Trafiksikkerhedsuge En novelle af H. Dude |
|
Heidi var sent på den, havde lige afleveret hendes 2 børn i børnehavn. Nu susede hun afsted på motorvejen, på vej til kontoret i byen. Trafikken var tæt, men hun kunne alligevel holde ca. 140 km/t. Så nærmede hun sig afkørslen ved Lystrup, der var lang kø, men hun snød og masede sig ind næsten hvor afkørslen sluttede. Hun ignorerede fuckfingeren fra føreren af bilen bagvej.
Lystrup hovedgade var forholdsvis smal, men hun havde travlt. Klokken var ti minutter i otte, hun lagde dog ikke mærke til skolebørnene på vej til Lystrup skole.
Lige ved skolen strøg pludselig en BMW motorcykel forbi hende med blå blink. Hun slap speederen helt automatisk og checkede speedometeret ... omkring 80 - hvor stærkt måtte man køre her? Ups, det var vist kun 40. Betjenten gjorde tegn til at hun skulle stoppe. Hun kørte ind til siden og rodede rundt i tasken efter kørekortet.
Betjenten kom hen til bilen, bankede på ruden. Hun rullede ned, klar til at skrue op for charmen, det var vist nødvendigt for at beholde kørekortet. "Det er forfærdeligt, jeg vidste slet ikke hvor hurtigt jeg kørte. Det er jeg frygtelig ked af" sagde hun og kikkede bedende på ham med sine store smukke blå øjne.
"Vær venlig at stige ud af bilen" sagde betjenten brysk. I mellemtiden var endnu en motorcykelbetjent kommet til. "Hvor hurtigt?" spurgte han. "82" svarede kollegaen. "Det lyder ikke godt" sagde den nyankomne grinende til sin kollega.
Heidi mærkede en fast hånd på skulderen da hun trådte ud af bilen. Hun blev ført om bag bilen og stillet med hænderne på bagruden og hendes ben blev spredt. Øvede hænder visiterede hende. Så blev hun skubbet ned på jorden, der var fugtig efter nattens regn. Hun ville brokke sig, men nåede det ikke før hendes hænder blev vredet om på ryggen og hun fik håndjern på.
Hun var rasende nu, hendes pæne lyse dragt ville være helt spoleret efter dette her. Hun ville klage, straks hun kom fri, og forlange navn og nummer på æggeskallerne der havde forulempet hende. Nu kom betjentene igen, de trak hende op og stå. Hun kikkede ned af sig og så de mørke skjolder på sit tøj. "Hvad fanden er meningen", hvæsede hun. "Hold din kæft, du har problemer nok" sagde betjenten. "Husk det er den 1. november i dag - i dag træder de nye, meget skrappe, regler for hastighedsoverskridelser i kraft" fortsatte han.
Den anden betjent kom med et stort papskilt med en snor i, som han hængte omkring halsen på hende. '82' var der skrevet med store røde tal. De begyndte at føre hende væk fra bilen. "Min taske...og bilen er ikke låst" protesterede Heidi. "Der hvor du skal hen har du ikke brug for nogen af delene" svarede betjenten og tog lidt hårdere fat i hendes overarm.
Hun blev ført over imod en politibil, et salatfad, kaldte man det vist. Brutalt blev hun skubbet ind af døren bagerst i salatfadet. Hun satte sig på bænken langs den ene side og kikkede rundt. Der sad 5 andre, alle med håndjern på, alle med papskilte om halsen, alle havde kørt over 80. Det var 2 mænd og 3 kvinder. En af kvinderne græd, hun blødte fra læben.
"Hvad sker der her?" sagde Heidi, ".. og hvad har de gjort ved dig" sagde hun, henvendt til den grædende kvinde. "Jeg slog hovedet ned i jorden, jeg har knækket en tand" svarede kvinden lavmælt.
"Ved du hvad klokken er?" spurgte en af de andre kvinder. "Lidt over otte" svarede Heidi. "Så har jeg siddet her i snart 3 timer" sagde kvinden, "Jeg blev stoppet lidt over 5".
Pludselig satte vognen i bevægelse. Der var ingen vinduer i vognen, så Heidi vidste ikke hvor de blev kørt hen. Efter 10 minutters kørsel stoppede bilen. Døren blev åbnet og en kommandostemme brølede "Ud med jer!". De tumlede forvirrede ud af bilen og blev, under skubben og råben, ledt ind i et stort lokale. Her blev der skrevet endnu et nummer i øverste hjørne af deres papskilt. Der kom til at stå 147 på Heidi's.
"68!" brølede en stemme. En ældre mand rejste sig fra en af de få stole i lokalet. Vagten greb fat i ham og førte ham igennem et stor sort dør der bagefter blev lukket med et brag. "De kommer ikke tilbage" sagde en mandsstemme. Heidi gøs, pludselig var det ikke hendes kørekort hun frygtede for. Det her virkede som en ond drøm, eller en gammel bog. Sådan behandlede politiet ikke arrestanter her i landet.
Den sorte dør gik op igen og vagten råbte på nummer 69. En ung fyr meldte sig. 108 stod der på hans skilt.
Det gik hurtigt, måske 1-2 minutter pr. person, men der kom også hele tiden nye. Ingen talte sammen, højst nogle enkelte små kommentarer hørtes.
"146" sagde stemmen et par timer senere. Åh gud tænkte Heidi, nu er det snart mig. Hun var træt i benene af at stå op sine højhælede kontorsko, begge hendes arme sov og hun var sikker på at håndjernene havde gnavet hul på hendes håndled.
"147". Heidi gik et skridt frem. Vagten var en stor kleppert. Karseklippet og med dårlig ånde, bemærkede hun. Han nærmest løftede hende igennem døren, inden den igen blev smækket i. Hun stod i en mindre rum med 3 døre, foruden den hun var kommet ind af. 'Retssal' var der skrevet med kridt på en af dørene. I det samme gik denne dør op og '146' blev ført ud. Det var en kvinde på hendes egen alder. Kvinden var ligbleg og idet hun passerede Heidi fik de øjenkontakt. "Det kan de ikke gøre" sagde kvinden, inden hun blev ført ud af en 3. dør. Sekunder efter var vagten tilbage. "Kom" sagde han bydende. Heidi gik ind gennem døren. Det lignede en interimistisk efterligning af en retsbygning. Ved et højt bord sad en ældre kvinde i en sort kappe. Heidi blev ført hen foran det hun antog for at være dommeren.
"Dit navn" sagde dommeren træt. "Heidi Jonna Knudsen" svarede Heidi. "Adresse?" "Bøgevænget 3, Lystrup enge." "Børn ?" "To, en dreng på 5 og en pige på 3". "Det vil sige" sagde dommeren brysk, "at på trods af at De selv har 2 små børn, kører fuldstændig sindssygt forbi en skole hvor andre små trafikanter færdes. Kan De vedgå at De har kørt med 82 km. i timen ud for Lystrup privatskole i dag kl. 07:52, på trods af hastighedsgrænse på 40 km/t og tydelig afmærkning med 'skole' skilte" spurgte dommeren med lav og ildevarslende stemme. "Det er vist rigtig nok" sagde Heidi spagt "Jeg havde lidt for travlt" Dommeren slog i bordet, så Heidi for sammen. "De skal bare svare JA eller NEJ til mit spørgsmål." hvæsede kvinden bag skranken rasende. "JA" sagde Heidi. "I henhold til den skærpede færdselslovs §117 stk. 2, omhandlende hensynsløs kørsel forbi skoler i tætbebyggede områder, dømmer jeg dem herved til døden ved skydning" forkyndte dommeren med et ondt smil om munden. "Dommen skal være eksekveret inden 2 timer. Må Herren vise Deres sjæl nåde" fortsatte hun og slog sin hammer imod pulten. "148" sagde dommeren henvendt til vagten. Heidi gik i baglås, hun kunne ikke tænke, ikke fatte mening. Hun mærkede at vagten greb fat i hendes arm og trak hende ud af lokalet. '148' var en rigtig business fyr i mørkt jakkesæt, men selv om han så på Heidi, så Heidi lige igennem ham. Hun blev overtaget af en anden vagt, en kvinde, som førte hende igennem nogle lange gange, igennem en tremmedør og ind på en fængselsgang. Hun var i fængsel. Det kunne ikke være rigtigt. De stoppede foran en celle. Vagten åbnede med øvede hænder låsen. Håndjernene blev fjernet og hun fik et puf derind. Døren blev smækket bag hende. I cellen sad '146'. Kvinden der havde været foran dommeren før Heidi. "De vil skyde os" sagde '146'. "Det er rigtigt" fortsatte hun, "hvis du hører godt efter kan du høre skud". Heidi satte sig ned på cellens bænk og stirrede tomt frem for sig. Langt væk og dæmpet, som gik lyden gennem mange mure, fornemmede hun en langt skrig - og få sekunder efter, en dump lyd, som godt kunne være skud. "Jeg hedder Heidi, Heidi Knudsen". "Tina Clausen" svarede hendes cellekammerat. "Hun spurgte kun om mit navn" sagde Tina stille " ... og til sidst noget om at de fandeme nok skulle lære folk at køre ordentligt i trafikken." Endnu engang lød der skud, denne gang dog uden skrig. "Det er et nummer de laver med os. Der har ikke været dødsdom her i landet siden forrige århundrede. De vil helt sikkert bare forskrække os" sagde Heidi, med en rolig stemmeføring, der slet ikke afspejlede den frygt der havde fået hendes mave til at snøre sig sammen og hjertet til at banke vildt. Vagten åbnede døren og smed noget stribet tøj på gulvet, sammen med en brun skraldesæk. "Alle jeres egne klude og sko i sækken" sagde vagten, inden hun lukkede døren igen. Heidi samlede tøjet op. Der var kun 2 par stribede bukser. "Vi må hellere gøre som hun siger" sagde Tina og begyndte at tage sit tøj af. Heidi fulgte trop. Heidi skævede til Tina mens de smed tøjet. "For tyk" lød Heidi's hårde dom. Heidi havde altid gjort et stort nummer ud af sig selv, og var stolt af, at hendes mave var stram og brysterne ikke hang, selvom hun havde født 2 børn. Tina var tydeligt genert, da hun skulle af med trusser og BH. Hun vendte sig væk fra Heidi, inden hun smed trusserne og hurtigt tog de stribede bukser på. Bukserne var for store og for lange og de måtte smøge benene op og stramme bukserne til med den isatte elastik. Tina begyndte at græde. Heidi ville give hende et kram, men stoppede, da hun så hvor grimme bryster Tina havde. De hang, vorterne var meget store og brysterne var ikke lige store. Heidi var kun til det perfekte. Den perfekte mand, hus, bil. Hele hendes liv havde kørt på skinner ... indtil nu. Tina blev ved med at græde. "Hold dog kæft, Tudefjæs" sagde Heidi vredt. Så kom vagten igen. De fik besked på at stå ved siden af hinanden. De fik igen håndjern på og Heidi's venstre albue lænket til Tina's højre ditto. "Kom" sagde vagten. Nu blev de ledt videre igennem bygningen. Ind i en elevator. Vagten måtte bruge nøgle og kode, før den kørte ... nedad ... Både Tina og Heidi gispede, da de hørte skud. Nu meget tydeligere. Mange skud affyret samtidig. Da elevatordøren åbnede, lød i det sammen endnu en skudsalve, nu så høj at ørene gjorde ondt. De var kommet til hvad der vist havde været en parkeringskælder. Kælderen var delt af en stor væg og det hele var kraftigt oplyst. Endnu et brag næsten sønderrev deres trommehinder. De så vagten havde høreværn på. To andre vagter kom gående imod dem, de bar på en båre. Da de kom tættere på, så Heidi at der dryppede blod fra båren. Hun skreg, da hun så at der lå en person på båren. En kvinde - for der hang lange lyse lokker udenfor det lagen der var lagt over hende. Lagenet var dybrødt omkring hendes bryst. Heidi's ben holdt op med at lystre hende. Hun gik i knæ mens verden blev sort omkring hende. Vagten greb fat i hendes lange hår. Den skarpe smerte, da hun blev trukket op og stå igen, bragte hende tilbage igen. "Fremad" kommanderede vagten og rev endnu hårdere i Heidi's kraftige hårmanke. De blev ført ind i det andet rum. "Hundredefireogfyrre og femogfyrre" blev der råbt. En yngre kvinde og en ældre mand blev ført frem imod 2 pæle. Begge havde, som Heidi og Tina, bar overkrop. En vagt spændte dem til pælene. Herefter gik han om foran dem og lavede, med en spraydåse, en rød plet på hver af dem. Lige hvor deres hjerte sad. Heidi gik videre fremad, fuldstændig i trance. De blev stoppet 4 meter fra pælene. Heidi så hvordan den fastspændte pige nærmest hyperventilerede og havde svært ved at holde sig oprejst. Remmene hjalp. Hun vendte hovedet og så geværløbene der stak ud fra et interimistisk skur. Hun kunne ikke se dem der holdt geværerne. Så hørte hun våbenraslen og hun så ildglimtene, før hun hørte braget. Manden hang nu ubevægelig i remmene, mens blodet sprøjtede fra hans ituskudte brystkasse. Pigen skreg fuldstændig panisk, men kun 5 sekunder, så tav hun brat da 12 projektiler knuste hendes brystkasse. Manden var helt stille, men pigen spjættede stadig svagt, selvom hovedet var faldet forover. Endnu et skud lød. Det gik tværs igennem pigens kranie. Nu hang hun stille. Heidi havde set hvordan pigens hoved næsten eksploderede og hvordan blod og hjernemasse ramte væggen bagved. Det var fuldstændig uvirkeligt. En film - men en film hun var med i! De to døde blev bundet op og smidt på hver sin båre. De blev nødtørftigt dækket med hvert deres lagen, som straks farvedes rødt af det udsivende blod. Heidi blev revet ud af sin film da Tina skreg højt "Jeg vil ikke dø, jeg vil ikke dø!!". Igen blev hun ramt af sit 'jeg er bedre' kompleks - og gik med rolige skridt hen mod pælen, da 3 vagter ledte dem fremad. Hun kastede et blik bagud og så at to mere allerede var klar. Samlebånd, tænkte hun, som på en fabrik. Hun mærkede hendes hænder blev spændt fast med tykke remme. En tyk rem blev ligeledes lagt om hendes mave. Der var blod på. Så vendte hendes mave sig og hun kastede op i tykke stråler. Noget af det ramte den vagt der skulle til at markere deres hjerter. Han sprang tilside og slog hende hårdt med sprayflasken i ansigtet. Hun mærkede smerten da hendes næse brækkede og følte det varme blod løbe fra næseborene. Hun stod nu klar til at dø, med bræk om munden og blødende næse. Hun var ellers forholdsvis rolig. Hun registrerede malingen, der blev sprøjtet mellem hendes bryster. Så gik vagterne væk. Hun tænkte på sine børn, mon de nogensinde ville få at vide hvad der var sket med hende? Mon det gjorde ondt? Så kom braget. Tina hang og spjættede i remmene. Blod fossede ud fra hendes bryst. Hun rallede, men var ikke død. Endnu et brag gennemskar kælderen. Tina's hoved eksploderede. Heidi mærkede blod og hjernemasse ramme hende. "Mor" skreg hun, "mor hjælp mig!". Hun lukkede en sidste gang øjnene og koncentrede sig om at se sin familie for sig. Hendes krop blev ramt, som af en gigantisk hammer. Hun følte, at hun blev gennemboret af utallige jernstænger. Hun ville skrige, men kunne ikke. Hun ville holde sig oprejst, men kunne ikke. Hun mærkede, at hun faldt forover. Hun hørte underlige lyde, hendes egen sidste rallen, da hendes hals fyldtes med blod fra de ødelagte lunger. Hun hørte aldrig det sidste skud. Det gik ind lige over hendes højre øje, tværs gennem hendes hjerne og ud lige under nakken. Heidi Jonna Knudsen er død, hun blev 32 år. |