælle hende noget, når først samtalen var kommet ind på denne kvinde, der angiveligt havde Catalin hos sig, men Iulia havde været heldig. Tre drenge, der viste sig at være gode venner med hendes egen søn, mente at vide, hvad hun talte om, og i modsætning til andre, hun havde forsøgt at udspørge, var de ikke blevet tavse eller var løbet fra hende, da spørgsmålet om Ursula var udtalt. - Du skal ikke gå rundt og stille den slags spørgsmål, dame, havde en af dem hviskende gjort hende opmærksom på. Ursula er en heks. Iulia havde set forundret fra den talende til de andre, der havde nikket bekræftende. Disse drenge var ikke lette at skræmme, så meget var hun klar over, og hun ville have ment, det naturligste i verden for dem ville være at le af enhver påstand om den slags absurditeter. - En heks? Hvad mener I? - Lad være med at glo sådan på mig. Ursula er en heks, som jeg sagde, men jeg ved sgu ikke, hvor du skal lede efter hende. Du ser ikke dum ud, så jeg kan ikke forstå, hvorfor du skulle være så vild after at finde hende. Det var lykkedes hende at vriste et par enkeltheder ud af den lille flok, ting, som hun indtil for nyligt ikke ville have kunnet tage alvorligt, men som nu blot styrkede hendes følelse af at være på rette spor. Der var nogle børn, som ind imellem viste sig i gaderne, men som de andre, selv hærdede, kriminelle unge mænd, af en uforklarlig grund frygtede, og vægrede sig ved at nærme sig. Altid virkede de målrettede, som kom de kun frem, når et formål eller en ordre drev dem til det, men hvad disse måtte bestå i, var der ingen, så vidt de tre drenge vidste, der havde forsøgt at finde ud af. Børnene var blege og sygelige, og ingen havde hørt dem tale, hverken indbyrdes eller til andre; de var, som kunne de komme fra en fjern og underjordisk verden, og ifølge det rygte, som i hvert fald de tre drenge tog for gode varer, var det dem, der kendte heksen Ursula. - Verden er så sandelig et besynderligt sted, når først man lærer at se ordentligt efter, tænkte Iulia og strakte sig i solen. Tager man et enkelt skridt ud af det, alle kender til, og ind i det, kun få tror på, må alt det gamle og velkendte falde sammen lidt efter lidt. Hun måtte tro på disse ting; hun havde allerede set og oplevet for meget til at kunne støde dem fra sig, og alternativet til at følge det eneste spor, hun havde fået, og forsøge at finde den påståede heks, var at erkende, at hun måske blot var blevet ganske vanvittig og at intet betød noget længere. - De børn, der kender Ursula, er kun at finde efter solnedgang, hviskede hun frem for sig. Indtil da, må I andre søge efter mig, hvor I vil. Hun drejede hovedet og så på to unge kvinder, der satte sig på bænken, den nærmeste, en fregnet pige med lyst, rødligt hår og et afvæbnende smil, blot en meter fra hende selv. Den anden var sorthåret og meget elegant både i sine bevægelser og sin påklædning, der afspejlede såvel velstand som selvbevidsthed. Den fregnede nikkede høfligt til Iulia, der forsøgte at smile tilbage. En sær blanding af overraskelse og lettelse ramte den ensomme kvinde ved denne naturlige, om end henkastede kontakt; disse to var ikke af den verden, hun kom fra, og dog undgik de hende ikke. Den hurtige hilsen havde været uden formål, uden bagtanke. - Jeg er menneske blandt mennesker, tænkte Iulia forvirret, mens hendes smil, da det begyndte at føles som en trækning mere end en naturlig reaktion, forsvandt, og hun usikkert vendte blikket en anden retning. Hun havde i mange timer levet så intenst for sit nuværende forehavende, opfattende alt gennem sin hensynken i sin forandrede tilstand, at denne enkle erkendelse pludselig syntes overvældende. Hun var ikke klædt som én af det hverv, hun før havde tjent sine penge ved, tøjet var hverken smukt eller elegant, men besad dog en form for anonym og uformuende værdighed, og jakkens lidt forkerte størrelse og tydelige herresnit tjente endog til at fremhæve hendes naturlige femininitet. Iulia var blot en kvinde på en bænk i en park, og kommunikation var andet end hastige forespørgsler på gaderne, advarsler, vold og blod, det var andet end det, der kendetegnede tiden, der lå forud for forandringerne, det var en form for forsoning, der strakte sig forbi den fregnede piges høflige refleks og ud mod et fællesskab, der i Iulias tanker for længst var gledet uden for rækkevidde. Hendes opmærksomhed blev tvunget tilbage, da en hånd forsigtigt blev lagt på hendes skulder. Berøringen ledsagedes af et spørgsmål på engelsk, som Iulia ikke forstod, og hun rystede beklagende på hovedet. - Min veninde spurgte dig, om der er noget i vejen, oversatte den mørkhårede, der havde lænet sig frem, og nu også så på hende. Du ser så bekymret ud. - Nej, skyndte Iulia sig at svare. Slet ikke. Jeg... jeg sad blot og tænkte. - Er du sikker? Spørgsmålet var ikke båret af nysgerrighed eller mistro, blot omsorg. Iulia rystede på hovedet, og forsøgte at frembringe et smil igen, denne gang med lidt større held. - Ja, jeg har det udmærket. Jeg har haft en lidt opslidende dag, det er det hele... Men... Tak. De sidste ord kom lidt kejtet frem, og hun kom til at le af sig selv. Det var en kort og dæmpet, men ægte latter. Kvinden, der havde talt rumænsk til hende, lo også og førte ukunstlet en hånd gennem sit hår. Den anden, der ikke havde sluppet sit blide greb om skulderen, gav den et lille klem, som havde hun forstået dele af det sagte, og lod hånden falde. Derefter påbegyndte de to nytilkomne en ivrig samtale på engelsk, og Iulia opdagede, at smilet om hendes læber stadig var der og stadig føles rigtigt. - Hvad er det for en gevaldig bygning, der rager op der ude? spurgte Irene lidt senere og pegede ud over parken mod en grå, kantet klods med noget, der lignede en stor antenne på taget. Ursula rynkede på næsen. - Den er ret grim, ikke? - Jeg ville ikke gå så langt som til at kalde den smuk i hvert fald, indrømmede Irene. - Det er der, de fleste af vores aviser bliver trykt. Den blev bygget i 50'erne, og grunden til, at den ser ud, som den gør, er, at man gerne ville have noget, der lignede en rigtig sovjetisk bygning. Få år efter den var færdig, stillede de en stor statue af Lenin foran den. - De gjorde virkelig noget ud af det, hva'? - Det må man give dem. Til at begynde med var bygningen opkaldt efter Stalin, men senere har den naturligvis skiftet navn nogle gange. I årene umiddelbart før og under Ceauşescu hed den Casa Scînteii, fordi socialistpartiets avis hed Scînteia; det kan måske give dig en idé om, hvordan tingene fungerede den gang. Nu hedder den Casa Presei Libere, hvilket betyder Den Frie Presses Hus, og det er nogle ret anderledes tryksager, der kommer ud af den. - Lidt mindre demagogiske, kan jeg tænke mig? sagde Irene med et smil. Ursula lo tørt. - En smule. Det sidste nummer af Scînteia udkom, som du nok kan tænke dig, i december 89, hvor man kunne læse kammerat Nicolae's tale i anledning af, at hans folk var i gang med at gøre oprør imod ham. Kort efter pillede de Lenin ned, men hans fundament står der stadig. Det er nok meget godt sådan. Man kan ikke lave om på, hvordan historien var, og der er stadig mange, der kalder skrumlet der ovre for Casa Scînteii. De sad et øjeblik i stilhed, Irenes hånd holdt om Ursulas imellem dem, og den blege kvinde, der endnu sad ved siden af dem med blikket rettet mod det fjerne, søgte fraværende i sin håndtaske efter noget, blot for at sikre sig, at det var der. Lydene fra Bukarests trafik var dæmpede og fjerne, næsten som var bilerne dovent summende insekter på vej hid og did i deres egen verden, og i Den Frie Presses Hus arbejdede mænd og kvinder flittigt med at skrive og redigere deres aviser. - Hmm, Ursula? mumlede Irene og klemte hånden uden at bemærke, at det gav et lille ryk i den fremmede kvinde. - Ja? - Hvad er klokken efterhånden blevet? - Den er over seks allerede, fnisede Ursula. Vi har muligvis lidt travlt. Vi har jo stadig ikke hørt fra Olga, men mon ikke vi burde begive os tilbage til hotellet og få noget at spise? Så er vi da klar, når hun ringer. Irene nikkede, og stadig hånd i hånd rejste de sig og spadserede bort fra bænken. Bag dem vendte kvinden, der nu var ladt alene, atter ansigtet mod himlen og forsøgte at vurdere, hvor lang tid der var, til solen ville begynde at gå ned. |
