En Soldats Historie En novelle af Darker |
| "Jeg var lige blevet 26 og havde afsluttet min officers uddannelse ved forsvaret. De fleste af mine venner ville fortsætte med at arbejde i Danmark, men jeg havde lyst til at prøve større udfordringer. Derfor meldte jeg mig til FN's fredsbevarende styrker. I 1993 blev jeg sendt til Rwanda som observatør, da der var udsigt til optøjer i landet. Jeg blev sendt til Kibungo, en stor by i den østlige del af landet. Jeg var knapt nok ankommet til byen da vi fik besked på at trække os – det var for farligt for os at blive i landet, for ekstremister blandt Hutuerne, landets dominerende befolkningsgruppe, havde besluttet sig for at udrydde Tutsierne, en etnisk minoritet som de anså for konkurrenter. Jeg var noget skuffet over udsigten til at skulle vende tilbage til Danmark uden nogen form for erfaring, så jeg traf et svært valg – jeg afleverede mine våben og uniform til min nærmeste overordnede og meldte mig til tjeneste hos en lokal politistyrke. De havde et kompagni bestående udelukkende af udlændinge, hovedsageligt russiske og amerikanske lejesoldater. Kompagniet blev ledet af Tinochika, en krigshelt fra Zimbabwe som talte flydende Engelsk, så sproget var ingen hindring. Vi var hyret af en sammenslutning af velhavende Tutsier og vores primære opgave var at beskytte deres huse og ejendom i Kibungo, en opgave vi løste over al forventning. Mens et totalt kaos herskede i resten af byen holdt vi ro og orden i vores kvarter. Der var ganske få episoder og hver gang der var optræk til ballade slog Tinochika ned med hård hånd. Det rygtedes hurtigt blandt Hutuerne at det var en meget dårlig idé at trænge ind i vores område, så på trods af at borgerkrigen krævede mere end 800.000 ofre blev vi skånet for det værste. Hvis det havde været alt var jeg nok bare taget hjem og meldt mig til regulær tjeneste her i Danmark. Men det var ikke alt. Det skete hen mod slutningen af krigen, da der var blevet fred i alle de større byer. Vi blev beordret til at standse en bande af Hutu-partisaner som var flygtet op i bjergene øst for Kibungo. Vi fik at vide at de måske ville forsøge at flygte til nabolandet Tanzania, med de ting de havde stjålet under krigen. Vi indhentede dem hurtigt i vores jeeps. De lignede ikke partisaner. Der var ven omkring halvtreds, de fleste af dem kvinder. Mændene var gamle og kun let bevæbnede. Selv om de gemte sig oppe på et isoleret og svært tilgængeligt klippefremspring, måtte de overgive sig efter kun få timers spredt skudveksling. Da kampen var forbi var det næsten blevet mørkt og Tinochika besluttede at vi skulle slå lejr for natten. En gruppe af vores folk blev sat til at bevogte fangerne, mens resten af os satte telte op. Da vi var færdige, tændte vi et bål i midten af lejren. Tinochika inviterede, vanen tro, de mænd som havde kæmpet godt i dagens løb til at spise med ham. Jeg var stolt over at være blandt dem. De resterende mænd måtte bevogte fangerne mens vi spiste og drak. Tinochika sørgede nemlig altid for at have rigelige mængder med mad, øl og brændevin med sig. Efter et par timer var jeg både mæt og fuld. Stemningen omkring bålet var høj. Vi havde jo vundet dagens kamp, vundet krigen og samtidig hver især tjent en pæn slat penge. "Vi gider ikke slæbe fangerne tilbage til byen i morgen. Det kommer til at tage os en evighed!" Råbte Tinochika og hævede en flaske rom. De andre soldater skålede og tilkendegav fornøjede at de var ganske enige. Jeg skålede glad med ved udsigten til slippe for at gå tilbage til byen til fods med 50 fanger under den bagende sol. Tinochika rejste sig og gik væk fra bålet. Da vi et minut efter hørte skud greb jeg instinktivt ud efter min riffel , men de mere erfare af soldaterne forsikrede grinende os andre om at der ikke var grund til bekymring. Så kom Tinochika tilbage. Han havde en automatriffel i hver hånd og foran ham gik seks af fangerne, all unge, smukke kvinder, vel alle et sted mellem 18 og først i tyverne. Deres klæder var flået af dem. De gik langsomt og hulkende fremad, mens de gjorde hvad de kunne for at dække deres kønshår og bryster med arme og hænder. Jeg ved ikke om det var den gode stemning eller alkoholen som gjorde det, men jeg fandt det ikke umiddelbart frastødende. De unge piger var smukke, høje, langhårede med glat, gyldenbrun hud. Tinochika førte dem hen foran bålet så vi alle kunne se dem. Han brølede et eller andet, mens han viftede med riflerne, og de unge piger lod nødtvungent deres arme hænge ned langs siden. Folkene brølede henrykte ved synet af de tolv struttene, chokolade-farvede ungpigebryster og de seks sorte, tætte trekanter, som udgjorde deres kønshår. Tinochika gik hen foran den mindst af pigerne. Han smilede til hende og pressede løbene på de to automatrifler mod hendes bryst. "Gungalin, du får den yngste!" Grinede han og skubbede til pigen. Hun tog ufrivilligt et skridt baglæns og satte i et hyl da hendes nøgne fødder trådte ind i bålet. Vi grinede alle sammen. Der var noget komisk over hedes hysteriske råb og den måde hun dansede og flagrede med armene på. Ilden oplyste hendes smukke krop som hurtigt blev blank og glinsende af sved, idet Tinochika forhindrede hende i at springe ud af flammerne. De andre kvinder græd, men de blev ignoreret. Alles opmærksomhed var rettet mod kvinden i bålet. Hun hoppede rundt blandt de brændende stammer og udstødte et hysterisk hyl hver gang hendes fødder landede i den rødglødende aske. Flere af mændene havde rejst sig for at forhindre hende i at forlade bålet. Hun stirrede rundt på dem som et dyr der var blevet trængt op i en krig. Hendes øjne var blanke af tåre og store af angst. Hun hylede og skreg i flere minutter. Så så hun pludseligt opgivende op i himlen, sank ned i kno og lagde sig lige så lang hun var i gløderne. Man kunne lugte hendes brændte krop. Det var ikke ubehageligt. Nærmest som helstegt, grillet pattegris. De fem andre kvinder faldt hinanden om halse, bad til en eller anden lokal guddom, mens de hulkede hjerteskærende. Men Tinochika var bestemt ikke færdig endnu. "Så er der blevet bragt offer til ilden og lysets gud! Nu kan vi dødelige nyde resterne!" Grinede han og gestikulerede mod de fem grædende kvinder. De skreg da de bemærkede at vi alle stirrede på dem. Måske frygtede de at møde samme skæbne som den unge kvinde hvis død de lige havde overværet. Måske havde de kendt hende, måske var nogle af dem ligefrem i familie med den døde pige. De andre soldater sprang op, råbte og vinkede til Tinochika. Jeg vidste ikke helt hvad det gik ud på, men jeg fulgte deres eksempel. Tinochika skubbede en af pigerne, denne kønneste af de fem, tror jeg, over til Pierre, en pensioneret fransk legionær. Pierre greb hendes arm og trak af med den skrigende, sparkende og kradsene kvinde. Den næste unge kvinde blev skubbet over til mig. Jeg så tøvende på hendes ansigt. Hendes smukke øjne var våde at tåre og jeg syntes de nærmest bønfaldt mig om at lade hende være i fred. "Du ved vel nok hvordan man bruger sådan een, ikke Nick?" Grinede Tinochika. Jeg greb den unge kvindes arm. Hun prøvede ikke at vride sig fri, men hun var også omgivet af tyve stærke, bevæbnede mænd. "Du får et hint!" Grinede han og smed hans kniv over til mig. Jeg greb den nemt med min venstre hånd og stirrede på den. Det var en speciel kniv, lavet af lårknoglen på en general han havde besejret i en tidligere krig. Klingen var næsten tredive centimeter og krummede ganske let. Indersiden var glat og skarp, ydersiden besat med små savtakker. Jeg havde aldrig set ham låne hans kniv ud før, så jeg betragtede det naturligvis som en stor ære. Jeg nikkede, smilede og trak kvinden efter mig, hen mod mit telt. Da jeg puffede kvinden ind i teltet faldt hun sammen i en klump på gulvet og tudede højlydt. Synet af hendes nøgne krop, her i mit telt, alene, gjorde mig liderlig. Jeg greb hende i håret og smed hende over min feltseng. Jeg flåede mit tøj af så hurtigt jeg kunne, kastede mig over hende og kneppede hende det bedste jeg havde lært, alt imens hun græd som et lille barn. Jeg havde aldrig set mig selv som en voldelig mand før, og på en underlig måde anså jeg heller ikke voldtægten, eller hvad der fulgte efter, som vold. Det var for vidunderligt, for fantastisk til at blive beskrevet som noget negativt. Da jeg havde fået lettet det værste tryk, og kommet i hendes varme fisse, begyndte jeg at udforske og udnytte hver en del af hendes krop. Jeg kneppede hende i røven, mellem patterne, sprøjtede min sperm ud over hendes ansigt og tvang hende til at slikke det i sig. Alt var muligt. Kun min fantasi satte grænsen. Jeg er aldrig blevet tilfredsstillet så totalt. Forestil dig at alt er tilladt, alt! Det er ligegyldigt hvad hun ønsker eller har lyst til, for hun er ikke din kæreste, hun er bare en lille luder du kan gøre med som du vil, uden at skulle betale for det. Fuck det var fantastisk! Jeg kneppede hende på kryds og tværs i flere timer, mens hendes gråd blev stadig mere hysterisk. Gråden afskrækkede mig ikke, tværtimod. Hver gang hun hulkede eller skreg blev jeg bekræftet i at det var mig der bestemte, alt var som jeg ville ha' det, hun kunne ikke gøre andet end at ligge krop til hvad end jeg fandt på. Jeg holdt hele tiden kniven i hånden og nogle gange viftede jeg med den, hvis hun blev modvillig. Hun vidste at jeg kunne støde den i hende hvert øjeblik det skulle være, hvis ikke hun behagede mig. På et tidspunkt var jeg så udmattet og tilfreds at jeg ikke orkede mere. Jeg ville bare sove, men den unge kvinde var stadig i mit telt. Jeg huskede Tinochikas ord da han havde kastet kniven over til mig. Som sagt er jeg ikke meget for unødvendig vold, men pludseligt virkede det helt naturligt, som den eneste logiske afslutning på vores aften. Jeg var tilfreds. Hun var brugt, ulykkelig, knust og ganske overflødig. Det var som om hun fornemmede hvad der skulle ske i samme øjeblik jeg tog beslutningen. Hun sad på knæ foran mig og kiggede op på mig med hendes store, brune øjne. Hendes mørke kinder glinsede af min sæd, blandet med hendes tåre. Udtrykket i hendes øjne vil jeg aldrig glemme. De stirrede op på mig, fulde af vrede og ubeskrivelig angst. Jeg greb hendes hår og tvang hendes hoved bagover, så hendes hals var blottet. Hun skreg og mumlede en uforståelig bøn. Kniven efterlod kun en tynd rød streg, da den gled hen over hendes hals, men stregen voksede hurtigt i tykkelse og snart væltede blodet ned over hendes hals og bryst. Jeg blev ved med at holde hendes hoved tilbage så jeg kunne se både hendes hals og hendes ansigt. Ansigtet var fortrukket i en smertefuld grimasse. Udtrykket i hendes øjne var fantastisk! Bare synet sendte en bølge af voldsom velvære gennem mig. Hvordan kan man beskrive udtrykket i øjnene på en kvinde som er ved at dø? Intenst, fraværende, resigneret, hysteris, alt sammen på een gang. Men mest af alt var de fyldt af overraskelse, en næsten barnlig forundring, blandet med rædsel. Jeg tror at de fleste unge mennesker tænker på døden, men de tænker på den som noget fremtidigt, næsten hypotetisk. Men her var hun så, med halsen skåret op og døden helt inde på livet. Alle hendes håb styrtede i grus. Hendes værste mareridt var gået i opfyldelse, hun var magtesløs og for hvert pulsslag mistede hun mere blod. Overraskelsen smeltede væk og tilbage var kun rædsel. Da hun skreg gurglede hun i hendes eget blod. Hun vidste det. Hun vidste at hun skulle dø. Jeg ved ikke hvordan, men jeg kunne se det i hendes øjne. Det var fantastisk. Fuck, det var så ægte, så intenst! Hun spjættede lidt med benene og greb fat om hendes hals i et forsøg på at standse blodet, men der var intet hun kunne gøre. Hun kunne kun græde og gurgle blod mens hendes liv endte. Pludseligt var det forbi. Jeg gav slip og hun faldt om som en sæk kartofler på gulvet. Et par uger efter rejste jeg hjem til Danmark, fik job som nattevagt i et stormagasin, fandt en kæreste, en lejlighed og levede i det hele taget et ganske almindeligt liv. Men minderne om de to kvinder - den ene brændt ihjel, den anden voldtaget og dræbt af mig - slap mig aldrig. Jeg prøvede at fortrænge dem for jeg kunne ikke leve normalt, jeg kunne ikke finde tilfredsstillelse hverken i mit job eller min kæreste, så længe jeg kunne huske den glæde og tilfredsstillelse jeg havde følt den nat. Jo mere jeg prøvede at fortrænge minderne, jo mere tydeligt huskede jeg hvad der var sket. Jeg drømte om det næsten hver nat. Hver gang jeg så på en kvinde tænkte jeg på hvordan hun ville opføre sig, hvordan hun ville reagere, hvis det havde være hende som var blevet puffet ind i et bål eller havde fået skåret halsen over. Og er det ikke kun naturligt? Det var den seksuelle frihed, som kom af tvangen, det var overraskelsen og rædslen, som kvinderne gennemlevede under deres henrettelse, som havde gjort oplevelsen så fantastiks og intens. Kan du forestille dig, en dansk kvinde i samme situation? Kvinderne i Rwanda var flygtninge fra en forfærdelig borgerkrig. Deres skæbne var ikke unormal. Her i Danmark herskere lov og orden, respekt for kvinder, og vi har et udemærket sundhedsvæsen. En ung dansk kvinde kan nok slet ikke forestille sig, at blive mishandlet, voldtaget og myrdet, så tror du ikke, hendes overraskelse og rædsel vil være langt mere intens, hvis hun fandt sig selv i den situation? Kan du overhovedet forestille dig, hvad hun vil tænke? Kan du forestille dig, hvordan det vil være at slå sådan en kvinde ihjel, mens du nyder hendes slanke, sunde, rædselslagne, døende krop?" |