Tre piger i skoven


En novelle af Darker

Det var midt i Juli og solen bagte ned fra en skyfri himmel over Løkken. Det var mindst femogtyve grader i skyggen og endnu varmere i solen. Hanne, Karen og Stina havde ligget ved stranden det meste af dagen, men da de efterhånden var ved at være godt røde af den skarpe sol, besluttede de sig for at gå en tur i skoven om eftermiddagen, for at undgå at blive for solbrændte. Deres campingplads lå ikke langt fra en større plantage, så de hoppede på cyklerne og inden længe gik de blandt træernes kølige skygger.

"Sikke en skøn skov." Grinede Hanne og hoppede op på en træstamme. Hun balancerede hen af de, ved side af de to andre piger. Det havde været en skøn dag ved stranden, og eftermiddagen skulle nok også blive afslappende. "Skal vi ikke smutte i byen i aften? Der ligger vidst nogle diskoteker nede ved havnen."

"Jo, lad os gøre det." Svarede Karen og grinede op til Hanne. "Jeg er ihvertilfald kommet til Løkken for at more mig. Det skal blive spændende at se om vi kan finde nogle flotte fyre."

"Jeg håber bare ikke der er for mange teenagere." Tilføjede Stina. Hun havde været imod Løkken. Det var et teenage-paradis, men de tre piger læste på universitetet og teenagefyre sagde hende ikke en skid. Forhåbentligt ville der også være ældre fyrer.

"Halløjsa, der har vi jo en flot fyr allerede!" Grinede Hanne, da hun fik øje på en mand, som gik rundt blandt træerne. Han havde uniform på og et gevær i hånden. Sikkert en hjemmeværnsmand, eller en værnepligtig på øvelse, tænkte hun.

"Ja! Hejsa smukke. Lækker uniform." Sagde Karen og gav fyren et stort smil. Han kom over mod dem. Han var en flot fyr, tænke hun. "Skal du ned i byen i aften? Måske ses vi der."

"Det tror jeg ikke, piger." Svarede han med et stort smil. Han var glad for at se de tre unge piger, for det havde været en stille dag og han kedede sig bravt. Men nu skulle han have det sjovt. "Det her er nemlig militært område, piger, så jeg er bange for at jeg bliver nødt til at arrestere jer."

"Tager du pis på os?" Sagde Stina. Hun var bekymret. Manden så på dem med et sultent blik i øjnene, syntes hun. Hun brød sig ikke om hans stemme. Han virkede barsk. Pludseligt gik det op for hende at de var langt inde i skoven. De var mindst en kilometer fra deres cykler. Hun kunne ikke høre andet end fuglesang – ingen biler, ingen mennesker.

"Nej, desværre. Skoven her er militært område. Hemmeligt militært område. Så I bliver nødt til at følge med. Stil op på række. Kom så!" Råbte han og pegede på dem med geværet. Han kunne ikke lade være med at smile, da han så de skræmte blik i deres øjne. Ja, de smilede, men øjnene afslørede dem. De var bange, han kunne mærke det.

"Rolig nu Vi kan jo bare gå vores vej, ikke? Vi har jo hverken gjort eller set noget" Protesterede Karen. Hun kunne ikke gennemskue det – var det en joke? Hun kiggede på de to andre piger. Hanne smilede stadig til fyren. Stina rystede på hovedet og trak på skuldrene. De stillede op på række.

"Sådan, piger, det ser godt ud!" Råbte han. Han måtte anstrenge sig for at holde masken. Det var simpelthen for sjovt, det her. De tre piger var smukke. Han var specielt vild med den korthårede blondine. Han skulle nok få det sjovt med de tre. "Op på enkelt geled. Fremad. March!"

"Hvor fører du os hen?" Spurgte Hanne. Hun syntes snart ikke det var sjovt længere. "Skal vi snakke med din overordnede, eller hvad? Fører du os ud af skoven? Vi skal altså snart tilbage og spise."

"Du forstår vidst ikke hvad der sker her." Sagde han og viftede med geværet. De tre piger gispede – så satte de i gang. "Jeg sagde at dette er et hemmeligt område. Jeg kan ikke lade jer forlade skoven, før vores opgave her er løst. Jeg er bange for at I kommer til at bliver her et stykke tid."

"Hvornår er I færdig? Vi skal tilbage til campingpladsen og klæde om, for vi skal i byen i aften." Sagde Karen, som efterhånden var ved at blive lettere irriteret. Hun kiggede over på Hanne, som også så forvirret på hende. "Vi kan altså ikke rende rundt her i skoven hele eftermiddagen."

"Jeg tror ikke i fatter alvoren af situationen." Sagde han og smilede bredt – han kunne ikke længere skjule hans morskab, men heldigvis gik han bag de tre piger, så de så det ikke. "Der er tale om en top hemmeligt militært øvelse. Det er nationens sikkerhed vi taler om her. Jeg har bemyndigelse til at skyde, hvis I ikke adlyder."

"Jeg kan nu ikke høre noget. Hverken skud eller motorer." Konstaterede Stina. Skoven var helt stille. Det eneste hun kunne høre var fuglesang, samt soldatens og de to andre unge kvinders fodtrin. Hun var nervøs, for hun havde en fornemmelse af at der var noget helt galt, men hvad skulle hun gøre? Måske kunne hun snakke med ham, lærer ham at kende og på den måde sørge for at han ikke gjorde dem fortræd. "Hvad hedder du?" Spurgte hun prøvende.

"Det skal du slet ikke bryde dit kønne, lyshårede hoved med." Sagde han og smilede til pigen. Det var hende den smukke som havde talt, hende med det korte, lyse hår. Han så at de nærmede sig stedet – det huld han havde gravet dagen før. "Gør holdt!" Kommandere han. "I kommer til at vente her til øvelsen er forbi. I mellemtiden bliver jeg nødt til at bede jer gå op på jordvolden der."

"Hvad? Skal vi bare stå her og glo? Og hvorfor på jordvolden?" Protesterede Hanne. Hun så at Karen og Stina også var bange. "Det giver jo ingen mening! Skulle vi ikke hen til en lejer og tale med en overordnet, eller noget?"

"I skal op på volden så jeg kan holde øje med jer. Kom, lad det gå lidt tjept!" Kommanderede han. Pigerne så noget vrangvillige ud, så han hævede geværet og rettede det mod den pige som havde protesteret. "Husk at jeg har bemyndigelse til at skyde jer, hvis I ikke adlyder min mindste ordre. Vil du teste min villighed til at bruge den bemyndigelse? Nej, vel?"

"OK, OK, så gør vi det! Rolig nu!" Klynkede Stina og skyndte sig op på volden. Hun rystede over hele kroppen nu. Hun anede ikke om han virkeligt var soldat, eller om hans gevær virkeligt var ladt – men hun var sikker på at der var noget helt galt. Hun havde besluttet sig for at gøre som han sagde, bare for at være på den sikre side. Hvis de adlød ham, så gjorde han dem nok ikke fortræd – håbede hun. Hun kiggede ned på de to andre piger, som stod tøvende tilbage. "Kom nu, gør som han siger, så sker der nok ikke noget."

"Det er sandt. Bare adlyd mine ordre, så skal jeg nok lade jer gå om et par timer, og ingen kommer noget til." Sagde han og smilede – venligt, håbede han. De to andre piger gjorde som den kønne pige havde sagt, og gik – tøvende – op på volden. Han ventede til de alle tre stod der oppe, før han gav den næste ordre. "Og så må jeg bede jer alle tre tage tøjet af."

"Hvad?" Råbte de tre piger i kor.

"Af med tøjet, sagde jeg." Gentog han og hævede geværet igen. "I bliver nødt til at tage tøjet af, så jeg kan se om I gemmer kameraer, mikrofoner eller våben under tøjet. Jeg bliver nødt til at sikre mig at I ikke er fjendtlige spioner."

"Gør nu som han siger, vil I ikke nok!" Bad Stina, som allerede var ved at knappe sine shorts op. Hun skulede over til Hanne, som var ved at tage hendes top af. Hun mærkede hjertet hamre hurtigere i sit bryst, da hun så Karen sætte hænderne i siden og rette sig trodsigt op.

"Helt ærligt, den må du fandeme længere ud på landet med, kammerat!" Råbte Karen. Hun skulle sku ikke nyde noget af at smide tøjet for den mide, gevær eller ej. Hun havde længe haft på fornemmelse at han tog pis på dem – nu var hun sikker. "Du er garanteret bare klædt ud og er taget ud i skoven med dit legetøjsgevær, for at narre unge piger til vise dig deres bryster. Er det ikke sandt? Der er jo ingen øvelse, vel?"

"Jeg har givet dig en ordre, unge dame! Hvis du ikke tager tøjet af, så bliver jeg nødt til at gå ud fra at du har noget at skjule." Vrissede han. "Du begynder at tage dit tøj af inden jeg har talt til tre, hører du!"

"Gør nu som han siger, gør du nu, for Guds skyld!" Bad Stina, som nu var blevet rigtig bange. Hvorfor kunne Karen ikke bare gøre som der blev sagt? Stine anede ikke om Karen havde ret, men hun syntes det var vanvid at provokere en fyr med et gevær, uanset om han var soldat eller ej.

"Et!" Sagde han køligt og hævede geværet mod Karen, den storbarmede blondine.

"Nej, Stina, helt ærligt, kan du ikke se han er fuld af pis? Ja, han står der og puster sig op, med hans gevær og hans fine uniform, men helt ærligt, det er sku for langt ude." Vrissede Karen, som nu var ved at blive rigtig sur. Ikke bare på den idiot, som hun var sikker på bare legede soldat, men også på sine veninder, som åbenbart ville smide tøjet for ham.

"To!" Råbte han og afsikrede geværet. Hjertet hamrede i hans bryst. Han havde blot tænkt sig at skræmme pigerne, måske se om han kunne få tøjet af dem og lave lidt sjov med dem, men pludseligt mærkede han en helt anden, mørkere lyst. Der var noget ved Karens attitude, hende stramme krop og hendes svulmende bryster, som gav ham en lyst til at gøre hende ondt, rigtigt ondt.

"Karen, for helvede, gør det nu bare, ikke?" Stemte Hanne i.

"Tre!" Råbte han og tog sigte. "Så er det af med tøjet, unge dame!"

"Du har slet ikke nosser til det der!" Råbte Karen trodsigt. "Hvis det overhovedet er et rigtigt gevær!"

Han hjerte hamrede så voldsomt at han næsten blev svimmel. Han kunne næsten ikke tro det – men han ville skyde hende. Han pressede langsomt pegefingeren tilbage, mens han kæmpede mod svimmelheden og ophidselsen, for at tage sigte.

"Nej, stop, for Guds skyld!" Hylede Hanne, da hun så soldatens finger strammes om aftrækkeren. Det virkede som om tiden gik i stå, som om der gik en evighed mens hun så hans finger trykke aftrækkeren tilbage. Så hørte hun pludseligt braget og geværmundingen eksploderede op mod dem, i en sky af ild og røg.

Geværet gav et ordentligt ryk i hans hænder, og kolben slog hårdt tilbage mod hans skulder. Han kunne næsten ikke tro det! Han havde skudt hende, han havde virkeligt gjort det! Han var lige ved at bryde ud i høj latter, så ophidset og overstadig følte han sig. Han havde ramt hende lige i brystet – kuglen havde flået strengen i hendes BH over og ramt hende lige i hendes venstre bryst!

Karen fattede næsten ikke hvad hun så. Pludseligt var geværmundingen indhyllet i hvid tåge, i hvis midte hun så et kraftigt lysblink. Hun hørte et voldsomt brag, efterfulgt af et vådt smæld. Det føltes som fik hun et kraftigt slag i brystet. Et kort øjeblik kunne hun ikke mærke sin egen krop – så eksploderede smerten i hendes brystkasse, som havde nogen hældt hvidglødende metal i hendes lunger. Hun var ramt! Hun skreg.

"Nej, nej, nej!" Hylede Stina og førte hænderne op foran munden, da hun ellers frygtede at hun ville skrige lige så højt og dyrisk som Karen. Hun kunne næsten ikke fatte hvad der var sket – Karen var blevet skudt! Hun mærkede et jag af angst gå gennem sin egen krop. Hvis Karen døde, hvad skulle der så ske med hende og Hanne?

"Åh Gud, hvor gør det ondt!" Klynkede Karen. Skriget havde taget al luften fra hende og smerten i brystet var så voldsom, at hun knapt nok kunne trække vejret. Smerten var uudholdelig, men hvor alvorligt var det mon, tænkte hun. Skulle hun dø, eller havde hun en chance, hvis hun kom på hospitalet med det samme? Det føltes voldsomt, som om smerten fyldte hele hende krop. "Hjælp mig... hjælp... mig..."

"Hvad fanden har du gjort!" Skreg Hanne. Hun var ude af sig selv – vrede, angst, medfølelse – det hele var så voldsomt, at hun knapt nok kunne tænke. "Du har skudt hende, for helvede, du har skudt hende!"

"Hold kæft, ellers du får den næste kugle!" Vrissede han, henvendt il Hanne, selv om han ikke tog øjnene fra Karen. Hvor var det dog et fantastisk drama som udspillede sig foran ham! Karen faldt ned på knæ, mens hun græd og bad for sit liv. Hendes smukke krop skælvede, hendes store, dejlige bryster hoppede op og ned, mens hun vred sig og hulkede. Hendes afmagt, smerte og angst gik rent nosserne på ham!

"Stina... hjælp mig..." Hylede Karen og tog fat i sin venindes ben. Hun kunne ikke stå på benene længere – det var som om al styrken fes ud af hendes krop, som luften ud af en ballon! Hun var ved at dø, gik det pludseligt op for hende. Hun var ved at dø! "Stine, gør noget... jeg vil... ikke dø!"

"Nej, nej, nej, hvad fanden kan jeg gøre? Åh Gud, det kan ikke være sandt det her! Det kan ikke være sandt!" Hylede Stina. Hun kunne mærke panikken tage magten fra hende – hun havde aldrig været så bange i sit liv! Hvad skulle hun stille op? Hvad kunne hun gøre?

"Slap af, smukke." Grinede han og blinkede til den hysteriske pige. Hvor var hun dog smuk, den korthårede blondine. Smuk og ude af sig selv af skræk, og det kunne man vel næppe bebrejde hende – nu hendes veninde sad for hendes fødder og var ved at dø. "I kan ikke gøre noget. Glem hende. Hun er død. Jeg ramte hende lige i brystet. Det er kun et spørgsmål om tid, så er det forbi for hende."

"Hvordan fanden kan du sige det?" Hylede Hanne og slog vredt ud med armene. "Så få dog fat i en ambulance! Så gør dog noget, for helvede! Lad hende ikke dø, jeg beder dig, lad hende ikke dø!"

"Åh, av... Stina... Hanne... jeg kan.... kan... ikke..." Det var svært for hende at snakke. Smerten var for voldsom. Hun mærkede sin egen krop miste al styrke – hun faldt bagover, ned på sine albuer. Hun ville skrige, men hun havde ikke styrken. Var det virkeligt forbi nu? Skulle hun virkeligt dø her, i dag, i dette øjeblik? Det gav ingen mening. Hun var slet ikke klar. Det gav ingen mening!

"Nej, du må ikke dø, hører du! Du må ikke dø!" Skreg Stina, idet hun stirrede ned på sin venindes skræmte ansigt. Karens øjne var store af angst og blanke af tårer. Stina kunne se at veninden var ved at dø – men hvis hun døde, hvad skulle der så ske? Hvordan kunne hun og Hanne slippe levende fra det her, hvis Karen døde? Så var de jo vidner til mord! "Hører du, Karen, du må ikke dø!"

"Stina... jeg vil ikke... hjælp mig.... nej... åhhhhhhh" Hun kunne ikke snakke mere – al styrken havde forladt hende. Hun faldt ned på jorden, ude af stand til at holde sig selv oppe. Hun kunne ikke trække vejret. Hun kunne ikke mærke sin egen krop – kun en brændende, fortærende smerte. Hun stirrede op i trækronerne, op på den blå himmel. Hvor var det dog åndssvagt det hele, så meningsløst. Der var en stor verden derude, fuld af spændende steder, spændende mennesker, spændende muligheder, som hun nu aldrig skulle opleve.

"Jeg tror ikke hun adlyder dig, Stina." Sagde han og grinede igen. Han mærkede en hård erektion i sine bukser, som voksede i takt med at den storbarmede blondine blev svagere. Ja, hun var ved at dø og han havde taget livet fra hende! Sikke en magt! Og hvor var hun dog smuk, som hun lå der og kæmpede en forgæves kamp mod døden. Hun var fald ned på ryggen nu – hendes store, svulmende, men faste, ungpigebryster stod lige op i luften!

"Nej, det kan da ikke ende sådan her! For helvede, Karen, du må ikke dø!" Hulkede Hanne, selv om hun kunne se at Karen allerede var død - men hun fattede det simpelthen ikke. Det var gået så hurtigt! Braget fra geværet, Karens desperate, smertefulde skrig, hendes jamren og nu, hendes død! Hanne fattede ikke at et liv kunne blive slukket så hurtigt – hendes veninde var forsvundet fra denne verden på få sekunder! Det virkede så absurd, så uretfærdigt.

"Jeg tror hun er væk nu, piger. Jeg er ked af at det var nødvendigt, men hun gav mig ikke noget valg. Hun ville ikke adlyde mig, og dermed valgte hun selv døden " Sagde han, nu igen tilbage i rollen som professionel soldat. Han havde lyst til at kneppe dem alle tre, lige nu og her, også den døde blondine. Han havde aldrig kneppet en død pige før, så det ville jo være spændende at prøve, men det måtte vente. "Tag jer sammen, piger, ellers bliver jeg nødt til at skyde jer også! Smid hendes lig ned i hullet. Nu!"

"Men... " Protesterede Stina, men tav, da hun så ham hæve geværet igen. En kold angst bredte sig i hendes mave, som en knude af is. "Ja, rolig, vi gør alt. Hvad som helst! Bare du ikke gør os fortræd, hører du? Vi gør hvad som helst!"

"Ja!" Snøfte Hanne og skyndte sig over til sin døde venindes lig. Hun turde næsten ikke røre ved den døde krop, så hun var taknemmelig da Stina tog fat i Karens overkrop og vippede hende ned af skrænten. Hanne skulle bare tage fat i den døde piges ben, som hun vippede ud over kanten med et lille skrig.

"Kig grundigt på hende, piger! Kan I se angsten i hendes øjne? Kan I se smerten i hendes ansigt? Med mindre I også vil ende sådan, så gør I nøjagtigt som jeg siger." Sagde han med bestemt stemme. De to piger rejste sig og så nervøst på hinanden. Bare for effektens skyld, hævede han endnu engang geværet mod dem. "Er det forstået?"

"Ja!" Klynkede Hanne og Stina i kor og rykkede skræmt ind mod hinanden.

"Så fik vi vidst slået fast at det her er et rigtigt gevær og at jeg har i sinde at bruge det." Sagde han og smilede, ved synet af de to unge kvinders skræmte ansigter. "Se så at få det tøj af. Nu!"

"Ja, vi skal nok adlyde, bare lov at du ikke gør os fortræd!" Klynkede Hanne. Hun rystede over hele kroppen. Hun kunne ikke fatte at Karen virkeligt var død – revet brutalt bort af en kugle – men hun kunne dog forstå at hun var i enorm fare. Hun havde ikke i sinde at dø her i dag, ligegyldigt hvad hun skulle gør for at overleve. Hun flåede hurtigt sin top af og begyndte at knappe sine shorts op. "Vi gør hvad som helst du befaler. Hvad som helst, bare lov os at du ikke skyder!"

"Se, det er fornuftig snak, piger. Gør som jeg siger og I overlever. Det er ganske simpelt." Grinede han og nød synet af de to skræmte kvinder, som rystede af angst, imens de kæmpe for at klæde sig af så hurtigt som muligt. "Kom nu, lad det gå lidt tjept." Tilføjede han, og grinede ved sig selv, da han så at deres panik tiltog yderligere.

"Ja, ja, vi skal nok!" Hylede Stina, som var helt ude af sig selv. Hun havde en kold, kriblende fornemmelse i maven og hun skulede skræmt ned til sin døde veninde – hvordan kunne det være gået til? Hvordan kunne hun have mistet livet så hurtigt, så brutalt, så meningsløst? Nej, hun måtte tænke på noget andet, ellers brød hun sammen af angst! Tøjet, hun måtte have tøjet af, så skulle det nok gå alt sammen. Det skulle nok gå alt sammen, det blev det nødt til!

"Sådan ja, det ser bedre ud, piger." Sagde han. Han kunne mærke en vild ophidselse brede sig gennem hele hans krop, som startede i brystet og endte i hans nosser og jernhårde erektion. Han havde truffet en beslutning – han ville slå dem begge ihjel. Han ville se dem dø, ligesom Karen, se deres unge, smukke kroppe vride sig i angst og smerte, når han havde sat en kugle i dem. Han havde jo heller ikke noget valg – de havde set ham dræbe Karen. De var vidner. Han blev simpelthen nødt til at dræbe dem.

"Så, nu er vi begge nøgne." Snøftede Hanne, da hun havde smidt sine trusser på jorden. Hun havde aldrig følt sig så ydmyget i hele sit liv. Hun kunne næsten mærke den unge fyrs øjne på sin krop, som store, grådige hænder. Hun kunne ikke lide den måde han kiggede på dem på. Hun kunne ikke lide det store smil på hans læber. Der var noget helt, helt galt!

"Kan du så se at vi ikke har noget på os? Hverken kameraer eller båndoptagere? Du dræbte Karen for ingenting, hører du, du dræbte en uskyldig kvinde!" Jamrede Stina, vel vidende at det ikke ville hjælpe noget, men hun kunne simpelthen ikke acceptere de der var sket. Det stred mod alt hun troede på.

"Det var hendes eget valg, kan I ikke forstå det? Hun kunne bare have gjort som jeg bad hende om, så ville hun stadig være i live nu." Han talte langsomt, for han havde bestemt ikke travlt. Han stod og nød synet af de to nøgne ungpigekroppe, som stod og vred sig foran ham, mens de prøvede at skjule deres bryster og skød, som to generte skolepiger. "Hov, jeg skal se jeres bryster og jeres skød. I kunne jo skjule noget!" Befalede han. De fjernede hurtigt hænderne. Han nikkede anerkendende. Det var virkeligt et par skønne sild han her havde fanget!

"Så mangler vi bare en sidste ting, før jeg kan være sikker på at I ikke har ulovligt spionudstyr på jeg." Sagde han med et bredt grin. Han nød at vide at de skulle dø – nu var det bare et spil for ham. Det var ligegyldigt hvad han sagde og hvad han gjorde, for de skulle alligevel ikke slippe levende fra ham, men han besluttede sig for at se hvor langt han kunne gå.

"Hvad?" Snøftede Hanne, mens hun stirrede ned i jorden foran sig. Hun turde ikke møde hans sultne blik, hun kunne ikke længere udholde hans grådige smil. Hun var sikker – helt sikker på at han ville bede dem om noget uhyrligt, noget som ville ydmyge dem endnu mere end de allerede var. Han virkede som den type.

"Jeg bliver nødt til at bede jer træde frem, på skift, og sprede jeres skamlæber. Når I har gjort det, så vender I jer om, stikker røven i vejret og spreder jeres baller." Forklarede han. "Jeg bliver nødt til at sikre mig at I ikke gemmer noget I jeres kropsåbninger. Jeg er ked af det, piger, men det er standardprocedure."

"Nej, ikke det!" Snøftede Stina. Hun kunne ikke mere. Hun følte sig helt tom indeni, på nær den knugende, kriblende fornemmelse. Hun kunne ikke klare mere. Hun følte sig svag, som om hun var ved at falde om. Det må slutte her, tænkte hun, ellers bliver han bare ved! Hun trak vejret ind og råbte. "Nej, jeg vil det ikke! Jeg vil ikke!"

"Stina, det var ikke en anmodning, det var en ordre!" Brølede han. han var vild med Stina, den slanke, høje, korthårede blondine. Han havde ikke lyst til at dræbe hende endnu. Han ville gemme hende, så hun blev den sidste. På den måde ville hun være helt varm, når han var færdig med at dræbe og skulle til at lege med deres afsjælede kroppe. "Træd frem og spred dine skamlæber, nu! Ellers skyder jeg Hanne, forstået?!"

"Hvad? Nej! Jeg skal nok gøre det!" Klynkede Hanne og gispede af angst, da hun så soldaten pege geværet direkte mod hendes bryst.

"Ikke dig. Stina. Nu!" Hvæsede han og tog sigte.

"Stina, gør det nu! Jeg beder dig! Gør det nu!" Nærmest vrælede Hanne, vel vidende hvor ynkeligt det lød, men for skræmt til at bekymre sig om det.

"Nej! Stop det, jeg vil ikke mere! Jeg vil hjem!" Råbte Stina. Der var intet hun kunne gøre, på trods af Hannes hjerteskærende bønner, for hun vidste at hun ikke kunne gøre det, uanset hvad.

"Jeg gør det gerne, hører du? Du kan da ikke true mig, fordi min veninde ikke adlyder dig! Det giver da ingen mening!" Hylede Hanne, nu helt ude af sig selv af angst. "Jeg får hende til det! Jeg skal nok gøre det, hører du, jeg skal nok sprede hendes skamlæber og hendes baller! Bare lad mig leve, vil du ikke nok jeg beder dig! Jeg beder dig!"

Han smilede bredt. Det føltes næsten som om han var ved at komme i bukserne, da han langsomt spændte pegefingeren og trak aftrækkeren tilbage. Han så ind i Hanne skræmte øjne – de stirrede på hans finger, opspilede af angst, de havde registreret hans bevægelse. Geværet gav et ryk. Der lød et brag. En hvid sky fyldte luften mellem den. Hanne skreg. Da krudtrøgen lettede så han at kuglen havde ramt hende direkte i brystet, lidt over hjertet. Hendes ansigt var frosset fast i en grimasse af ren og skær rædsel. Hysteriske, næsten dyriske skrig fyldte skoven.

Hanne skreg så højt hun kunne. Hun kunne ikke lade være. Hun kunne ikke mærke nogen smerte, men hun vidste at hun var ramt. Det var som om nogen havde afbrudt forbindelsen mellem hendes hjerne og hendes krop. Hun kunne ikke andet end at skrige. Hun så skoven stille sig på højkant, som om alle træerne væltede – det var hende som faldt. Hun prøvede at holde sig oprejst, men hendes ben lystrede ikke. Hun var ved at dø, hun vidste det, og det fyldte hende med en rædsel hun aldrig tidligere havde følt i sit liv.

"NEEEEEEJ!" Hylede Stina, da hun så Hanne vælte omkuld ved siden af sig. "Hanne, undskyld, Hanne, nej, du må ikke dø fra mig! Du må ikke forlade mig her, alene! Tilgiv mig, tilgiv mig!"

Pludseligt mærkede Hanne noget briste inden i sig, som en spændt, vædskefyldt hinde, der pludseligt sprang. Hun troede at hun skreg, men den eneste lyd hun frembragte var en hæs, anstrengt hosten. Hun mærkede smagen af blod bagest på tungen. Hun følte det som skulle hun brække sig, men intet skete. Hun registrerede at hun sad på knæ foran et lille træ. Hun prøvede at holde sig oprejst, men hun havde ingen styrke i sin krop og ingen kontrol. Nu falder jeg, tænkte hun, og når jeg lander så er jeg død. Det vidste hun bare. Det var slut. Forbi. Hun vare både vred og bange, men det var ligegyldigt. Der var intet hun kunne stille op.

"Det var ikke meningen, hører du, Hanne! Jeg ville ikke have at du skulle dø! Nej, nej, det er ikke min skyld!" Hylede Stina, mens hun hoppede op og ned, ved siden af sin døende veninde. Hun kunne intet gøre for at redde hende, intet! "Det var ham der skød dig, ikke mig! Jeg vil ikke have at du dør, hører du? Tilgiv mig, for Guds skyld, tilgiv mig!"

Hanne så pludseligt træerne over sig. Hun var faldet. Hun kunne svagt mærke kolde sten og jord mod sin ryg, men kun svagt. Hun gled. Hun var faldet ned i hullet, vidste hun. Der var her hun skulle dø, henrettet og smidt i et huld, som en køter. Hvorfor, kære Gud? Hun bad om et svar med sine sidste kræfter, men intet svar meldte sig. I stedet så hun himlen blive mørk, mens skovens lyde og Stinas hysteriske gråd langsomt tonede bort.

"Jeg er ked af at du skulle miste dine to veninder på den måde, Stina." Sagde han, mens de sidste dødskramper satte Hannes krop i bevægelse. Så lå hun stille, i bunden af hullet. "Ja, det var en voldsom oplevelse, du dejlige, smukke pige, men jeg er bange for at det ikke slutter her, Stina. Ser du, jeg skød Hanne, i stedet for dig, fordi jeg syntes du er den smukkeste af jer tre. Jeg vil have at du dør til sidst, men du skal dø, hører du? Du får ikke tid til at sørge over dine veninder, for du har selv kun få minutter tilbage at leve i!"

Stina stirrede ned på sine to døde veninder. Hun tog sig til ansigtet. Hun hørte hans ord, som kom de langt væk fra, fra en anden verden. Langsomt gik det op for hende at hendes veninder var døde, borte, og at hun var alene i skoven med en psykopatisk morder. Hun skulle aldrig se sine venner og familie igen, det erkendte hun nu med smertelig vished. Hun skreg et ensomt, grådfyldt skrig.

"Nej, nej, vil du ikke nok lade mig leve?" Snøftede Stina, da hun langt om længe fik styr over sin angst og holdt op med at skrige. Hun måtte overbevise ham om at han ikke skulle dræbe hende – det måtte hun! "Jeg er kun 20 år gammel! Jeg er ikke klar til at dø. Vil du ikke nok lade mig leve, jeg beder dig, lad mig leve!"

Hendes stemme var så fuld af inderlighed og angst, at han ikke kunne undgå at få lidt ondt af hende – skønt han ikke ønskede andet end at se hendes unge krop vride sig i en håbløs dødskamp, som den ville når han satte en kugle i hendes bryst. På den anden side, var hun jo den kønneste af dem – og den sidste – så han besluttede sig for at lege lidt med hende. "OK, du skal få en chance, Stina. Fortæl lidt om dig selv og giv mig et par grunde til hvorfor jeg skal lade dig leve, så vil jeg overveje sagen."

"Ærligt? Lover du det?" Snøftede Stina, som ikke havde den store tiltro til hans tilbud, men som heller ikke havde andet håb. Det måtte være sandt, tænkte hun, han måtte give hende en chance!

"Ja, Stina. Jeg er ret vild med dig. Det vil være hårdt at slå dig ihjel." Sagde han og mente det, delvist. "Kom, fortæl lidt om dig selv."

"OK, så gør jeg det, men kun fordi jeg stoler på dig." Løj hun. "Jeg hedder Stina Johansen, jeg er 20 år gammel og jeg er lige startet på at læse økonomi, på universitetet. Jeg bor... undskyld, boede... sammen med Hanne, i en toværelses lejlighed på Vesterbro. Karen var vores underbo."

"Javel ja, det lyder spændende, Stina." Sagde han og smilede varmt – håbede han. "Men hvorfor fortjener du at få lov at leve, når nu både Hanne og Karen er døde?"

"Fordi... fordi..." Stammede hun og gik i står. Ja, det var sandt, hendes bedste veninder i hele verden var døde og hun, Stina, var stadig i live. Måske havde hun en chance. Hvorfor? Hvorfor skulle hun leve, når nu begge veninderne var gået i døden?

"Kom nu, Stina. Der må da være noget du kan finde på." Sagde han og hævede geværet. Han nød det chok, som han så i hendes øjne, og som hurtigt forplantede sig gennem hendes smukke, unge krop.

"Jeg... jeg er jo ikke dem, vel?" Stammede hun, uden overbevisning. Hun hev efter vejret, så skræmt var hun. Hun kunne ikke tænke! "Nej, for Guds skyld, så vis dog lidt medlidenhed! Jeg er et menneske, ser du ikke det? Jeg er unik, jeg behøver ikke dø, fordi de gjorde det! Så lad mig dog leve, jeg beder dig, jeg beder dig!"

"Du er et unikt menneske? Det tror jeg på, Stina." Sagde han og grinede højt. "Du har ihvertilfald en rigtig dejlig krop, lille skat. Desværre behøver du ikke være i live, for at jeg kan nyde din unge krop, så det er altså ingen grund til ikke at skyde dig. Hvad er der ellers så unikt ved dig? Hvordan skiller du dig ud fra Hanne og Karen? Hvorfor fortjener du en anden behandling end dem?"

"For Guds skyd, hvad skal jeg sige?" Hylede Stina, da hun så ham tage sigte. "Det hele er bare en leg for dig, ikke? Hvad skal jeg sige for at du lader mig gå? Hvad skal jeg gøre? Jeg vil gøre alt! Hvad som helst!"

"Jamen det er jo den samme sang som Hanne hylede op med, lille Stina." Grinede han. "Du er vidst ikke noget specielt alligevel. Det vil give mig mere glæde at se dig dø, end jeg kan få ud af at spare dit liv!"

"NEEEEEEEE...." Hylede hun, da hun så hans finger strammes om aftrækkeren. Hun blev aldrig færdig med sit skrig, for geværet bragede og hun mærkede et hårdt slag i brystet. Luften blev slået ud af hende og hun kunne ikke skrige mere. Hun mærkede en brændende, næsten eksplosiv smerte brystet. Hun var ramt! Åh nej, hun var blevet skudt! Hun var blevet skudt!

"Sådan, ja." Grinede han, da han så hendes krop spjætte voldsomt, idet kuglen ramte hende. "Den sad vidst lige i hjertet, lille dame! Du har kun få sekunder tilbage at leve i. Nyd dem, Stina, nyd din død! Det vil jeg ihvertilfald!"

Hun kunne ikke skrige og hun kunne ikke trække vejret! Det var som om smerten var en stor hånd, som knugede om hendes bryst. Hvorfor gjorde det så ondt? Blev man ikke følelsesløs af slaget, når man blev skudt? Det syntes hun hun havde hørt eller læste, et eller andet sted – men det var løgn, for det gkorde så ondt at hun næsten var ved at gå fra forstanden af bare smerte. Hvis hun dog bare kunne skrige! Hvis hun dog bare kunne gøre et eller andet!

"Hehe. Spræl du bare løs, lille skat." Grinede han.

Hun hørte hans stemme i det fjerne – pludseligt gik det op for hende at hun lå på ryggen, på den hårde, kolde jord. Over hende kunne hun se trækronerne og den blå himmel. Så ender det altså her, tænkte hun. Så er det virkeligt forbi! Åh Gud, hvorfor er det forbi? Hvorfor?

Han gik over til den døende kvinde, satte sig på hug ved siden af hende og så ned i hendes ansigt. Han kunne se angsten og smerten i hendes øjne, men også overraskelse og mistro – hun forstod ikke, eller kunne ikke acceptere, hvad der skete med hende. Åh, den angst, den smerte, den ulidelige vished om døden, han kunne se det hele i hendes øjne, det virkede næsten hypnotisk på ham. Han kunne ikke tage øjnene fra hendes øjne, han kunne ikke tage tankerne fra hendes tanker. Han lagde mærke til at han sågar åndede i takt med hende – i korte, anstrengte hiv. For ham var det liderligheden der tog vejret fra ham, for hende var det smerten og angsten. Han lagde den ene hånd p hendes højre bryst og gav det et kærligt klem. "Ja, lille skat, så er det forbi. Giv slip, Stina, din rolle her i verden er udspillet. Giv slip og lad døden bære dig bort."

Hun hørte hans stemme, men ikke ordene. Hun mærkede hans fingre på hendes krop, men det var kun som en næsten uvirkelig fornemmelse, under den bølgende, brændende smerte. Hun stirrede op i hans øjne. Han smilede ned til hende. Hans stemme var blid, næsten kærlig. Hendes krop skælvede. Hun prøvede at tale. Hvorfor? Det var det eneste hun ville sige, men ikke engang det kunne hun få frem. Hun kunne ikke bevæge læberne. Hun kunne ikke trække vejret. Hun kunne ikke røre en eneste muskel i sin krop. Var det ved at blive mørkt? Alting så så underligt ud. Farverne, de var væk. Varmen, væk. Smerten forsvandt også, langsomt...

Han sad og snakkede med hende, mens han så gnisten i hendes øjne forsvinde. Hun stirrede op på ham, men langsomt mistede hun fokus, som om hun så på et sted i det fjerne, langt bag ham. Hendes krop rystede, som frøs hun, men langsomt aftog rystelserne. Til sidst rullede hendes hoved ned på siden og lå slapt på jorden. Han lagde hånden på hendes strube, men mærkede ingen puls. Hun var død.

Han rejste sig op og så rundt på de tre smukke, døde kvinder. De duftede af sol, varme, blomster. Han måtte røre ved dem, udforske dem, nyde dem, før han begravede dem. Han lod fingrene glide ned af Stinas dejlige, stramme, unge krop. Hvor var hun dog skøn at røre ved. Han spredte hendes ben og knælede ned mellem dem. Han lynede bukserne op, trak boksershortsene ned og lod sit jernhårde lem springe frem i den lune sommerluft. Uden tøven begravede han det i den varme, døde kvindekrop, som lå udstrakt foran ham.

Da han var færdig med Stina tog han sig en smøg og nød skovens stille ro, før han kravlede over til Hannes døde krop og gav hende samme tur. Hun var lidt koldere end Stina havde været, men hun var stadig dejlig at røre ved. Hendes fisse var stram, hendes bryster faste og dejlige. Da han var færdig med hende var han udkørt. Han røg endnu en smøg, mens han sad og legede lidt med Karens store bryster. Så lagde han pigernes døde kroppe ned i hullet og gav sig til at dække det med jord.

"Åh ja, jeg ville bare lege lidt med dem." Sagde han til sig selv og smilede. "Det fik jeg sandeligt også gjort. Tak for en vidunderlig eftermiddag, piger. Jeg vil aldrig glemme jer. Aldrig!"

Tilbage til Historier