En skønheds død


En novelle af Darker
    Vibeke var både ked af det og træt, da hun ankom til hotelværelset. Hun havde mest af alt lyst til bare at smide sig på sengen og græde, men hun nægtede at give efter for sin sorg. Hvis hun gjorde det, så havde han jo vundet, det dumme svin. I stedet besluttede hun sig for, at tage et dejligt varmt bad. Det ville få hende ned på jorden igen.

    Nej, Johan var forresten ikke et svin, tænkte hun, og skammede sig næsten over at have tænkt sådan om ham. Han var bare vanskelig. Forbandet vanskelig. De havde været i totterne på hinanden, lige siden hun var flyttet ind hos ham. Da de bare havde været kærester, var han den sødeste og mest omgængelige mand, hun havde kendt. Men efter de var flyttet sammen, var det som om noget havde forandret sig. Han var næsten altid gnaven. Når hun spurgte ind til det, blev han defensiv og nogle gange vred.

    Denne aften var hun gået ham på klingen, og fortalt ham lige nøjagtigt hvad hun syntes om hans attitude. Han havde først været afvisende, men da hun pressede på, var han eksploderet. Han havde råbt og skreget så hun blev helt bange. Han savnede sin frihed. Han følte, at hun sad lårene af ham. Han savnede sit eget, personlige rum. Han syntes det gik for hurtigt. Han syntes de skulle tage en pause fra hinanden.

    Men de var kun flyttet sammen for to måneder siden! Hun var både vred, skuffet og knust, da hun pakkede tasken med de mest nødvendige ting – et par sæt rent undertøj, nogle sokker, tandbørsten og nogle andre småting. Han havde bare siddet i lænestolen, og gloet på flimmerkassen, mens hun pakkede. Han havde end ikke kigget op, da hun ringede efter en taxa og forlod lejligheden. Nu var hun så her, alene på et hotelværelse i den billige del af byen. Nej, han var sgu et dumt svin, blev hun enig med sig selv om. Det var OK at være vred, når man blev behandlet på den måde, var det ikke?

    I aften ville hun have lov at være vred. Hun ville have lov at være skuffet. Hun ville have lov at være ked af det. I morgen kom der jo en ny dag. Når Johan havde sovet på det, ville han måske indse hvor dumt han havde båret sig ad. Det håbede hun i det mindste. Hun ville ringe til ham i morgen aften, når de begge havde haft en nat og en dag til at tænke over tingene. Så skulle de nok finde ud af det. Det måtte de, for hun elskede ham. Ja, det gjorde hun virkeligt. Hun elskede Johan, som hun aldrig før havde elsket en mand.

    De mødte hinanden ved en privat fest, som en af Vibekes veninder arrangerede. Johan var der sammen med en anden pige, men i det øjeblik Vibeke så ham, vidste hun at de skulle være sammen. Han var smuk og maskulin. Høj, bredskuldret, mørkhåret, med en markeret skægstubbedækket hage og smukke, brune øjne. Hun havde fået det arrangeret sådan, at de kom til at sidde ved siden af hinanden, under middagen. De var faldet i snak, og de klikkede næsten med det samme. Otte måneder havde de været kærester, elskere, venner. Det havde været som en drøm, og hun var slet, slet ikke klar til at vågne op endnu. Nej, de skulle nok finde ud af det. Det måtte de simpelthen.

    Davids hjerte hamrede så voldsomt, at han var sikker på hun ville høre det. Men det gjorde hun ikke. Han stod i klædeskabet, som hun heldigvis ikke havde åbnet – endnu. Han kunne kigge ud gennem nogle trælameller i skabets låger. Der var lyst i værelset, mørkt i skabet, og lamellerne sad skråt, han kunne nemt se ud i værelset, men det var svært at kigge ind i skabet.

    Han stirrede næsten hypnotiseret på den unge kvinde, som klædte sig af, kun få meter foran ham. Hun var virkelig smuk. Han følte et voldsomt sug i maven ved tanken om, at hun skulle blive hans. Han havde besluttet sig. Hun var så smuk, så helt vidunderligt smuk. Hun skulle blive hans første. Visheden om hvad han skulle gøre, fik endnu engang hans puls til at skyde i vejret, og han måtte opbyde al sin selvbeherskelse, for ikke at komme til at stønne højlydt.

    Han selvbeherskelse var dog ikke uendelig, og da den unge pige trak kjolen op over hovedet, og to store, spændstige bryster hoppede frem under den, var han lige ved at komme i bukserne. Han åndede så dybt, at han var sikker på hun hørte det – men igen var han heldig. Hun havde intet hørt, for hun smed blot kjolen på sengen og fortsatte.

    Han kunne ikke have ønsket sig en smukkere kvinde, tænkte han, han havde virkeligt været heldig. Han havde holdt øje med hotellet gennem længere tid, men han havde aldrig set hende før. Han havde dog lagt mærke til, at hotellet var ret velbesøgt af unge kvinder. Det var derfor han havde besluttet sig til at slå til her. Det var derfor han havde samlet alle sine ting i en sportstaske, iført sig tørklæde og briller, og sneget sig ind af bagindgangen. Han havde tænkt over det længe. Han havde fået fat i alt det han skulle bruge. Og i aften skulle det ske. Ja, i aften skulle hans største og mest intense drøm gå i opfyldelse – og så sammen med den smukkeste kvinde, han nogensinde havde set. Han følte det næsten, som havde han vundet i lotteriet. Nu måtte han bare krydse fingre, og håbe at alt gik som det skulle.

    Vibeke mærkede hvordan hun langsomt begyndte at slappe af, mens hun klædte sig af. Der var varm på hotelværelset, og luften føltes dejlig mod hendes hud. Hun var heller ikke så ked af det mere. Det skulle nok gå alt sammen. Hun elskede Johan, og hun var sikker på, at han også elskede hende. Ja, hun ville ringe i morgen, og så kunne de få snakket det hele igennem. Det ville sikkert også være lettere over telefonen, for så kunne de måske begge holde det hele lidt på afstand, og se at deres kærlighed var vigtigere end deres uoverensstemmelser.

    Nej, der var ingen grund til at spekulere mere over det. Nu ville hun bare slappe af, og nyde at hun havde et hotelværelse, hvor hun ikke selv skulle rydde op og gøre rent efter sig. Et dejligt varmt bad ville gøre godt, og så ind på sengen, og se om hun ikke kunne finde en god film på flimmeren. Hun havde også taget to pakker smøger med. Ikke at hun røg til dagligt, men i aften ville hun unde sig selv et par stykker.

    David kunne snart ikke klare mere, da den smukke unge pige bukkede sig fremover, og begyndte at rulle sin sidste selvsiddende strømpe af. Hans pik var så hård, at det næsten gjorde ondt, men han ville ikke slå til endnu. Han ville se hende klæde sig selv af. Han ville se hende pakke sig selv ud. For ham. Ja, hun anede godt nok ikke at han betragtede hende, men alligevel følte han, at hun gjorde sig klar til ham. Hun var snart helt nøgen. Hun var formentligt på vej i bad, tænkte han. Han ville lade hende gå i bad, lade hende gøre sig selv ren og dejlig og våd for hans skyld.

    Det ville også være meget lettere, at snige sig ind på hende, når hun var ude i badeværelset. Hvis han åbnede døren til skabet, ville hun straks få øje på ham, og skrige. Han havde dog ikke set andre gæster på denne etage, og receptionen lå omme på den anden side af hotellet, og fire etager under dem, men han kunne lige så godt være forsigtig. Der var bestemt ingen grund til at forhaste sig. Han havde hele natten. Han ville tage det stille og roligt, og nyde det - så længe som det overhovedet var muligt.

    Hun rullede den sidste strømpe af og smed den på sengen. Der stod hun så, nøgen, smuk, vidunderlig, næsten lysende som en engel - kun få meter fra ham. Han hjerte hamrede, da hun vendte sig om, og gik ud mod badeværelset med lette, fjedrede, elegante skridt. Hendes perfekte røv nærmest smilede til ham, tænkte han, næsten som bad den ham følge efter. Det ville han. Ja, det ville han gøre. Da hun forsvandt ud på badeværelset, åbnede han forsigtigt skabsdøren og trådte ud i værelset.

    Vibeke gik ud i badeværelset, som hun syntes så rigtigt lækkert ud. Det var rent, varmt, med hvide fliser på væggene, og et stort buet spejl, omgivet af hvide lamper og halogenspots. Badekarret var stort og lækkert. Et øjeblik overvejede hun, om hun skulle tage et karbad, men besluttede sig for at nøjes med et brusebad. Hun var træt, og ville bare have et godt, varmt bad og så i seng. Hun tog to af de håndklæder, som hang på en stang under håndvasken, og lagde det ene på bordpladen ved siden af badet, og smed det andet på gulvet, så hun kunne træde ud på det, når hun var færdig.

    David sneg sig hen til badeværelsesdøren, hvor han stoppede op, og pressede sig op mod væggen. Langsomt – og hele tiden klar til at trække sig tilbage - stak han hovedet frem, så han kunne se ind i badeværelset. Det syn der mødte ham, fyldte ham med en enorm fryd og lyst. Der stod hun, hans offer, så smuk og velskabt som en gudinde. Hun strakte sig ind over badekaret, mens hun rodede med bruseren, så han kunne nyde hendes perfekte røv, og hendes bens fuldendte kurver. Hun var perfekt, det var hun virkeligt. Han kunne simpelthen ikke have ønsket sig en smukkere kvinde.

    Vibeke drejede på hanen, og vandet pjaskede ud over hendes ene fod. Det var lidt koldt, så hun justerede temperaturindstillingen. Snart var det helt perfekt. Hun var faktisk i helt godt humør nu. Hun skulle rigtigt nyde badet. Det skulle nok gå alt sammen, det var hun overbevist om. Når hun ringede hjem i morgen, så ville Johan være blevet god igen – hun savnede ham så forfærdeligt, men det var nok meget godt at de ikke var sammen i aften. Så kunne han tænke det igennem, og indse at han heller ikke kunne undvære hende.

    David stirrede som hypnotiseret, på den vidunderlige, nøgne kvinde, som stod kun få meter fra ham. Han nød hver eneste kurve på hendes smukke krop, og hver og en af hendes graciøse bevægelser. Hun havde tændt for vandet. Hun var trådt op i badet, og nu lod hun vandet pjaske fra bruseren og ned over sin smukke krop. Snart skulle det være ham, som kærtegnede den perfekte hud. Snart skulle han udforske hver og en af hendes kurver og åbninger.

    Vibeke stønnede af fryd, da det varme vand rislede ned af hendes krop. Det føltes vidunderligt. Varmt. Intimt. Hun lukkede øjnene, og nød vandets kærtegn. Hvor længe havde det været, siden hende og Johan havde elsket? Det var nok kun en uge, men det virkede som en evighed. I starten havde det været så hedt, og de havde elsket flere gange om dagen, men efter de var flyttet sammen, var deres sexliv – ligesom Johans entusiasme – kølet noget af. Hun lagde knapt nok mærke til det, men mens hun tænkte på Johan, fandt hendes ene hånd ned mellem hendes ben. Hun trængte til det – til den glæde og afspænding en orgasme ville give hende. Hun rettede bruseren mod sit skød, og nødt det varme vand mod hendes følsomme åbning, mens hun langsomt masserede sine nu blodfyldte skamlæber.

    David kunne næsten ikke udholde liderligheden længere. Han måtte have hende. Han var lige ved at træde frem for at angribe hende, da han så at hun kærtegnede sig selv. Han standsede og stirrede. Det var det smukkeste han nogensinde havde set. Den vidunderlige, smukke kvinde, med lukkede øjne og halvåben mund, som stønnede af glæde, mens vandet og hendes egen hånd gav hende glæde. Han ville ikke forstyrre det – han ville lade hende lege færdigt. Ja, hun havde fortjent den glæde hun gav sig selv, tænkte han, for snart skulle hun give ham en lige så stor glæde, og en endnu større oplevelse.

    Vibeke mærkede varmen i sit skød vokse. Hun lod et par fingre glide indenfor i sin varme åbning. Hun var våd og varm. Hun gnubbede hårdere, hurtigere. Hun mærkede varmen vokse endnu mere. Hun mærkede sig selv blive blød i knæene, mens orgasmen nærmede sig. Hun stønnede. Det var vidunderligt. hendes ben begyndte at ryste, og snart dirrede hele hendes krop af ophidselse. Hun gave et lille skrig fra sig, da orgasmen jog gennem hendes krop.

    Han hørte hendes ophidsede stønnen, han nød hendes orgasmeskrig. Han var så ophidset som aldrig før. Han måtte have hende, han måtte opleve dette vidunderlige, smukke, erotiske væsen, som stod der, nøgen og tillokkende foran ham. Han famlede med den ene hånd i lommen, mens hun stønnede færdigt. Han fandt plasticposen, som indeholdt den klud, han havde præpareret med æter. Han fik den ud af posen, og foldede den sammen i hånden.

    Vibeke stønnede stadig, da hun rakte ud efter håndklædet, og pressede det ind mod sig. Det var blødt og varmt, og det lugtede godt. Orgasmen sitrede stadig gennem hendes krop, og hun lukkede igen øjnene, og nød den glødende og afslappede varme, som orgasmen havde fyldt hendes krop med.

    Nu skulle det ske! Hans hjerte hamrede, som ville det sprænge hans bryst. Han var klar. Han havde kluden i hånden. Han vidste hvad han måtte gøre. Han tog en dyb indånding – så trådte han ind i badeværelset.

    Hun stod med lukkede øjne, og lod håndklædet kærtegne sin hud, mens hun nød de sidste varme efterdønninger af orgasmen, som stadig bølgende gennem hendes krop. Pludseligt spidsede hun øre, for hun syntes hun hørte noget bag sig – men det kunne jo ikke passe. Hun havde låst døren til hotelværelset. Hun vidste, at hun var alene. Der var det igen! Der var noget. Nogen. Hun gøs – turde næsten ikke kigge. Hun åbnede øjnene, og drejede hovedet.

    Hans hjerte fløj op i halsen, da hun pludseligt drejede hovedet, og stirrede på ham. Et sekund stod de begge som lammede, og stirrede på hinanden. Hendes smukke blå øjne var store, spærrede op af overraskelse. Hendes mund åbnedes, som ville hun skrige. Nu måtte han handle hurtigt!

    Først troede hun, at hun var blevet vanvittig. Et ubeskriveligt syn mødte hendes øjne – store, sorte øjne, et sort, gråplættet ansigt. Hun stirrede på det uvirkelige væsen – og så at det ikke var et monster, men et menneske med sorte briller og et tørklæde om ansigtet. En grusom tanke ramte hende. Han ville gøre hende ondt. Hun vidste det. Hun åbnede munden for at skrige, men i det samme kastede han sig over hende, og flåede hende ind mod sig. Hun skreg, men det blev kun til et kort vræl, for i det samme pressedes en våd klud mod hendes ansigt. En forfærdelig, kvalmende sød smag og lugt fyldte hendes mund og næse. Endnu et skud adrenalin hamrede gennem hendes krop, da det gik op for hende hvad der var på kluden: Æter!

    "Rolig, lille skat, bare slap af og træk vejret dybt, så går det hele meget lettere." Forklarede David, idet den unge, smukke kvinde kæmpede for at slippe fri. Hun ville ikke trække vejret, han kunne mærke det. "Du gør det kun værre for dig selv, smukke. Du skal jo have luft før eller siden, så du kan lige så godt lade være med at kæmpe imod!"

    Vibeke var først stiv af angst, men snart indså hun, at hun måtte slippe fri! Hun blev overfaldet af en fremmed mand, som prøvede at bedøve hende med æter. Hun anede ikke hvem han var, aller hvorfor han var her, men det kunne ikke være godt! Ville han bortføre hende? Ville han - hun sank en klump ved tanken – udnytte hende seksuelt?

    "Kom nu, skat, ellers begynder det bare at gøre ondt. Træk vejret, så vil du ikke føle noget som helst." Sagde David. "Jeg ville ønske, at jeg kunne fortælle dig, at jeg ikke vil gøre dig fortræd, men det kan jeg desværre ikke. Det eneste jeg kan love dig er, at du ikke får noget ud af at kæmpe imod."

    Vibeke prøvede at flå sig løs, men den fremmede havde for godt fat i hende. Hun kunne mærke ilten i sine lunger forsvinde hurtigere, jo hårdere hun kæmpede. Alligevel kom hun ikke ud af stedet! Hvem var han? Hvad ville han? Turde hun – kunne hun give efter? Havde hun noget valg? Hun mærkede luften i sine lunger blive tungere og tungere, efterhånden som ilten slap op. Hun stampede i gulvet i det håb, at nogen ville høre hende. Hun kunne ikke mere! Hele hendes krop skreg efter ilt! Smerten bare voksede og voksede. Pludseligt gav hun efter. Hun sugede luft ind, som var det en fineste champagne! Åh Gud, hvor føltes det vidunderligt i hendes lunger! Hun blev næsten øjeblikkeligt svimmel. Det hjalp ikke at kæmpe imod. hun kunne... ikke... holde sig... vågen.

    "Sådan skat, god pige." Grinede David lettet, da han hørte en hvæsende lyd, som fortalte ham, at den unge kvinde trak vejret grådigt. Han holdt godt fast i hende, til han mærkede hende blive slappere og slappere. Snart måtte han bære hende, ellers var hun faldet om på gulvet. "Sådan, ja, tag du en lille tur til drømmeland, skat."

    Da den dejlige krop endeligt var helt slap, trak han den op i sin favn, og bar den ind til sengen. Her lagde han den forsigtigt på sengen. Han kunne høre, at hun trak vejret. Hendes vejrtrækning var rolig og langsom. Hun sov tungt. David klukkede af fryd bag tørklædet. "Jeg håber du drømmer godt, skat, for når du vågner, skal du opleve dit livs værste mareridt. Og jeg skal få opfyldt min hedeste drøm!"

    Da hun lå nøgen og bevidstløs foran ham, tænkte han, at han ikke behøvede spilde tiden til hu vågnede. Hendes smukke, forsvarsløse krop lå lige foran ham, klar til brug. Han bøjede sig ind over det vidunderlige kunstværk. Han lagde den ene hånd på hendes mave, og mærkede hendes blødhed og varme. Han lod hånden glide op over hendes bryst, hvor han kunne mærke den svage dunken af hendes unge hjerte, og rytmen af hendes åndedræt. Han fandt hendes bryster og kærtegnede dem grådigt. Hvor var de perfekte! Hvor var de vidunderlige at røre ved!

    "Ja, du har en dejlig krop, unge pige, men nu tilhører den mig. Ja, jeg skal udforsker hver en tomme af din unge, glatte, spændte hud!" Stønnede han, og var igen lige ved at komme i bukserne. Han smed æterkluden fra sig, og lod hånden glide op af hendes ben. De var så glatte og bløde, at han næsten ikke fattede det var hud – hvis det ikke havde været for den lette fugtighed og varmen. Hånden nød hendes lægs perfekte kurve, og hendes lårs faste fylde, før de endeligt nåede hendes skridt. Han skælvede af ophidselse, da han mærkede hendes spændte, varme skamlæber mod sine fingre. Gud, hun var stadig ophidset - han kunne mærke det!

    "Åh ja, din dejlige tøs!" Prustede han, helt væk af ophidselse. Han lagde sig ind over hende, og tog fast om hendes bryster med begge hænder. Han æltede dem som dej. De var fantastiske at røre ved. Faste og bløde. Perfekte ungpigebryster! Han legede med dem, mens han gav luft for sit inderste ønske. "Gud hvor jeg håber, at jeg får lov til at tilfredsstille dig, før jeg bliver nødt til at slå dig ihjel, din vidunderlige, smukke, fantastiske kvinde!"

    Han blev ved med at lege med hendes bryster, indtil han lagde mærke til, at hendes åndedræt var blevet hurtigere. Hun ville snart vågne. Han kunne ikke spilde tiden. Han rejste sig op, og stak hånden i sin jakkes fyldige inderlommer. Her fandt han det 'værktøj' han vidste var nødvendigt, hvis hans drøm skulle blive en realitet. Han havde planlagt alt, ned til mindste detalje. Han vidste, at han havde hvad han skulle bruge. Da han smed det hele på sengen, så han ned på den unge, smukke, kvinde, som stadig sov de uskyldiges søvn. Han mærkede et lille jag af smerte, ved visheden om at det smukke væsen snart skulle dø. "Ja, du får ikke en chance, lille skat. Det er jeg ked af, men sådan bliver det."

    David samlede et af de bånd op, som han havde planlagt skulle holde hans offer. Det var et flettet, stærkt nylonbånd, som kunne holde en elefant. I enderne havde det små klipsemekanismer, så det kunne gøres fast stort set hvor som helst. Han havde også fire kraftige arm- og ankel- remme, med løkker til klipsemekinismerne, så de kunne låses fast. Som prikken over i'et havde han en gag – den ville han give hende på, indtil han havde forklaret hende, at det ikke hjalp noget at skrige.

    "Se hvad jeg har til dig, Tornerose." Sagde han, og begyndte at grine. Det var faktisk en sjov sammenligning, gik det op for ham. Han satte den ene rem om hendes venstre håndled, klipsede nylonbåndet fast, og bandt det til det lille sengebord, som stod ved siden af sengen. "Ja, du er en lille Tornerose, er du ikke? Smuk. Sart. Lys hud. Og du sover så tung, så tungt. Den eneste forskel er, at du ikke vil vågne op til en prins. Nej, skat, jeg vil bestemt ikke være nogen gentleman, hvis du forstår hvad jeg mener!"

    Han lagde hendes venstre hånd ned på sengen, gik rundt om den, og greb hendes højre arm. Han trak den ud, satte en rem om den, strammede den til, og fastgjorde nylonbåndet. "Nej, då vågner ikke op til noget langt og lykkeligt liv, skat. Du vågner op til dit værste mareridt. Du vågner op til den voldsomste smerte, du nogensinde har følt. Du vågner op til den grusomste angst, du nogensinde vil opleve. Du våger op, lige tids nok til at erkende at du skal dø. Ja, der bliver ikke noget 'og de levede lykkeligt til deres dages ende' for dig, min lille skat."

    Da han havde bundet nylonbåndet fast til sengebordet, tillod han sig at holde en lille pause. Hun sov jo stadig. Han knælede ned ved siden af hende, og lod endnu engang hænderne glide ned over hendes perfekte krop. Hver en kurve, hver en fordybning, hver en millimeter af hendes bløde, glatte og varme hud sendte bølger an nydelse gennem hans hænder. Han lod en hånd glide ned til hendes skamlæber – som stadig var opsvulmede og glohede. "Jeg skal nok gøre hvad jeg kan for at tilfredsstille dig, før du skal forlade denne verden. Det kan jeg da i det mindste love dig, kære, smukke kvinde. Du skal få chancen for at nyde, selv om jeg jo ikke kan tvinge dig til at tage imod den."

    Derefter fortsatte han 'arbejdet' – han lagde remme om hendes ankler, satte nylonbåndene i dem og bandt dem fast – den ene til et fjernsynsbord, den anden til det klædeskab, hvor han tidligere havde gemt sig. Han smilede, da det hele var på plads, og hun lå spændt ud på sengen. "Sådan. Nu er du i sandhed hjælpeløs, skat. Du har allerede tabt kampen for dit liv. Du tabte den mens du sov. Desværre for dig skal du ikke miste livet helt så nemt. Nej, det skal du ikke miste smertefrit, mens du sover. Du skal vide, at du skal dø, lille skat. Ja, du skal vide at du skal dø, og du skal mærke døden nærme sig – og jeg skal opleve din angst og din smerte!"

    Han lænede sig ind over hende, og lod den ene hånd glide op af hendes perfekte ben. Igen stoppede han først, da hans fingre nåede hendes skamlæber. Han pressede forsigtigt pegefingeren indenfor. Hun var varm, at han tænkte at hun ville være brændt op indefra, hvis hun ikke samtidig havde været så våd. Varm og våd. Ja, hun havde leget godt med sig selv derude under bruseren. Så havde han da noget at arbejde med. Han startede ikke helt på bar bund. Hun var jo tydeligvis allerede ophidset – klar til ham. Måske var det skæbnen, tænkte han, at han netop var kommet her i aften, og havde fundet en så vidunderlig, smuk, var og seksuelt ophidset kvinde. Det var næsten for godt til at være en tilfældighed.

    "Sådan, lille skat, bare en sidste ting, så er vi færdige." Sagde han, idet han satte gaggen i hendes mund, løftede hendes smukke hoved forsigtigt, og trak de sorte læderstropper rundt om det. Han låste dem bag hendes nakke, og lagde hendes hoved ned igen. "Sådan ja, nu kan du ikke skrige, før jeg giver dig lov – og hvis du prøver, bliver det værst for dig selv, lille skat. Jeg håber bare du ikke skriger. Så bliver jeg nødt til at gøre dig fortræd, og det vil jeg helst ikke, dit dejlige, smukke væsen – ikke før du skal dø!"

    Han lagde hænderne på hendes skuldre, og rystede hende ganske let. "Lille skat, det er tid til at vågne op nu. Vågn op, smukke, jeg har en overraskelse til dig. Vågn op. Vågn op. Vågn op..."

    Vibeke svævede gennem en lys og smuk sommerdag. Omkring hende sang fuglene, og hun fløj blandt dem – ikke som en fugl, men båret afsted på en varm, let vind, som en fjer. Fuglenes kvidren var smuk, og tog til i styrke. Det var næsten som om hun kunne forstå dem, som om de talte til hende. Det var som om alle deres pib samledes til ord, som om de alle talte til hende med en stemme. Pludseligt gik det op for hende, at det virkeligt var ord og ikke fuglesang, og at hun ikke svævede men lå på noget blødt.

    "God morgen, lille skat." Sagde David kærligt, og smilede, da den unge kvinde pludseligt åbnede øjnene, og stirrede panikslagen op på ham. "Ja, du tænker nok på, hvad der er sket med dig, smukke. Det skal jeg sige dig. Du ankom til hotelværelset her. Du tog et bad. Da du var færdig, overfaldte jeg dig, og bedøvede dig med æter. Mens du har sovet, har jeg bundet dig til sengen. Ja, det er såmænd det hele."

    Hun hørte hans ord, men hun kunne næsten ikke fatte hvad han sagde. Hvordan kunne det ske for hende? Det kunne ikke være sandt! Og hvorfor havde han gjort det? Hun måtte væk! Hun prøvede at rejse sig, men hun kunne ikke bevæge sig så meget som en centimeter. Hun var fanget! Hvad ville han gøre ved hende?

    "Og nu hvor det er opklaret, så tænker du nok på hvem jeg er, og hvad jeg vil gøre ved dig." Sagde David, og smilede, da hun nikkede ivrigt. "OK, så skal jeg fortælle dig det. Jeg hedder David. Mit efternavn har du ikke brug for. Det eneste du behøver vide er, at jeg er kommet for at nyde dig. Du er en utroligt smuk kvinde, og jeg vil nyde dig vidunderlige, varme, smukke krop. Forstår du det?"

    Vibeke mærkede en underlig fornemmelse brede sig i sin krop. På den ene side var hun skræmt fra vid og sans, og var ved at kaste op, blot ved tanken om at han ville røre ved hende. På den anden side – og hun kunne næsten ikke fatte at hun tænkte disse tanker – så tændte det hende også. Hun kunne mærke en varm, kriblende fornemmelse mellem benene. Hun trængte til sex. Hun trængte til at mærke en stor, hård, svulmende mand ind i sig. Hun kunne ikke kæmpe imod, hun kunne ikke røre sig – ingen kunne bebrejde hende, ingen kunne beskylde hende for noget. Det var vel ikke utroskab, når man blev voldtaget? Nej, hun måtte ikke tænke sådan! Det var jo sygt!

    "Hør her, smukke, jeg vil meget gerne høre din stemme, men jeg vil ikke have at du skriger. Nu tager jeg gaggen ud af munden på dig, hvis du lover mig ikke at skrige. Vil du love mig det?" Spurgte han. Hun nikkede. Han fjernede gaggen, smed den på sengen, og lagde hurtigt hånden på hendes hals. "Hvis du alligevel skriger, så klemmer jeg til. Forstår du?"

    "Ja." Hviskede Vibeke, og nikkede ivrigt. Det var skønt at få plastikkuglen ud af munden! "Du gør mig ikke fortræd, vel?"

    "Du er en smuk og tapper pige, så jeg vil ikke lyve for dig." Sagde David. Han var vild med hendes stemme! Den var lige så smuk, som hendes krop. Han havde aldrig mødt så vidunderlig en pige. "Jeg er kommet for at nyde dig. Din krop. Din sjæl. Din død. Ja, rolig nu, smukke, jeg skal nok være nænsom, men jeg bliver nødt til at slå dig ihjel. Det vil jeg simpelthen opleve."

    "Nej... nej..." Udbrød Vibeke, og måtte kæmpe hårdt for ikke at skrige. Igen fik hun fornemmelsen af, at det bare ikke var sandt, det der skete omkring hende. "Det kan du ikke mene! Hvad har jeg gjort?"

    "Lille skat, det er ikke noget du har gjort, det er bare noget jeg gerne vil opleve. Du skal ikke fundere mere over det, for der er intet du kan stille op. Jeg er helt afklaret omkring det, og jeg mener det er det hele værd. Ja, jeg ved at politiet kommer efter mig. Ja, jeg ved at jeg måske ender i spjældet." Forklarede David, mens han lod den unge kvinde vride sig, så meget hun lystede – han ville have at hun skulle vide, at flugt var en umulighed. "Men det er det hele værd. Du kan nok ikke forstå det, men du kan heller ikke gøre noget ved det. Kan du mærke, hvor hjælpeløs du er? Kan du mærke, at flugt er umuligt?"

    Vibeke sank en klump, da det for alvor kig op for hende, at han havde ret. Hun kunne ikke komme fri. Der var virkeligt intet hun kunne stille op! Og så alligevel – de var jo ikke alene på hotellet. Måske kunne hun få hjælp, men hun huskede hans advarsel. "Du kan bruge min krop som du vil, bare du ikke dræber mig. Hvis du lover ikke at slå mig ihjel, så lader jeg være med at skrige."

    "Du forstår ikke, smukke. Vi er alene på denne etage. Væggene er tykke. Det samme er døren. Du skal skrige meget højt og længe, før nogen høre dig. Det her er jo ikke ligefrem et af de pæneste hoteller i byen. Det er ikke usædvanligt, at der er skrigeri på nogle af værelserne - og kunderne betaler jo for at forblive uforstyrrede. Og selv omnogen ville gøre noget, vil det tage dem lang tid at komme herop." Forklarede David roligt. "Desuden er døren jo låst. Jeg kan sagtens nå at dræbe dig og flygte ud af vinduet og ned af brandtrappen, før nogen kommer herop. Hvis du skriger dør du alligevel, men jeg lover, at det ikke bliver nogen nænsom død. Hvis du skriger, så bliver din død grusom og smertefuld. Hvis du opfører dig ordentligt, så dræber jeg dig hurtigt og relativt smertefrit. Forstår du det?"

    Vibeke anede ikke hvad hun skulle sige. Hun kunne ikke høre nogen lyde udenfor værelset – og det betød ved også, at ingen kunne høre hende? Hun sank en klump. Hun kunne intet stille op. Hun måtte bare prøve at få det bedste ud af det, spille med, og så ellers håbe at der ville opstå en chance for at slippe væk senere. "Ja, OK, jeg skal nok være stille. Bare lov mig at du er nænsom."

    "Det lover jeg dig, smukke!" Hviskede David ophidset, og lænede sig ind over en unge kvinde. Han lod hånden glide ned over hendes bryster, og fingrene spille mod hendes slanke, smukke mave, før de fortsatte ned mod hendes skød. "Du er virkeligt en fantastisk smuk kvinde. Jeg ved godt, at du syntes jeg er et dumt svin, men jeg er virkelig taknemmelig for at du er her – at jeg er her – at vi er sammen. Jeg har længe drømt om at dræbe en smuk kvinde, og jeg kunne ikke have ønsket mig et smukkere offer end dig."

    "Tak, David." Svarede Vibeke, og tænkte at hun lod som om, for at han måske ville fatte sympati for hende, og lade være med at slå hende ihjel – men det var ikke bare det. Et eller andet sted følte hun sig bekræftet. Han syntes hun var smuk. Han havde lyst til hende. Han ville have hende - i modsætning til Johan. Åh Gud, hun skammede sig over at nyde Davids kærtegn, men hun kunne ikke lade være – og måske var det hendes sidste chance. Hvis hun virkeligt skulle dø i aften, så kunne hun lige så godt nyde det. Hun havde jo intet at miste.

    David skælvede af ophidselse, da han bøjede sig ned over Vibeke, klikkede hendes håndled af de bånd som holdt dem, før han samlede dem igen, så hendes hænder nu sad sammen. Han stirrede ned på Vibekes ansigt. Han havde aldrig set noget så smukt, og noget så intenst! Hun stirrede op på ham, med øjne fulde af angst, fulde af smerte, fulde af bønner og - syntes han at kunne ane - et spædt håb. "Du skal ikke gøre dig nogle falske forestillinger, skat. Du får ingen chancer. Du skal dø. Det bliver du nødt til at acceptere, for der er intet du kan gøre for at ændre det. Hvis du klynger dig til et falsk håb, narre du kun dig selv, og så går du glip af muligheden for at tage ordentligt afsked med livet."

    "Hvad snakker du om? Hvordan skulle jeg kunne tage afsked? Hvis jeg skulle det, ville jeg snakke med min kæreste. Jeg ville snakke med mine forældre, og mine venner." Hulkede Vibeke. Hun kunne ikke længere holde tårerne tilbage. Det var langsomt ved at gå op for hende, at hun rent faktisk skulle dø – ikke engang langt ude i fremtiden, men i de aller nærmeste minutter! "Det kan ikke ende sådan her. Nej, du må ikke gøre det. Jeg beder dig!"

    "At tage afsked med sit liv, handler ikke om at tage afsked med dem man elsker. Døden er altid ensom. Det er altid noget vi må gå igennem alene." Sagde David, mens han flyttede den rem som holdt kvindens højre fod, så hendes ben blev trukket op mod hendes arme. Han ville sprede hendes ben. Så han fik plads. "Du må nå til en eller anden form for afklaring, en slags status over dit eget liv, for du skal først og fremmest tage afsked med dig selv. Med mindre du da tror på et liv efter døden?"

    "Hvordan kan du tale til mig på den måde? Hvad bilder du dig egentligt ind! Det er jo din skyld det her. Det er dig der gør det mod mig! Du kan jo bare lade være!" Vrissede Vibeke, da hun mærkede en bølge af vrede bredde sig i sin krop. "Hvorfor gør du det overhovedet? Kan du ikke finde en kvinde, som frivilligt vil gå i seng med dig? Er det det? Er du en grim lille nørd, under masken og tørklædet?"

    "Ak, smukke, hører du ikke hvad jeg siger?" Sagde David, en smule skuffet – han forstod at den unge kvinde ville gøre hvad som helst for at redde sit liv, men han havde håbet at hun ikke ville være så fjollet. Han flyttede remmen som holdt hendes venstre ben, så hun nu lå med vidt spredte ben. Hendes dejlige, glinsende fisse, med de stadig ophidsede og opsvulmede skamlæber, nærmest smilede op til ham. "Du skal dø. Nu prøver du igen. Jeg dræber dig, uanset hvad. Det er noget jeg simpelthen må gøre. Du skulle hellere prøve at få ind i dit unge smukke hoved, at dit liv snart er forbi, i stede for at spilde din sidste tid med at betvivle mine motiver. Det får du alligevel intet ud af."

    Hun sank en klump – hun havde taget en chance, og intet fået ud af det. Alligevel følte hun sig lettet over, at han ikke var blevet vred, at han ikke havde straffet hende. Men hvad skulle hun stille op? Flugt var stadig lige så umulig som før, og han var åbenbart helt urokkelig i sin beslutning om at dræbe hende. Hun så, at han kravlede op på sengen, og trak bukserne ned. En stor, jernhård erektion nærmest sprang frem fra hans bukser – der havde han ikke noget at skamme sig over, tænkte hun, og bed sig i læben. Måske skulle hun holde fast i den tanke hun havde haft tidligere – at hun bare skulle nyde sin sidste tid, så længe den varede. Lige nu havde hun vidst ikke meget valg!

    "Åh ja, skat, jeg kan mærke duften fra din ophidsede fisse!" Stønnede David, da han lænede sig ind over hende. Han følte det som ville hans lem eksplodere, hvis han ikke snart begravede det i hende skød. "Jeg kan mærke varmen fra dit dampende skød. Gør dig selv den tjeneste at nyde det her, vidunderlige kvinde. Tillad dig at nyde – en aller sidste gang – den glæde som din krop kan give dig!"

    Vibeke havde en underlig fornemmelse i kroppen – næste uvirkelig. Det hele snurrede rundt for hende. Hun var så splittet af modstridende følelser, at hun knap nok anede hvad hun skulle tænke og føle. Hendes mave føltes, som var den blevet til et gabende huld – som om hun var helt tom indeni. Og dog brændte der en ild i hendes undliv, som var stærkere ende hendes angst. Da hendes kommende bøddel pressede sit lem mod hendes skamlæber, mærkede hun et frydefuldt gys gå gennem sin krop. Det blev efterfulgt af en bølge af dyb, varm nydelse, da hans pik uhindret gled ind i hendes våde skede.

    "Åh ja, ja, åh Gud ja, du er vidunderlig!" Prustede David, da den unge kvindes skamlæber åbnede sig som kronblade, og lod hans pik glide ind i hendes var varme fisse. "Kan du mærke det, skat? Kan du mærke nydelsen i din vidunderlige, smukke, unge krop?"

    Vibeke nød følelsen af hans store, svulmende pik i sin våde skede, hun nød den måde han rørte ved hende på – som en kostbar skat. Hun nød at høre hans ros og hans kærlige ord. Og på samme tid var hun ved at blive kvalt af sorg og skam. Sorg fordi hun vidste, at hun skulle dø så snart det var overstået – skam fordi hun nød det så inderligt. Hun nød hans behandling. Hun nød følelsen af at være i hans vold, at være hjælpeløs, at være noget han havde taget en risiko for, og havde forberedt sig på. Åh Gud, hvor var det hele dog sindssygt, tænkte hun. Hun kunne intet stille op overfor ham, og overfor de følelser hun havde. Det eneste hun kunne gøre, var at prøve at lade være med at tænke på det. Hun gjorde hvad hun kunne for, at slå de grusomme tanker ud af hovedet, og bare nyde hvad hun nu kunne nyde.

    "Ja, lille skat, du er vidunderlig! Åh Gud ja, du bliver jo endnu mere vild, endnu mere varm!" Gryntede David, da han mærkede hendes varme, drivvåde fisse stramme sig sammen om hans pik. Hun borede fingrene ind i hans bryst – ikke for at skade ham, men for at mærke ham, føle ham. Alligevel forlod den bekymrede, nærmest skræmte grimasse ikke hendes ansigt. Han havde intet imod det. Han nød hendes angst. Han lagde hænderne om hendes hals, og gav den et lille klem. Det gjorde hende bare endnu mere vild!

    "Åh... åh... åh..." Klynkede Vibeke, og bed sig endnu engang i læben. Hun ville ikke have, at han skulle vide at hun nød det, men hun kunne ikke skjule det! Det var så længe siden hun var blevet taget, begæret, elsket, kneppet. Det føltes fantastisk – og på en eller anden måde gjorde de modstridende følelser det bare endnu bedre. Det var som om hun gjorde noget forbudt, noget slemt, noget inderligt syndigt – og hun nød det. Snart mærkede hun en eksplosion af varme i sit underliv. Den bredte sig med lynets hast gennem hendes krop. Den fik hende til at spænde i alle muskler. Hun stønnede igen, mens hun pressede luften ud mellem sine tænder. Åh Gud, hun var kommet! Hun var kommet, sammen med denne grusomme, sadistiske fyr, som hun burde hade og afsky med hver en celle af sin krop.

    "Åh ja, åh ja, ja... ja!" Stønnede han, nu helt uhæmmet. Det var simpelthen fantastisk! Han mærkede hendes krop vride sig under ham, han mærkede hende vride sig, som nød hun hans behandling. Hun mærkede en voldsom muskelsammentrækning i hendes skede, som fik ham til at eksplodere inde i hende. Han brølede af glæde. "Ja! JAAA! JAAAAAAA!"

    Han satte sig op på hug mellem hendes ben, stadig med sin pik inde i hendes vidunderlige fisse. Han var ved at blive slap, men fik endnu nydelse ud af at køre sin pik forsigtigt frem og tilbage mellem hendes skamlæber, mens han kærtegnede hendes faste, unge bryster. "Det var fantastisk, skat. Det var simpelthen vidunderligt, og jeg tror heller ikke du syntes det var så forfærdeligt. Det syntes jeg er flot, at du kunne give los, under så vanskelige omstændigheder. Du er lige så stærk, som du er smuk. Det respektere jeg sgu."

    Vibeke nød de sidste bølger af orgasmen, som stadig skvulpede rundt i hendes krop, som en slags varm sirup – men den aftog langsomt, og efterlod hende endnu engang i angstens vold. Nu havde han jo fået sin tilfredsstillelse – hvad skulle han så bruge hende til? Hun løftede afværgende hænderne op foran sig. "Åh Gud, hvad nu? Hvad skal der ske med mig nu?"

    "Hvad der skal ske med dig, unge, smukke tøs?" Sagde David, mens et bredt smil bredte sig bag tørklædet. Han rakte ud efter sengebordet, og fandt det stykke ledning, som lå på det. "Det ved du jo godt. Jeg har jo fortalt dig, at det her kun kan ende på en måde. Jeg kan se i dine øjne, at du godt ved det. Aller inderst inde ved du godt, at din tid på jorden er forbi!"

    "Nej, nej, nej..." Snøftede Vibeke, da bølger af sorg og angst rystede hendes krop, og gjorde det svært for hende at tale. Hun følte sig lammet. Hun vidste godt, at han ville dræbe hende, men et eller andet sted havde hun nok troet – håbet – at han ville ændre mening. "Efter alt hvad vi har oplevet sammen? Jeg nød dig. Jeg nød at føle din pike inden i mig. Vi kan gøre det igen. Jeg kan blive din elskerinde. Vil du ikke gerne det?"

    "Jeg har aldrig nogensinde nydt en kvinde så meget, som jeg har nydt dig." Hviskede David, og viklede ledningen rundt om sine hænder. Den unge kvindes øjne spærredes op. Hun stirrede rædselsslagent op på ledningen – han kunne se visheden i hendes øjne. Åh jo, hun vidste godt hvordan det hele skulle ende. "Men jeg har nydt dig så meget, fordi jeg vidste den skulle være den eneste gang. Det var så intenst, fordi jeg vidste du skulle dø. Det må du også have mærket."

    "Men det kan blive intenst igen! Tro mig!" Hulkede Vibeke, men hun kunne mærke at hun ikke selv troede på det – og så kunne hun jo umuligt overbevise ham. Det havde været en utrolig oplevelse, at være i hans magt, at være totalt overgivet hans nåde – og hun vidste også hvorfor. Men selv om hun kunne mærke det, selv om hun næsten kunne smage døden i den luft, hun desperat trak ned i lungerne – vel vidende at det kunne blive hendes sidste åndedræt – så kunne hun ikke lade det være forbi. Hun måtte prøve noget andet. "Jeg er kun 23 år gammel. Der er så meget jeg aldrig har prøvet, så meget jeg aldrig har oplevet, så mange ting jeg aldrig her set. Jeg er alt for ung til at dø. Kan du ikke forstå det?"

    "Jo, det kan jeg sagtens forstå, smukke." Grinede han, og sænkede langsomt ledningen ned mod hendes hals – han elskede den skræmte udtryk i hendes øjne, og den desperate klang af hendes stemme, mens hun bad for sit liv. "Det ville jo heller ikke være nær så intenst, hvis du gerne ville dø, vel? Det der skaber spændingen er jo netop, at hver en tanke i dit hoved, og hver en celle i din krop, ønsker at leve – og alligevel skal du dø!"

    "Men sagde du ikke, at du syntes jeg er smuk? Sagde du ikke, at du syntes jeg er vidunderlig?" Hulkede Vibeke, mens ledningen langsomt, men sikkert nærmede sig hendes hals. Hun kunne ikke fatte, at det her skete! Hun kunne ikke fatte, at hun kun skulle trække vejret i ganske kort tid endnu – og hvad så? Ville hun blive kvalt? Hvordan ville det føles? Hvor længe skulle hun lide? Hvor lang tid ville det tage for hende, at dø? Tankerne rasede gennem hendes hjerne, og fyldte hende med en sort, tung, ubærlig angst.

    "Du er smuk. Du er vidunderlig. Det er derfor jeg valgte dig." Grinede David, og mærkede en ekstatisk, kriblende fornemmelse brede sig i hele sin krop. "Tror du, jeg ville tage denne chance for en grim tøs? Tror du, jeg ville gøre mig selv til morder, hvis du ikke havde været så fantastisk uimodståelig? Men heldigvis er du jo ikke den eneste unge, smukke kvinde i verden. Nå, nok snak. Det er tid til at dø, smukke. Tag en dyb indånding, skat. Jeg vil have, at du skal dø langsomt!"

    "Nej! Nej!" Hulkede Vibeke, med den sidste luft hun havde i lungerne. Hun ville skrige – hun måtte skrige! Det var hendes eneste chance! Hun trak vejret dybt – fyldt sine lunger med luft, så hun kunne skrige så højt, som hun aldrig havde skreget før. Hun mærkede sit bryst hæve sig. Hun mærkede sine lunger blive fyldt op. Hun havde næsten formet ordet 'hjælp' i sin strube – så skød hans hænder frem, og pressede ledningen mod hendes hals! Et voldsomt chok rystede hendes krop. Skriget blev kvalt i hendes hals. Hun præsterede kun en lille, kort gisp. Så var hendes hals lukket. Hun havde forspildt sin sidste chance! Visheden ramte hende som et nyt chok – hun kunne ikke trække vejret. Hun var ved at blive kvalt! Hun var ved at dø!

    "God pige!" Grinede David, da han hørte den unge kvindes hvæsende åndedræt, som han lynsnart stoppede med ledningen, som han pressede hårdt mod hendes slanke, smukke hals. "Ja, sådan, lille skat! Nu er der lukket af. Nu skal du aldrig mere trække vejret – kan du mærke det? Ja, nu kan vi bare vente, lille skat, vente på at døden kommer og slukker for dine tanker og drømme - vente på at døden kommer og blæser dit unge liv ud!"

    Vibeke mærkede en følelse, mere grusom og intens end noget hun før havde følt. Det var som om hun en massiv, sort mur var væltet ned over hende, og langsomt men sikkert knuste hende til atomer. Det hele var forbi – det var så grusom en sandhed, at hun næsten ikke kunne fatte det. Alle de ting, hun aldrig skulle opleve. Alle de steder hun aldrig skulle se. Alle de mennesker hun aldrig skulle møde. Det gik op for hende, hvor ubetydeligt og ynkeligt hendes live havde været – alle de drømme hun havde haft, og dette var alt hvad hun skulle opleve? Nej, det kunne simpelthen ikke stoppe nu, det kunne simpelthen ikke slutte sådan her, tænkte hun – men den brændende smerte i hendes lunger, og den dunkende varme i hendes hoved, fortalte hende, at hendes krop snart ville give op. Nej, det måtte ikke være sandt!

    David sad lænet hen over den kæmpende kvinde. Han havde viklet ledningen et par gange rundt om hendes hals, så han nu kunne kvæle hende, uden at bruge de store kræfter. Han kunne med andre ord koncentrere sig om at nyde synet. Han stirrede ned i hendes øjne, som flakkede rundt i hovedet på hende. Hendes ansigtsudtryk ændredes konstant, mens hun kæmpede sin håbløse dødskamp. Sorg, angst, fortrydelse, kampvilje, opgivelse – alle disse følelser kunne han læse i hendes smukke øjne, og på hendes skønne ansigt!

    Vibeke kunne ikke længere tænke sammenhængene. Den rene, grusomme rædsel fyldte hendes sind. Smerten fyldte hendes krop. Hun gik i panik. Hun kunne ikke andet. Hun vred sig, sparkede, masede, skubbede – selv om hu vidste, at det intet nyttede, kunne hun ikke gøre andet. Smerten var for voldsom. Angsten var for ubærlig. Hun ville ikke dø – det var hendes eneste klare tanke. Selv om prikkerne dansede for hendes øjne, og en ubønhørlig, altfortærende ild fyldte hendes lunger, så ville hun ikke dø. Hun ville ikke dø!

    "Ja, lille skat, som du dog kan!" Stønnede David, da han mærkede at hun begyndte at sprælle voldsomt. Der var noget forkrampet, panisk, hysterisk over hendes kamp. Det tændte ham. "Ja, hvis livsvilje og kampgejst havde noget at skulle sige, så er jeg sikker på, du ville overleve! Men det har desværre ingen betydning, lille skat. Du kan være nok så opsat på at leve – du kan være nok så bange for at skulle dø – men uden luft betyder det intet. Nej. uden luft er det alt sammen ligegyldigt. Giv op, unge, smukke væsen! Der er intet du kan stille op! Intet! Det er forbi, ja, det er alt sammen forbi!"

    David så den brændende desperation i hendes øjne, da hun stirrede op i loftet. Han mærkede de voldsomme rystelser, som for gennem hendes døende krop. Han så hendes mund åbne sig, og hendes tunge stikke ud, som ville den smage den sidste luft. Pludseligt rystede hun voldsomt. Hendes øjne rullede rundt i hovedet på hende. Hun spjættede vildt og voldsomt – men det svandt hurtigt hen til en spændt dirren, der fik hendes ryg til at stå op fra sengen i en spændt bue, og hendes ben til at stritte ud i luften. Så gik spændingen pludseligt ud af hendes krop, og hun kollapsede slapt ned på sengen. Hun var død. Den smukke, unge pige var død – i hans arme!

    "Pyha, sikke en vidunderlig oplevelse! Men vi to er ikke færdige med hinanden endnu, smukke." Stønnede han, idet han rejste sig op og stillede sig mellem hendes smukke, unge, døde ben. Hans pik stå ud fra hans krop, hårdere, større, mere ophidset end nogen sinde før. Han knælede ned mellem hendes ben, og hamrede erektionen ind i den varme, livløse ungpigekrop.

Tilbage til Historier