Tines og Rikkes sidste aften


En novelle af Darker
    Tine og Rikke sad i sofaen og hyggede sig, som de havde gjort så mange andre aftner. De delte en lejlighed på Amager, som Tines forældre havde købt, og hvor Rikke lejede sig ind. Rikke arbejdede som sygeplejerske, mens Tine læste jura på universitetet. De var hurtigt blevet gode veninder, og elskede deres friaftner, hvor de bare kunne slappe af sammen, og snakke om alt muligt.

    "Jeg snakkede forresten med ham den nye læge i går, du ved, ham den søde, som jeg mødte i sidste uge." Sagde Rikke og smilede. Hun var vidst ved at blive en smule forelsket, selv om hun ikke var meget for at blande personlige forhold og arbejde.

    "Hvad sagde du?" Spurgte Tine interesseret. Hun havde lagt mærke til, at Rikkes adfærd havde ændret sig de sidste dage. Hun smilede meget mere, og nynnede ofte fornøjet for sig selv. Hun måtte være forelsket, tænkte Tine, en smule misundelig. "For du er vel lidt vild med ham, ikke?"

    "Jo, lidt." Grinede Rikke. "Ja, det er jeg sgu nok. Nå, men jeg spurgte bare om jeg ikke havde set ham før, et eller andet sted. Ja, jeg ved godt det ikke var det mest intelligente, men han smilede da til mig."

    Monas hjerte hamrede i hendes bryst. Selv om hun var professionel, og totalt afklaret med det hun måtte gøre, blev hun altid ophidset under selve udførelsen. Der var noget ved hendes arbejde, som hun fandt dybt fascinerende – men hvem ville ikke det, tænkte hun, og smilede ved sig selv. Hun kunne høre de to piger snakke inde i stuen. Hun havde stillet sine sko ude i entreen, så hun kunne liste sig fuldstændigt lydløst ned over det flisebelagte gulv.

    Hvordan skulle hun mon gribe det an? Hun kunne gå ind og gøre en ende på dem begge, før de overhovedet opdagede noget. Det ville være den lette løsning. Den lette og den kedelige. Nej, hun skulle have lidt sjov med dem, besluttede hun. Det var stadig tidligt på aftenen, og hun havde ikke andre planer. Hun havde ikke travlt, så hvorfor ikke få en oplevelse ud af det? Hun havde aldrig ment, at der var noget galt med, at blande arbejde og fornøjelse.

    "Svarede han ikke? Kunne han ikke huske, at I havde mødtes før?" Spurgte Tine, og smilede.

    "Jo, han..." Startede Rikke – før hun pludseligt og uventet blev afbrudt.

    "Undskyld, at jeg trænger mig på, piger." Sagde Mona, idet hun trådte ind i stuen, med pistolen rettet mod de to piger. Hun mærkede en salig fryd fylde sig, da hun så de to unge kvinders øjne spærredes op og stirrede på hendes pistol. Hun elskede den angst. Hun elskede den magt, hendes arbejde gav hende. Hun mærkede en indre forløsning, da brikkerne faldt på plads, og hun vidste nøjagtig hvilken leg, hun skulle lege med de to piger. Nåja, hun havde nok haft det på fornemmelse, allerede før hun var taget afsted den aften – ellers havde hun nok ikke taget et par meter reb med.

    "Hvem... hvem er du?" Stammede Rikke, da det værste chok havde lagt sig, og hun endeligt fik en smule kontrol over sin krop igen. Hun kunne stadig mærke adrenalinet pumpe gennem sin krop, ig hjertet sad helt oppe i halsen på hende.

    "Jeg hedder Mona." Grinede Mona, og frydede sig over den unge kvindes bævende stemme, og hendes store, skræmte øjne. "Og jeg er kommet for at tage en alvorlig snak med jer to tøser. Men først må jeg bede jer rejse jer op, og sætte jer på gulvet, for enden af sofaen."

    "Nu gør du os ikke noget, vel?" Lykkedes det Tine at få frem, selv om hun for hvert ord følte det, som ville hendes stemme knække over. Hun rystede over hele kroppen. Hun anede ikke hvem den fremmede kvinde kunne være, eller hvorfor hun var kommet. En tyv? En kidnapper? Hvad skulle der ske? Hun anede det ikke.

    "Nej, jeg gør jer ikke noget, hvis bare I gør nøjagtigt som jeg siger." Løj Mona, og frydede sig indvendigt over den hemmelighed hun bar på – en hemmelighed, som hun vidste ville skræmme livet af de to unge piger, når hun afslørede den. "Er det forstået?"

    "Hvorfor er du kommet her?" Spurgte Rikke, nu med mere rolig stemme. Hun var ikke så bange længere – der måtte være en fornuftig forklaring, og så snart hun kendte den, var hun sikker på hun kunne få dem begge ud af det her. "Hvis du er kommet efter penge, så ligger alle vores penge og smykker i vores soveværelser."

    "Rolig nu, piger. Jeg skal nok fortælle jer alt om et øjeblik. Men først skal jeg lige bede jer sætte jer ned." Kommanderede Mona. De to piger adlød øjeblikkeligt. De var virkeligt et par lydige og dejlige piger, tænkte hun tilfreds. Hun kunne snart ikke beslutte sig for, hvem af dem hun syntes bedst om – den ældre, storbarmede, lidt billige blondine, eller den tækkelige, næsten uskyldigt udseende yngre pige. De var bestemt begge yderst tiltrækkende.

    "Hvad skal du med det reb?" Snøftede Tine, da hun så den fremmede kvinde hive et hvidt reb op af lommen. "Hvad har vi gjort?"

    "Hvis vi tager dit første spørgsmål først, så skal I bindes, så I ikke laver ballade." Svarede Mona roligt, og satte sig på hug ved siden af de to unge piger, og begyndte at binde dem fast til sofaens armlæn. "Og hvad dit andet spørgsmål angår, så ved jeg det sandt at sige ikke. Det interessere mig ærlig talt heller ikke en skid."

    "Jamen, du må da vide hvorfor du er her? Hvad vil du?" Krævede Rikke, som var ved at blive godt vred over den fremmede kvindes afvigende facon – hun var tydeligvis en røver, som bare elskede at tage pis på sine ofre, og det irriterede Rikke uendeligt. "Et er at berøve folk, men behøver du være så jovial? Tag nu bare det du vil, og lad os være i fred!"

    "Du er sgu en dejlig, velskabt blondine, så jeg er næsten ked af at skulle fortælle dig det her." Sagde Mona, med stenansigt – selv om hun morede sig indeni. "Jeg er faktisk ikke kommet for at berøve jer."

    "Hvad så?" Spurgte Rikke, som påny mærkede frygten krybe gennem sin krop.

    "Det siger jeg, når jeg får at vide hvem af jer som hedder Rikke Johansen." Sagde Mona, selv om hun udemærket vidste, at det var den velskabte blondine.

    "Hvorfor vil du vide det?" Udbrød Rikke, vel vidende, at hun måtte få det ud, før Tine kom til at afsløre hende. Nu vidste hun hvad der var sket. Hun vidste det uden skyggen af tvivl. Hun kunne mærke det i maven – og det fyldte hende med en næsten grænseløs angst!

    "OK, hvis I vil have det på den hårde måde, så skal I få det sådan." Sagde Mona, stadig med seriøs mine – selv om hun var lige ved at flække af grin. Men hvis der var noget, hendes arbejde havde lært hende, så var det at stille gode miner til slet spil. "Jeg er lejemorder. Jeg er kommet for at dræbe en Rikke Johansen, som jeg ved bor her, sammen med en veninde. Hvis I ikke siger, hvem af jer der er Rikke, så bliver jeg nødt til at slå jer begge to ihjel. Kan I forstå det?"

    "Hvad?!" Hylede Tine, som ikke kunne tro sine egne øre – en lejemorder? Det var sgu ikke noget som skete i virkeligheden – det skete kun på film. "Det kan du da ikke mene?"

    "Jo, jeg kan, lille skat." Svarede Mona, og stirrede ned i den unge piges store, våde øjne. "Har du noget du vil fortælle mig, smukke? Du ser så ung ud. Du er slet ikke klar til at dø, vel? Hedder du Rikke Johansen?"

    "Nej!" Snøftede Tine, og nikkede over mod sin veninde. "Det er hende der, det sværger jeg!"

    "Nå for søren da." Sagde Mona, og trak for første gang på smilebåndet.

    "Det er løgn! Det er... det er..." Prøvede Rikke med svag stemme, men hun kunne ikke. Hun kunne ikke bære, at skulle bringe sin bedste veninde i fare. Hun var skræmt fra vid og sans, men hun sank en klump, og samlede al sit mod. "Nej, det er mig. Jeg indrømmer det. Tine har ikke noget med det at gøre, det sværger jeg. Men hvorfor er du kommet efter mig?"

    "Som sagt ved jeg det ikke, og jeg har heller ikke lyst til at vide det." Sagde Mona koldt, og trak endnu en stump reb op af lommen. "Jo mindre jeg ved, jo bedre. Det eneste jeg behøver vide er, at min klient er villig til at betale mig et pænt beløb, for at slå dig ihjel."

    "Du kan ikke gøre det her." Hulkede Tine, som først lige havde fattet hvad Rikke havde gjort for hende – og hvordan hun selv havde forrådt sin veninde. "Rikke er den sødeste, dejligste pige i hele verden. Hun har ingen fjender. Der må være tale om en misforståelse."

    "Hvis du vil overleve, Tine, så blander du dig totalt uden om, forstået?" Vrissede Mona, uden at tage øjnene fra Rikke, som stirrede op på hende, med store, skræmte øjne. Mona satte sig på hug foran det stakkels kvindemenneske, og lange rebet om hendes slanke hals. "Men måske det her kan hjælpe lidt. Jeg har nemlig en sidste besked til dig, Rikke, fra en fyr som kalder sig Tony. Han sagde, at jeg skulle hilse og sige, at man ligger som man reder."

    Rikke havde vidst det, fra det øjeblik hun fandt ud af at Mona ville have fat i hende. Hun havde følt det i hver celle af sin krop. Hun havde engang stjålet morfinampuller, fra det hospital hvor hun arbejdede, for at sælge dem til en fyr som kaldte sig Tony. Der havde været rigtigt gode penge i det, men hun vidste det var forkert, så hun var holdt op. Da han prøvede at presse hende til at stjæle noget mere, havde hun meldt ham til politiet. Han havde nægtet alt – og hun kunne intet bevise. "Men han kom jo ikke i fængsel! Der skete jo ikke noget! Kan jeg ikke gøre det godt igen?"

    "Siden Tony har betalt mig for at dræbe dig, så er det jo ret indlysende, at han mener din død er en passende straf. Når du er død, så er jeres mellemværende ude af verden." Konstaterede Mona, tog godt fat i de to ender af rebet, og gjorde sig klar til at rykke til. "Er du klar, Rikke?"

    "Der må sgu da være et eller andet, jeg kan gøre? Jeg kan stjæle noget mere morfin til ham! Jeg kan give ham alle pengene tilbage! Jeg kan betale dig lige hvad du vil have! Bare sig til!" Snøftede Rikke, men hun så ikke andet end et koldt blik i Monas øjne. Kunne det virkeligt være forbi? Skulle hun virkeligt dø i dag?

    "Desværre, lille skat, men jeg er altså professionel. Når jeg har fået mine penge, så bliver jobbet gjort. Ingen snak. Ingen forhandling. Ingen afledningsmanøvre for at trække tiden ud." Forklarede Mona, og gav Rikke et ondt blik. Mona nød at høre alle de udflugter, hendes ofre kunne finde på, for at undgå det uundgåelige – men hun blev alligevel altid en smule skuffet over, at de virkeligt troede hun var så uprofessionel. "Så det er vidst alt der er at sige om den sag."

    "Neeeeeeeee...rrrrg...rrggghhhh..." Rikkes desperate skrig døde hen, de rebet pludseligt strammedes om hendes hals. Adrenalinet pumpede gennem hendes krop. Hun vred sig i ren og skær desperation – men til ingen nytte! Hun kunne ikke trække vejret. Chokket ramte hende som et lyn - hun kunne ikke få luft!

    "Nej, du kan ikke gøre det her, jeg beder dig!" Hylede Tine, da hun hørte Rikkes skrig dø ud, så sin veninde kaste hovedet voldsomt tilbage mod sofaen, og så det desperate og næsten vanvittige udtryk i hendes ansigt "Hun har ikke fortjent de, jeg sværger, hun er det bedste menneske jeg kender! Så stop dog, stop, jeg beder dig!"

    "Hør her, lille Tine, det her er en sag mellem mig og Rikke. Der er ikke noget du kan gøre for at redde hende, så du kan lige så godt lade være med at prøve." Sagde Mona barskt, mens hun lagde alle kræfterne i. Rebet strammedes yderligere. Rikke gispede efter vejret en sidste gang. Så blev hun helt stille. "Hørte du det, Tine? Nu har jeg strammet rebet så meget, at Rikke ikke kan få den mindste smule luft. Hun vil nu langsomt mærke en smerte, som om hendes lunger begynder at brænde. Den smerte vil brede sig til hele hendes krop. Hun vil opleve en helt umenneskelig, gennemtrængende, uudholdelig smerte, gennem flere minutter, før hun endelig dør – og smerten er det mindste af det hele, for hendes angst vil føles langt, langt værre, når hun mærker, at hun skal dø. Har du set et menneske lide en så grusom død før, Tine?"

    "Neeej!" Hulkede Tine. "Jeg vil ikke have, at hun skal dø. Åh Gud, vil du ikke nok lad hende leve? Hun har aldrig gjort nogen noget ondt!"

    "Jeg sagde jo, at Rikkes skæbne ER afgjort. Hun skal dø nu – ja, hun er sgu allerede godt i gang." Sagde Mona, og trak igen på smilebåndet. Hun elskede at se mistroen, angsten og smerten i sine ofres ansigter, når det gik op for dem, at de skulle dø. Det fyldte hende med en kildrende, pervers fryd, som hun havde lært at nyde. "Men hvis du ikke har set en kvinde lide sådan før, så grib chancen. Kan du se angsten i Rikkes øjne? Kan du se, hvordan hun åbner og lukker sin mund, som var hun en strandet fisk? Kan du se, hvordan hele hendes krop skælver af angst og smerte? Er det ikke intenst? Er det ikke fantastiskt? Har du nogen sinde set noget så gribende?"

    "Åh Gud, hvor hun lider! Stop, jeg beder dig, stop, stop stop..." Hulkede Tine, men hun kunne se, at hun blev totalt ignoreret. Hun kunne se det hele. Hun kunne se, hvordan hendes veninde led, og det fyldte hende med angst og vrede. Hvordan kunne Mona gøre det? Hun havde aldrig set noget så grusomt. Mona måtte være sindssyg – men hun turde ikke sige det, for tænk nu hvis.... ja, tænk nu hvis, tænkte hun, og sank en klump.

    Rikke kunne høre dem tale, men deres stemmer var lagt væk – som kom de fra en anden verden. Hun følte det, som var hun omspændt af flammer. Hver en celle i hendes krop brændte, brændte efter luft! Røde prikker dansede for hendes øjne. Det hele drejede rundt. Hvorfor, tænkte hun, hvorfor var hun rendt ind i Tony? Hvorfor hende? Det hele syntes så uretfærdigt – hun var kun 26 år! Der var så meget, hun gerne ville opleve – men det skulle nu aldrig ske! Åh Gud, hun kunne slet ikke fatte, at det hele bare var forbi!

    "Kan du se, hvordan hun spjætter, Tine? Kan se de, hvordan hele hendes krop skælver?" Spurgte Mona, da hun så de sikre tegn på dødens umiddelbare foreståen. "Det er dødskramper, Tine. Rikke er ved at dø. Om få sekunder, er hun borte. Væk. For altid. Er det ikke utroligt så lidt der skal til? Et par minutter uden luft, så er det forbi. Det ene øjeblik er hun en smuk, spillevende kvinde, med håb og drømme, følelser og tanker, og det næste øjeblik er hun bare et stykke dødt kød."

    "Nej! Nej! Jeg fatter ikke du gør det der!" Hulkede Tine. Hun mærkede en voldsom kulde gennemtrænge sin krop. Hun kunne se, at Rikke var ved at dø! Og der var intet hun kunne stille op! "Hvordan kan du være så grusom? Og så bare for penge! Jeg fatter det ikke. Jeg fatter det simpelthen ikke!"

    "Sådan, ja, sådan, lille pus!" Nærmest stønnede Mona, da hun så Rikkes øjne rulle op i hendes hoved, så Mona kun kunne se det hvide af den unge kvindes øjne. Mona mærkede en voldsom kildren i maven. Det var nu det skete, ja nu, i dette øjeblik. Det tændte hende, som intet andet i verden kunne. "Så er det godnattid. Så er det slut! Ja! Farvel, Rikke. Farvel med dig, din unge, dejlige tøs!"

    Tine kunne ikke få et ord frem – hun kunne ikke få øjnene fra Rikkes ansigt. Den angst og smerte hun så, gik hende gennem marv og ben! Pludseligt så hun Rikke spjætte helt vildt og voldsomt. Så faldt hendes venindes krop sammen op af sofaen. Hun var død! Rikke var død! Pludseligt kunne hun slet ikke holde ordene tilbage. "Åh Gud, du har slået hende ihjel! Dit forbandede svin, du har slået hende ihjel, du har slået hende ihjel, du har slået hende ihjel!"

    "Ja, formentligt, men lad os hellere være helt sikre, Tine." Sagde Mona tørt, og sendte Tine et skævt smil. Så gav hun slip på rebet, og lagde Rikkes slappe krop ned på tæppet. Med den ene hånd, fandt hun den unge kvindes halspulsåre. Der var intet at mærke. "Jeps, hun er død nu. Stendød."

    "Hvordan kunne du gøre det? Hun var min bedste veninde. Hun var et godt menneske." Hulkede Tine, mens hun så Mona trække rebet af Rikkes hals – Rikke, som lød død på tæppet, ved siden af hende. Hun kunne næste ikke fatte, at hun aldrig skulle snakke med Rikke igen. Og hun havde forrådt hende, huskede hun pludseligt, hun havde forrådt sin bedste ven i hele verden.

    "Du så hende dø, Tine. Du ved hvad hun måtte gennemleve. Du så angsten i hendes øjne, og hendes ansigt forvredet af smerte." Konstaterede Mona med et smil, da hun igen sad med rebet i hænderne. "Hvad tror du hun tænkte? Hvad tror du der gik igennem hovedet på hende, mens hun kæmpede for livet – vel vidende at det var forbi?"

    "Jeg ved det ikke, men det må have været forfærdeligt. Forfærdeligt." Snøftede Tine – så frøs hendes mave pludseligt til is, og hun kunne ikke få et ord frem. Hun stirrede op på Mona, som holdt rebet mellem hænderne – mens hun smilede ned til hende! Er ondskabsfuldt, grusomt smil!

    "Ja, Tine, jeg kan se i dine øjne, at du har gættet hvad der skal ske. Du skal snart opleve den samme angst og smerte som Rikke." Sagde Mona, med dunkende hjerte, og en ophidsende kildren i sin mave. Hun havde glædet sig til dette øjeblik – endnu mere end hun havde glædet sig til at dræbe Rikke. Der var noget... hmmm... endnu mere intenst ved, at slå de uskyldige ihjel, tænkte hun, og smilede bredt.

    "Jamen... jamen, du sagde... du sagde... " Brølede Tine, men ordene klumpede sammen i hendes hals, og hendes stemme knækkede over. Hun var skræmt fra vid og sans. Hun havde set hvor skræmt Rikke havde været – hun havde set, hvor grusomt Rikke havde lidt. Skulle hun nu selv opleve den angst og smerte? Hun kunne slet ikke fatte det.

    "Ja, tænk, jeg er ikke bare lejemorder – jeg kan også stikke en lille hvid løgn, for at få en ung, naiv pige til at holde kæft." Grinede Mona, nu ude af stand til at undertrykke sin morskab og glæde. "Men du troede da ikke helt seriøst, at jeg ville lade dig leve? Du troede vel ikke, at jeg bare ville lade dig gå, når du nu har været øjenvidne til et mord jeg har begået?"

    Tine anede ikke, hvad hun skulle sige. Hun havde troet – håbet – men inders inde, havde hun haft en mistanke. Åh Gud, måske kunne hun have reddet både Rikke og sig selv, hvis hun havde kæmpet imod fra starten? Nu var det for sent. Hun kunne ikke komme op. Nu var det for sent. For sent. Ordene lå som mursten på hendes tunge, som en uudtalt dødsdom: For sent!

    "Nej, jeg kan se det i dine øjne, lille skat. Du ved, at du skal dø – men du er alligevel bange. Det kan jeg godt forstå. Det bliver forfærdeligt." Grinede Mona, og lagde rebet om Tines hals. Hun kiggede ned på den skræmte unge pige, som sad og vred sig med lukkede øjne, som troede hun, at hun kunne få det hele til at gå væk. "Nåja, du var jo villig til at 'sælge' din veninde, for dit eget liv. Nu er Rikke død. Syntes du virkeligt det er rimeligt, at du skal få lov at leve?"

    "Jeg vil ikke dø!" Røg det pludseligt ud af Tine, med en kraft som overraskede hende selv "Lad mig leve, jeg beder dig, jeg siger ikke noget. Jeg siger ikke noget til nogen!"

    "Jeg har dræbt din bedste veninde, og du siger ikke noget til nogen?" Sagde Mona, og smilede et skævt smil. "Hvilken veninde er du? Hvis jeg var dig, ville jeg ønske hævn – for Rikkes skyld. Nej du, der er ingen anden udvej. Jeg bliver nødt til, at slå dig ihjel. Nu lægger jeg rebet om dig hals, Tine. Om få sekunder, vil du ikke være i stand til at trække vejret. Om ganske få minutter er det forbi. Du må bare prøve, at være tapper."

    "Nej... Gud, nej." Hulkede Tine. "Jeg vil ikke dø. Jeg er 19 år, jeg vil ikke dø! Jeg er alt for ung! Jeg vil ikke dø!"

    "Det var synd, Tine." Sagde Mona, med et bredt smil. "Det var ikke din skyld. Du var bare på det forkerte sted, på det forkerte tidspunkt. Og nu er det alt sammen forbi."

    "Nej, lad mig dog leve! Jeg er kun 19 år! Jeg er ikke klar til at dø!" Brølede Tine, ude af sig selv af angst.

    "Det var Rikke heller ikke, Tine. Men det gjorde hun jo alligevel, med lidt hjælp fra undertegnede." Klukkede Mona, og strammede rebet om Tines hals. Tine skreg, men Mona trak til – og kvalte skriget i den unge piges hals. "Og nu er det din tur, lille skat. Ja, nu er det din tur til, at lide en langsom og smertefuld død!"

    Tines angst var så total, at hun slet ikke kunne tænke klart. Hun spjættede helt instinktivt, i et håbløst forsøg på at slippe bort, men mærkede straks, at det var nyttesløst – hvilket blot fyldte hende med endnu mere angst. Kunne det virkeligt være sandt? Kunne det virkeligt være sandt, at hun aldrig skulle blive voksen, få en uddannelse, et job, en mand, et barn, et liv? Kunne det virkeligt være sandt, at hun aldrig skulle opleve verden? Hun følte sig helt som indeni – det eneste hun følte var angst og en dyb, dyb sorg.

    "Som du dog kan, lille skat." Lo Mona, og stirrede ophidset ned på Tines skræmte ansigt. "Jeg kan se, at du mærker dødens grusomhed. Jeg kan se, at du lider mindst lige så meget som Rikke! Din lille stakkels pige, du har ikke gjort nogen noget. Hvis du dog bare var taget i biografen, eller hjem til dine forældre, eller ud på en date, eller hvad som helst – hvis du bare ikke var blevet hjemme i aften, så ville du være i live i morgen!"

    Tine hørte Monas ord gennem smerten. Det var ikke hendes skyld. Det var ikke hendes valg. Men det var jo sandt! Åh Gud, det var sandt! Hvis hun dog bare havde lavet noget andet. Hvis hun dog bare ikke var blevet hjemme! Så ville hun ikke sidde her, med et reb om halsen, og vente på at dø! Hvorfor? Hvorfor var hun blevet hjemme? Hvorfor havde hun ikke haft en aftale? Hvorfor? Hvorfor!?

    "Du skal ikke bebrejde dig selv." Grinede Mona, da hun så udtrykket på Tines ansigt. "Du vidste jo ikke, at jeg ville komme forbi. Det var en tilfældighed, lille skat, rent sort uheld. Men det gør det ikke lettere for dig, gør det? Nej, smerten og angsten er den samme, ligegyldigt hvad jeg siger. Det ar aldrig let, at skulle sige farvel til alt det man kender og elsker. Slet ikke når man er så ung som dig, Tine. Åh ja, jeg tør slet ikke tænke på, hvad der sker bag dine smukke øjne! Ja, du er sgu en smuk, ung pige. Du kunne have fået så meget ud af livet. Jeg tør slet ikke tænke på, hvor meget du må ærgre dig lige nu!"

    "Sådan ja, skønne Tine, du skal ikke kæmpe imod. Bare overgiv dig til døden!" Stønnede Mona. Hun talte til Tine, skønt hun vidste, at den unge pige ikke kunne høre hende. Tines ansigt var forvredet af smerte. Hendes øjne var rullet op i hovedet på hende, så Mona kun kunne se det hvide i hendes øjne. Hendes verden bestod nu kun af smerte, tænkte Mona, smerte og angst. Det tændte hende. Hun kunne mærke, at det kriblede i hendes mave og hendes skød. Hun blev igen varm mellem benene. Hun måtte snart have udløsning, ellers ville hun eksplodere.

    Tine sansede knap nok hvad der skete omkring hende. Alt var mørke, et uhyggeligt mørke, som kun blev brudt af dansende røde og lille prikker. Smerte. Hele hendes krop gjorde ondt, som om hver en celle skreg efter luft. Det var kun på grund af smerten, at hun vidste, hun ikke var død endnu.

    "Nå , lille skat, jeg kan se, at du ikke har langt igen! Overgiv dig til døden, så jeg kan komme i gang med, at lege med jeres dejlige, unge, døde kroppe!" Klukkede Mona, og trak til af alle sine kræfter. Hun kunne se Tines ansigt blive helt hvidt. Den unge piges krop begyndte at skælve. Det var dødskramperne, vidste Mona. Tine havde kun få sekunder igen. "Sådan ja, giv slip, giv slip på dit liv, Tine, giv slip!"

    Tine kunne høre nogle fjerne råb, og en høj brusende lyd. Smerten blev så voldsom, at hun næsten følte sig lammet. Langsomt gled det væk. Smerten. Det var som om hun svævede. De røde prikker, som dansede for hendes øjne, samledes til et lysende punkt. Nu sker det, tænkte hun, med en vished som har hinsides både sorg, angst og enhver anden menneskelig følelse hun havde haft i sit liv. Langsomt blev prikken grå, og tonede bort. Mørke.

    Mona stønnede af ophidselse, da hun så Tines unge krop vride sig i voldsomme dødskramper. Den unge kvinde spjættede, som var hun besat – men pludseligt lå hun helt stille. Helt stille. Død. "Sådan, dejlige, unge skat, så er det overstået. Det var ikke så slemt, vel?"

    Mona vidste, at ingen kunne høre hende. De to piger havde forladt hende - men de havde efterladt sig to dejlige, varme, unge, glatte kroppe. Hun var alene. Nu skulle hun bare koncentrere sig om en ting, nemlig at nyde disse dejlige skabninger, en sidste gang, før hun gik ud i natten for at indkassere sin løn. Hun løsnede rebene, som havde holdt de to piger bundet til sofaen. Nu var det for alvor blevet legetid!

    "Ja, piger, I må undskylde, at jeg afbrød jeres hyggeaften." Klukkede Mona, idet hun tog fat i Tines ben, og trak hende ud på tæppet. "Og I må undskylde, at jeg blev nødt til at slukke ned for jeres unge liv, men sådan er verden nu nogle gange så uretfærdig. Jeg kan dog love jer, at jeres dejlige kroppe ikke skal gå til spilde. Nej, selv om lejemordere bliver nødt til at være hårde og professionelle, så har de skam også visse lyster og behov, som skal tilfredsstilles."

    Da Mona havde anbragt Tines døde krop midt på gulvet, knælede hun ned ved siden af det, og begyndte at stryge den unge kvindes hår kærligt. "Ja, det var en grusom oplevelse, det forstår jeg. Jeg forstår også, at du gerne ville leve, men ak, sådan skulle det ikke gå, kære."

    Mona var nu blevet så våd, at hun frygtede, at hun ville få våde pletter på sine jeans. Nå, skidt pyt, tænkte hun – hun brændte altid sit tøj, når hun havde været ude på et job – bare for en sikkerheds skyld. Hun skælvede i hele kroppen, da hun foldede sine fingre om kanten på Tines kjove. Det kriblede i hele kroppen, som skulle hun til at udforske en forbudt og hemmelig verden – og det skulle hun jo på en måde også. Hun sukkede af fryd, da hun trak kjolen op, og så Tines dejlige, flade mave, og hendes små, søde ungpigebryster. Endnu et frydefuldt suk undslap hendes læber, da hun trak Tines trusser ned, og så de velformede skamlæber, halvt gemt bag et tyndt lag hår.

    "Hvor er du dog smuk, Tine." Stønnede Mona, og var lige ved at kaste sig over den smukke ungpigekrop. Men så kom hun i tanke om Rikke – den ældre, storbarmede blondine. Hun kukkede for sig selv. "Men Rikke skal skam også være med, ja, hun er jo også en vidunderlig, velformet skabning!"

    Mona trak Rikke ud på gulvet, så hun lå ved siden af Tines nøgne krop. Hun knælede ned mellem Rikkes ben, og trak den unge kvindes nederdel op. Hun havde ingen trusser på – og hendes fisse ver helt glatbarberet! "Du er vidst en rigtig frækkert, Rikke. Ja, Tony sagde også, at han havde været på dig. Det kan man sgu godt forstå. Han har altid haft en god smag i kvinder."

    Mona trak Rikkes top af, og fnisede af fryd, da hun så to store, velformede bryster, dukke frem under det stramme stof. Hun lagde hænderne på dem, og masserede det varme, bløde kød. Det føltes vidunderligt under hendes hænder. Hun lagde den ene hånd på Tines ene bryst, så hun kunne massere dem samtidigt. Tines bryster var mindre, men fastere. De var begge to helt vidunderlige, at røre ved.

    "Pyha, tøser, sikke et par dejligt, stramme ungpigekroppe!" Klukkede Mona, og lod hænderne glide ned over den, til hun nåede deres skridt. Hun lod en finger glide op i hver af deres unge skeder. De var begge dejligt varme og våde. "Ja, sådan skal det være piger. Nu tilhører I mig!"

    Mona bandt det reb op, som hold hendes bukser oppe. Hun trak sine jeans ned, og lagde en hånd på sin mave, som hun lod glide ned mod sine våde trusser. Hun stønnede af fryd, da to fingre klemte sig under kanten af trusserne, og knubbede mod hendes skamlæber. Hun begyndte at lege med sig selv, mens hun stirrede ned på de to unge, smukke, nøgne kroppe, som lå foran hende. Hun skulle udforske hver en centimeter af deres unge kroppe. Hun skulle gnubbe sig mod de dejlige bryster, lår, maver og ansigter. Det ville blive en meget lang nat, tænkte hun, en lang og fuldstændig vidunderlig nat!

Tilbage til Historier